God videnskab udfordrer vores viden

POV International 29.11.2018

KRONIK – På Nationalmuseet har vi netop genåbnet vikinge-afsnittet af udstillingen ’Danmarks Oldtid’. Tre udstillingsrum er blevet genskabt i et samarbejde med designeren Jim Lyngvild, hvor de kunstneriske fortolkninger står side om side med vores videnskabelige forklaringer. Grebet har givet anledning til heftig debat, som vi gerne vil være med til at nuancere.

Af Jeanette Varberg, Peter Pentz og Peter Vang Petersen. Museumsinspektører, Nationalmuseet

Hvad sker der mon, når kreativiteten får frit spil i spændingsfeltet mellem fiktion og fakta? Ja én ting er sikkert, det giver anledning til heftig debat. Den hilser vi velkommen, men debatten er ikke målet i sig selv. Vores mål har været at skabe et fælles fortolkningsrum, hvor gæsterne stilles ansigt til ansigt med forskningens centrale spørgsmål.

Vi forsøger at skabe en formidlingsform, der ikke lukker vores forskningsviden om sig selv. Hvor udvalget og udstillingen af genstandene er dybt forankret i den specialist-viden om perioden, som museet råder over. Men hvor vi samtidig forsøger at placere genstandene i et (fysisk og helt konkret) fortolkningsrum, hvor også den besøgende deltager i en løbende dialog om vikingetidens betydning – både som historisk periode og i samtiden. Derved bliver udstillingsrummet afsæt for en kollektiv refleksiv proces, som ikke stopper ved museets ydermure, men fortsætter efter den besøgende har forladt udstillingen.

Det er netop Jim Lyngvilds fantasifulde bud, som åbner op for diskussionen af, hvad vi egentlig ved om vikingerne. Det lægger vi på ingen måde skjul på, og hvis man absolut vil gennemtravle udstillingen for tidsmæssig inkonsekvens, så er man velkommen

Ved at invitere den besøgende indenfor i det maskinrum, hvor formidlingsprocessen skabes, opløses også adskillelsen mellem forskning og formidling. Hensigten med denne udstilling er således ikke at præsentere den besøgende for ‘død’ og endegyldig viden. Hvis vi har gjort vores opgave rigtigt, har vi snarere skabt en forskningsbaseret undren, som den besøgende kan bruge til at stille spørgsmål til sit eget liv og sin egen omverden. Og netop ud fra disse visioner om en anderledes museumsoplevelse, hvor en løbende refleksiv proces er indflettet i formidlingsformen, er vikingetiden oplagt som ramme. Som det har været tilfældet igennem hele sidste århundrede formår vikingetiden stadig at tale lige ind i sin samtid, men gennem stadigt nye spørgsmål, f.eks. omkring køn, magt, hierarki, æstetik, osv.

Hver generation har genfortolket vikingen, og det er ikke anderledes i dag end det var før i tiden. Det der imidlertid adskiller vores samtid fra andre perioder er, at vi nu bliver bombarderet med ikoniske billeder af vikinger fra tv-serier, som former vores forestillinger af vikingerne, men uden at vi nødvendigvis reflekterer over, hvad der er fakta og hvad der er fiktion. Med denne udstilling har vi forsøgt at åbne op for en inddragende proces, hvor sådanne spørgsmål og refleksioner får frit spil.

Jeanette Varberg har været garant for den overordnede præmis med udstillingen, hvor vi undersøger det fortolkningsrum, som ligger mellem fiktion og fakta, så det bliver formidlet klart til vores gæster. Peter Pentz har primært stået for det samlingsorienterede arbejde og teksterne, hvis centrale spørgsmål skaber en refleksiv spænding i forhold til billederne. Peter Vang Petersen gæsteoptræder i udstillingen med diskussionen af bersærkernes rolle i slutningen af jernalderen og den tidlige vikingetid. Vi stiller det længe tiltrængte spørgsmål: Om vikingerne i nogle tilfælde alligevel havde horn i hjelmen? Og vi har gjort det helt bevidst, netop fordi udstillingen i vores optik rejser relevante og inkluderende spørgsmål om, hvem vikingerne var og hvordan de så ud, hvor gæsten aktivt inviteres til at tage stilling.

Den opdaterede udstilling er et eksperiment, hvor vi udfordrer grænserne for, hvordan man kan formidle vikingetiden

Udgangspunktet for diskussionen i udstillingen om hvem vikingerne var, og hvordan de så ud, er en række billeder, der er skabt af en kunstner med noget på hjerte og som hele tiden har været udfordret af klare forskningsspørgsmål. Det har aldrig været hensigten, at udstillingens fotos skulle fungere som en arkæologisk rekonstruktion. Det ville have givet udstillingen en helt anden præmis, som ville kræve et langt større økonomisk råderum og planlægning end hvad tilfældet er. I den nærmeste fremtid planlægger Nationalmuseet en stor vikingetidsudstilling, hvor forskningsbaserede rekonstruktioner vil være et bærende element. Men før vi sætter det store skib i søen ville vi afprøve nogle eksperimenterende formidlingsgreb, hvor vi iscenesatte vikingerne i et kunstnerisk samarbejde.

Her har vi ladet Jim Lyngvild fabulere over vikingetiden samtidig med, at vi hele tiden har skelnet mellem, hvad der er kunstneriske fortolkninger, og hvad der er fagtekster. Udstillingen er en mindre opgradering af tre rum i Nationalmuseets oldtidsudstilling, og den er lavet for et meget begrænset budget. Både i kraft af vores vision med udstillingen og som følge af det meget begrænsede budget, kan den ikke sammenlignes med andre tidligere vikingeudstillinger, som har kostet meget store beløb og har været båret af radikalt anderledes forsknings- og formidlingsvisioner.

Den opdaterede udstilling er et eksperiment, hvor vi udfordrer grænserne for, hvordan man kan formidle vikingetiden. Den består af en række fotostater, vokshoveder og scenografi, som med et enkelt greb har forvandlet tre mindre og relativt anonyme rum til en æstetisk og sanselig oplevelse.

Udstillingens univers er skabt med et øje for, at det skal gøres inden for nogle klart definerede rammer. Jim Lyngvilds scenografi og fotos er hans bud. Ikke forskernes. Vi har stillet Lyngvild en række spørgsmål, som vi mener er vigtige at få diskuteret, og han er kommet med et kunstnerisk svar. Fiktion og fakta er i dialog i det fortolkningsrum, vi sammen har skabt. Det har fra starten været klart defineret, at genstandene, der ligger på ordnede rækker i glasmontrerne, skulle italesættes med brug af fiktionen. Det har altså aldrig været intensionen, at udstillingens fotos eller scenografi skulle kurateres af museets folk. Ud fra vores overordnede vision for udstillingen, fik Jim lov til at skabe sit scenografiske bud, som ligger inden for vikingetidens periodiske rammer med et greb ned til germansk jernalder.

Hvis vi ikke må eksperimentere i et museumsrum, så kører vi fast i intern fnidder uden visioner, og dermed mister vi relevans for den brede befolkning

Det er netop Jim Lyngvilds fantasifulde bud, som åbner op for diskussionen af, hvad vi egentlig ved om vikingerne. Det lægger vi på ingen måde skjul på, og hvis man absolut vil gennemtravle udstillingen for tidsmæssig inkonsekvens, så er man velkommen. Men så vælger man at se bort fra vores budskab både i indgangsteksten, i de diskuterende tekster undervejs og vores klare adskillelse af, hvad der er Jims fortolkning og hvad der er museets fagtekster.

Arkæologi og historie er ikke eksakte videnskaber og bliver det aldrig. Fortiden hænger ganske rigtigt i en tynd tråd af meget få fund, som vi klamrer os til. De bliver vendt, drejet og diskuteret generation efter generation, og der er stærke holdninger til, hvad tolkningen bør være. Og det er i virkeligheden grundessensen i god videnskab – også at udfordre det, vi ved, når vi inddrager fiktionen som et frirum for legende og kreativ fritænkning. At styrke de videnskabelige argumenter gennem en vægtig diskussion, driver forskningen frem. Men der skal også være plads til at trække forskningens verden ind i et fortolkningsrum, hvor vi giver et bud, som rækker ud over det, vi rent faktisk ved. På den måde får vi et udgangspunkt for både at diskutere i hvilken retning forskningen bør gå, og hvilken samfundsrelevans den har.

At inddrage en kunstner i formidlingen af videnskab er set før, og derfor har det overrasket os, at så mange har fokuseret stort set udelukkende på dette element af formidlingseksperimentet.

Debatten har også drejet sig om mange andre ting end selve udstillingen. Museerne står i disse år i en brydningstid, hvor nye tiltag og greb til stadighed skal udfordres og udforskes i vores afsøgning af, hvordan fremtidens museum skal se ud. Hvis man vil gå forrest i den proces, så kræver det et formidlingsmæssigt mod og en sårbarhed, mens forandringen udrulles. Men man skal også stå fast ved det, man har skabt. Hvis vi ikke må eksperimentere i et museumsrum, så kører vi fast i intern fnidder uden visioner, og dermed mister vi relevans for den brede befolkning.

Heldigvis har rigtig mange danskere vist, at historien også vedkommer dem. Både når de debatterer vores nye vikinge-eksperiment, og når de vælger at lægge vejen forbi Nationalmuseet for at give sit besyv med om den verden vi har skabt. Dermed ser det ud til, at museumsrummets aktualitet langt fra er udspillet – heldigvis.

Nationalmuseets udstilling ‘Mød Vikingerne’ blev anmeldt i POV d. 28. november af Søren Sindbæk. Læs anmeldelsen her.

Topfoto: Jim Lyngvild

POV International

POV er et uafhængigt journalistisk fællesskab med 100 skribenter og en platform med redaktionel frihed for eksperter og meningsdannere, der skriver om emner, de brænder for.