Dengang Magasin du Nord udstillede japanere – hvordan vi ser, er ikke uskyldigt

af i Kultur/Liv & Mennesker

RACISME // SAMFUND – Hvad kan vi lære af de historiske menneskeudstillinger i dag, spørger professor Garbi Schmidt i denne artikel med udgangspunkt i Magasins ”Orientalske Udstilling” i 1917. Hvem bliver set på, studeret, gjort til skræmmende eller fascinerende objekter? Vores blik indeholder en magt, som vi langt fra altid er bevidste om. Hvordan vi ser, er ikke uskyldigt.

“Denne Verden er nu underlig. Hvad er det fx ikke for en bizar Tanke, at man skal gaa op på 4. Sal i Magasin du Nord, dersom man vil lære at forstaa den store Brydning mellem Østens og Vestens Kultur. Der er skrevet Reoler fulde af lærde, dybsindige, skarpe, aandrige Udtalelser om dette store verdenshistoriske Fænomen, men det er død Tale ved siden af denne tilfældige Udstilling i en Manufaktur-Butik.”

Således indledtes en artikel i BT, udgivet d. 6. marts 1917. Igennem de seneste år er vi blevet gjort opmærksomme på udstillingen af mennesker, ikke mindst kinesere, i både Tivoli og Zoologisk Have. I 2014 udgav Rikke Andreassen og Anne Folke Hemmingsen bogen Menneskeudstilling – Fremvisninger af eksotiske mennesker i Zoologisk Have og Tivoli, som ikke mindst viste, at udstilling af mennesker (nogle af dem, fx aboriginals, blev holdt i bure) var hverdagskost i en periode af Danmarkshistorien.

Fra 1870’erne og til 1910’erne blev der mindst afholdt 50 sådanne udstillinger i Danmark.

De danske menneskeudstillinger fik en ganske særlig bevågenhed med Jesper Wung Sung’s bog En anden Gren, som udkom i 2017, og som indlevende fortæller historien om forfatterens oldefar, som var en af de kinesere, som i 1902 blev udstillet i Tivoli.

Når vi ønsker at forstå fortidens menneskeudstillinger, forholder det seværdige og magten, sig ikke mindst til oplevelse af noget eksotisk, spændende og skræmmende

At mennesker blev udstillet i Danmark, er således ikke i sig selv en nyhed. Men at en sådan udstilling fandt sted så sent som i marts 1917 er en historie, som indtil videre er gået i glemmebogen.

En udstilling defineres i øvrigt ifølge Den Danske Ordbog som: ”[Et] arrangement hvor man for et (betalende) publikum fremviser en udvalgt række af seværdige genstande eller individer fx kunstværker, varer, husdyr eller kæledyr”.

Udstillingens formål kan være at oplyse, underholde, og tjene penge. Centralt er, at noget anses for at være seværdigt, og kan gøres seværdigt; at nogen kan udstille og nogen/noget blive udstillet – hvilket understreger et spørgsmål om magt. Når vi ønsker at forstå fortidens menneskeudstillinger, forholder det seværdige og magten, sig ikke mindst til oplevelse af noget eksotisk, spændende og skræmmende.

I 1917 anså man menneskeracer for at være fakta.  Måske det også er en af baggrundene for, at både historierne om de udstillede mennesker i Tivoli og Zoologisk Have – eller den i Magasin – så længe har været glemt. I samtiden blev der jo ikke set noget problematisk i den type udstillinger. Racelære og grundforestilling om den hvide races overlegenhed var tidens sandhed.

Det racialiserede magtforhold mellem beskuer og beskuet blev også understreget i artiklen fra BT, da direktøren for ”Imperial Japanese Artesian Association”, hr. M.S. Mishihu (som var truppens impresario) afslutningsvis blev tilskrevet følgende tanke: “Men Mr. Mishihu tænker det samme som vi: Hvem er den sejrende Race?”

Udstillingen alle burde se

Magasin du Nords interesse for det orientalske strakte sig længere tilbage end året 1917. Mellem 1898 og 1929 afholdt stormagasinet hvert år en ”Orientalsk udstilling” på Charlottenborg. Et trykt katalog præsenterede varer og priser, ægte tæpper, vaser, persiske skjolde og silkekimonoer.

Udstillingen af de syv japanere – fem mænd og to kvinder – i marts 1917 fandt dog ikke sted på Charlottenborg men i Magasin du Nords orientalske afdeling på 4. sal i bygningen på Kongens Nytorv.

Stormagasinet havde inden da fået kontakt med gruppen, som havde opholdt sig i Stockholm. Ifølge dokumenter fra Statspolitiet ankom de syv japanere med skib fra Malmø d. 4. marts kl 13:15.

Lederen af truppen fortalte på tysk politiet, at de var engagerede af Magasin du Nord til en udstilling af japanske varer. Dagen efter er politiet også i telefonisk kontakt med chefen for stormagasinets orientalske afdeling, som meddelte, at japanerne var engageret 2-3 uger, inden de skulle videre til Norge.

Interessen for japanerne var, ifølge dagspressen, stor. Én avis skriver således at ”Besøget var i Gaar meget stort, og det vil sikkert vokse dag for dag …”. Fascinationen over de ”smaa gule Mennesker ovre fra Mikadoens Rige i det fjerne Østen”, som det hed i en artikel fra Aftenbladet, var noget, aviserne greb fat i.

De udstillede var nogle, som alle burde se:

”I Magasin du Nords orientalske afdeling er der i disse Dage fremtryllet et levende Stykke Japan, som alle Kjøbenhavnske Damer skal op at se. I de nydeligste Idyller af Blaaregn og Kirsebærgrene, der snor sig gennem luftigt Sprinkelværk, sidder der fem Japanere og to Japanerinder, af hvilken den ene, Frk. Naka-San, selv i evropæiske Øjne er meget smuk. Det er ikke Dukker, det er rigtig levende Japanere, og de sidder ikke på Stade – de arbejder.”

At der i artiklen henvises til, at japanerne ikke er dukker og ikke sidder på stade er bemærkelsesværdigt. Ligeledes er fascinationen ved Frk. Naka-San, som gør sig gældende i andre artikler. Et længere interview med hende bringes således i Dagbladet d. 18. marts. At japanerne også set på som seksuelt tiltrækkende ”objekter” understreges også af en artikel om udstillingen i Nationaltidende d. 6. marts 1917:

”Damerne vil maaske særligt flokkes omkring Hr. Hirose. Herrerne – det gjorde de allerede i gaar – om Frøken Naka-San.”

Børnene, fremhævede artiklen, ville nok særligt flokkes om Hr. Nagano, ”der laver det mærkeligste Legetøj. Alt, hvad en Japaner frembringer af den Slags, har et uforklarligt fantastisk Skær over sig og er saare morsomt.”

Om de ni japanere blev mere end de 14 dage, som de var tiltænkt at være i Magasin du Nord, fortæller kilderne ikke noget om. At de blev set på med en blanding af fascination og nysgerrighed, et blik på det eksotiske som også indeholdt blikket på det erotiske; den anden som objekt, det afspejler de avisartikler, som blev skrevet om udstillingen ganske tydeligt.

Ligeledes er det tydeligt, at japanerne var nogle, som blev set på, iagttaget, studeret. Og blikket var, således som det fremhæves i en af avisartiklerne om de arbejdende japanske mænd:

[således] sidder de fem Herrer Japanere fuldkommen ligegyldige for Publikums Interesse. Det synes at være Luft for dem.

Racelæren forholdt sig også til den interne anden

Afslutningsvis er det værd at bemærke, at racelæren i Danmark ikke kun forholdt sig til forståede anderledesheder på tværs af landegrænser eller religiøse skel. Racelæren blev også brugt indadtil, til forståelse af (og fremhævelse) af skel i det danske samfund.

Et eksempel herpå er et studie af menneskeracer i Danmark, publiceret af Dr. Phil. H. P. Steensby i 1907, hvori forfatteren ihærdigt forsøgte at opdele udvalgte dele af befolkningen i racer. Steensby måtte i øvrigt konkludere det ”ejendommelige biologiske forhold, at befolkningen er sammensat af bastarder. Der er ikke tale om at dele den i 3 eller endnu flere grupper … alle nedstammer fra mere end en race, og mindst 19 af 20 bærer i deres legemsbygning umiskendeligt vidnesbyrd derom.”

Ideen om, at man via en kontrol af genetisk materiale i en befolkning kunne opnå en særlig renhed (fx ved at undgå, at nogle uønskede medlemmer fik børn), den såkaldte eugenik, var ganske fremtrædende i Danmark.

I 1920 fremhævede juristen og politikeren K.K. Steincke i Fremtidens forsørgelseslovgivning i Danmark racehygiejnen som nødvendig: “[E]thvert menneskeligt væsen skal have ret til den lykkeligst mulige tilværelse og skal, om fornødent, beskyttes og plejes. Kun i en henseende må samfundet være på sin post: Med hensyn til forplantningen…. Vi behandler undermåleren med al omsigt og kærlighed, men forbyder ham blot til gengæld at formere sig“.

Og hvad kan vi så lære af de historiske menneskeudstillinger i dag? Eller sagt anderledes: Hvem bliver set på, studeret, gjort til skræmmende eller fascinerende objekter?

Vores blik indeholder en magt, som vi langt fra altid er bevidste om. Hvordan vi ser, er ikke uskyldigt.


Foto:

Garbi Schmidt er professor i Kultur- og Sprogmødestudier på Roskilde Universitet. Hun har skrevet doktordisputats om Nørrebros Indvandringshistorie, og ph.d. afhandling om muslimske indvandrere i Chicago. Derudover er hun skønlitterær forfatter på forlaget Gyldendal, hvor hun debuterede i januar 2017 med den historiske roman Ebba. Skulle du have lyst til at donere til Garbis skriverier, er nummeret til MobilePay +45 27 24 38 09.

Seneste artikler om Kultur