NY BOG // UDDRAG – Hele Danmark kender Jill som hende, der vandt reality-programmet Big Brother Danmark to gange. Men det stod ikke skrevet i stjernerne over Korsør, at Jill skulle ende som en vinder i det virkelige liv. Hendes opvækst og senere liv har budt på mange alvorlige udfordringer. Nu fortæller hun for første gang sin egen historie i den kombinerede biografi og fagbog LIV – en fortælling om at lære at leve, skrevet af Jill Liv Nielsen i samarbejde med journalist Jan Eriksen. Heri beskriver hun sine oplevelser med et system, der – sådan føltes det – nærmest på forhånd havde besluttet at frikende en mand, der voldtog hende i påsken 2003.
I dag har Jill Liv Nielsen helliget sit liv til arbejdet med mennesker, der som hun selv er kommet skævt ind i livet. Hun arbejder som psykoterapeut, bl.a. i organisationen TUBA, der tilbyder terapeutisk hjælp til unge, der er vokset op i dysfunktionelle familier.
LIV – En fortælling om at lære at leve
Det begyndte som en helt almindelig påskefrokost, den dag i påsken 2003. Jeg havde glædet mig til at mødes kl. 14 hos min søster med venner fra nær og fjern. Det var, som en helt almindelig påskefrokost skulle være. Det store kolde bord med øl og snaps.
Ud på natten blev frokosten til en fest. På et tidspunkt ringede nogle af mine gamle venner, R og F, som jeg havde gået på efterskole med. De boede på Fyn og havde netop været på kasino, hvor de havde vundet en masse penge. Og nu ville de til København og feste.
En anden ven fra efterskolen, M, deltog i påskefrokosten, og vi blev enige om at tage ind til København og mødes med R og F, selvom de først ville være fremme kl. 04:30. Vi blev enige om at mødes på et morgenværtshus. Der var stor gensynsglæde. Den ene drink tog den anden.
Da M og F bukkede under, tog de hjem til M. Jeg blev alene tilbage med R. Vi, der på det tidspunkt havde kendt hinanden i 13 år, var rigtig gode venner. Efterhånden kendte vi hinanden så godt, at vi talte om, at vores forhold var som bror og søster. Vi turede rundt på forskellige morgenværtshuse, indtil vi ved ti-tiden satte os ind i en taxa.
Vi blev enige om, at R bare kunne sove hos mig, som han plejede at gøre, når han var i København. Da jeg kom hjem, var jeg efter omtrent 20 timers fest så træt, at søvn var det eneste, jeg tænkte på. Jeg sparkede mine sneakers af, men beholdt jeans og t-shirt på og lagde mig i min yndlingsstilling på maven med krydsede ben.
Jeg mærkede, at alt inden i mig føltes helt, helt forkert. Jeg råbte dybt chokeret, ”Hvad fanden laver du?”
Senere vågnede jeg, svimmel og desorienteret, liggende på ryggen ved følelsen af at blive ”skubbet opad” i stødende bevægelser. Da jeg slog øjnene op, kiggede jeg lige direkte op i Rs øjne. I de efterfølgende sekunder registrerede jeg, hvordan han holdt sig selv løftet ved hjælp af armene, så jeg ikke mærkede vægten fra hans overkrop.
Jeg registrerede, hvordan mine ben var spredt ud til siden. Jeg mærkede, at alt inden i mig føltes helt, helt forkert. Jeg råbte dybt chokeret, ”Hvad fanden laver du?”. Han sprang væk og løb ind i stuen. Jeg kiggede ned af mig selv. Mine trusser og bukser, selv mine strømper var væk. Jeg havde stadig min t-shirt på, men mærkede, at BH.en, der var knappet op, sad helt oppe under halsen.
Jeg følte mig klam og fedtet mellem benene. Jeg kunne ikke tro det. JEG KUNNE IKKE TRO DET! Jeg blev ved med at råbe, ”Hvad fanden laver du?” ”Hvad fanden laver du?” Som var jeg gået i hak ligesom en vinylplade. Jeg så ham løbe forvirret og panisk rundt, springe i tøjet, samle sine ting. Kort efter hørte jeg hoveddøren smække. R efterlod en sok og sit ur.
Først da følte jeg det, som var jeg ramt af en bølge. Jeg faldt til gulvet, græd som pisket, rystede over hele det hele, følte, at jeg skulle kaste op. Mine tanker kørte rundt som i en centrifuge. Hvor længe havde det stået på? Hvordan var han lykkedes med at snige alt tøjet af mig? Hvad var det fedtede stads mellem mine ben? Jeg forsøgte at ringe til nogen – til hvem som helst. Men jeg var så konfus, at jeg ikke huskede nogle numre. Trykkede hele tiden forkert.
Endelig fik jeg ringet min søster op. Hun tog den ikke. Til sidst fik jeg fat på en ekskæreste, der, efter han forstod, hvad der var sket, sagde, ”Jill, gå over til din søster. Jeg er i Jylland, men jeg kører med det samme.” Min søster boede 100 meter fra mig.
På vejen derover gik jeg lige forbi en genbo, der samtidig var en god bekendt. Jeg så ham nærmest ikke, før han så mig komme gående, hulkende – helt i opløsning. Da jeg havde fortalt ham, hvad der var sket, fulgte han mig resten af vejen til min søster.
Hun var hjemme, men havde ikke hørt telefonen. Han gav hende besked om hændelsen og løb derefter op på stationen for at se om, han kunne finde min efterskole-”kammerat”. Jeg sad hos min søster hele dagen. Ringede til min mor. Hun var til frokost hos venner og ville komme, når de havde spist færdig.
Min ven M, som havde deltaget i frokosten hos min søster aftenen forinden og var taget med byen, kom med det samme, da han hørte, hvad der var sket. Han var i chok. Han kendte R ligeså godt som jeg. Efter mange overvejelser besluttede jeg mig for, for første gang i mit liv ikke at tie. Nu var det NOK!
Efter mange overvejelser besluttede jeg mig for, for første gang i mit liv ikke at tie. Nu var det NOK!
Jeg ville melde ham til politiet, der dukkede op om aftenen. Fulgte med til min lejlighed, indsamlede mit sengetøj og det tøj, jeg havde haft på. Derefter kørte de mig til afhøring på politistationen. Senere blev jeg kørt på Rigshospitalet til Center for Voldtægtsofre til undersøgelser. Jeg fik fortrydelsespiller for at forhindre evt. graviditet – bare tanken fik det hele til at vende sig i mig.
Jeg fik foretaget vaginale og anale undersøgelser og negleskrab. Blev undersøgt over hele kroppen. Selvom de alle var rigtig søde, var det nogle ubehagelige og smertefulde timer. Efter et par dage fik jeg beskikket en bistandsadvokat, som gav mig besked på ikke at udtale mig til politiet. Jeg var ellers indkaldt til endnu en afhøring, som de forsøgte at overtale mig til at deltage i uden min advokat. Det var blot formalia, sagde politiet.
Min advokat blev vred, da jeg fortalte om det – og jeg var glad for, at hun deltog i den efterfølgende afhøring. Denne afhøring var langt mere hård og konfronterende – på en måde, hvor jeg endte med at føle mig som den anklagede. Min advokat bad om pauser i situationer, hvor jeg brød sammen.
Det føltes som et dødsstød, da politiet fortalte, at R under sin afhøring havde forklaret, at det var mig, der voldtog ham. Jeg brød helt sammen. VAR DET OVERHOVEDET MULIGT? Jeg havde forberedt mig på, at han ville sige, at jeg selv havde lagt op til det. At jeg havde fortrudt undervejs eller noget andet, der indikerede, at han var uskyldig – at jeg selv var ude om det.
Det var fuldstændig vanvittigt at modtage den anklage. Han havde hverken indgivet en anmeldelse eller anklaget mig for falsk anmeldelse. Jeg forstod ingenting. Min hjerne brændte helt sammen. Til gengæld var han smart. Det var en udspekuleret måde at få alle beviser og spor, som politiet efter al sandsynlighed ville finde, til at fremstå ubrugelige. For det ville være naturligt og give mening at finde spor fra ham, hvis han var blevet voldtaget af mig, som han påstod. Jeg blev sygemeldt fra arbejdet.
I flere måneder efter voldtægten kunne jeg ikke overskue noget som helst. Jeg havde svært ved bare at gå på toilettet, endnu mere uoverskueligt føltes det at gå i bad. Jeg væmmedes hver gang, jeg skulle røre ved min egen krop. Kunne ikke udholde at se mig selv i spejlet. Jeg gik helt i stå. Græd. Græd. Græd. Forsøgte at sove, men kunne ikke. Turde ikke sove.
I forvejen havde nætterne altid føltes utrygge for mig. Jeg havde haft for mange dårlige oplevelser i mit liv om natten. Nu var det hele reaktiveret og endnu en hændelse bekræftede, hvad jeg lærte allerede som lille barn: ”Det er farligt at lægge sig til at sove.”
Når jeg var hjemme, så jeg hele tiden scenariet for mit indre. Ønskede bare at komme væk fra mit hjem. Men jeg turde bare ikke gå ud ad døren. Når jeg endelig var ude, blev jeg fyldt med uro, kunne ikke udholde høje lyde eller larm. Mit humør svingede konstant. Mine venner skiftedes til at sidde ved siden af mig i treholdsskift i min lejlighed. Jeg turde jeg ikke være alene.
Det var min gamle læreplads, der tog sig af sagen. Jeg kendte til arbejdsgangene, jeg kendte de fleste betjente, også de kriminalbetjentene, der afhørte mig. Jeg følte mig forrådt, svigtet og latterliggjort
De var uudholdelige, alle de følelser og tanker, der konstant kværnede rundt i hovedet. En dag, hvor jeg havde vovet mig alene ind i et fitnesscenter for at klare hovedet, blev jeg overvældet af flashbacks og negative tanker i en sådan grad, at jeg grædende skyndte mig at køre hjem. Jeg ringede til en veninde og sagde, ”Nu hverken kan jeg eller vil jeg mere. Når jeg ikke engang kan træne uden, at han viser sig for mit indre blik, så vil jeg hellere dø.”
Hun ringede med det samme til min nabo, som straks bankede på min dør og blev der, indtil min veninde kom. Jeg var dødsensangst. Frygtede, at R pludselig ville troppe op igen. At han ville være vred og gøre mig fortræd, fordi jeg havde anmeldt ham. Eller endnu værre, sende nogle andre, der så ville give mig ”besked”. Jeg følte mig så svag. Den spirende fornemmelse af tillid til min omverden, jeg havde turde hengive mig til efter mine positive oplevelser med blandt andet ”Big Brother”, var fuldstændig ødelagt.
Følelsen af svigt var massiv. R kendte min historie og vidste udmærket, at jeg var blevet voldtaget som 13-årig. Efter 120 sygedage blev jeg fyret fra min arbejdsplads. Den efterfølgende tid kæmpede jeg ikke kun en kamp med mig selv – jeg kæmpede en kamp med et retssystem, der var fyldt med huller, hvor politiarbejdet var sløset og uprofessionelt, og hvor jeg oplevede ikke at blive taget seriøst.
Det var min gamle læreplads, der tog sig af sagen. Jeg kendte til arbejdsgangene, jeg kendte de fleste betjente, også de kriminalbetjentene, der afhørte mig. Jeg følte mig forrådt, svigtet og latterliggjort.
Efter nogle måneder besluttede jeg at gå til pressen med min historie. B.T. kørte en serie om voldtægt med et klart politisk budskab om at stramme op på lovgivningen, som mange – også jeg – følte tog mere hensyn til voldtægtsforbryderne end til ofrene. Jeg tænkte, at det måske gav mening, hvis jeg brugte min stemme til at understøtte den nødvendige debat.
Jeg følte mig som den anklagede og var både offer, vidne og detektiv i min egen sag. Det kunne ikke være rigtigt, at systemet fungerede sådan, tænkte jeg. Sigtelsen om voldtægt var frafaldet med beslutningen om, at det var ”påstand mod påstand”, selvom der var flere beviser for det modsatte, samt at min ven havde afgivet tre forskellige, modstridende forklaringer.
Det at modtage deres afgørelse føltes som et nyt overgreb. Ikke på den måde, at jeg følte mig misbrugt af dem, men jeg følte, at de på en eller anden måde gav deres tilladelse til det, han gjorde. Jeg følte mig helt uden betydning og værdi. Derudover stillede deres afgørelse mig i en situation, hvor jeg skulle forholde mig til de reaktioner, jeg ville møde, når jeg delagtiggjorde familie, venner og andre i resultatet.
Jeg skulle udholde andres kommentarer og forholde mig til deres reaktioner, risikere mistro fra omgivelserne og leve med tvivlen, sådan en afgørelse kan komme til at rejse. Frygten for hvad andre måtte tænke. Frygten for ikke at blive anerkendt eller fundet troværdig i mit eget netværk. Det var hæsligt.
Alle breve, jeg modtog fra Statsadvokaten, var fyldt med stavefejl og indeholdt forkerte navne. Fejlene blev blot streget over med kuglepen og rettet i hånden. Jeg måtte ikke få aktindsigt i min egen sag. Statsadvokaten forklarede det med, at de, af hensyn til anklagede, ville forhindre, at informationer fra sagsakterne kom i pressen.
Det er et tragisk rationale at tænke, at, når en ven igennem 13 år kunne finde på at gøre dét, hvorfor skulle alle andre, så ikke også kunne finde på det?
På det tidspunkt arbejdede en rigtig god veninde og tidligere kollega fra politiet hos statsadvokaten. På grund af vores relation var hun af principielle årsager udelukket fra sagens akter – men hun fortalte, hvordan hendes nye kollegaer sad og gjorde grin ad mig i frokostpausen. Det havde jeg ikke ønsket at høre.
Jeg følte overhovedet ikke, at hverken jeg selv eller min sag om voldtægt blev taget alvorligt. Det virkede fuldstændig ligegyldigt for dem, som var det den mest ubetydelige ting i verden. For mig var det hele mit liv, der drejede sig om.
Hele måden, systemet behandlede min sag på, føltes som et massivt svigt. Det var forfærdeligt at blive mistroet og ikke taget alvorligt. Det blev for mig en fortælling om, at retfærdighed ikke fandtes. Politiet blev mine fjender. Retssystemet måtte jeg forkaste.
Efter den oplevelse forstår jeg godt, hvorfor mange ofre ikke magter eller tør gå til politiet, som jeg selv tidligere havde arbejdet for. Det var på alle måder en ond oplevelse. Jeg følte mig helt ude af stand til at vurdere hvem, der var gode og hvem, der ikke var gode. Hvem jeg kunne stole på. Al tillid var væk. Ikke kun til andre. Også til mig selv.
Hvordan kunne jeg stole på mine egne vurderinger og bedømmelser af mennesker, når jeg kunne tage så grueligt fejl af ham? Det er et tragisk rationale at tænke, at, når en ven igennem 13 år kunne finde på at gøre dét, hvorfor skulle alle andre, så ikke også kunne finde på det?
Ikke desto mindre var det i lang tid min måde at anskue relationer på. Et rationale, alle inklusiv mig selv og særligt mændene i min omgangskreds led under. Set tilbage var det til gengæld på flere måder en god oplevelse at offentliggøre min historie.
Der kom enorm opbakning til mig fra mange sider. Både politikere og andre kendte danskere meldte sig på banen og bakkede op om mig. Debatten blussede op. Min sag blev aldrig genoptaget, men B.T. kontaktede en ny advokat, der efter at have gennemgået min sag med en kritisk brille, udtalte, at min sag var enormt sjusket, fyldt med fejl og dårligt håndteret. Ikke mindst udtalte advokaten, at sagen burde have fået et andet udfald, end den gjorde. Det gjorde mig rigtig glad og gav mig en følelse af oprejsning.
LIV – En fortælling om at lære at leve
Forfatter: Jan Eriksen
Omslag: Paperback
Forlag: Forlaget Legimus
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
