CORONAKRISE // ANALYSE – Selv om Spanien langt om længe synes at have knækket smittekurven, er stemningen højspændt. Regeringen med Pedro Sánchez i spidsen beskyldes for at køre sit eget løb. Mistilliden hersker og beskyldninger om datamanipulering og fejldisponeringer fyger. Tålmodigheden er ved at være brugt op, skriver Alex O. Hansen.
Spanierne er hårdt prøvede. Muligvis hårdere end nogen andre af deres europæiske medborgere. 50 dage efter indførslen af undtagelsestilstanden, estado de alarma, den 14. marts, som betød at samfundet blev sat på vågeblus og indebar et forbud mod at færdes på gader og stræder, har regeringen omsider søsat en plan, der i løbet af maj og juni med regeringslederen Pedro Sánchez’ ord, vil introducere de spanske borgere til en ny virkelighed, ”una nueva normalidad”.
Det har været syv lange uger, hvor Spaniens unge regering har oplevet et stadig stigende pres. I weekenden rundede man officielt 25.000 dødsfald, og næsten 220.000 er smittet. De reelle tal er angiveligt betydeligt højere for statistikkerne medregner kun personer, som har fået stillet en diagnose. I de seneste uger har spanierne kunnet se, hvordan kongrescentre er blevet omdannet til felthospitaler, og skøjtehallerne er blevet til lighuse. Man spørger, hvorfor det er gået så galt, og regeringen står forrest, når syndebukken skal udpeges.
Spanien har i de seneste år været vidne til en politisk istid. Fronterne har været trukket skarpt op og det har stort været umuligt at samle et parlamentarisk flertal. I januar fik spaniere deres første koalitionsregering siden demokratiets genindførsel i 1978. Dens overlevelse hænger på en række mindre regionale partier, der primært kæmper for mere selvbestemmelse og – i nogle tilfælde – løsrivelse fra Spanien.
Mange spørger åbent, hvorfor det er gået så galt i Spanien. Var regeringen for længe om at reagere? Nølede man, fordi der var andre prioriteter på politiske menukort, som blev betragtet som vigtigere?
En udefrakommende trussel som covid-19 skulle synes at åbne muligheden for at finde et fælles fodslag og et paradigmeskifte til en mere kompromissøgende tone i spansk politik. Det har dog ingenlunde været tilfældet, tværtimod. Efterhånden som ugerne er gået, er situationen blevet stadig mere spændt, og regeringen er stadig mere isoleret.
Dette til trods proklamerede regeringslederen Pedro Sánchez lørdag, at man vil bede det spanske parlament om en forlængelse af den aktuelle undtagelsestilstand. Udmeldingen blev mødt med kritik fra flere fronter, og inden onsdagens afstemning hænger regeringens flertal i en tynd tråd. Det synes dog overvejende sandsynligt, at regeringen kan samle et spinkelt flertal til en forlængelse på yderligere to uger.
Den 14. marts dekreterede regeringen en undtagelsestilstand, som gav den frie hænder til at handle i bestræbelserne på at bringe situationen under kontrol. Det er en beføjelse, som regeringen har i henhold til den spanske grundlov, artikel 116. Regeringen har to gange tidligere bedt om de øvrige partiers tillid, og i begge tilfælde samlede man et bredt flertal.
Det yderste højre – VOX – har som det eneste parti afvist at gøre sig til medskyldig, som partiledelsen har udtalt. Men når Pedro Sánchez går på parlamentets talerstol, kan han ikke vide sig sikker på, at endnu en forlængelse bliver stemt igennem. Tålmodigheden er tyndslidt, ikke blot hos oppositionen, men også hos en række af de partier, som udgør regeringens parlamentariske sikkerhedsnet, og Sánchez kan ikke længere tage for givet, at parlamentet forlænger undtagelsestilstanden for tredje gang.
Manglende samarbejde
Der er mange årsager til den smuldrende opbakning, men overordnet så efterlyser den politiske opposition, interesseorganisationerne og de spanske regioner, som har set deres beføjelser inddraget, samstemmende en reel dialog.
Oppositionslederen Pablo Casado har beklaget sig over den manglende kontakt og tvivler på oprigtigheden af regeringens tilbud om et samarbejde. Indtil et nylig afholdt videomøde mellem regeringslederen Sánchez og oppositionslederen Casado kunne kontakten mellem de to ledere efter næsten fire ugers krise ifølge Casado koges ned til fire minutters telefonsamtale. En påstand som Sánchez ikke har afvist. Den politiske opposition kan læse om regeringens konkrete tiltag i avisen. Ganske bogstaveligt.
Parlamentet kører på nedsat kraft, men Sánchez’ regering har benyttet undtagelsestilstanden til at køre en række kontroversielle love igennem – blandt andet en ny uddannelseslov – uden at lovens indhold reelt har været til debat.
De spanske regioner har vidtrækkende beføjelser og blandet andet sundhedsvæsenet er et ressortområde, der er regionalt styret. Så længe undtagelsestilstanden er gældende, er deres kompetencer inddraget. Selv om Sánchez holder møde hver søndag med de regionale ledere, så udviser flere regioner i stigende grad utilfredshed med den centrale ledelse. Den regionale kritik rammer bredt fra partifæller til Cataloniens leder, Torra, der kæmper for et uafhængigt Catalonien, og fra krisens start har været kritisk.
Interesseorganisationer og brancheforeninger beklager sig også over ikke at blive taget med på råd, og efterlyser i visse tilfælde realitetssans. Restaurationsbranchen har fremlagt et konkret eksempel. Restauranter kan i de kommende uger se frem til at genåbne, men med en kapacitet på max. 30 pct. Med de faste udgifter, som følger med driften af en restaurant, vil de fleste ikke være i stand til at tjene penge under sådanne forhold, og de vil derfor være bedre tjent med at holde lukket. Man har fremlagt et konkret alternativ, hvor blandt andet afstanden mellem kunderne er afgørende.
Regeringens fodfejl
Krisen er en udfordring af dimensioner, man ikke har set i nyere tid, og problemerne er af en karakter, hvor det synes naturligt, at der bliver begået fejl. Eksempelvis har man flere gange måttet konstatere, at dyrt indkøbt materiale – tests, masker, iltapparater – ikke er godkendt i EU og i flere tilfælde har det vist sig at være ubrugeligt.
For eksempel modtog man i slutningen af marts 640.000 tests fra Kina, som viste sig at have en træfsikkerhed på 30%. Fejlen blev tilskrevet den importør, som regeringen havde pålagt købet af prøverne. Ligeledes i slutningen af marts købte man 8,8 millioner masker for godt 230 millioner kroner (31,2 mio. euro).
Blandt disse masker, som var fabrikeret af tre forskellige kinesiske leverandører kunne man efterfølgende konstatere, at omkring en fjerdedel ikke levede op til de lovede standarder. Maskerne blev tilbagekaldt den 17. april efter at have cirkuleret bredt blandt sundhedspersonale på sygehuse og plejehjem i tre uger. Over 1.000 læger og sygeplejesker er sendt i karantæne og man er foreløbigt gået i gang med at teste de personer, som har gjort brug af maskerne.
Den nye spanske regering har et klart ideologisk program og en ambition om at transformere Spanien til et progressivt, solidarisk og moderne samfund, og en økonomisk spændetrøje var ikke en del planen. Hvorvidt covid-19 indirekte viser sig at være en allieret i regeringens bestræbelser på at ændre Spanien eller snarere bliver en kæp i hjulet, vil tiden vise
Regeringen har forsvaret sig med at det globale marked er kaotisk, og at andre lande – Holland, Tjekkiet, Tyskland, Ukraine – også er blevet snøret. Det er imidlertid en undskyldning, der klinger hult hos det spanske sundhedspersonale. Manglende brugbart beskyttelsesudstyr anslås at være en væsentlig årsag til, at over 41.000 læger og sygeplejersker – svarende til 19 pct. af alle de smittede i Spanien – er testet positiv. Dette tal er langt højere end i andre lande. Til sammenligning udgør det smittede sundhedspersonalet 6 pct. i Holland og 10 pct. i Italien ifølge EU’s officielle agentur, det europæiske center for forebyggelse og kontrol af sygdomme i Stockholm.
Men kommunikationen er klodset, og det har været småt med indrømmelser. Sánchez lod onsdag i en bisætning forstå, at man muligvis kunne have håndteret visse aspekter af krisen anderledes. Det er noget nær det nærmeste, man er kommet på en indrømmelse. Tværtimod så synes regeringen at benytte de fleste lejligheder til at rose sig selv og de initiativer, man lancerer.
En mundkurv til general Santiago
De hårdtprøvede spaniere har i de seneste par uger kunnet læse om to sager, som yderligere har svækket tilliden til regeringen.
I midten af april offentliggjorde Instituttet for Sociologisk Forskning (Centro de Investigaciones Sociológicas – CIS) resultatet af en rundspørgeundersøgelse, man havde foretaget umiddelbart efter krisens udbrud. CIS nyder stor prestige som instituttet, der historisk har udarbejdet meningsmålinger om en række samfundsforhold i Spanien. For to år siden ansatte Pedro Sánchez sociologen, den socialistiske partisoldat, José Félix Tezanos, og det var således første gang, at instituttet fik en leder med en klar politisk profil. Det skabte uro, som ikke er forstummet med tiden.
Den seneste måling mødte kraftig kritik fra såvel akademisk side (som et teknisk makværk, med blandt andet tvetydige formuleringer, to spørgsmål i ét og en række andre metodiske fejl), som politisk side. Regeringen, som angiveligt er irriteret over, at informationerne fra regioner, interesseorganisationer og pressen til tider er modstridende.
Undersøgelsen spurgte derfor meget belejligt, om det ville være hensigtsmæssigt at centralisere og kontrollere informationskilderne. Det kontroversielle spørgsmål banede vejen for den anden sag, som blussede op få dage senere. Under en pressekonference søndag den 19. april udtalte general Santiago og næstkommanderende for den spanske civilgarde, at man aktivt arbejdede på at bekæmpe kritikken i sociale medier af regeringens håndtering af krisen.
Udtalelserne gav hurtigt anledning til en debat om etikken i at bruge statslige midler til at begrænse ytringsfriheden og spekulationer om, hvorvidt civilgarden var blevet pålagt opgaven i bestræbelserne på at begrænse de kritiske røster. General Santiago var ekstraordinært inviteret med til det daglige pressemøde mandag formiddag, hvor han fik lejlighed til at forklare sig. Hans deklarationer gav ikke mange svar og i den efterfølgende spørgerunde, som filtreres af det spanske statsministerium, blev alle de opfølgende spørgsmål til generalen sorteret fra. En mundkurv til generalen og en censurering af pressen, der ikke lugter meget af moderne demokrati.
Mange spørger åbent, hvorfor det er gået så galt i Spanien. Var regeringen for længe om at reagere? Nølede man, fordi der var andre prioriteter på det politiske menukort, som blev betragtet som vigtigere? Kvindernes kampdag 8. marts har siden været genstand for en livlig debat. Dagen var skrevet i kalenderen hos Spaniens nye regering.
De traditionelle demonstrationer samlede masser af mennesker i alle større byer i Spanien. Over 120.000 trodsede den lurende fare og mødte op alene i Madrid. Forrest gik en række ministre, blandt dem Irene Montero, minister for ligestilling, som efterfølgende blev testet positiv den 11. marts. Demonstrationerne søndag den 8. marts blev de sidste offentlige samlinger. Sent samme søndag meldte regeringen ud, at spredningen af Covid-19 havde taget et omfang, som nødvendiggjorde indførslen af en række restriktioner.
De økonomiske tømmermænd venter
Til trods for regeringens løfte om massive kapitalindsprøjtninger gætter den Internationale Valutafond på, at Spanien i år står over for en negativ vækst på 8 pct. – den laveste siden borgerkrigen i 1930’erne, og arbejdsløsheden vil vokse fra knap 15 pct. til 20,7 pct. Regeringens egne tal er nogenlunde identiske. Det første reelle hint af de økonomiske konsekvenser fik spanierne allerede med arbejdsløshedstallene i marts måned, hvor mere end 300.000 mistede jobbet.
I slutningen af april viste tallene for første kvartal en negativ vækst på 5,2 pct. og tallene medregner kun de første to uger efter nedlukningen. Både arbejdsløshedstallene og den negative vækst er historisk rekorder. Og som om det ikke var nok, så forventer økonomiminister Calviño, at økonomien bløder endnu voldsommere i andet kvartal. Hvis alt går, som regeringen håber, vil Spanien genvinde det meste af de tabte terræn i 2021.
Den nye spanske regering har et klart ideologisk program og en ambition om at transformere Spanien til et progressivt, solidarisk og moderne samfund, og en økonomisk spændetrøje var ikke en del planen. Hvorvidt covid-19 indirekte viser sig at være en allieret i regeringens bestræbelser på at ændre Spanien eller snarere bliver en kæp i hjulet, vil tiden vise. Et synes dog sikkert. Intet er længere, som da regeringen overtog tøjlerne i januar.
LÆS FLERE ARTIKLER AF ALEX O. HANSEN HER
Foto: Pedro Sánchez, Flickr
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
