TEATER // ANMELDELSE – Der er to ting, vi ikke kan undgå; døden og skatterne. Det mørkeblå beskæftiger sig ikke med det sidste. Denne ”poetiske sorgkabaret” er både lårklaskende morsom og dybt gribende. Først og fremmest er forestillingen teater, jeg ikke ville have været foruden, skriver teateranmelder Steen Blendstrup.
Det er okay at være ked af det – feeling blue, som de siger på amerikansk – for det er en følelse, som vi som regel ret nemt kan ryste af os. Noget andet er sorgen, som ikke bare er blå, men Det mørkeblå. Ombord på Bådteatret demonstrerer Amalie Dollerup, Line Staun Jensen og Martin Bo Lindsten, hvad det er, teatret kan og vil og skal.
Symbolikken i den sparsomme scenografi er til at tage at føle på. Tre mennesker sidder på et par bænke, hver med en kuffert eller en rygsæk, som indeholder deres bagage. Altså bagage i betydningen minder og erfaringer fra et levet liv. Måske er det sæderne i et tog på vej gennem livet, måske bænkene i et venteværelse; der hvor vi befinder os mellem fødsel og død.
Har I nogle ønsker til salmerne?
I øvrigt med et ur på bagvæggen. Tik-tak, tik-tak – tiden går. I Det mørkeblå går den bare baglæns.
Og så er der sangen. Først en ensom stemme og så en flerstemmig sang, hvis harmonier svøber sig om vores hjerte og sjæl. Allerede her er vi opslugt.
Livet er en kabaret, min ven
Det mørkeblå bliver præsenteret som en sorgkabaret. Og hvis du umiddelbart tænker, at sorg, da ikke er noget, man synger om, så er det værd blot at nævne enhver bisættelse. Det er så sikkert som amen i kirken, at præsten på et tidspunkt inden har spurgt de efterladte om netop dette: Har I nogle ønsker til salmerne?
Der er måske også en og anden, der vil have svært ved at placere sorgen i kabaretten som genre. For det er da noget med sjov og satire. Men det er at undervurdere kabaretten. Ikke fordi Det mørkeblå ikke er sjov, for der er rigeligt med galgenhumor og udstillen af livets absurditeter, men kabaret kan sagtens have noget vigtigt og vægtigt på hjerte.
Det vil være synd at afsløre alle de skarpe pointer. Men vi får os en hjertelig latter over vores måde at udtrykke medfølelse med andres sorg på de sociale medier (hjerte-emoji, kramme-emoji), for slet ikke at tale om vores ret fremmedgjorte forhold til ordet ”at kondolere” og dets bøjningsformer.
Måske er vi først rigtigt voksne, når vi har lagt vores forældre i graven.
Når først følelserne sidder uden på tøjet, så har vi også let til latter. Men for at vende tilbage til det med salmerne, så er der svirp i replikken, når den ene søskende til præsten beder om en sang, fordi ”den sang hun for mig, da jeg var lille”, og den anden udbryder, ”sang hun for dig”?
Det der er værre …
Sange er betydningsbærende. De har også ofte en meget direkte adgang til vores følelser. På grund af ordene eller på grund af de associationer, de sætter gang i hos os af helt individuelle årsager.
Måske er vi først rigtigt voksne, når vi har lagt vores forældre i graven. Så er det os, der er den ældste generation. Nu er det os der bærer ansvaret på vores skuldre. Så er det vores tur næste gang. Det er tid til endeligt at sige farvel til det, vi er kommet af. På godt og ondt.
Jeg tør næsten ikke nævne, at der er en situation, der er endnu værre at sidde i. En endnu mere sorgfuld afsked. Men det gør Det mørkeblå. Som nævnt har Amalie, Line og Martin allerede sunget sig ind i vores hjerter inden for fem minutter, så de kan uden besvær rive hjertet ud af brystet på os nu.
Så er det godt at huske, at i teatrets mørke kan ingen se dig græde. I øvrigt har din sidemand/kvinde helt sikkert også fundet sit lommetørklæde frem.
Det mørkeblå – ikke behagelig, men nødvendig
Her er det en vigtig pointe – og Det mørkeblå er blevet til med sparring fra Det Nationale Sorgcenter – at vi ikke kommer gennem livet uden at mærke sorgen. Det er bare ikke noget vi dør af, men en helt naturlig proces. Ikke behagelig, men nødvendig.
Dermed kommer vi frem til teatrets rolle. Ved at blande smil og tårer, ved at blande nye og kendte tekster, ved at blande situationer, som vi selv har oplevet, med situationer, vi frygter at opleve, kommer Det mørkeblå hele følelsesregisteret igennem. Vi opnår katarsis – renselse – og forlader teatret forandrede.
Her vil jeg så tillade mig at skelne mellem teater, som jeg ikke havde behøvet, og teater, som jeg ikke ville have været foruden
Eller for at parafrasere instruktøren Michael Skyttes egne ord, så er det fantastisk at kunne dykke ned i sorgens dyb på Bådteatret og bagefter kunne stige op til overfladen midt i Nyhavn, hvor livet leves. Det store kunststykke er nok, at Det mørkeblå griber sit publikum, sender os gennem en følelsesmæssig vridemaskine, men i sidste ende sender os ud med et smil på læben. Præcis som sorgen.
I en tid, hvor terapeuter hjælper os med at tale om vores følelser og vores traumer, er det karakteristisk, at vi ikke taler ret meget om den ene af de to uundgåelige ting her i livet. Den anden er skatterne. Dem taler vi om hele tiden.
Både kabaret og teater kan sagtens være uforpligtende og fornøjeligt. Her vil jeg så tillade mig at skelne mellem teater, som jeg ikke havde behøvet, og teater, som jeg ikke ville have været foruden. Det mørkeblå ligger definitivt i den sidste kategori.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og