GLOBALISERING & BØRN // KLUMMEN – ” Der er mange ting, jeg ikke savner ved at bo i mit fædreland. Men jeg savner den frihed og uafhængighed, som alle danske unge vokser op med. Og som gør, at de fleste allerede i 9-10 års alderen selv kan tage cyklen og besøge venner, gå til fritidsinteresser og i det hele taget klare sig selv. Den gave, tror jeg, er selvfølgelig for danske børn, unge og forældre. ” Annegrethe Rasmussen fortryder ikke sit liv som omrejsende kosmopolit, men der er naturligvis stunder, hvor man kan reflektere over, hvad man har tabt ud over alt det, man har vundet. Og så kan man godt blive ked af det.
I dag skal det for en gangs skyld handle om at fortryde og blive lidt trist. Og alle der over de seneste tyve år – ja, så længe har overtegnede begavet eller besværet offentligheden med klummer – vil vide, at det ikke sker ofte.
Jeg er nemlig typen, der ikke rigtig gør mig i at fortryde særlig meget, ligesom jeg er notorisk elendig til det, som 99 procent af alle selvhjælpsbøger handler om – nemlig hændervridende, introspektion, skyld, skam og skygger og hvad det nu alt sammen hedder.
Jeg er helt med på, at der vitterlig findes mennesker (uheldigvis for mit køn mestendels, men dog ikke udelukkende, kvinder) der er plaget af skyld over, hvad de har foretaget sig i deres ungdom eller ikke har foretaget sig især senere som mødre.
Jeg hører til den gruppe mennesker, der abonnerer på tesen om, at nok skal man naturligvis lære af sine fejl, men der er på den anden side ingen grund til at vade rundt i dem, eftersom de ikke kan gøres om.
Jeg har været en kende indebrændt over Svend Brinkmann. Ikke fordi jeg ikke under denne åbenlyst talentfulde mand hans velfortjente succes. Men fordi hans berømte teser om at holde op med at mærke efter og se ind i sig selv, er leveråd, jeg selv har prædiket i årevis, før han kom på banen
Til gengæld kan man gøre det bedre næste gang, og derudover mener jeg, at det i vidt omfang er spild af tid at fortryde sine gerninger. Jeg arbejder f.eks. meget, fordi jeg elsker mit arbejde – og så vil det efter min bedste overbevisning være både kontraproduktivt og en kende patetisk, hvis jeg senere skal bruge en masse tid på at fortryde, at jeg ikke har læst flere historier for mine børn eller gået tur på stranden med min mand.
Altså – hvis det var det, jeg allermest havde lyst til, ja så ville jeg jo nok have valgt dét.
Af samme grund har jeg i øvrigt også været en kende indebrændt over Svend Brinkmann. Ikke fordi jeg ikke under denne åbenlyst talentfulde mand hans velfortjente succes. Men fordi hans berømte teser om at holde op med at mærke efter og se ind i sig selv, er leveråd, jeg selv har prædiket i årevis, før han kom på banen, så jeg ærgrer mig over, at jeg ikke var smart nok til at skrive en bog om det, før han kom og gjorde det.
Nuvel – betragt denne indledende besværgelse som et dybt åndedræt før start. Den kommer nu:
Kun min ældste spiser tebirkes og kan cykle
Forleden blev jeg nemlig trods ovenstående credo hensat i et ukarakteristisk trist humør over noget, som jeg normalt ellers er nærmest lykkelig over. Nemlig det faktum, at jeg har eksporteret mine fire guldklumper – mine børn, der i dag er 20, 18, 15 og 12 – fra Danmark til USA.
De to ældste studerer godt nok p.t. i Storbritannien, men da vi flyttede fra Paris til Washington i sommeren 2008, var de 11, 9, 6 og 3, hvilket vil sige, at de alle har tilbragt størstedelen af deres barndom her, og under alle omstændigheder udenfor Danmark.
Det er kun de tre ældste, der har fået læst Emil fra Lønneberg, Snøvsen, Otto er et Næsehorn eller Mis med de blå Øjne højt og det er kun min datter, der er 20, som har prøvet at hænge ud med danske veninder, gå til koncert på plænen i Tivoli, være på Roskilde Festival eller ved, hvad en tebirkes er. Hun er også den eneste, der kan cykle
Når jeg tænker over, hvilken betydning, det har haft for mine børn at emigrere, er der nogle helt åbenlyse ting, de er gået glip af, der springer i øjnene.
Dels er der de børne-hverdagskulturelle; kun de to ældste ved, hvem Bamse og Kylling eller Kaj og Andrea, er. Det er kun de tre ældste, der har fået læst Emil fra Lønneberg, Snøvsen, Otto er et Næsehorn eller Mis med de blå Øjne højt, og det er kun min datter, som nåede at gå i børnehave i København.
Hun er også den eneste, der har prøvet at hænge ud med danske veninder, gå til koncert på plænen i Tivoli, være på Roskilde Festival eller ved, hvad en tebirkes er. Hun er også den eneste, som kan cykle, hvilket vitterlig er ret dansk at kunne.
De multikulturelle glæder
Til gengæld har jeg trøstet mig med, at alle mine børn i dag trækker på et sandt ocean af viden om engelsk, amerikansk og først og fremmest fransk kultur, både fra børneuniverset og den mere seriøse del. Det sidste grundet deres skolegang, der har fundet sted og fortsat gør det – i det franske skolesystem, hvorfor de alle kan deres digtere, forfattere og ikke mindst filosoffer udenad.
I Danmark røg den almene dannelse et godt stykke ned ad slisken, da man afskaffede filosofikum på universitetet og i øvrigt også latin i skole og gymnasium, men i Frankrig har man obligatorisk filosofi to år i gymnasiet uanset, hvilken linje, man vælger.
De er også ret godt med i angelsaksisk litteratur og i det hele taget er netop kvaliteten af deres uddannelse en af de ting, jeg er allermest tilfreds med ved at have forladt Danmark, hvor jeg fortsat græmmes over det faglige niveau i den danske folkeskole, som jeg udmærket kender til gennem familie og talrige venners børn.
Endelig plejer jeg også at glæde mig over mine børns udsyn – de kender folk fra alle kulturer, religioner og i alle farver plus, at de alle taler tre – og de to største – fire sprog flydende. Og takket være jævnlige besøg i Danmark hver sommer og min stædige indoktrinering holder vi da også danske juleaftener, fødselsdage og sommerhusture, ligesom mine tre drenges intense interesse for fodbold gør, at de kender langt mere til FCK og Brøndby end jeg gør.
De fleste amerikanske forældre fragter deres børn rundt i biler Afstandene er for lange til at gå, og i min nabostat, Maryland, kan man blive anholdt for omsorgssvigt, hvis man lader børn under 12 år gå rundt på gaden uden opsyn
Men trods alt det blev jeg både eftertænksom og trist sidste fredag:
Det startede med, at min søn på 15 sendte mig en SMS om, at han var taget med en ven til en fodboldkamp på en anden skole. Det lyder nok ret normalt, men her skal den danske læser vide, at det gør man ikke bare normalt i Washington D.C.
For det første fragter de fleste amerikanske forældre deres børn rundt i biler – og derfor skal den slags normalt aftales nogle dage i forvejen. Det er jo også derfor, at så mange mødre tvinges til at gå hjemme. Fordi børnene ikke selv kan komme til noget; ingen cykler og det anses af mange for alt for farligt at tage bussen eller metroen. Afstandene er for lange til at gå, og i øvrigt kan man i min nabostat, Maryland, blive anholdt for omsorgssvigt, hvis man lader børn under 12 år gå rundt på gaden uden opsyn.
Yes – tag den. Jeg har mange venner i Danmark, hvis børn begyndte at rende på besøg hos naboerne og i andre haver ved 4-5 års alderen og som gik i Brugsen som 7-årige.
Lykkelig uden voksen overvågning
Nå, men min dreng sendte mig altså denne besked om fodboldkampen og senere sendte han en ny SMS, hvor han bad mig om at hente sig hjemme hos en ven fra skolen om aftenen. Det var også en kende usædvanligt – faktisk første gang nogensinde, men jeg glædede mig over beskeden, fordi han normalt mest sidder foran sin computer.
Han har mange venner, men grundet afstanden og netop transport kommunikerer de for det meste over nettet, hvad enten de taler sammen, spiller PlayStation eller er på sociale medier.
Det er ikke min erfaring, at teenagere er specielt lykkelige. De kan være stabile og lejlighedsvis morsomme. Men opfarende, humørsvingende og reserverede er nok de mest normale sindstilstande, vurderer jeg. Og det er helt OK med mig
Senere blev afhentningen udskudt til kl. 23, hvilket er sindssygt sent i Washington D.C. Selv voksnes middagsselskaber ender mellem 21.30 og 22.00, og amerikanerne arbejder så meget og står så tidligt op, at alle sover kl. 23.
Det er dels et kulturchok for en dansker, der, siden hun var ung, har været vant til, at de fleste fester først begynder omkring kl. 22, dels var det noget af en overraskelse for mig, da jeg flyttede fra Paris til Washington i 2008, fordi franskmændene ofte først sætter sig til bords for at spise aftensmad på det tidspunkt, hvor amerikanerne i D.C. er på vej i seng.
Nuvel. Da jeg så endelig hentede ham, var han ukarakteristisk lykkelig. Nu ved jeg af gode grunde ikke, hvordan POV’s læseres ungers humør er. Men det er ikke min erfaring, at teenagere er specielt lykkelige. Tommelfingerreglen er, at de kan være stabile og lejlighedsvis morsomme. Men opfarende, humørsvingende og reserverede er nok de mest normale sindstilstande, vurderer jeg.
Og det er helt OK med mig. Jeg forstår det, bilder jeg mig ind. Sådan var jeg også selv i årene 13-19, og hvem kan bebrejde et ungt menneske, hvor hormonerne suser rundt i blodet og hvor skolen er stressende og der aldrig er søvn nok i et døgn. Og jeg vil egentlig karakterisere mig selv som en ret large og tilbagelænet forælder, der ikke bebrejder grumpy teens det mindste.
Men min søn var altså virkelig, virkelig glad der i bilen.
Der skete bare ”the most amazing thing”, indledte han storsmilende og fortsatte ”du gætter det aldrig.”
”Nej?” svarede jeg forsigtigt, lidt uvant med denne betroelse, og nåede lige at spekulere på, om han havde mødt en virkelig sød pige, før han fortsatte med en længere beretning, der i sin essens gik ud på, at han og kammeraten var taget til fodboldkampen, hvorefter han havde mødt en gruppe andre unge på samme alder, hvoraf han kendte nogen fra SnapChat.
For en dansk forælder lyder alt dette, gætter jeg på, 100 procent normalt, nok på grænsen til det kedelige. Der var ingen fest, ingen drinks eller stoffer
Han havde aldrig mødt dem før in real life, og de fortsatte hen til en anden skole, hvor de spillede fodbold og hang ud på en mark. Derefter blev de fleste hentet af deres forældre, og min søn og hans ven besluttede sig så for at gå hjem til vennens hus.
De gik i 45 minutter – hvilket må være den længste strækning, min søn nogensinde har gået udenfor gymnastiktimerne – fordi de ikke var helt sikre på, hvilken bus, de skulle tage. Og da de begge har iPhones slog de bare Google Maps til, og så fandt de nemt hjem.
Endelig spiste de pizza med vennens forældre, der var ”really cool and friendly”, og så endte de aftenen med at drikke kaffe og få besøg af to andre fra deres klasse.
Se – for en dansk forælder lyder alt dette, gætter jeg på, 100 procent normalt, nok på grænsen til det kedelige. Der var ingen fest, ingen drinks eller stoffer (i USA må unge under 21 år ikke drikke, så den er meget nem, og hvis der bliver fundet alkohol i nogens besiddelse på den skole, mine børn går på, ryger de helt ud), og der var ikke noget med nogen sød pige, der havde blinket til ham heller.
Nej – dét, der var så amazing og ifølge min søn altså helt vildt cool og fantastisk, og som gjorde ham tindrende glad hele bilturen hjem, var såmænd blot det, jeg lige har fortalt: At han havde været uden voksen overvågning, udenfor skolen med en ven, og at de selv havde bestemt, hvad de skulle lave, hvor de skulle gå hen.
Og så kom vi hjem. Min søn gik op på sit værelse, og jeg gik direkte ud på badeværelset og græd lidt
De havde også købt en cola på vejen og bortset fra det, man kan købe i automaten på hans skole, har han aldrig prøvet at købe noget selv før. Til daglig er det mig, der køber ind, og når vi er på ferie, er det også mig eller deres far, der betaler. Mine to ældste har været omkring de 16, før de begyndte at bevæge sig rundt i byen selv, og de sidste to år, min ældste søn boede hjemme, brugte han Uber og kun sjældent bus og Metro.
En berusende følelse af frihed
Og så kom vi hjem. Min søn gik op på sit værelse, og jeg gik direkte ud på badeværelset og græd lidt
Jeg sagde ikke noget til min søn, der jo bare var glad, og min mand var bortrejst, så jeg har ikke talt med nogen om det. Men sagen er altså, at lige i det øjeblik fortrød jeg – og blev ked af – at mine børn ikke er vokset op i Danmark.
Der er mange ting, jeg ikke savner ved at bo i mit fædreland. Jeg skrev om netop det, før sommerferien i en anden DERUDEFRA klumme.
Men jeg savner den frihed og uafhængighed, som alle danske unge vokser op med. Og som gør, at de fleste allerede i 9-10 års alderen selv kan tage cyklen og besøge venner, gå til fritidsinteresser og i det hele taget klare sig selv. Den gave, tror jeg, er selvfølgelig for danske børn, unge og forældre.
Den frihed er imidlertid gået tabt i USA’s bedre middelklasse, hvor unge ikke bare skærmes fra modgang og overvåges af ”helicopter parents” (den amerikanske variant af curlingforældre), men hvor også venskaber, aftaler og fester aftales med en omhyggelig nidkærhed og militærisk præcision i et skemalagt og i stigende grad digitaliseret børne- og ungdomsliv.
Så ja – mine børn har fået (ud)dannelse, (multi)kultur, akademisk viden og en horisont, der på nogle områder er videre og bredere end de flestes. De har holdt ferier overalt fra Australien og New Zealand til Rom og Paris og har venner over hele verden. Men den berusende frihedsfølelse af selv at kunne bestemme farten som store børn og teenagere har de ikke prøvet.
Og det blev jeg trist og ked af sidste fredag.
LÆS MERE AF ANNEGRETHE RASMUSSEN HER
Topillustration: Man kan godt blive trist af og til, når man ikke kan genkende sin egen kulturelle kapital i sine børn. Også selvom de har fået andre ting med i bagagen. Foto: Stefano Corso, Flickr.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
