I et indlæg på POV i sidste uge glorificerer Angela Silverfox en kvindeundertrykkende samfundsorden med henvisning til Disneys omfattende prinsessekatalog. Life-coachen har imidlertid ikke taget højde for, at Disney-prinsessen siden Snehvide og de syv dværge i 1937 har udviklet sig til en kvinde uafhængig af en romantisk partner. Eller at man ikke altid skal ønske sig at få, hvad man drømmer om, skriver Emilie Kellberg.
I indlægget ”Vi har klippet nosserne af vores mænd” fra aidste uge er life-coach og personlig træner Angela Silverfox langt fra overbevist om, at det der med ligestilling er en god idé. Faktisk mener hun, at mænd og kvinders ligestilling er den direkte årsag til, at så mange ægteskaber ender i dag i skilsmisse.
”Vores samfund er på vej ud ad en tangent, hvor vi slet ikke kan følge med. Begge parter, mand som kvinde, arbejder lige meget. Ligestilling blev der sagt, og ligestilling har vi fået. Begge parter bør (mener mange) derfor også tage ligelig andel i det job, som ligger i hjemmet.”
Når begge parter i et forhold på den måde arbejder, tvinger det manden til at deltage i husarbejdet og derfor gå på kompromis med sin maskulinitet. Det tvinger kvinden til at bruge mindre tid på sit udseende og derfor gå på kompromis med sin femininitet. Begge parter bliver på tragisk vis unfuckable, er argumentet.
”Jeg har virkelig svært ved at finde respekten frem for en mand med en støvsuger i hånden,” skriver Silverfox.
Med en så grel situation er der kun én ting at gøre, mener life-coachen. Kvinderne må opgive ambitionerne om en karriere og vende hjem. Hjem til børn, hus og hund. Købe mandens frihed for sin egen, så han kan ”blomstre”. Og så hun kan nå de ting, der hører med til at være kvinde:
”Den anden vej rundt forventer jeg at få respekt for det arbejde, jeg udfører i hjemmet, at han husker min fødselsdag og får mig til at føle mig som den mest specielle kvinde i verden – i hans verden. At jeg aldrig skal stå og ’tigge’ om penge eller forklare, hvorfor jeg har brug for at træne, at få Botox eller andet. For hvis man vælger en kvinde, der går op i sit udseende, så koster det altså penge.”
Bidrag til kønsdebatten – feministisk såvel som antifeministisk – har det med at vække stærke følelser.
Den analyse har indtil videre affødt nogle meget kraftige reaktioner på Facebook. Det i sig selv er ikke så underligt og behøver ikke en gang at være særlig relateret til substansen (eller manglen på samme) i Silverfox’ indlæg. Bidrag til kønsdebatten – feministisk såvel som antifeministisk – har det med at vække stærke følelser.
Lille spejl på væggen der
Life-coachens ophøjelse af et forældet kønsrollemønster er imidlertid ikke det mest opsigtsvækkende eller originale ved indlægget. Den slags reaktionært nonsens er tilgængeligt over alt på nettet og handler ofte om, at kvinder eller ligestilling har kastreret manden. Nej, det opsigtsvækkende er, at Silverfox advokerer for sit kvindesyn med hjemmel i Disney og nærmere bestemt Disney-prinsessen.
”Jeg er virkelig Barbie/Disney-prinsesseromantiker helt ind til benet”. ”Om jeg er mandschauvinist? Måske – eller også er jeg bare Disney”. ”Jeg giver først det af mig selv, som jeg har beskrevet her, når jeg finder en mand, som får mig til at føle mig som en Disney-prinsesse”. ”Måske er det derfor, jeg er selvvalgt Disney-single og elsker det ret så meget”, lyder det i artiklen.
Først kan det undre, at Silverfox er single, når nu hun har fundet vejen til et velfungerende forhold. Hernæst behøver man ikke have et indgående kendskab til Disneys populære repertoire af prinsesser for at forstå, hvorfor life-coachen føler et åndeligt slægtskab med de blåblodede figurer.
Den første bølge af Disney-prinsessefilm skyllede ind mellem 1937 og 1959 med Snehvide og de syv dværge (1937), Askepot (1950) og Tornerose (1959), der alle skildrede passive (hvis ikke sovende) prinsesser travlt optaget af huslige gøremål, plotmæssigt suspenderet i drømmende forventninger om en prins. Prinsesserne fra denne første bølge er Angela Silverfox’ våde, antifeministiske drøm
Den første bølge af Disney-prinsessefilm skyllede ind mellem 1937 og 1959 med Snehvide og de syv dværge (1937), Askepot (1950) og Tornerose (1959), der alle skildrede passive (hvis ikke sovende) prinsesser travlt optaget af huslige gøremål, plotmæssigt suspenderet i drømmende forventninger om en prins. Snehvide skrubber fliser og synger: ”Jeg ønsker, den jeg holder af vil komme i dag,” husslaven Askepot ”drømmer kun ønskedrømme” og Tornerose betror til dyrene i skoven, at hun har mødt en prins i sine drømme.
Prinsesserne fra denne første bølge er med andre ord Angela Silverfox’ våde, antifeministiske drøm. De er smukke, husmoderlige og forfængelige – midt i gulvvasken finder Askepot for eksempel tid til at ordne hår og inspicere sit spejlbillede i en sæbeboble – og de bliver alle fundet af en mand med økonomi og status til at frigøre dem.
Egenrådige prinsesser
Den amerikanske forfatter og universitetsprofessor Jack Zipes har foreslået, at Disneys prinsessefilm får publikum til at ”længes nostalgisk efter omhyggeligt ordnede patriarkalske riger”. Måske er det den fortryllelse/forbandelse, Silverfox er under, når hun beskriver sig selv som en ”Disney-prinsesseromantiker”. Når hun sukker efter gamle dage med klare roller, hvor konen ”ordnede hjemmet, ungerne og lavede mad inden farmand kom hjem fra arbejde.”
Det er dog længe siden, tegnefilmsprinsesserne levede op til Silverfox’ idé om traditionelle kønsroller.
Anden bølge af Disney-prinsessefilm brød med prinsessen som tilskuer til sin egen historie. Den lille havfrue (1989), Skønheden og udyret (1991), Aladdin (1992), Pocahontas (1995) og Mulan (1998) introducerer egenrådige og selvhjulpne kvinder, der drømmer om mange ting, men ikke i udgangspunktet kærlighed.
Den unge Ariel forsømmer sine royale forpligtelser for at gå på eventyr, Belle nægter at blive den hypermaskuline Gastons ”lille viv”, Jasmin afviser resolut sine fars bejlere, Pocahontas vælger sin stamme frem for at følge John Smith og Mulan redder hele Kina. Modsat deres valsende forløbere sidder ingen af prinsesserne fra anden bølge deres skæbne overhørig:
https://www.youtube.com/watch?v=K08_gS2shfk
Fra prinsesse til heltinde
Ifølge eventyrforsker Rebecca-Anne C. Do Rosario kan udviklingen af Disneys prinsessefigur observeres i den måde, prinsesserne bevæger sig på: Fra første bølges hvirvlende ballerinaer til anden bølges atletiske helte, der forcerer mure (Jasmin), sejler ned af vandfald (Pocahontas) og surfer på laviner (Mulan).
Denne nyvundne maskuline adræthed kan betragtes som blot et nyt ideal om kropslig perfektion, som Disneys kvinder skal leve op til.
Her er den tredje bølge af nu primært computeranimerede prinsesser dog endnu et eksempel på, hvordan Disney fortsat udfordrer rammerne for karakteren. I Prinsessen og frøen (2009), To på flugt (2010), Modig (2012), Frost (2013) og senest Vaiana (2016) er prinsesserne sammensatte figurer, der kan være stædige og stolte (Merida), akavede (Anna og Vaiana), uerfarne om verden (Rapunzel) og følelsesmæssigt utilgængelige (Elsa).
Den tredje bølge af Disney prinsesser er frygtløse karakterer, der på forskellig vis undergraver erfaringen fra Disneys første film. I Prinsessen og frøen væmmes Tiana ved tanken om at kysse en frø for at blive prinsesse, Merida afviser lige ud idéen om ægteskab og Elsa forklarer sin søster, at man altså ikke kan gifte sig med en prins, man lige har mødt. Prinsesserne er blevet heltinder i deres egen historie.
Samtidig er de også frygtløse karakterer, der på forskellig vis undergraver erfaringen fra Disneys første film. I Prinsessen og frøen væmmes Tiana ved tanken om at kysse en frø for at blive prinsesse, Merida afviser lige ud idéen om ægteskab og Elsa forklarer sin søster, at man altså ikke kan gifte sig med en prins, man lige har mødt. Mest slående er Vaiana, hvori en potentiel love interest helt udebliver. Prinsesserne er blevet heltinder i deres egen historie.
Et feministisk mareridt
Der er, som man kan se, derfor intet Disney over Angela Silverfox’ reaktionære kvindesyn. Life-coachens opfattelse af både kvinder og Disney er håbløst forældet, fanget i skygger fra det 20. århundrede, hvor Tornerose stadig sover (lullet i søvn af spinderokken, et husholdningsredskab intet mindre), og Snehvide og Askepot fortsat skrubber gulve i håbet om drømmeprinsen.
Man kunne være fristet til bare at ryste på hovedet af den slags misforståede romantisering af traditionelle kønsroller, hvis ikke den var så farlig.
I tv-serien The Handmaid’s Tale, som vi tidligere har omtalt her på POV, skildres de brutale konsekvenser ved et samfund baseret på idéen om ”huslig feminisme”. Her har kommandanthustruen Serena Joy i opløbet til kristne fundamentalisters omvæltning af et moderne amerikansk samfund kæmpet for genkomsten af patriarkatet. Det har hun gjort gennem demonstrationer, taler og en bog med titlen ”En kvindes plads”.
Hvad Serena Joy dog næppe havde forestillet sig var, at realiseringen af et samfund baseret på huslig feminisme betød, at hun aldrig måtte deltage i offentligheden igen. Indespærret i sit eget hjem må hun og andre kommandanthustruer i stedet undertvinge fødedygtige kvinder, så de i fællesskab kan opfylde deres biologiske skæbne: At blive mødre.
I The Handmaid’s Tale er drømmen om traditionelle værdier og kønsroller blevet til virkelighed, og det er intet mindre end et mareridt.
Hvor Angela Silverfox insisterer på at identificere sig med den første generation af Disney-prinsesser, burde hun i stedet identificere sig med en kvinde som Serena Joy. En kvinde, der oprigtigt så det bedste i huslig feminisme, men fik det værste.
Selvom The Handmaid’s Tale opstiller et ekstremt scenarie, fungerer fortællingen alligevel som en vigtig advarsel mod den forvildede længsel efter ”gamle dage”. Hvor Angela Silverfox insisterer på at identificere sig med den første generation afDisney-prinsesser, burde hun i stedet identificere sig med en kvinde som Serena Joy. En kvinde, der oprigtigt så det bedste i huslig feminisme, men fik det værste.
https://www.youtube.com/watch?v=PJTonrzXTJs
Hovedfoto: Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
