
CORONAKRISE // TEATER – Kom med til den første levende live-optræden på et teater siden Covid-19. Teatret ved Sorte Hest har med direktør Maria Vinterberg i spidsen præsenteret det første levende scenekunst med optrædende skuespillere, siden Danmark blev lukket af coronakrisen d. 11. marts.

Kan man som tilskuer savne at sidde og kigge på en scene, hvor skuespillere optræder for en?
Ja, det kan man godt. I hvert fald, hvis man er POV’s teateranmelder, Ole Blegvad. Derfor gik den – efterhånden – obligatoriske coronaaftentur torsdag til Vesterbro.


Klokken 21:30 kunne man på Teatret ved Sorte Hest se og høre skuespilleren Roselina Mynster læse op af Shahrnush Parsipur stærke fortælling Kvinder Uden Mænd.
Det hele foregik på parkeringspladsen foran teatret. Med kulørte lamper om døren var indgangen til det lille teaterkontor pludselig forvandlet til den første teaterscene i coronatiden.

Teatret overholdte alle retningslinjer: Ti personer, der sad med behørig afstand, var der plads til. Mindst lige så mange kiggede med over hegnet fra gaden. Som Maria Vinterberg siger:
”Hver aften kl 21.30 slår vi portene til vores lille teaterkontor op og hokus pokus har vi skabt en lille magisk scene med kulørte lamper. I cirka 20 minutter vil én eller flere skuespillere og sangere læse en godnathistorie eller synge et par godnatsange i den søde majaften. Således håber vi, at en aftentur til hjørnet af Vesterbro og Frederiksberg pludselig kan blive en beroligende, poetisk slutning på en dag med Corona-krise og bekymring.”.

Herfra et stor TAK til Teatret ved Sorte Hest og Maria Vinterberg for et smukt initiativ.

Alle fotos er taget af Ole Blegvad.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her