amerikansk politi racistisk

Er amerikanske politibetjente racistiske?

i USA/Bøger af
RACISME I USA // BOGANMELDELSE – Hvorvidt amerikanske politibetjente er racistiske, er et spørgsmål, der på ny og med forøget intensitet rejses i forbindelse med den igangværende retssag mod George Floyds drabsmand. I en ny bog, “Tangled up in Blue”, er svaret “ikke generelt racistiske”. Men meget af politiarbejdet er socialt arbejde, som politibetjentene ikke er uddannet til, og i det hele taget er politiuddannelsen ikke god nok, vurderer forfatteren, juraprofessor Rosa Brooks, der selv blev politibetjent i Washington DC, før hun skrev bogen. Per Carlsen kan lide bogen, selv om den underspiller problemet med den magtfulde politifagforening, der gør det svært at holde betjente ansvarlige for uacceptable handlinger.

I disse dage starter retssagen mod den amerikanske politibetjent, Derek Chauvin, der kvalte George Floyd ved at presse sit knæ ned på hans hals i næsten ni minutter. Dette drab er blot ét i en lang række, hvor politibetjente dræber sorte uden selv at være i livsfare. Det rejser et mere generelt spørgsmål: Hvorfor dræber politiet i USA et uforholdsmæssigt stort antal af sine indbyggere (64 gange flere end i UK), hvoraf en stor del er unge sorte mænd?

Der er to meget forskellige hovedforklaringer på spørgsmålet, der, som vi har set i sommeren 2020, har delt USA i to lejre. Den første hovedforklaring, som udtrykkes af venstrefløjen, siger, at politiet fundamentalt set er voldeligt og racistisk, og at politiet viderefører politiets funktion under slaveriet og racediskriminationsperioden, Jim Crow, som går ud på at videreføre og opretholde den hvide majoritets ufortjente privilegier gennem undertrykkelse af minoriteter.

USA er fanget i en ond spiral, idet der skæres på uddannelse, sundhed og socialt arbejde, hvilket fører til øget kriminalitet, der fører til øgede udgifter til politiet, hvilket fører til yderligere nedskæringer på de øvrige udgifter

Den anden hovedforklaring, som udtrykkes af højrefløjen og mange politifolk, betragter politifolk som helte og ofre, fordi problemet er volden i det amerikanske samfund, hvilket gør politiets arbejde både besværligt og farligt (”Blue Lives Matter”) – især da hver amerikaner i gennemsnit besidder et stk. våben. Da unge sorte mænd begår et overgennemsnitligt antal forbrydelser, bringer det dem oftere i kontakt med politiet, og dette fører oftere til drab af de sorte. Selv om der er nogle bad apples blandt betjentene, som pletter politiets ry, så er det ikke fair at bebrejde politiet for at udføre deres farlige, dårligt betalte arbejde.

På en uventet måde er der nu lavet en næsten antropologisk analyse af politiarbejdet af juraprofessor Rosa Brooks i bogen ”Tangled up in Blue”, idet hun efter at have taget en uddannelse på politiskolen blev reservebetjent i Washington DC. Således skulle hun hver måned gøre tjeneste i 24 timer ved siden af sit normale job.

Juraprofessor og reserve-politibetjent

Rosa Brooks har en bemærkelsesmæssig baggrund. Hun voksede op i et meget venstreorienteret miljø og er datter af den socialistiske, feministiske aktivist og forfatter Barbara Ehrenreich (”Nickel and dimed”), der som følge af sine oplevelser med politiet betragtede politiet som fjenden og derfor mildest talt havde stor modstand mod datterens fritidsprojekt.

Desuden arbejdede Brooks under Obama i forsvarsministeriet med humanitær politik og besøgte en del brændpunkter som Irak, Afghanistan, Kosovo, Sierra Leone og Uganda, hvor hun havde talt med ofre og bødler og fik indblik i, hvad mennesker er i stand til at gøre mod hinanden.

amerikansk politi racistisk
Rosa Brooks: Foto: Wikimedia Commons

Hun giver ikke en egentlig velovervejet årsag til at søge ind til politiet, ud over at hun efter at være blevet en traditionel akademiker på Georgetown universitetet kedede sig og derfor søgte fornyet spænding i tilværelsen. Hun antyder også et behov for at skabe en identitet, som markerer sig i opposition overfor den dominerende mor. Det var først under tjenesten som politibetjent med de indsigter, det gav, at Brooks besluttede at skrive en bog.

Meget socialt arbejde for politiet

Rosa Brooks gjorde tjeneste i Anacostia, det fattigste og mest kriminelle politidistrikt i Washington DC. I dette kvarter er de sociale problemer massive, hvilket fører til en masse kriminalitet, der forøger de sociale problemer, således at der bliver skabt en ond cirkel. (Ifølge ACLU udgør de sorte 86% af de arresterede, men kun 47% af indbyggerne i DC).

Meget af politiarbejdet i kvarteret er mere socialt arbejde som eftersøgning af bortløbne børn, husspektakler, rusmiddelforgiftninger, osv. – opgaver, som betjentene ikke er uddannede til, og som i lige så høj grad kunne have været klaret af socialarbejdere. I en vis forstand kan man sige, at betjentene er samfundets skraldemænd, der skal rydde op efter de problemer, som det amerikanske samfund skaber.

Brooks afviser ikke, at der findes racistiske betjente, ’bad apples’, men hun mener, at grunden til at så mange betjente i en del tilfælde skyder først og spørger bagefter er, at de allerede på politiskolen nærmest hjernevaskes til at opfatte sig som i konstant livsfare

Brooks anfører, at politibudgetterne er for store, idet de i en del storbyer udgør den største udgiftspost. F.eks. brugte Oakland i 2017 41% af budgettet på politiet, men kun 30% på ”human services”, mens Baltimore bruger næsten dobbelt så meget på politi som på uddannelse. Brooks skriver, at USA er fanget i en ond spiral, idet der skæres på uddannelse, sundhed og socialt arbejde, hvilket fører til øget kriminalitet, der fører til øgede udgifter til politiet, hvilket fører til yderligere nedskæringer på de øvrige udgifter. Hun støtter implicit en delvis ’defunding’ af politiet.

En af Rosa Brooks’ konklusioner, som hun fremhæver, kun er baseret på hendes erfaringer fra DC og derfor ikke behøver at være repræsentative, er, at politibetjentene udfører et hæderligt arbejde, hvor de både beskytter borgerne og i høj grad hjælper individer og familier med problemer i deres hverdag.

Politibetjente er ikke generelt racistiske, men dehumaniserer nogle folk

Betjentene afviser ofte fnysende, at de skulle være racister, fordi de hovedsagelig arresterer sorte mennesker. De argumenterer meget rigtigt, at der jo stort set kun bor sorte i politidistriktet, og at deres arbejde er at håndhæve loven og gribe ind over for kriminalitet – som der er meget af i distriktet – og at beboerne ønsker meget politi, fordi de føler sig udsatte.

En betjent afviser, at han profilerer sorte. Tværtimod profilerer han hvide i kvarteret, for hvis de befandt sig der, var de sandsynligvis kriminelle. Højrefløjen har en pointe, skriver Brooks, idet kriminaliteten og mord udøves af sorte over for andre sorte, hvorfor mange sorte politikere går ind for en hård lov-og-orden politik for at beskytte lovlydige sorte borgere. Ofte er de individer, der i nogle tilfælde er udsat for en forbrydelse, i andre tilfælde udøvere af kriminalitet.

amerikansk politi racistisk

Og problemerne har tilsyneladende ingen ende. Dette bliver humoristisk og lidt kynisk udtrykt af en af Brooks (hvide) makkere, da de diskuterede, hvornår de skulle arrestere folk: Hvis de skulle håndholde loven, ville der snart ikke være flere tilbage i kvarteret!

Faren ved den daglige konfrontation med mennesker med sociale problemer og kriminel adfærd er, at betjentene udvikler kynisme over for beboerne, fordi de tilsyneladende ikke lærer noget. Derved kommer betjentene ofte til at dehumanisere beboerne – ”animals”, som en betjent betegnede dem som. Derfor hjælper det heller ikke at rekruttere flere sorte betjente, da de bliver påvirket på samme måde som hvide betjente og derfor agerer tilsvarende.

Politi-uddannelsen ikke god nok

Brooks afviser ikke, at der findes racistiske betjente, “bad apples”, men hun mener, at grunden, til at så mange betjente i en del tilfælde skyder først og spørger bagefter, er, at de allerede på politiskolen nærmest hjernevaskes til at opfatte sig som i konstant livsfare.

Det er paradoksalt, fordi der er andre jobs, der er farligere. For eksempel har taxachauffører en dobbelt så stor risiko for at blive dræbt på deres arbejde. At være politibetjent kommer ikke engang ind på top ti-listen af farlige jobs. Så selv om det faktisk er relativt ufarligt at være politibetjent, har betjentene opfattelsen af, at de hele tiden skal være på vagt, for de ved aldrig, om en forbryder eller en mentalt forstyrret person (som der er mange af) vil trække et våben (som der også er mange af) og skyde.

Der er skabt en sort underklasse, så den racemæssige undertrykkelse er i dag i lige så høj grad et klasseproblem, som sorte deler med hispanics og fattige hvide

Brooks giver på den anden side venstrefløjen ret i, at der er historiske, strukturelle årsager til problemerne i de sorte kvarterer – årsager, som betjentene ikke ser, fordi de er usynlige, og som de heller ikke undervises i på politiskolen, hvorfor Brooks har været idékvinde bag en reform af politiuddannelsen i DC.

Betjentene ser ikke, at kvarteret er overvejende sort, fordi tidligere årtiers politikker og gentrificering har tvunget sorte ud til mange andre dele af byen, hvor der stadig er billige lejligheder tilbage. I dag udgør de sorte under halvdelen af befolkningen af DC, hvor de for nogle årtier siden udgjorde over tre fjerdedele.

Betjentene ser arbejdsløsheden, der forårsager stofmisbrug og kriminalitet. Men de ser ikke de beslutninger, der førte til, at industrien flyttede ud af byen, og som placerede busser og undergrundlinjer, som gør det besværligt, tidskrævende og dyrt for beboerne at komme til de steder, hvor jobs befinder sig.

amerikansk politi racistisk
En anspændt situation ved Black Lives Matter Plaza, Washington, DC USA, i sommeren 2020. Foto: Wikimedia Commons

Ulighed er årsag til problemerne

De sorte amerikanere kæmper stadig med at overvinde århundreders racebaseret ulighed i uddannelse, beskæftigelse og sundhed, selv om der er opstået en sort middelklasse. Desuden er der ubevidste fordomme og stereotyper, der diskriminerer sorte på job- og boligmarkederne, og som straffer dem hårdere end hvide for de samme forseelser.

Endvidere har war-on-drugs ført til en kriminalisering af mange mindre forseelser, hvilket har betydet, at en stor del af de sorte mænd sidder i fængsel. Dette forværrer deres fremtidsudsigter, ødelægger familier og skaber problemer for den næste generation, dvs. endnu en ond cirkel.

Måske kan også udfaldet af retssagen mod Derek Chauvin give et fingerpeg om udviklingen

Der er skabt en sort underklasse, så den racemæssige undertrykkelse i dag i lige så høj grad er et klasseproblem, som sorte deler med hispanics og fattige hvide. Det er derfor i første omgang en løsning af fattigdomsproblemet, der skal til for at sænke kriminaliteten generelt, især i de sorte ghettoer. Det bliver nok meget svært, da det kræver store ændringer i den amerikanske samfundsstruktur, som republikanerne hårdnakket vil modsætte sig.

Racistiske bad apples og magtfuld politifagforening er en dårlig kombination

Selv om Rosa Brooks i sin analyse formår at forene aktør- og strukturniveauerne, så underspiller hun dog et strukturproblem, nemlig betydningen af den magtposition, som politibetjentenes fagforenings har. Den gør det næsten umuligt at få dømt betjente for overgreb, sådan som vi har set det i de senere år.

Endvidere er man senest i forbindelse med stormen på Capitol Hill blevet klar over, at en ikke ubetydelig del af korpset nærer sympatier for højreekstremistiske white supremacy-grupper og dermed er tilbøjelige til magtmisbrug over for den sorte befolkning.

Derfor må man nok også ændre på fagforeningernes magtposition, før man kan komme racismen indenfor korpset til livs. Men det kan blive svært, for politibetjentene har stor støtte i befolkningen og fra republikanerne. Desuden kan ’arbejd-langsomt’-aktioner eller skjult arbejdsvægring blandt betjente forøge kriminaliteten og gøre tilværelsen sur for borgerne, hvilket vil modvirke indsatsen for reformer.

Men Brooks har via sit program til en reform af politiuddannelsen forhåbentlig igangsæt en proces, der kan ændre på politibetjentenes indstilling til deres arbejde og måske resultere i færre drab på sorte! Måske kan også udfaldet af retssagen mod Derek Chauvin give et fingerpeg om udviklingen.


Rosa Brooks: ”Tangled up in Blue. Policing the American City”, Penguin Press, New York 2021


LÆS MERE I POV OM RACISME I USA HER


Topillustration: To politibetjente i den amerikanske hovedstad, Washington DC, d. 18. januar 2021. Foto: Wikimedia Commons

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Per Clausen (f. 1955) er cand. mag. I samfundsfag, geografi og psykologi og er vildt interesseret i alt, hvad der sker i hele verden. Derfor er han også en globetrotter, der har rejst på alle kontinenter for at udforske mange forskellige kulturer, og han kan godt lide at være i verdens brændpunkter. Derfor ærgrer det ham også, at han pga. covid-19 ikke kan overvære valget i USA. Per er kritisk over for de skiftende intellektuelle modestrømninger og -ismer og kan godt lide i debatter at spille Djævelens Advokat. Han har i mange år ernæret sig som gymnasielærer, men er i dag en fri fugl. Der ud over elsker han at se film - i biografen, hvor de naturligvis skal ses.

Seneste artikler om USA