Han reddede verden i al ubemærkethed. Og han døde i al ubemærkethed. Stanislav Petrov blev 77 år. “Jeg har aldrig mødt ham – og alligevel har han været med mig i de sidste to år,” skriver Simon Kratholm Ankjærgaard, som er journalist og historiker. Af flere grunde er det altafgørende for ham, at Stanislav Petrov huskes og hædres for de beslutninger, han foretog en skæbnesvanger september-aften i 1983.
”Jeg gjorde bare mit job”.
Sådan har Stanislav Petrov alle årene forklaret, hvad der skete kort efter midnat, natten til 26. september 1983 i bunkeranlægget Serpukhov-15 udenfor Moskva. Stanislav Petrov var oberstløjtnant i den sovjetiske hær og var øverstkommanderende den aften i kontrolcentret, der med forbindelser til flere satellitter overvågede amerikanernes atomvåben-anlæg.
På det tidspunkt var Den Kolde Krig uhyggelig tæt på at blive til en glohed 3. verdenskrig. Det var mange år siden, at forholdet mellem øst og vest havde været så højspændt.
Alle i Serpukhov-15 kendte deres ordrer og kommandoveje. Også Stanislav Petrov.
Hvis der var amerikanske atommissiler på vej, skulle han i al hast give sine overordnede besked, så der kunne blive trykket på knappen og den totale gengældelse kunne sættes i værk. Atomkrigen ville være en realitet. Og med den; udslettelsen af verden, som vi kendte den.
Og kort efter midnat skete det så. Alarmen gik. Amerikanerne havde affyret et atommissil. Det viste systemet med al tydelighed – og intet tydede på en maskinel fejl. Kort efter meldtes der om yderligere fire missiler. Det var tid. Det var nu. Krigen var i gang, og Stanislav Petrov måtte følge ordrer og sikre, at Østblokken svarede igen med fuld styrke.
Hvorfor skulle amerikanerne angribe med kun fem missiler? Og så den helt overordnede og grundfilosofiske; hvorfor skulle amerikanerne angribe overhovedet og risikere deres egen udslettelse?
Men Stanislav Petrov tøvede. Hans hånd svævede fem centimeter over telefonrøret. Det her gav ingen mening for ham. Det her gav ingen mening for ham. Af to årsager. Den helt lavpraktiske først; hvorfor skulle amerikanerne angribe med kun fem missiler? Og så den helt overordnede og grundfilosofiske; hvorfor skulle amerikanerne angribe overhovedet og risikere deres egen udslettelse?
Tillad mig en teknisk detour:
Systemet var dengang bygget op om varmemålinger. Satellitterne overvågede varmeudledningen fra de amerikanske atom-siloer, og når varmeudledningen nåede et vist niveau på et nærmere defineret punkt – en silo – betød det, at et missil var blevet affyret. Derefter var vinklen blind. Fra Serpukhov-15 og andre lignende bunkeranlæg havde man ikke pejling på atommissilet, før der var visuel kontakt i sovjetisk luftrum. Og så ville det være tæt på for sent at gøre noget.
Stanislav Petrov skulle have kontaktet sine overordnede allerede, da varmeudledningen – og dermed, ifølge systemet, missilaffyringen – var blevet registreret. Men han ventede – i håbet om at det var en fejl, og at ingen atommissiler ville vise sig i luftrummet. Ventetiden må have været helt ulidelig i det lille bunkeranlæg.
For Stanislav Petrov blev denne nat og denne beslutning et åg, han bar helt frem til sin død. Som part i en global konflikt og som totalitær stat kunne Sovjetunionen naturligvis ikke melde ud, at én mands mavefornemmelse netop havde reddet verden
Men Stanislav Petrovs mavefornemmelse havde været rigtig. Der kom ingen missiler ind. Amerikanerne havde ikke trykket på knappen. Faktisk havde der været tale om et helt unikt meteorologisk fænomen, hvor høje skyer over den amerikanske base lige netop havde reflekteret sollyset på en måde, så varmeudledningen nåede den frekvens og den position, der betød, at alarmen i Moskva gik i gang.
Den glemte heltegerning
For Stanislav Petrov blev denne nat og denne beslutning et åg, han bar helt frem til sin død. Som part i en global konflikt og som totalitær stat kunne Sovjetunionen naturligvis ikke melde ud, at én mands mavefornemmelse netop havde reddet verden.
For det første fyldte den lille, ensomme mand ikke meget i det store sovjetiske apparat, hvor det var masserne og den samlede militære jernnæve, der talte.
For det andet ville det være helt tåbeligt at fortælle omverden, at der var risiko for fejl i varslingssystemet. Derfor blev Stanislav Petrovs gerning ikke hædret i sin samtid. Ja, faktisk fik han en reprimande af sin overordnede for ikke at følge proceduren. Og da han kom hjem til sin kone, kunne han heller ikke fortælle noget om denne skæbnesvangre vagt i Serpukhov-15. Hans job var tophemmeligt, og han havde fortalt hende, at han gjorde tjeneste ved det regulære sovjetiske flyvevåben.
Derfor forblev hemmeligheden lukket inde i Stanislav Petrov og de få andre, der havde været på vagt den aften, samt hos den overordnede officer, der skulle have modtaget Stanislav Petrovs telefonopkald og som efterfølgende endte med at give ham en reprimande.
Og han skulle vise sig at blive afgørende for forløsningen af historien om Stanislav Petrov, for det var ham, der på sit dødsleje endelig – et godt stykke op i 1990’erne og flere år efter, at Den Kolde Krig var slut og Sovjetunionen opløst – fortalte en journalist om denne mand, denne oberstløjtnant, der en aften i september havde reddet verden.
Ingen kommentarer
På det tidspunkt levede Stanislav Petrov et ensomt liv i en lille, mørk lejlighed i et firkantet betonbyggeri langt udenfor Moskva. Hans kone var døende af kræft, hans militære karriere var gået i stå, og han havde hang til flasken for at dulme nerver og minder.
Og han frygtede stadig – som barn af det totalitære Sovjetunionen – en officiel reaktion på hans enerådige handling i 1983. Derfor smækkede han døren i hovedet på den første journalist, der opsøgte ham for at spørge om det var ham, der havde reddet verden.
Han skulle ikke nyde noget. Han skulle ikke risikere noget.
De unge mennesker, der går i gymnasiet i dag, har ikke oplevet den kolde krig, som jeg – årgang 1973 – har oplevet den. De ved ikke, hvor tæt vi egentlig var på den totale udslettelse. Det er vigtigt, at de ved det, for hvis vi ikke er opmærksomme på historien, risikerer vi at gentage den
Men han kunne ikke i længden løbe fra historien – og sin gerning – så han begyndte så småt at tale om det. Og det blev da også til en række artikler i flere medier.
Men så gik det i sig selv igen – af flere grunde. For det første var tiden en anden. Vest havde sejret, liberalismen og kapitalismen havde sejret, det var tid til at kigge fremad og ikke tilbage. Et kapitel var slut – nu ville verden vandre videre mod lysere tider. Sådan var opfattelsen i vid udstrækning i 1990’erne, før 9-11, før krigen mod terror, før alt det, vi lever med i dag. Og for det andet var Stanislav Petrov meget karrig med sine oplysninger. Han gav ikke meget af sig selv og af historien.
”Jeg gjorde bare mit job,” gentog han igen og igen.
”Jeg er ingen helt,” fastslog han. Og lukkede ned.
Manden, der reddede verden
Det var denne mand, som producer Jakob Staberg og filminstruktør Peter Anthony mødte i løbet af 00’erne. De var fascineret af historien og ville lave en film om manden, der havde reddet verden. Filmen var ti år undervejs, men i løbet af de ti år nåede de to helt ind til Stanislav Petrov. De fulgte ham tæt, blandt andet da han endelig i FN-bygningen i New York blev hædret for sin indsats.
I 2014 var der så premiere på filmen ’The Man Who Saved The World’, hvor Staberg og Anthony på flot vis forløser historien. Filmen er blevet vist verden over – og har vundet flere store priser. Den kan kun anbefales. Se klip foroven i denne blogpost.
Og dermed er vi fremme ved mit afgørende møde med Stanislav Petrov.
Som historiker havde jeg et sted i slut-90’erne eller start-00’erne læst om manden i en antologi om kontrafaktisk historie (’hvad-nu-hvis’-historie). Og så havde jeg, indrømmet, glemt ham igen.
I 2015 ville skæbnen imidlertid, at jeg kom til at arbejde sammen med Jakob Staberg og Peter Anthony om en debatturné på gymnasier over hele landet. Her fik tusindvis af elever filmen at se – og efterfølgende talte jeg med dem om den kolde krig og verdenssituationen i dag. Vi talte om, hvorvidt vi er på vej mod en ny kold krig. Vi talte om, hvad vi kan bruge historien til.
Det skal være den største inspiration i alt dette; at stole på, at man gør det rigtige – og at turde at gøre det. Det turde Stanislav Petrov. Derfor reddede han verden
Selv om jeg aldrig har mødt manden, så var Stanislav Petrov med mig hele vejen. Jeg kunne bruge ham til at fortælle eleverne, hvorfor vi skal huske historien. Hvorfor det er vigtigt at vide, hvad der er sket og hvad der kunne være sket i afgørende situationer i verdenshistorien.
De unge mennesker, der går i gymnasiet i dag, har ikke oplevet den kolde krig, som jeg – årgang 1973 – har oplevet den. De ved ikke, hvor tæt vi egentlig var på den totale udslettelse. Det er vigtigt, at de ved det, for hvis vi ikke er opmærksomme på historien, risikerer vi at gentage den.
Det er særligt vigtigt at huske på lige netop nu, hvor der igen er spændinger mellem øst og vest og hvor risikoen for en ny atomkrig stiger betragteligt i takt med at Nordkorea tester forskellige former for missiler og verdenssamfundet forsøger at finde ud af, hvad den mest hensigtsmæssige reaktion skal være.
Stanislav Petrov skal også huskes og hædres for at følge sin mavefornemmelse. Det kan ikke undervurderes, hvor modigt det var at træffe den rigtige beslutning i et stort, stramt apparat som det sovjetiske militærs.
Det skal være den største inspiration i alt dette; at stole på, at man gør det rigtige – og at turde at gøre det. Det turde Stanislav Petrov. Derfor reddede han verden.
Det havde alvorlige konsekvenser for ham. Det er der ingen tvivl om. Han blev aldrig den samme. De mange år, hvor han måtte leve med hemmeligheden, kombineret med systemets reaktion på hændelsen, gjorde ham sær og indelukket.
Han var ikke til de store armbevægelser og ’se-mig’. Han gemte sig bag et panser af ’Jeg gjorde bare mit job’ og ’Jeg er ingen helt’. En misundelsesværdig ydmyghed, men også – og nok nærmere – én stor forsvarsmekanisme og en stopklods for den anerkendelse, han i den grad havde fortjent.
Anerkendelsen er kommet i dryp, særligt med prisen i FN og med filmen ’The Man Who Saved The World’.
Sådan var Stanislav Petrovs liv. Et liv i skyggen, et liv med forsinkelse. Han blev helt ved et tilfælde – men hans gerning var bevidst. Det skal vi huske ham for. Og hædre ham for
Alligevel blev han aldrig anerkendt og hædret dér, hvor det virkelig ville have betydet noget; i Rusland. Han reddede verden i al ubemærkethed en nat i september 1983. Og han døde i al ubemærkethed i maj i år.
Verden fik først nys om hans heltegerning over ti år efter, den fandt sted. Og verden fik først nys om hans død hér i september.
Sådan var Stanislav Petrovs liv. Et liv i skyggen, et liv med forsinkelse. Han blev helt ved et tilfælde – men hans gerning var bevidst. Det skal vi huske ham for. Og hædre ham for. Og så håbe, at han kigger med fra en høj og solreflekterende sky et sted deroppe, så han kan se, at han ikke levede og døde forgæves.
Topbillede og foto inde i blogposten er taget af fotograf David Høgsholt i New York i 2006, i forbindelse med, at Stanislav Petrov blev hædret af FN.
Har du lyst til at støtte Simon Krathom Ankjærgaards skriverier? Så send ham gerne et beløb på MobilePay 22301681
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her