Det politiske stigma – uddrag af ny bog

i Bøger/Danmark/Politik & Samfund af

NY BOG – Populisme er et fy-ord, som en seriøs politiker ikke vil beskæftige sig med. Men hvis man nægter at forstå populismen som bevægelse og ideologi og dermed at tage den alvorligt, har man tabt på forhånd. Det er budskabet i denne bog, der især er skrevet til venstrefløjens politikere, vælgere og debattører. Forfatter, cand.soc. Kristian Thorup giver nogle bud på, hvordan venstrefløjen kan vinde arbejderklassens vælgere tilbage fra Dansk Folkeparti, og han ser på, hvordan fordommene om den typiske DF-vælger kan manes i jorden.

Det politiske stigma

Jens stod midt på gågaden i Roskilde, da en kvinde pludselig begyndte at råbe ad ham. Hun råbte, at han var et frygteligt menneske, og hvad fanden han egentlig bildte sig ind? Det tog et par sekunder, før han forstod, hvad der foregik: Han havde givet hendes søn et bolsje. Men det var ikke et hvilket som helst bolsje. På det blå bolsjepapir var der et lille Dansk Folkeparti-logo. Og sådan noget pis skulle han ikke give til hendes børn!

Jeg sidder over for Jens ved et lille bord på Roskilde Bibliotek og hører hans historier om DF’s politiske gadekampagner. Han er 22 år gammel, uddannet detailslagter og medlem af Dansk Folkeparti. Han har kort lyst hår, som ligger fladt ned over panden, og hans ansigt udtrykker, ligesom hans monotone stemmeføring, ikke særlig mange følelser. Han er den lidt introverte type.

Jens har været aktiv i Dansk Folkeparti, siden han var 19 år gammel. Han fortæller mig, at han om 10 år drømmer om at arbejde som enten kommunalpolitiker eller i et regionsråd. Senere hen vil han gerne i Folketinget.

”Du skal ikke give sådan noget til mine børn!” Så bliver man overfuset, fordi man enten er racist, eller fordi DF i sin tid var med til at fjerne efterlønnen

I vores samtale gør han et åbenlyst forsøg på at tale som en politiker. Han formulerer sig i afmålte vendinger, som betoner, at vi skal huske at se problemstillingerne fra flere forskellige vinkler, mens han med sine hænder ligesom skitserer forskellige retninger.

Som partimedlem deltager Jens jævnligt i politisk arbejde, herunder gadekampagner for partiet op til kommunal- eller folketingsvalg. Og netop hans oplevelser fra disse gadekampagner er blandt de tydeligste eksempler på, hvordan Dansk Folkepartis politiske stigma kommer til syne, og hvilke konsekvenser det har at bære det.

I forbindelse med gadekampagnerne uddeler Jens bolsjer og små blå vindmøller med DF-logoer på. Men han har mange gange erfaret, at folk bliver sure, hvis deres børn kommer til at tage imod noget fra ham:

Jeg har oplevet rigtigt mange gange, at det må de simpelthen ikke. Ofte når folk kommer forbi, så spørger jeg, om de vil have et bolsje, og ”nej”, det vil de bestemt ikke. Men børnene kommer jo hen til én og spørger, om de må få et, og så siger jeg ”Selvfølgelig! I må også gerne tage et til den anden hånd,” og det er de jo glade for. Men så kommer forældrene tilbage til en og siger: ”Du skal ikke give sådan noget til mine børn!” Så bliver man overfuset, fordi man enten er racist, eller fordi DF i sin tid var med til at fjerne efterlønnen.

Jens’ fortælling indeholder en række ligheder med den oprindelige betydning af begrebet stigma. Den amerikanske sociolog Erving Goffman har i sine studier analyseret det sociale stigmas beskaffenhed og undersøgt, hvor begrebet oprindeligt stammer fra. Han begynder sin bog om emnet med en passage, der beskriver stigmabegrebets oprindelse i det antikke Grækenland:

Antikkens grækere, som tydeligvis havde en stærk tradition for visuelle hjælpemidler, udtænkte begrebet stigma for at henvise til legemlige tegn, som var skabt til at afsløre noget usædvanligt og dårligt ved bærerens moralske status. Tegnene blev skåret eller brændt i kroppen og kundgjorde for alle, at bæreren var slave, kriminel eller forræder – en plettet person, rituelt besmittet, som skulle undgås, især på offentlige steder.

Jens er i symbolsk forstand ’brændemærket’ som en person, man bør undgå at tale med, og som børn ikke må komme i nærheden af: De vrede, forbipasserende fodgængere holder en vis afstand til ham og opfører sig som om, Dansk Folkepartis valgmateriale er noget farligt eller beskidt, som man skal undgå at komme i berøring med. Jens reagerer meget bogstaveligt på denne adfærd. Han forklarer mig, at der er et lille DF-logo på bolsjepapiret, men at bolsjerne indeni ”er ganske almindelige bolsjer, som man kan købe alle mulige steder.” Jeg kan ikke undgå at bemærke, hvor paradoksalt det er, at Jens overhovedet påpeger, at bolsjerne ikke er farlige. Han besvarer det sociale stigma med et fysisk argument: Bolsjerne er altså ikke giftige.

Populismens klassekamp henvender sig til alle med interesse for politik – fra den yderste venstrefløj til den yderste højrefløj.

Man behøver imidlertid ikke flage med sit DF-medlemskab for at blive svinet til. Hvis folk i ens hjemby ved, hvem man er, kan man lige så godt lade den officielle DF-vindmølle ligge derhjemme. Når Theodor bevæger sig rundt i sin hjemby Frederikssund, er han ikke helt anonym. Det 18-årige Dansk Folkeparti-medlem er både aktiv i partiets lokalforening, i dets ungdomsafdeling, i det lokale byråd og i elevrådet på sit gymnasium. Mange folk i den nordsjællandske stationsby ved, hvem han er. Men det er ikke nødvendigvis en god ting, hvis man er medlem af Dansk Folkeparti. Når Theodor befinder sig i det offentlige rum, er det nemlig med overhængende fare for at blive udsat for tilråb, verbale overgreb og trusler. Han behøver ikke befinde sig udendørs længere end den korte tur hjem fra gymnasiet, før han er i skudlinjen: ”Typisk når jeg går hjem, der er cirka 500 meter hjem til mig selv, så bliver jeg altid råbt efter … nogle ting. Enten går folk bevidst forbi mig og siger ”DF-svin”, eller også så råber de et eller andet.”

Theodor fortæller mig en historie om dengang, han som ungdomspolitiker skulle ud og debattere på en skole på Nørrebro. Han skulle tale for en 7. klasse og tænkte, at eleverne med kun et års erfaring med samfundsfag ikke ville have formet deres politiske ståsted tilstrækkeligt til at hade ham. Men da han ankom til skolen, kunne han med det samme mærke, at stemningen var trykket; at han, allerede før han var trådt ind ad døren, var stemplet af eleverne som et uanstændigt menneske. Det havde de lært hjemmefra: ”Da jeg kom ind ad døren, der vidste de der elever på 13-14, måske 12 år, de vidste allerede, at jeg var et dårligt menneske.” Efter debatten så skolens rektor sig nødsaget til at beholde ham inde i et klasseværelse i løbet af frikvarteret af frygt for, hvad der ville ske, hvis han gik ud på gangen uden opsyn.

Dér tænkte jeg virkelig: ”Skal jeg ikke mere end en time væk hjemmefra, og så er jeg allerede i livsfare?” Der fik jeg lidt af et virkelighedschok. For som jeg sagde, hvis det var gymnasiet, så havde folk haft god tid til at danne sig en holdning og selv sige: ”Jeg stemmer eller mener dét her”. Men når vi er helt nede i en 7. klasse, så er det et tydeligt tegn på en voldsom indoktrinering og opdragelse hjemmefra, hvor man lærer, hvilke mennesker der er gode, og hvilke der er dårlige.

Jens og Theodor bærer DF-stigmaets usynlige brændemærke. Hvis de lader det komme til syne ved at tilkendegive deres politiske ståsted, bliver de af mange defineret som dårlige mennesker, som man bør tage afstand fra. I begge deres eksempler opdrages børn sågar til ikke at komme i nærheden af dem, som om selve den fysiske nærhed til dem skulle være skadelig. De er begge to forbløffede over, at de ikke kan få lov at fremlægge og argumentere for deres standpunkter, men allerede på forhånd er stemplede som dårlige eller uanstændige mennesker.

Forskellen til det antikke græske stigma, som Goffman beskrev, er, at stigmaet for tilhængerne af Dansk Folkeparti ikke er et fysisk-legemligt tegn, men først bliver synligt, når de tilkendegiver deres politiske ståsted. Det interessante ved parallellen til det græske stigma er imidlertid, at nogle af de legemlige-fysiske træk ved stigmaet alligevel er vedvarende, især i forbindelse med Jens’ oplevelser: Folk holder fysisk afstand til ham, og de behandler hans legemlige eksistens og de ting, han rører ved, som om de udgjorde en risiko eller smittefare, som man skal undgå at komme i kontakt med.

Man behøver imidlertid ikke flage med sit DF-medlemskab for at blive svinet til. Hvis folk i ens hjemby ved, hvem man er, kan man lige så godt lade den officielle DF-vindmølle ligge derhjemme

Theodor og Jens er ikke alene om deres oplevelser. Alle de DF-vælgere, jeg taler med, fortæller, at de jævnligt bliver svinet til, råbt efter eller truet på grund af deres politiske overbevisning. De verbale angreb forekommer oftest i forbindelse med politiske gadekampagner, til sociale sammenkomster eller i forbindelse med deres almindelige færden på offentlige steder. Når de bliver råbt efter, er det tilråb som ”racist”, ”nazist”, ”DF-svin” eller ”fucking DF’er”. Andre gange bliver de adresseret med mere indgående fordømmelser som, ”du er ikke stueren” eller ”du er et dårligt menneske, hvordan kan du gøre det?” Alle disse tilråb og fordømmelser henviser til Dansk Folkepartis udlændingepolitik, som afsenderne tydeligvis stempler som uanstændig.

Tilsviningerne finder i særlig grad sted i forbindelse med politiske gadekampagner, hvor disse medlemmer offentligt viser deres opbakning til partiet. Men de verbale angreb finder også sted på de sociale medier, hvor især et yngre medlem af partiet oplever mange voldsomme angreb. Hun fortæller, at hun ikke blot får hårde kommentarer til de af hendes opslag på Facebook, som har politisk indhold, men at folk, som hun ikke kender, ofte skriver private beskeder til hende, hvor de sviner hende til. Folk skriver, at hun er umenneskelig, at hendes holdninger er barnlige, og at hun er en skamplet på demokratiet.

De skriver, at hun både er ondsindet og ubegavet.

Alle de verbale angreb, tilråb og trusler er udtryk for en gennemgående stigmatisering af Dansk Folkepartis tilhængere: At være Dansk Folkeparti-vælger er et stigma.

Det, som er sværest for Theodor at acceptere, er, at han bliver dømt, før folk har mulighed for at finde ud af, hvordan han er som menneske. Stigmatiseringen medfører, at han bliver forkastet som person, uden at han føler, folk kender noget til hans personlighed. Goffman påpeger, at stigmatisering indebærer, at folk gør sig visse forhåndsforestillinger om det stigmatiserede individ, som de så forventer, det lever op til. Derfor sker der en splittelse mellem den tilsyneladende sociale identitet, hvilket vil sige de egenskaber, som folk antager, det stigmatiserede individ besidder, og den faktiske sociale identitet, som er de egenskaber, individet rent faktisk besidder. Stigmaet taler for sig selv, og der er ikke mulighed for at appellere dommen eller forsøge at forklare sig.

”Jeg skilter ikke med, at jeg er DF’er”. Et andet medlem påpeger, at det nemlig hurtigt kan ødelægge stemningen i en social sammenhæng at bekendtgøre sig som DF-vælger. ”Man stikker lige en finger i jorden, ikk’.

Splittelsen mellem disse to identiteter kan imidlertid også fungere i den omvendte rækkefølge, hvis folk først opdager, man er tilhænger af Dansk Folkeparti, efter at de allerede har lært en at kende. I disse tilfælde kan identiteten som DF-tilhænger redefinere hele ens personlighed, fordi man pludselig betragtes i et helt andet lys. Dette har Dorte, et 55-årigt medlem, ofte oplevet: ”Der er stadig mange, der siger: ’Nå! Jeg synes ellers, du var sådan en pæn dame – og så er du DF’er!’” Dortes erfaringer illustrerer, hvordan identiteten som Dansk Folkeparti-tilhænger fungerer som et altdefinerende karaktertræk, der retrospektivt sætter hele hendes personlighed i et nyt lys: Dorte er ikke blot en pæn dame og tilhænger af Dansk Folkeparti. Hun er derimod en pæn dame på trods af dette. Eller måske kan hun slet ikke betragtes som en pæn dame længere?

Stigmaet, som er forbundet med at stemme på Dansk Folkeparti, gør, at flere DF-vælgere i visse situationer vælger at hemmeligholde deres standpunkter og tilknytning til partiet. Som Dorte siger: ”Jeg skilter ikke med, at jeg er DF’er”. Et andet medlem påpeger, at det nemlig hurtigt kan ødelægge stemningen i en social sammenhæng at bekendtgøre sig som DF-vælger. ”Man stikker lige en finger i jorden, ikk’. Man har ikke lyst til at være den, der starter en dårlig stemning.” Hun tror, det har den effekt, at der går en masse ’usynlige’ Dansk Folkeparti-støtter rundt, fordi mange af dem ikke tør indrømme deres standpunkt: ”Der må sidde mange skabs-DF’ere, for de får jo megaopgang til valgene, men hvor er de henne, når man står på gaden? Der er ikke så mange, der siger det højt offentligt.”


Kristian Thorup
Populismens klassekamp
– om udlændingepolitikken og venstrefløjens tabte arbejdervælgere
Pris 199,00 kr.
Frydenlund.dk


Illustration: Fra bogens forside.

Kristian Thorup er cand.soc. i filosofi og socialvidenskab fra Roskilde Universitet. Han har i mange år deltaget som skribent og debattør i danske medier, primært i Dagbladet Information, ligesom han har skrevet i akademiske tidsskrifter og for internationale blogs.

Seneste artikler om Bøger