USA2016// POLITIK – Nu er der ingen vej tilbage for det republikanske parti i USA.
2016 vil endegyldigt gå over i historien som året, hvor partiet valgte at opstille en kandidat til præsidentposten, der aldrig har været folkevalgt, aldrig har udført offentligt, administrativt arbejde, og ingen regeringserfaring har. En kandidat, der til gengæld har en fortid fyldt med mistænkelige transaktioner, kuldsejlede forretningskoncepter, der ofte var markedsført med hans eget ansigt og navn, men som også har haft stor succes som byggematador. En kandidat, der har ført den mest populistiske og polariserende kampagne siden Alabama-guvernøren George Wallaces race-baserede kampagner i 1964 og 1968.
Det bliver Donald Trump, der skal repræsentere The Grand Old Party ved valget til november.
Helt frem til i tirsdags var der tvivl om, hvorvidt han ville sikre sig nomineringen. En tvivl, der på lidt over et år er blevet mindre og mindre og mindre. Tvivlen hos politiske kommentatorer og observatører i USA er gået fra overbevist afvisning over sund skepsis til en smule overgivelse og endelig til det punkt, hvor det nærmest kun var en teoretisk mulighed, at han ikke blev partiets kandidat.
Lige siden Trump 4. maj i år landede tilstrækkeligt mange primærvalgsstemmer til at vinde primærvalget, har det kun været juridiske fiksfakserier, der kunne stå i vejen for, at han ville blive udpeget som kandidaten.
Trump har ført den mest populistiske og polariserende kampagne siden Alabama-guvernøren George Wallaces race-baserede kampagner i 1964 og 1968
Til det sidste forsøgte hans modstandere i partiet at spænde ben, helt frem til tirsdag aften dansk tid, hvor hver stat meddelte, hvem de pegede på. Mandag forsøgte en gruppe Trump-modstandere at få ændret på reglerne for konventet, sådan at de delegerede, der tidligere havde lovet at stemme på Trump, kunne blive sat fri til at stemme på nogle andre, hvis de ville. Men forslaget blev lagt ned af konventets præsidium efter en afstemning, hvor folk blot råbte ”Ja” eller ”Nej” i kor.
Det fik flere republikanske topfolk til at komme med kommentarer om ”fascisme” og ”topstyring” og staten Virginias tidligere attorney general Ken Cuccinelli blev endda så sur, at han flåede sin konvent-badge af, smed den på gulvet og stormede ud af kongreshallen i raseri og for rullende tv-kameraer. Han kom dog tilbage igen, for da Ted Cruz to dage senere nægtede at give Trump sin støtte fra podiet under sin konventtale, var det Cuccinelli, der eskorterede Cruz’ hustru, Heidi, ud af hallen efterfølgende.
Det var nødvendigt, fordi Trump-fans på stedet var blevet så vrede på Cruz, at de begyndte at opføre sig særdeles aggressivt overfor Heidi Cruz, og buhede højlydt af hende.
Det republikanske konvent i 2016 var i det hele taget en farce.
Derfor var republikanernes konvent en fiasko
Konventer er til for tre ting.
Dels er der en mere formel del, hvor man fastlægger partiprogrammet, ganske som det foregår ved danske partiers årsmøder. Det sker dog som regel før selve konvent-festlighederne starter og medierne ankommer. Selve den del af konventerne, der dækkes i medierne, handler nemlig om to andre ting: Muligheden for at kommunikere hovedpunkter i partiprogrammet ud til vælgerne gennem taler fra podiet, og muligheden for at kommunikere præsidentkandidaters fortrinligheder ud på samme måde.
Typisk vælger man folk til at tale, der på en eller anden måde har en relevant forbindelse til enten partiprogrampunkt eller præsidentkandidat.
Efter en nærmest komisk primærvalgsperiode på et halvt år, hvor det republikanske parti nærmest er imploderet på personfronten (hvilket jeg kommer tilbage til), skulle konventet være den samlende begivenhed, hvor alle parter endelig stillede sig bag Trump og et forenet budskab. Sådan plejer det i hvert fald at være. Når det ikke sker, taler man om det i årtier bagefter.
Det er derfor, vi f.eks. stadig taler en hel del om dengang i 1976, hvor Reagan var lige ved at snuppe kandidaturet for næsen af Ford, der på det tidspunkt faktisk var en siddende præsident. Reagan havde så mange stemmer, at det ikke var afgjort, da konventet startede, at Ford skulle være kandidat, selvom det stort set altid er en formsag, at den siddende præsident får lov at genopstille for partiet.
Under hele konventet var der ballade og Reagans folk var lige ved at overbevise tilstrækkeligt mange delegerede om at de skulle stemme på ham i stedet for Ford, hvilket ville have været en meget stor historisk begivenhed. Ford ville være blevet nødt til at gå af som kun den anden præsident i USAs historie. Den første var ham, Ford havde erstattet, Richard Nixon. Måske havde Reagan kunnet vinde over Jimmy Carter i 1976-valget. I stedet gik der fire år mere, inden han indtog det ovale værelse.
Så selvom det ikke er første gang, der er ballade på et republikansk konvent, sker det altså ikke ofte. Men i dag er splittelsen dyb i det partiet, især siden partiets højrefløj er blevet overtaget af Tea Party-bevægelsen, som ingen nærmest taler om mere. De mere ekstreme elementer herfra er imidlertid blot blevet en del af tapetet i det republikanske soveværelse, uden at de dog er rykket mere ind mod midten – med enkelte (vigtige) undtagelser.
Med Trump er splittelsen blevet endnu dybere. Der var i forvejen ingen tidligere, republikanske præsidentkandidater eller præsidenter, der havde tænkt sig at møde op på konventet. De to nulevende, republikanske præsidenter, der begge hedder Bush til efternavn, blev væk i åbenlys væmmelse over Trump (og over, at Lillebror Bush ikke fik et ben til jorden i primærvalget). Mitt Romney var heller ikke at finde. Den eneste fra den allerøverste top i det republikanske parti – deroppe, hvor man har været præsident, vicepræsident eller kandidat til samme post – var Bob Dole. Det 93-årige tidligere kongresmedlem fra Kansas var Gerald Fords vicepræsidentkandidat i 1976, og påtog sig den nærmest kamikaze-agtige opgave at forsøge at vinde over den 23 år yngre, siddende præsident Bill Clinton ved præsidentvalget i 1996. Han var den eneste af de helt store statsmænd i partiet, man kunne få til at sige, at Trump ville blive en god præsident.
Så der var virkelig behov for at samle partiet ved konventet. I stedet blev det modsatte tilfældet. Eller også fik eventuelt potentielle, republikanske vælgere nok at ryste på hovedet af og blev drevet i armene på Hillary Clinton eller Gary Johnson, libertarianernes præsidentkandidat.
Melania-gate
Først var der den mislykkede sabotageaktion over for The Rules Committee, som jeg nævnte ovenfor. Splittelsen i partiet, som dette var et klart tegn på, blev historien i medierne i stedet for de hovedpunkter i partiets partiprogram, man gerne ville have ud til vælgerne. Men heldigvis havde man sat Trumps i manges øjne nydelige kone på programmet til om aftenen. Hendes prisninger og menneskeliggørelse af Trump som person skulle nok ændre samtalen i medierne næste dag og få konventet på ret kurs, nu hvor oprøret var blevet slået ned.
Men det skete naturligvis ikke. I stedet blev hele tirsdagen, som det vil være de fleste bekendt, brugt på at tale om, hvorvidt Melania Trump havde stjålet dele af talen fra Michelle Obamas tale ved demokraternes konvent i 2008. På rekordtid blev nettet fyldt med memes, der latterliggjorde Melania Trump og talen, og Trumps PR-folk stormede rundt til alle medierne i kongreshallen og forsøgte at lægge historien ned med mildest talt tvivlsomme undskyldninger. Paul Manafort, Trumps kampagneleder, skød endda skylden på Hillary Clintons kampagne-folk, og mente, at disse havde gravet Michelle Obamas tale op og ”lækket” sammenligningerne. Flere medier talte med kilder i Trumps kampagne-stab, der sagde, at han var rødglødende af raseri over den behandling, fruen havde fået.
Tirsdag aften afgav alle staterne deres stemmer, og der blev ikke foretaget yderligere sabotageforsøg (de, der kunne have saboteret tingene, som f.eks. Colorados delegation, udvandrede tidligere fra konventet, hvilket ikke gjorde farcen mindre).
Men så kom talerne. Der var positive elementer, som f.eks. Donald Trumps ældste søn, Donald Trump, Jr., der lagde alle ned med en super-effektiv og passioneret tale. Selv den ultra-venstreorienterede politiske kommentator Rachel Maddow fra MSNBC roste den til skyerne, selvom hun naturligvis ikke var enig i dens indhold. Det stod klart, at hvis ikke Trump Senior bliver valgt i denne omgang, venter der en politisk fremtid for Trump Junior, hvis han vil have den.
Formanden for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, holdt også sin tale ved konventet tirsdag aften. Og det gjorde han med en diplomatisk sans, der viser, hvorfor han har endog meget gode chancer for at blive USA’s næste republikanske præsident. Han brugte det meste af tiden på at angribe demokraternes politik og ikke Hillary Clinton som person. Selvom han erklærede sin klare støtte til Trump, skete det først til sidst og det fyldte ikke ret meget. De fleste var nok godt klar over, at det var noget, Ryan var tvunget til at gøre, hvis han skulle forene det parti, han i realiteten står i spidsen for, sammen med senatslederen Mitch McConnell og nu præsidentkandidaten Donald Trump.
Formanden for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, holdt også sin tale ved konventet tirsdag aften. Og det gjorde han med en diplomatisk sans, der viser, hvorfor han har endog meget gode chancer for at blive USA’s næste republikanske præsident
Ryan talte med charme, saglighed, præcision og indlevelse og uden at blive perfid. Han skal stå ansigt til ansigt med kongresmedlemmer fra begge fløje i partiet, når han kommer hjem til Washington, så han var nødt til at gå en hårfin balancegang mellem ikke at frastøde Trump-haderne i partiet, men samtidig bakke op om partiets valgte kandidat. Det gjorde han til et klart 12-tal. Det var ikke den tale, der som Obamas tale ved det demokratisk konvent i 2004 viste ham som en folkelig leder og en klar præsidentkandidat. Men det var den tale, der viste, at han er en statsmand og ikke bare et tågehorn, sådan som mange republikanske folkevalgte bliver anset for at være i tiden efter the Tea Partys indtog.
Det ville ikke være spor underligt, om der rykker en Præsident Ryan ind i Det Hvide Hus i 2021 eller 2025.
Se talen her:
Banan-republikanerne og satanisten Hillary
Men på den anden side, så sagde vi det samme om New Jersey-guvernøren Chris Christie i 2012. Under den kampagne var han en af de bedste og mest fængende talere ved det republikanske konvent. I år lignede han en klovn. Mange var allerede chokerede over, at han ville smide al sin personlige kapital væk ved at støtte Trump og endda arbejde hårdt på at blive Trumps vicepræsident.
Men da han trådte op på podiet og gav en tale, hvor han slyngede anklager efter Hillary Clinton, hvoraf mange var fuldkommen virkelighedsfjerne, knækkede filmen for mange moderate republikanere. Christie benyttede sig af sin status som tidligere statsanklager i New Jersey til at opremse anklagerne – nogle gange i juristsprog, hvilket ikke ligefrem var smart, målgruppen taget i betragtning – og derefter bede publikum om at vurdere, hvorvidt Hillary Clinton var skyldig eller ikke skyldig i anklagerne. Lad os bare sige, at der ikke blev råbt ”Not guilty” overhovedet.
Til gengæld begyndte publikum at råbe et slagord, der siden kom til at definere konventet: ”Lock her up!”. Folk messede højlydt disse tre ord med henvisning til de anklager om korruption, ansvar i Benghazi-sagen og mishandling af hemmeligstemplede e-mails, som republikanerne har slynget efter Clinton igennem de senere år.
Den højt respekterede republikanske strateg Steve Schmidt mente, det var en rigtig dårlig idé, da han analyserede hændelsen på MSNBC. Han sagde, at mange af de midtervælgere, der ender med at afgøre valget, synes at den slags er primitivt. Han kaldte det ”Bananrepublik-agtigt”, når man smider sine politiske modstandere i spjældet eller antyder, at det bør ske. Og de sindige vælgere i midten er absolut ikke tilhænger af bananrepublik-tilstande.
Som om det ikke var nok, gik en af Trumps tidligere modstandere i primærvalget, Ben Carson, herefter på scenen. Hans tale var lige så virkelighedsfjern, som den tidligere hjernekirurg altid har været, når han taler på et podie. Men da han på et tidspunkt mere eller mindre antydede, at Hillary Clinton er satanist, blev det alligevel for meget for de fleste og ultrakomisk for rigtig mange.
Satanist-anklagen kom via det faktum, at Hillary Clinton engang skrev en hovedopgave på universitetet om aktivisten Saul Alinsky. I Alinskys bog om at organisere samfundsgrupper med et politisk formål, Rules for Radicals, priser han nærmest satirisk Satan selv, da sidstnævnte jo var den ultimative oprører blandt engle, der forlod det allermest etablerede af alle etablissementer: Guds rige.
Hvis man har kræfter til den slags kan man se talen her:
https://www.youtube.com/watch?v=Xh8LOdq66lU
På det tidspunkt var konventet faldet til et lavpunkt og lignede allermest en dårlig vits.
Nå, men der var gode chancer for at rette op dette onsdag, sådan at pressen fik noget andet at tale om. Talerækken onsdag indeholdt nogle af det republikanske partis stjerner, inklusive de tidligere spillere i dette års og tidligere primærvalgkampe, såsom Newt Gingrich, Marco Rubio og Scott Walker. Og så Ted Cruz. Cruz, som Trump nok havde haft sine mest bitre kampe med under primærvalget, i hvert fald efter at Jeb Bush var droppet ud. Det kulminerede i at Trump bl.a. mistænkte Cruz’ far for at have været en del af konspirationen bag mordet på præsident Kennedy.
På et tidspunkt re-tweetede Trump også et meme, der sammenlignede et knapt så heldigt billede af Cruz’ ellers ganske nydelige kone Heidi, med den plastik-perfekte Melania Trump og antydede, at førstnævnte simpelthen bare var grim.
Det startede ellers så fint med et budskab om tolerance, da den transseksuelle Caitlyn Jenner stillede sig op og forklarede fra podiet, at der skam var fint plads i det republikanske parti til transkønnede. Det var dog mest til kameraet, for nede blandt publikum var reaktionerne noget mere afmålte. De socialt konservative Trump-vælgere er ikke meget for den slags.
Cruz blev udnyttet strategisk af Trump
Men da man nåede frem til Cruz, stod det klart, at der var ballade igen. Cruz nægtede at støtte Donald Trump i sit kandidatur til præsidentposten. Og det var ikke populært. Da han sluttede sin tale uden at have stillet sig bag Trump som præsident, blev han buhet ud af salen, og Heidi Cruz måtte som nævnt ovenfor blive eskorteret ud for ikke at blive offer for aggressionerne på gulvet. ”Jeg har ikke for vane at støtte folk, der angriber min familie”, sagde Cruz til pressen dagen efter, hvor historien fyldte det hele.
Der er dog meget, der tyder på, at det var et strategisk træk fra Trump-holdets side, da de lod Cruz tale på konventet overhovedet. De vidste godt, at han ikke ville støtte Trump offentligt. Og hvis de ikke vidste det før, så fandt de ud af det, da de rent faktisk fik talens ordlyd udleveret før den skulle afgives. Det var nok derfor, Donald Trump valgte at lade sig fange af kameraerne, netop som Cruz begyndte at tale om at vælgerne skulle ”stemme med deres samvittighed” til november.
Det gav nemlig Trump en mulighed for at vise sig som den voksne. Som ham, der gav Cruz en chance, og blot fik en kniv i ryggen til gengæld. Men som kunne børste det af sig uden at blive berørt af det.
Ellers har Trump netop vist sig som super-tyndhudet under hele kampagnen. Han havde brug for at vise, at kunne være storsindet og præsidentiel, og derfor lod han og hans hold formentlig Cruz tale.
Se talen her:
Problemet var bare, at strategien slog fejl. Trump-fans på gulvet i kongreshallen og på sociale medier gjorde så stort et nummer ud af det, at det fyldte hele mediebilledet onsdag aften og torsdag formiddag. Her skulle man ellers have svælget i ordene, der kom fra hovedtaleren onsdag aften – vicepræsidentkandidaten Mike Pence. Det var her, man skulle have lært Pence at kende, hvis man ikke kendte ham i forvejen.
Det var her, Pence og Trump kunne have vist sig som et stærkt team. I stedet kom alting til at handle om Trump og Cruz og ingen skænkede Pence en tanke.
Så blev det endelig torsdag, og Trump skulle holde sin store tale, hvor han formelt accepterer partiets nominering til præsidentposten. Det blev, som POV International ved Annegrethe Rasmussen så fint har skrevet om, til en tale på over en time, der tegnede et overdrevet dystert vrangbillede af nutidens USA (ifølge bl.a. Washington Post og andre faktatjekkere). Trump havde behov for at male dette dystre billede for at iscenesætte sig selv som sherif-messias, der kommer ind og frelser alle ved at genoprette ro og orden.
Sheriffen kommer til byen
Han gentog noget, han har sagt i et stykke tid, og som helt sikkert vil blive et af hans mantraer i kampen mod Hillary Clinton: ”I am the law and order candidate”. Og her mener ikke, at han er den kandidat, der ser allerflest afsnit af den populære tv-serie ’Law and Order’. Han mener, at han – og kun han – kan genoprette roen i byen, hvor banditterne har overtaget det hele. På med sherifstjernen.
Trump har naturligvis ikke fundet på dette image selv. Han har stjålet det hele fra Nixon. Nixon markedsførte i 1968 sig selv som lov-og-orden-kandidaten, i en tid, der faktisk minder en hel del om vores. Ligesom i 1968 oplever adskillige amerikanske byer lige nu raceuroligheder og voldelige kampe mellem unge og politi.
Truslen fra ISIS bliver – ganske absurd – af nogle italesat som værende på linje med truslen fra Sovjet under den kolde krig. Hvis man er en dårligt uddannet tv-seer uden ret meget horisont i den midterste del af USA, kan man sagtens blive bange, når man ser mediedækningen af ovenstående. At det så faktuelt er langt, langt sikrere at leve i USA i dag end i 1968, er en anden historie.
Men USA er ikke det samme land i dag som i 1968. Vi lever i en kompleks medie-netværksvirkelighed, hvor demagogik kun virker på særlige befolkningsgrupper. Vi lever i en virkelighed, hvor den socialt frigjorte Millennial-generation har været ved stemmeurnerne flere gange og vist, at de er villige til at omsætte deres etniske, kønsmæssige og seksualitetsmæssige retfærdighedssans i stemmer – på tværs af partiskel
Det er derfor ikke spor mærkeligt, at Trump vælger at lade sig inspirere af Nixon, der jo rent faktisk vandt sin første af to præsidentvalgsejre i 1968. En god demagog lader ikke fakta komme i vejen for effektive skræmmekampagner. Han har også brugt Nixons ‘Silent Majority’-begreb for det tavse flertal, der mener, at verden er af lave. Washington Post kaldte også talen for “Nixonian” i deres analyse torsdag.
Men USA er ikke det samme land i dag som i 1968. Der er ikke kun tre tv-kanaler og nogle få aviser, man kan få sine nyheder fra. Vi lever i en kompleks medie-netværksvirkelighed, hvor demagogik kun virker på særlige befolkningsgrupper. Vi lever i en virkelighed, hvor den socialt frigjorte Millennial-generation har været ved stemmeurnerne flere gange og vist, at de er villige til at omsætte deres etniske, kønsmæssige og seksualitetsmæssige retfærdighedssans i stemmer – på tværs af partiskel.
Vi lever i en tid, hvor man ved en hurtig Google-søgning kan finde ud af, at både terrorangreb og voldelig kriminalitet i vesten faktisk er på et lavpunkt lige nu. At økonomien stadig svinger opad, om end det går langsomt. Eller sagt på en anden måde, at fakta modsiger svinehunden, som Trump forsøger at mane frem.
Derfor blev Trump kandidat mod alles forventning
Og her er vi så fremme ved, hvad der er den egentlige årsag til at Trump kunne få kandidaturet torsdag aften. Det er svaret på det spørgsmål, som danskere i hobetal stiller mig både personligt og på sociale medier. Det samme spørgsmål, som mange amerikanere stiller sig selv, både demokrater og republikanere:
Hvordan i alverden er vi kommet så vidt, at Donald Trump er blevet præsidentkandidat?
Svaret er enkelt: Der var ikke andre.
For tre år siden havde jeg en snak med en ung, republikansk strateg, der primært arbejdede med at få minoriteter og unge til at interessere sig for partiet. Hverken Trump eller Hillary havde meldt ud, at de ville stille op endnu. Det var der ingen, der havde. Faktisk var Hillary tidligere gået af som udenrigsminister, og jeg var personligt overbevist om, at hun var for træt til at stille op som præsident.
En snak med den tidligere Clinton-taleskriver Vinca LaFleur, der kender Hillary Clinton rigtig godt rent personligt, overbeviste mig om at det ikke var tilfældet, og at hun jo netop tog en pause for at gøre klar til at blive kandidat i 2016.
Så jeg spurgte den unge, republikanske strateg, om han ikke syntes partiet havde et problem i forhold til at finde en kandidat, der var stærk nok til at gå op imod et ikon som Hillary Clinton. Hans svar faldt prompte: ”Jojo, for pokker. Vi har allerede totalt afskrevet 2016”.
Allerede i 2013 var republikanske strateger altså i gang med at tænke på 2020. Jeg sad derfor med et stort grin på flaben, efterhånden som de republikanske kandidater begyndte at melde sig. I 2012 havde det været et clown show allerede med kandidater som Herman Cain om bord på toget. Men hvis 2012 var et clown show så var 2016 et shit show.
Ud over, at Gud og hver mand nærmest meldte sig under fanerne, så kom der virkelig nogle mærkelige typer frem fra kukuret. Ben Carson? En hjernekirurg, der lader sig styre af Gud og som ser ud som om, han er ved at falde i søvn hele tiden? Texas-guvernøren Rick Perry, der dummede sig så kraftigt ved ikke at kunne huske, hvilke stats-agenturer, han ville lukke i 2012, at han er en national joke? Mitt Romney igen?! (Han trak sig dog hurtigt). Donald Trump? Trump?! Igen? Really?!
De gamle drenge og de lidt for unge
Hvis man har et for stort felt af kandidater er det fordi alle tror, de har en chance for at blive partiets kandidat. Og hvis det sidste er tilfældet, er det fordi, der ikke er nogle klare rockstjerner. Prøv lige at overveje, hvor stor en rockstjerne, Ronald Reagan var. Han var så stor en rockstjerne, at han næsten kunne feje en siddende, republikansk præsident af banen. Mitt Romney var en rockstjerne. Han havde det hele: Udseendet, den midtersøgende ledelsesstil, karismaen. Han kom tæt på at vælte Obama, man ikke tæt nok, og han dummede sig for mange gange undervejs. Men der var ikke nogen, der var i tvivl om at han ville vinde primærvalget i 2012. Han var den eneste, der lignede en præsident, og det vidste alle allerede længe før primærvalget gik i gang.
Allerede i 2013 stod det klokkeklart. Der var ingen rockstjerner i det republikanske parti, der på tre år kunne nå at blive ”klar til prime time”
Hvad man så end synes om George W. Bush, så var han også en rockstjerne. Han havde Bush-navnet. Hans far var så populær en vicepræsident, at selv Californien gik til Bush sr. I 1988. Han havde humor og charme. Salig Svend Auken sad sammen med Niels Bjerre-Poulsen i Go’Morgen Danmark i 2000 og sagde om valget mellem Gore og Bush, noget i retning af:
”Uanset hvem det bliver, så får USA en dygtig og kompetent præsident”. Det tror jeg ikke, de fleste ville være enige i nu. Men han lignede en rockstjerne. I primærvalget var han oppe imod John McCain, der også havde tilstrækkelig meget rockstjerne-potentiale som krigsveteran, at han kunne vinde primærvalget i 2008.
Men allerede i 2013 stod det klokkeklart. Der var ingen rockstjerner i det republikanske parti, der på tre år kunne nå at blive ”klar til prime time”, som man siger herovre. De få, der var, kunne ikke med troværdigheden i behold stille op i 2016. Mitt Romney, f.eks. Han havde tabt to gange, og selvom det er blevet bedre, så kan amerikanere ikke lide tabere. Hans vicepræsidentkandidat, Paul Ryan, viste sit rockstjernepotentiale i 2012-valgkampen, men det er for tidligt for ham efter han lige havde tabt sammen med Romney i 2012.
Rockstjernerne, der blev hjemme
Og så er der folk som Nikki Haley, South Carolinas ultrapopulære guvernør, som min kollega Annegrethe Rasmussen ofte har kåret som et af republikanernes bedste bud på en rockstjerne – hvilket jeg er enig i.
Der er New Mexicos guvernør Susannah Martinez, der er en elsket republikaner i en overvejende demokratisk stat. Der er senatorer som Susan Collins fra Maine, John Thune fra South Dakota og John Hoeven fra North Dakota, hvis popularitet er skyskraberhøje i målingerne.
Men alle har de til fælles, at der står en Hillary i vejen. De skal dæleme ikke nyde noget af at sætte deres popularitet over styr for blot at tabe til Clinton.
Der var et par enkelte rockstjerne-spirer, der godt turde. Florida-senatoren Marco Rubio og Wisconsins guvernør, Scott Walker. Rubio havde dog sit vandflaske-uheld hængende over sig, og viste sig slet ikke klar til prime-time, da Chris Christie til en af de republikanske debatter afslørede Rubio i blot at lire indlærte sætninger af, der var blevet testet på et publikum.
Rubio er kun i starten af fyrrerne, så han har masser af tid. Men han var simpelthen ikke klar i 2016. Scott Walker fandt hurtigt ud af, hvordan tingene så ud, og droppede sit kandidatur rimelig tidligt.
Og så er der naturligvis Jeb Bush, som alle var helt overbeviste om ville blive Hillarys modstander i 2016. Folk tryglede ham om at stille op i 2008 og 2012, men han var godt klar over, at stemningen i landet ikke var til, at en ny Bush skulle på banen. Det, der overraskede de fleste observatører af amerikanske politik, var hvor kedelig, Jeb Bush egentlig var, når han kom op på en scene.
Nul karisma, hvilket Donald Trump på sin sædvanlige skolegårdsbølle-facon fik lavet om til at Jeb Bush havde ”lav energi”.
Jeb Bush havde forberedt sig på en helt almindelig valgkampagne, og han landede midt i et cirkusshow. Bush lignede en kommende rockstjerne i 2012. I 2016 lignede han en stor, forvokset dreng, hvis cykel lige er blevet stjålet.
Bush, der siden i et interview med MSNBCs Nicole Wallace har udtrykt både bitterhed over situationen og udtrykt sig som et forkælet barn, der ikke har fået sin vilje, var slet ikke klar til at skulle gå op imod en person som Trump. Han havde forberedt sig på en helt almindelig valgkampagne, og han landede midt i et cirkusshow. Bush lignede en kommende rockstjerne i 2012. I 2016 lignede han en stor, forvokset dreng, hvis cykel lige er blevet stjålet.
De hvide, bange og vrede vælgere
Politiske pundits er kommet med alle mulige teorier om, hvordan USA er endt med Trump som en af de præsidentkandidater, der skal vælges imellem i 2016. Der er snak om, at USA lige nu oplever den samme højreradikale bølge, som har rejst sig i Europa i 2000’erne, med europæiske, højreekstreme ledere som Pia Kjærsgaard og Geert Wilders i spidsen. Og at Trump i virkeligheden bare er resultatet af, at USA rykker mod højre. Men det har bare ikke rod i virkeligheden.
USA er snarere på vej mod venstre, når man kigger på befolkningen.
Amerikanerne bliver mere og mere multietniske. De bliver mere og mere åbne overfor mennesker, der ikke er som dem selv, herunder folk fra andre kulturer og folk med andre seksuelle præferencer. De bliver mindre religiøse. De er blevet mere åbne overfor sociale rettigheder, der sikres af staten i stil med den skandinaviske velfærdsmodel, såsom sundhedsvæsen og statsstøttet barsel. De bliver mere feministiske.
Så hvem er det, der er så begejstrede for Trump? Hvem var det, der mødte op til primærvalgene og stemte på ham? Svaret er desværre en kliché. Det er desværre en fordom, der bliver bekræftet.
Det er alle dem, der er bange for den udvikling, jeg lige har beskrevet ovenfor. Det er primært hvide, dårligt uddannede mandlige vælgere, der ikke har set ret meget af verden udenfor USA, og som labber det i sig, når Trump fremstår som en succesrig forretningsmand, der vil gøre alle andre til millionærer også.
Når folk i denne gruppe føler sig så pressede, som de gør, skyldes det blandt andet, at de er ved at komme i mindretal. Og så opstår der en frustration, der udløser protest-beslutninger, når der skal sættes et kryds.
Der bliver langet ud. Noget må ændres! Derfor – og desværre formentlig også af ubevidst sexistiske årsager – er der mange, der har meldt ud, at de enten ville stemme på Bernie Sanders eller Donald Trump. Hillary Clinton ville det i hvert fald ikke blive.
Hvem er det, der er så begejstrede for Trump? Svaret er desværre en kliché. Det er alle dem, der er bange for et mere multikulturelt, globaliseret og diversificeret USA. Det er primært hvide, dårligt uddannede mandlige vælgere, der ikke har set meget af verden udenfor USA
Primærvalgsvælgere er traditionelt ikke repræsentative for befolkningen som sådan (hvilket man kan synes er trist for demokratiet, men sådan er det nu engang). Når Trump har klaret så godt i målingerne indtil videre, er det fordi målinger, der kommer før konventerne, er meget svære at stole på.
Meningsmålingerne misser de unge
Samtidig har amerikanske meningsmålinger det store problem, at man i mange områder ikke kan få fat i unge vælgere. For det første fordi, meningsmålingsinstitutterne mange steder kun må ringe til folk, der har offentliggjort deres nummer. Det sker typisk kun i vore dage, når man opretter en gammeldags fastnet-linje. Og det er der ingen unge, der gider. Dertil kommer, at de steder, man rent faktisk kan ringe til mobiltelefoner for at lave en meningsmåling, tager de unge ikke telefonen, når den ringer. De er nemlig vant til alle mulige åndssvage telefonsælgere, så hvis det er et ukendt nummer, bliver telefonen ikke taget.
I de senere år har opinionsmålerne derfor skullet kompensere for de unge vælgere med algoritmer i stedet for reelle data. Det vinder Trump formentlig på i meningsmålingerne for tiden.
Jeg er 99 procent sikker på, at han bliver tværet ud. Men jeg har taget fejl før.
Derudover skal man også huske, at langt de fleste amerikanere først begynder at interessere sig for valgkampen efter konventerne; og hovedparten kommer først rigtig ind i kampen, når tv-debatterne begynder at rulle til efteråret. Her er Trump oppe imod en af de mest hardcore debattører, han kan komme i nærheden af. Undertegnede kan ikke få valgmandssystemet til at gå op på en måde, hvor Trump kan vinde, når man tager de tv-kampagner, Clinton er i gang med at køre i stilling mod ham, den demografiske sammensætning af USA lige nu, motivationen blandt kvinder og ikke mindst tv-debatterne til oktober i betragtning.
Det vigtigste argument for at Trump taber er dog, at det altid er de 15 millioner amerikanere på den politiske midte, der afgør valget ved at svinge til højre eller til venstre. De er netop på midten, fordi de hader ekstremer. Og Trump er ekstrem. Jeg er 99 procent sikker på, at han bliver tværet ud. Men jeg har taget fejl før.
Hvordan Trumps chancer reelt er for at blive præsident, begynder vi i virkeligheden først at finde ud af om lidt over en uges tid, når demokraternes konvent er overstået, og Clinton og Trump er reelle kandidater. De meningsmålinger, der kommer derefter, vil give et bedre indblik i, hvordan amerikanerne har det med deres kommende præsident, hvem det så end bliver.
Det bliver også der, vi kan finde ud, om det libertarianske kandidathold Gary Johnson og Bill Weld rent faktisk har mulighed for at påvirke resultatet til november. Men det er et emne, der kræver et helt anden artikel.
Hovedfoto: Donaldjtrump.com
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her