HANDICAPPOLITIK // KOMMENTAR – I sin åbningstale 1. oktober sagde statsminister Mette Frederiksen, at regeringen vil føre en mere værdig socialpolitik for de allermest udsatte og en mere værdig beskæftigelsespolitik for borgere, som kæmper med andre alvorlige problemer end ledighed. Hvad værdigheden består i, og hvem målgrupperne er, konkretiserede hun ikke, og hun nævnte ikke med ét ord FN’s sønderlemmende kritik af manglende dansk efterlevelse af Handicapkonventionen.
Fotos: Eddie Michel
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
For mindre end en måned siden gav FN’s Handicapkomité Danmark meget alvorlig kritik for på store stræk at agere i direkte modstrid med FN’s Handicapkonvention.
Det betyder på almindeligt dansk, at SVM-regeringen har fået dumpekarakter. ”Anbefalingerne” betyder, at den skal ændre kursen fundamentalt for overhovedet at komme i nærheden af at signalere, at den har intentioner om at leve op til forpligtelserne i konventionen.
Alligevel har kritikken næsten ikke afstedkommet nogen politiske reaktioner fra regeringen. Jovist: En enkelt nyhed på Social-, Bolig- og Ældreministeriets hjemmeside 14. september og et par interviewudtalelser af den nye social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) i nyhedsmedier og pressemeddelelser fra Ritzau.
Ministeren anerkendte i Politiken 17. september, at der er tale om kritik, og at der er meget at rette op på: ”Jeg og regeringen ved godt, at folk ofte ikke får den hjælp, de har behov for, eller får den for sent.”
Hun sagde, at hun agter at ”drøfte” den politiske rammeaftale om handicapområdet fra foråret med partierne bag aftalen og parterne i ”Sammen om Handicap” for at udmønte aftalen nærmere. Men hun har endnu ikke meddelt, om regeringen påtænker at implementere FN’s anbefalinger på det specialiserede socialområde eller på andre politikområder.
Da hun i P1 Morgen 17. september blev foreholdt kritikken af, at Danmark endnu ikke har inkorporeret konventionen, udtalte hun:
”Danmark er allerede forpligtet til at efterleve Handicapkonventionens bestemmelser. Som borger kan man faktisk tage konventionen i hånden og gå til myndighederne og til domstolene og så få ændret ting. Og der bliver også konsekvent vurderet, at hvis man laver ny lovgivning, er den så i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser, når det handler om Handicapkonventionen?”
Og i en pressemeddelelse fra Ritzau 16. september ville hun ikke ”garantere, at vi ikke også næste gang får kritik” til eksamen i FN’s Handicapkomité.
Det tyder ikke på noget særligt højt ambitionsniveau. Alligevel er den fundamentale FN-kritik allerede næsten forstummet.
Mette Frederiksen talte om værdighed i åbningstale
Tirsdag 1. oktober holdt statsminister og formand for Socialdemokratiet Mette Frederiksen åbningstalen i Folketinget for at sætte det nye folketingsår 2024/25 (du kan se en videooptagelse af den her og læse manuskriptet her). Hun nævnte ikke FN’s kritik med et eneste ord.
Til gengæld holdt hun en bemærkelsesværdig åbningstale. Den handlede blandt andet om social- og beskæftigelsespolitik, hvilket jeg ikke mindes at have hørt om i tidligere åbningstaler.
Hun hævdede, at Danmark grundlæggende er ”verdens måske bedste velfærdssamfund” (hun siger aldrig ”velfærdsstat”), hvor mennesker behandles værdigt med ”pligt før ret”, men at regeringen socialpolitisk vil skabe mere værdige forhold for ”de allermest udsatte” og undtagelsesvist her sætte ”ret før pligt”.
Socialpolitik
Hun indledte med at optegne billedet af dansk socialpolitik i 1800-tallet. Det gjorde hun med henvisning til Henrik Pontoppidans novelle Nådsensbrød fra 1885 om en gammel, invalid og fattig kvinde, der ender på fattiggården. Den skulle illustrere, hvordan man i det gamle Danmark politisk skelnede mellem ”værdigt trængende” og ”uværdigt trængende”.
Hvem der dengang blev vurderet værdigt trængende, og hvilken hjælp de fik, berørte statsministeren ikke. Men hun beskrev, at nogle blev set på som uværdige, dovne, drikfældige og byrdefulde for samfundet. De blev også betragtet som uværdigt trængende.
De måtte nøjes med nådsensbrød: en ussel plads på en fattiggård, ussel kost og hård arbejdspligt med pileflet eller lignende fra meget tidlig morgen til sen aften. Samtidig mistede de deres borgerlige rettigheder. Den politik blev ført frem til langt op i 1900-tallet, sagde hun.
Så fortsatte hun med at tegne sit billede af socialpolitikken i dag:
”Sådan er det selvfølgelig ikke mere. Hjælp er ikke nådsensbrød. At hjælpe og at få hjælp er blevet en del af det, vi er – som danskere.”
Men regeringen vil gerne gøre sig mere umage med at vise ”respekt for” og sætte sig i ”de allermest udsattes” sted. Hvem de præcist er – hun beskrev dem også som ”de her særlige mennesker” – står ikke klart. Men hun sagde, at de fx kan have problemer med hjemløshed, stofmisbrug, psykisk og fysisk sygdom, gæld og kriminalitet, og at de måske får offentlig forsørgelse som førtidspension eller kontanthjælp.
Regeringen vil ifølge statsministeren give flere mennesker et tryggere og mere værdigt liv. Det handler for hende blandt andet om social og sundhedsmæssig forebyggelse, skolegang og arbejde. Derfor vil regeringen fjerne nogle af de udsattes byrder og lade de bredeste skuldre i samfundet bære mere, sagde hun:
”Vi skal være et Danmark, hvor vi tror på hinanden. Ser mennesket. Skaber værdige muligheder. Rejser dem, der falder. For i virkeligheden findes ”de andre” ikke. Hvem skulle de være? De er mennesker som du og jeg. De er os selv.”
Det lød jo smukt og sympatisk med en socialpolitisk, etisk fordring om at række hænderne ud imod de svageste i vores samfund. Men allerede med formuleringen om ”de her særlige mennesker” satte hun alligevel et skel mellem ”dem” og ”os”. Og de smukke formuleringer kom til at fremstå mere som vidtløftige og selviscenesættende ord end som forpligtende politiske løfter om handling.
Værdighedsreformen er desværre heller ikke på lovprogrammet for det nye folketingsår, men skal først behandles i 2025/26. Så hvorfor talte hun allerede om den nu?
Beskæftigelsespolitik
Hun gav også den beskæftigelsespolitik, som skiftende regeringer har ført over for syge og udsatte igennem det seneste årti, opmærksomhed: ”Over årene er der blevet for meget system. Syge borgere er ikke blevet behandlet ordentligt. Rigtig mange føler sig som en kastebold i systemet. Og udsatte mennesker bliver indkaldt til samtaler og tilbud, som er helt ude af trit med deres hverdag.”
Det er politik, som Mette Frederiksen selv i det store hele har fastholdt i sine egne to efterfølgende regeringer trods rigelig kritik fra sygemeldte, forpinte borgere igennem nu mere end et årti
Den politik har ifølge tidligere socialforsker og professor emeritus Jørn Henrik Petersen meget store ligheder med netop den sene 1800-talspolitik.
Mette Frederiksen indrømmede ikke med ét eneste ord, at hun selv som beskæftigelsesminister fra 2011 til 2014 stod bag beslutningerne om de mest brutale forringelser i mange årtier af rettighederne for uarbejdsdygtige mennesker med kroniske sygdomme eller handicap.
Hun undskyldte ikke for, at det i første omgang var hende, som lod syge mennesker behandle uordentligt med krav om, at næsten alle skal arbejde, og at næsten ingen må få en førtidspension.
Det er politik, som Lars Løkke Rasmussen efterfølgende fastholdt og videreudviklede under sin anden og tredje regeringsperiode, herunder med blandt andet Troels Lund Poulsen som beskæftigelsesminister. Og det er politik, som Mette Frederiksen selv i det store hele har fastholdt i sine egne to efterfølgende regeringer trods rigelig kritik fra sygemeldte, forpinte borgere igennem nu mere end et årti.
Hun lovede nu, at regeringen vil ændre beskæftigelsessystemet for ledige og syge i retning af mere værdighed: Jobcentrene skal væk. Nogle af kravene om obligatoriske samtaler skal væk. Sanktioner over for borgere, som kæmper med andre alvorlige problemer end ledighed, skal væk. Samtidig forventer regeringen, at alle fortsat gør deres bedste for at bidrage.
Løftet om mere værdighed gælder dog ikke alle: Regeringen vil i dette folketingsår fremsætte lovforslag om et nyt kontanthjælpssystem, der vil indføre en arbejdspligt ”for især de mange kvinder med ikke-vestlig baggrund, der stadig ikke er en del af arbejdsmarkedet”.
Synspunktet om, at ”de andre” ikke findes, svarer ikke til regeringens egentlige politik. Mette Frederiksen og SVM-regeringen udpeger og kategoriserer fortsat visse befolkningsgrupper som uværdigt trængende.
Regeringens partiformænd påstår dybt socialpolitisk engagement
Mette Frederiksen fremstillede sig selv som en politiker, der har et stort hjerte for de svage efter igennem ”hele mit liv at have være dybt engageret i socialpolitikken”. Med tanke på, at hendes beskæftigelsespolitik påførte titusindvis af borgere stor skade på helbred, økonomi, arbejdsmuligheder og liv, fremstod denne selvfremstilling som et skamløst skønmaleri.
Det er også svært at have tillid til formand for Moderaterne, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen. Umiddelbart efter åbningstalen blev han interviewet i DR.
Han tegnede, ligesom statsministeren, et skamløst skønmaleri af ”velfærdssamfundet” og sit eget partis sociale profil og benyttede selvtilfredse, næsten svulstige, formuleringer:
”Hele den her værdighedstænkning, som i høj grad er noget, mit eget parti har stået på og arbejdet med, [er] en af grundene til, at vi blev stiftet (…). Det er med en dagsorden om, at vi har et velfungerende velfærdssamfund med et meget, meget fintmasket sikkerhedsnet, og alligevel er der nogle, der falder lige ned igennem.”
Han uddybede, at der måske er 10.000 personer, som ikke er i stand til at opnå hjælp. Dem var han ”meget, meget stolt” over, at regeringen planlægger at hjælpe.
I et andet interview med DR samme dag sagde formand for Venstre, vicestatsminister og forsvarsminister Troels Lund Poulsen, at han ikke var enig med Lars Løkke Rasmussen i, at en værdig politik over for de socialt udsatte er en særlig moderat mærkesag. Han brugte ikke de store gloser, men også hans fremstilling af virkeligheden fremstod noget skønmalerisk og utroværdig:
”Noget af det, jeg selv har lagt meget vægt på i al den tid, jeg har været aktiv i politik, det er faktisk, at man bliver nødt til at gøre en særlig indsats over for dem, der har det rigtig svært i det her samfund.”
Fortsat nådsensbrød til de fleste
Når man betænker, at disse tre partiformænd igennem mere end et årti har stået for den handicappolitiske linje, som FN kritiserer så eftertrykkeligt, så er det svært at tro på, at deres koalitionsregering reelt vil reformere politikken i en mere værdig retning.
Hvad hjælper det, hvis 10.000 personer om et par år får en mere værdig socialpolitisk behandling, og en mindre gruppe borgere, som kæmper med sygdom og andre alvorlige problemer end ledighed, får en mindre uværdig behandling i beskæftigelsessystemet eller bliver flyttet tilbage i socialpolitikken, hvis flertallet af de syge, handicappede og udsatte – over 800.000 personer – fortsat skal spise nådsensbrød?
Ifølge Handicapkonventionen er dette slet ikke godt nok. Alle mennesker med handicap har – ligesom deres raske og kropskapable medmennesker – ret til respekt for deres menneskelige værdighed. Og i sidste ende er det ikke smukke taler, men de konkrete politiske handlinger, der tæller.
Læs også Lisbeth Riisager Henriksens tidligere artikler i POV om FN’s kritik af dansk handicapindsats:
FN kritiserer manglende systematisk handicapperspektiv i dansk lovgivning
FN kritiserer manglende bevidstgørelse om mennesker med handicap og deres rettigheder og værdi
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
