Det er fedt at bidrage til at gøre menneskeheden klogere

i Karriere/POV Business af

POV BUSINESS // FORSKERPORTRÆT – Den unge forsker Thea Bjørk er gladest “når tingene virker nede i laboratoriet.” Hun er ph.d.-studerende på DTU Fotonik, og har flair for både lasereksperimenter og den tålmodighed, de kræver.  “Mange spørger mig, hvad man kan bruge det til. Men det er jo grundforskning, og det kan være svært at perspektivere det direkte ud i den virkelige verden. Men jeg har ikke nogen ambitioner om, at jeg skal ud og være CEO og tjene en masse penge. Jeg har bare lyst til at vide mere og komme dybere ned i naturvidenskaben.“ Kun én bemærkning kan virkelig irritere hende: ’Du får kun en god karakter, fordi du er pige.’ Den har hun desværre hørt mange gange, også på DTU.

Spørger man Thea Bjørk, hvad der gør hende mest glad i hendes dagligdag, svarer hun uden tøven: ”Når tingene virker nede i laboratoriet.” Hun er ph.d.-studerende på DTU Fotonik, og har både flair for lasereksperimenter og den tålmodighed, de kræver.

Det overrasker hende ikke, at vi vil portrættere hende. Som en af de få kvinder på DTU Fotonik er Thea Bjørk vant til at blive bemærket og valgt til alt muligt – i løbet af sin studietid har hun ofte været brugt som ’poster girl’ til at sælge uddannelsen. Ikke at hun har noget imod det, men hun synes egentlig, det er lidt komisk.

Jeg er primært opdraget af min far. Han gav mig en fjernstyret bil i fødselsdagsgave, og jeg havde en hemmelig hule med kamuflagenet. Jeg havde også en Barbiedukke, men den gad jeg ikke lege med

”Hvad skal det gøre godt for?” spørger hun. ”Det viser jo ikke virkeligheden; på uddannelser som Fotonik, Elektronik og Fysik er kvinder i undertal. Man skal kunne holde ud at være en del af et mandsdomineret miljø, hvor tonen er anderledes end mellem kvinder. Der bliver talt hårdere, og hvis man ikke kan tåle, at der bliver taget gas på en, så får man det fand’me svært. Der er ingen kære mor.”

Thea er vant til mosten. På HTX var de to piger i klassen, men drengene sagde: ’Der er kun en; I tæller for en halv hver.’ Det generede hende nu ikke, for hun ser også sig selv som lidt af en drengepige, der altid hellere har villet spille Battlefield med drengene end snakke tøj og makeup med pigerne.

”Jeg er primært opdraget af min far. Han gav mig en fjernstyret bil i fødselsdagsgave, og jeg havde en hemmelig hule med kamuflagenet. Jeg havde også en Barbiedukke, men den gad jeg ikke lege med,” siger hun.

Kun én bemærkning kan virkelig irritere Thea: ’Du får kun en god karakter, fordi du er pige.’ Den har hun desværre hørt mange gange, også på DTU.

“Jeg har tilbragt uendelig mange timer i laboratoriet, men min livsfilosofi er, at så længe jeg synes, det er sjovt, spændende, lærerigt og interessant, så er det ligegyldigt, hvad jeg laver.”

”Det kan godt være, det er for sjov, men det er ikke sjovt. Man skal altså have selvtilliden i orden, hvis man skal se bort fra sådan et udsagn,” siger hun og ligner en, der netop har selvtilliden i orden.

Thea designede selv sin uddannelse

Energien og humøret fejler heller ikke noget. Lige siden hun i gymnasiet skulle lave en rapport om laserdiffraktion, har Thea vidst, at hun ville arbejde med lys. Hun synes, at lysets indvirkning på naturen er interessant, og at det er spændende at udnytte det. Specielt interesserer det hende, at man kan bruge lys til at manipulere med materialer. Det er også emnet for den ph.d., hun er i gang med.

I løbet af gymnasietiden tog hun imod et tilbud om at komme til Optics Camp på DTU en uge i sommerferien (en uges intensiv sommerskole for gymnasieelever). ”Rigtig nørdet,” smiler hun. Her så hun for første gang det laserlaboratorium, som hun arbejder i i dag, og blev vildt betaget.

Sejlsport handler om tålmodighed. Når man ligger en hel dag i 0-2 meter i sekundet, så lærer man at vente for at nå et mål. Det tror jeg virkelig er kommet mig til gode i det eksperimentelle arbejde

”De lavede plasma med en laser. Det var mega cool at se, hvordan luften bliver ioniseret og molekylerne revet fra hinanden. Der var en hel masse farver og spejle, og det så virkelig science-agtigt ud.”

Men før man kan læse Fotonik, skal man have en bachelor i fysik. Og det var lige ved at vælte Thea af pinden, selv om hun kom med et snit på 12 fra gymnasiet og både havde fysik og matematik på A-niveau.

”Det var en fejl af mig at gå på HTX. Her lærer man at programmere og en hel masse andet, men ikke at regne i hånden med blyant og viskelæder som eneste hjælpemidler. Så da jeg startede herude, fik jeg en syngende lussing – jeg dumpede den første prøve i matematik,” fortæller hun.

Men hun gav ikke op, og da hun tog det eksperimentelle fotonikkursus, faldt det hele på plads. Hun fik 02 i det teoretiske og 12 i det eksperimentelle, og så vidste hun, hvilken vej hun skulle. Hun hygger sig simpelthen i laboratoriet og kan tilbringe en hel dag med at skrue på ’et åndssvagt spejl’, som skal passe på nanometer, uden at opdage, at timerne går.

Efter det første eksperimentelle kursus begyndte Thea at tage rigtig mange specialkurser. I stedet for de valgfag, som var en del af den anbefalede pakke, gik hun direkte op til professorerne og sagde:

”Hey, jeg har fem point og synes, det du laver, er spændende. Har du ikke et projekt, jeg kan lave?”

På kandidaten udviklede et 3-ugerskursus sig endda til tre måneder på et forskningsprojekt i Canada. Gennem uddannelsen sørgede hun selv for at få de færdigheder, hun ville have, og hun endte med en unik profil og en masse eksperimentel erfaring.

”At det kan lade sig gøre, er noget af det mest fantastiske ved DTU. Man skal selvfølgelig ikke tage specialkurser for at slippe nemt. Det kan tværtimod give mere arbejde. Jeg har tilbragt uendelig mange timer i laboratoriet, men min livsfilosofi er, at så længe jeg synes, det er sjovt, spændende, lærerigt og interessant, så er det ligegyldigt, hvad jeg laver.”

Sejlsport er som naturvidenskab

I stedet for naturvidenskabskvinde kunne Thea godt være endt som professionel sejler. Hun har sejlet optimistjolle, fra hun var ni år gammel, og var på landsholdet i to år. Men på et tidspunkt fandt hun ud af, at hun hellere ville have en uddannelse, og i stedet for at dyrke sin egen sejlads blev hun aktiv i DTU Sejlsport. Hun ville gøre noget for at udbrede sporten til flere, og det lykkedes hende også at få klubben til at vokse og slippe for helt at blive lukket af DTU Sport.

Jeg har overhovedet ikke været 12-talsstuderende på DTU. Men det er heller ikke nødvendigt, man skal bare have lysten og viljestyrken. Hvis du virkelig brænder for det, skal du nok komme derhen, hvor du gerne vil

Men nu kan den godt stå på egne ben, mener Thea, så nu er hun tilbage i egen jolle og stævner ud fra Hellerup Havn, så ofte som muligt, blandt andet for at deltage i konkurrencer rundt omkring i landet.

For Thea er sejlsporten nært beslægtet med naturvidenskaben. Det er faktisk meget teoretisk at sejle. Når man forbereder sig til en konkurrence, prøver man at regne ud, hvordan man skal lægge sig på banen; man overvejer, hvordan vinden ændrer sig i forhold til landskabet osv.

”Det er jo vektorregning. Og det minder sindssygt meget om at lave et eksperiment. Man starter med at se på vejrudsigten og banen. Så danner man en hypotese, og når man endelig sejler, finder man ud af, om hypotesen holder i virkeligheden.”

“Det handler om tålmodighed. Når man ligger en hel dag i 0-2 meter i sekundet, så lærer man at vente for at nå et mål. Det tror jeg virkelig er kommet mig til gode i det eksperimentelle arbejde.”

Hvis du brænder for dit mål, kommer du også derhen

Efter kandidateksamen arbejdede Thea et halvt år i firmaet Norlase, en spinout fra DTU, som har udviklet en laser til operation af grøn stær. Men hun havde lyst til at komme længere ned i den teoretiske fysik og indså, at hvis man skal lave noget forskningsrelateret i industrien, er det en god idé også at have en ph.d. på cv’et.

Professor Peter Uhd Jepsen, som hun havde haft mange specialkurser hos, havde et projekt, som han syntes, hun skulle se på. Hun startede i september og blev kastet på hovedet ud i arbejdet med at få forskellige materialer, blandt andet grafen, til at generere terahertz-pulser. De meget lange bølgelængder og korte pulser er rigtig gode til at undersøge materialers egenskaber uden af lave skader eller få sat uønskede processer i gang.

Der er desværre mangel på dygtige fysik- og matematiklærere, især kvindelige. Så jeg vil gerne være en form for rollemodel og sige: Hey, det er sgu ikke så farligt. Hvis jeg kan finde ud af det, kan I altså også

„Mange spørger mig, hvad man kan bruge det til. Men det er jo grundforskning, og det kan være svært at perspektivere det direkte ud i den virkelige verden. Jeg ved heller ikke, om det kommer til at virke. Men det er fedt, hvis man kan bidrage til, at menneskeheden bliver klogere, og til at løse nogle af de problemer, vi har. Jeg har ikke nogen ambitioner om, at jeg skal ud og være CEO og tjene en masse penge. Jeg har bare lyst til at vide mere og komme dybere ned i naturvidenskaben.“

Thea har også undervist en del og synes, det er sjovt at give sin viden videre.

„Der er desværre mangel på dygtige fysik- og matematiklærere, især kvindelige. Så jeg vil gerne være en form for rollemodel og sige:

„Hey, det er sgu ikke så farligt. Hvis jeg kan finde ud af det, kan I altså også. Jeg har overhovedet ikke været 12-talsstuderende på DTU. Men det er heller ikke nødvendigt, man skal bare have lysten og viljestyrken. Hvis du virkelig brænder for det, skal du nok komme derhen, hvor du gerne vil.”


BLÅ BOG: Thea Maria Bjørk Kristensen er 27 år og har et hus i Valby, hvor hun bor sammen med to katte og to lejere.

2019-2022: Ph.d.-studerende på DTU Fotonik
2019: Kandidat i Fotonik
2018-2019: Studentermedhjælper og senere ingeniør ved Norlase
2016: Bachelor i Fysik og Nanoteknologi
2016: Undervisningsassistent på DTU Adgangskursus
2013-2018: Nanotekar ved DTU Fysik
2015-2016: Vikar og lektiehjælp på gymnasiet Sukkertoppen
DTU Fotonik
theabk@fotonik.dtu.dk

45 25 68 74


Denne artikel er en lettere redigeret udgave af originalen, som kan findes og læses hos vores samarbejdspartner, DTU, her.

Foto: Peter Clausen, DTU.

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Seneste artikler om Karriere