Mildhedens etik – derfor sørger vi over og vil savne Master Fatman

af i Liv & Mennesker/Mindeord/Tro og eksistens

DAGENS POV // KÆRLIGHED – Det er en udbredt oplevelse, at vi lever i en tid, hvor alle opmuntres til udelukkende at forfølge egne personlige interesser, om nødvendigt på andres bekostning. Mon ikke det bl.a. er i konfrontation med denne økonomiske og nytteetiske kultur, at så mange har udtrykt sorg over tabet af Master Fatman, den store førsteelsker i det brogede medielandskab. Som så ofte fremstår det vigtigste først med virkelig styrke, når det er væk. Hvor mange stiller sig i dag op i det offentlige rum og påkalder sig kærligheden – endda den kosmiske kærlighed?

»Det hele handler om kærlighed,« sagde Master Fatman, »jeg vil kun beskæftige mig med kærlighed.«

Det er nok fornemmelsen af et tab, der vækkes, når Master Fatman ikke længere er her til at sige det, som mange selv har lyst til at sige, men nøjes med at tænke, fordi det lyder så akavet og urealistisk midt i en offentlighed præget af hårdhed, uforsonlighed og no mercy. Nekrologerne, med deres varme og oprigtige sorg over Master Fatman, risikerer derfor også at blive en slags nekrolog over de værdier, som han inkarnerede; for hvem skal nu sige de vigtige ord om kærlighed?

Men med komplicerede begreber som kærlighed kan det paradoksalt nok være ret simpelt. Det handler ikke om store politiske systemændringer og nye partiprogrammer, men om det enkelte menneske. Kærlighed er et ubetinget begreb. Man kan ikke sige, “jeg elsker dig på betingelse af, at du er på den og den måde.”

Måske kan vi alligevel finde et fjernt slægtsskab mellem kærlighed og politik, der kan bringe den mildhed og venlighed ind i samfundslivet, som Master Fatman repræsenterede. Noget, som ikke er kærlighed, men heller ikke kærlighedsløs ven-fjende-politik

Derfor har kærlighed heller ikke nogen mulighed i politiske sammenhænge. Den tysk-amerikanske politiske filosof, Hannah Arendt, skrev netop, at kærligheden nødvendigvis må blive falsk og perverteret, hvis den bruges til politiske formål. Man er medlem af et parti, fordi man støtter netop dette partis program, faktisk på betingelse af, at man støtter det, mener noget bestemt og er enig med nogle bestemte mennesker og uenig med andre. Sådan ville det også gå med kærligheden, hvis den blev blandet ind i politik. Den vil blive betinget og udelukkende rettet mod visse mennesker på visse betingelser, men ikke mod andre, fordi de ikke opfylder betingelserne for at modtage kærligheden.

Kosmisk kærlighed

Det var det stik modsatte, Master Fatman mente med kærlighed, og sikkert derfor han på et tidspunkt stiftede Det Kosmiske Parti. Det var nemlig den ubetingede kærlighed, der gemte sig bag hans idé om kosmisk kærlighed, en kærlighed, der ikke er betinget af, at man skal være noget bestemt. Den ubetingede kærlighed kan illustreres ved at spørge, hvorfor jeg elsker min familie og venner? Det gør jeg ganske enkelt fordi – fordi det gør jeg altså, uden begrundelse, og frem for alt uden betingelser, fordi de er, slet og ret. Ikke fordi de er på en bestemt måde, ser ud eller opfører sig på en bestemt måde; jeg elsker dem betingelsesløst.

Den såkaldte “realistiske indvending” er naturligvis, at vi jo ikke kan elske alle helt ubetinget, og at Master Fatmans forestillinger om kosmisk kærlighed derfor er komplet urealistiske. Korrekt, vi kan ikke elske alle, og kærlighed har ikke noget at gøre i politik – men hvad så med alle de andre mennesker, vi møder og lever sammen med i det offentlige og samfundsmæssige liv, er de bare et råstof i vores liv, der kan forbruges, som det passer os? Hvordan kan vi møde andre mennesker, som vi ikke elsker, som vi måske endda er meget uenige med og forskellige fra?

Måske kan vi alligevel finde et fjernt slægtsskab mellem kærlighed og politik, der kan bringe den mildhed og venlighed ind i samfundslivet, som Master Fatman repræsenterede. Noget, som ikke er kærlighed, men heller ikke kærlighedsløs ven-fjende-politik. For både i kærlighed og politik handler det nemlig om, hvordan flere kan forenes i den samme skabende proces uden krav om, at alle forskelligheder skal opløses i enshed.

Jeg tror, at kærlighed i det nære og ordentlighed i det fjerne, er det tætteste, vi kommer på den kosmiske kærlighed, som Master Fatman talte så varmt for. Men det er vel heller ikke så lidt at få i arv

I kærlighed drejer det sig om, hvordan to, eller i hvert fald nogle få, kan erkende forskellene og gøre disse forskelle skabende i et kærlighedsforhold. I forlængelse heraf siger den franske filosof, Alain Badiou, i bogen Lovprisning af kærligheden, at politik drejer sig om, hvordan hele befolkningen med dens forskelligheder kan inddrages i den skabende og fælles opgave det er at leve i et samfundsforhold. I både kærlighed og politik er det spørgsmålet om, hvordan det forskellige kan mødes i skabende fælleshed uden at skulle være ens. Lykkes dette ikke i kærlighedslivet perverteres kærligheden, lykkes det ikke i samfundslivet perverteres forestillingen om et samfund.

Mildhedens etik

Dette er imidlertid ikke noget, som alene det politiske niveau har ansvaret for. Priser man Master Fatmans kærlighed, og ønsker man at leve i et samfund, så kan jeg ikke se andet end en forpligtelse på ordentlighed i mødet med andre mennesker, selv om man ikke kan elske alle, eller netop fordi man ikke kan elske alle, men alligevel er overladt til hinanden i samfundslivet.

På den måde kan vi få en slags mildhedens etik ud af Master Fatmans kosmiske kærlighed. Kærlighed i det intime og ordentlighed i det offentlige. Begge steder er vi udleveret til hinanden og må gøre forskellene skabende, hvis de ikke skal blive destruktive.

Master Fatman personificerede, at det ikke er udtryk for svaghed at være ordentlig i sin omgang med andre mennesker, selv om man er forskellige, uenige, ikke kan elske dem, måske ikke engang holde af dem.

Det er ikke tegn på eftergivenhed og svaghed at have medmenneskelighed, venlighed og imødekommenhed som udgangspunkt i mødet med andre.

Jeg tror, at kærlighed i det nære og ordentlighed i det fjerne, er det tætteste, vi kommer på den kosmiske kærlighed, som Master Fatman talte så varmt for. Men det er vel heller ikke så lidt at få i arv.


Foto: Wikimedia Commons.

Peter Johannes Schjødt er uddannet i filosofi og samfundsvidenskab. Har skrevet en lang række bøger, bl.a. ”Velfærd eller ufærd?”, ”Kritik af den politiske optimisme”, ”Tiden, tempoet og tomheden” og ”Julies hjerte.” Er desuden medforfatter til ”Magtens Bog”.

Har tidligere været redaktør ved DRs P1, og leder af Radiodokumentaren, også ved DR, og desuden kommentator ved Information og boganmelder ved Berlingske.

I dag er han freelanceskribent, foredragsholder og blogger om kultur, etik og eksistens. Du kan følge Peters arbejde på bloggen peterschjodt.wordpress.com.

Seneste artikler om Liv & Mennesker