
ANBEFALING – Dokumentarfilmen River Blue har skarpt fokus på modeindustriens katastrofale miljøforurening i tredjeverdenslande, skriver Nina Teisen. Det er både en styrke og en svaghed – nogle nuancer går tabt – men til gengæld står et stærkt og chokerende dokument tilbage om et globalt problem, vi let lukker øjnene for på lørdagens strøgture.
River Blue er ikke en film, man netflixer fredag aften med popcorn i sofaen for underholdningens skyld.
Den har vundet priser på flere af USA’s utallige independent filmfestivaler, ikke så meget for sin dramaturgiske værdi som for den chokerende sandhed, den sætter billeder og ord på.
Filmen er en dokumentar om den globale fast fashion-industri, der påvirker miljø og ferskvandsressourcer på katastrofal vis i de tredjeverdenslande, hvor produktionen af hurtig og billig massemode til det vestlige marked er stor.
Al Gore var med til at starte bølgen med miljøorienterede dokumentarfilm med An Inconvenient Truth. Genren har vokset sig større siden da, men filmene produceres fortsat ofte for ret små midler af små, idealistiske hold med en stærk agenda og hjertesag.
Det gælder også River Blue, men der ligger heldigvis også en ret stor professionalisme bag.
Filmen benytter sig af enkle men smukt filmede scener fra bl.a. Indien, Bangladesh og Kina, hvor ubehandlet spildevand fra både husholdninger og en gigantisk modeindustri sendes direkte ud i de floder og søer, hvor børn og voksne henter drikkevand, bader, leger og vasker tøj – lige ved siden af afløb fra garverier og farverier. Billederne er hjertegribende og deres enkelhed ganske bogstaveligt grusomt skønne.
Ansvaret mørkelægges
Det er en glæde at se den store brug af lokale eksperter, hvor miljøforkæmpere, journalister og advokater kommer til orde og påpeger de miljømæssige omkostninger med biologisk døde floder, og en lokalbefolkning, der båder arbejder i en dræbende industri med elendige arbejdsforhold og mangler rent drikkevand. De menneskelige lidelser rammer stærkt med billeder af alt for unge arbejdere og en sygdomsramt lokalbefolkning, der lider af hudsygdomme, kræft, åndedrætsproblemer som følger af forureningen.
Filmen rummer en stærk kritik af en vestligt initieret industri, der ikke påtager sig ansvar for lokale underleverandørernes produktion.
Jeg savner dog en påtale af lokale og nationale myndigheder, der hvor industrien og forædlingen finder sted. At lægge al skyld på industrien virker hurtigt billigt, når lokale myndigheder ikke konfronteres med den åbenbart totale mangel på lovregulering og kontrol.
Den manglende gennemsigtighed, regulering og myndighedsudøvelse gør det ikke blot svært for den almindelige forbruger at gennemskue, hvordan tøjet er produceret, men også for tøjbranchen selv
Som journalist er jeg udmærket klar over, at myndigheder udenfor vestlige demokratier kan være særdeles svære at få i tale, ligesom at der kort nævnes, at det ikke er normen at få adgang til at filme i fabrikker og produktionsområder. Det antydes også i filmen, at det er svært at få adgang og kontakt til producenter, og at flere af de lokale, unavngivne miljøforkæmpere udfører deres arbejde i mulm og mørke af frygt for egen sikkerhed.
Den manglende gennemsigtighed, regulering og myndighedsudøvelse gør det ikke blot svært for den almindelige forbruger at gennemskue, hvordan tøjet er produceret, men også for tøjbranchen selv. Dermed bliver en stor del af ansvaret mørkelagt, og det er problematisk.
Et stærkt og chokerende vidnesbyrd
Modeindustrien har uden tvivl et stort ansvar, som den ikke påtager sig , og River Blue cykler lidt rundt i de dårlige undskyldningers rundgang: modegiganter, der skyder skylden på samarbejdspartnere, som ikke lever op til den vestlige del af branchens etiske charters; lokale producenter, der fører skylden videre til opkøbere, som bare tager det billigste tilbud uden hensyn til lokalmiljø eller arbejdsforhold; og tavse myndigheder, der ikke sørger for ordentlige forhold og miljøreguleringer i en forurenende industri, men blot kigger på industriens indtægter.
River Blue er dog ikke en fuldstændigt deprimerende dystopi. Filmen peger også på udvikling af nye teknologier som løsningen på miljøproblemerne. Det er dog kun en mindre del af problemerne, der kan løses gennem smarte laserteknikker. Især der savner jeg et lidt større politisk udsyn; Bangladesh er eksempelvis ikke kun truet af miljøproblemer fra modeindustrien, men også af stigende vandstande og en kæmpestor fattig befolkning, der er dybt afhængig af at være verdens billige skrædder.
Fokus i filmen er holdt skarpt på vand, miljø og modeindustrien, og det er både en styrke og en svaghed – nogle nuancer går tabt, men til gengæld står et stærkt og chokerende vidnesbyrd tilbage om et globalt problem, vi let lukker øjnene for på lørdagens strøgture.
Netmagasinet Sustain Daily har arrangeret filmforevisning i Empire Bio i København d. 20/9 kl. 17.30 med mulighed for diskussion af filmen bagefter. River Blue kan også ses online fra 2018.
River Blue
Lanceringsdato: 2016 (Canada)
Regissører: David McIlvride, Roger Williams
Manus: David McIlvride
Kamera: Roger Williams
Producent: Roger Williams
Rollebesætning: Mark Angelo, Jason Priestley, Stuart Bunn,
Produktionsleder: Mark Angelo, Roger Williams
Topbillede fra filmen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her