Den sorte søndag var en selvskabt klimakatastrofe, som ramte USA’s bønder

af i Historie/USA

USA // HISTORIE – I 1930’erne blev det sydvestlige USA ramt af en katastrofe. Dyrkningsmetoder havde ødelagt præriens fede muld. Tørke skabte derfor støvstorme, som gjorde hjem ubeboelige og slog husdyr og mennesker ihjel. Mere end 250.000 amerikanere opgav deres gårde og begav sig mod frugtplantagerne i Californien. Deres skæbner fik John Steinbeck til at skrive sit mesterværk Vredens druer for 80 år siden, og Woodie Guthrie skabte nogle af folkemusikkens fineste og mest socialt indignerede sange. En sort søndag smadrede et landbrugseventyr.

Kombinationen af kortsigtet naturudnyttelse og klimavariationer har før ramt os. Mest markant måske i 1930’ernes USA. Der er erfaringer at høste i historien om, hvordan USA’s regering reagerede, da naturen hævnede sig.

Den sorte søndag

Palmesøndag den 14. april 1935 begynder som en smuk dag i Oklahoma. Solen stiger op i klart vejr, og efter kirkegang tager mange familier på udflugt. De nyder formiddagen efter flere uger med kraftige støvstorme.

Efter frokost begynder det at blæse op fra nord, og i det fjerne rejser en skygge sig i horisonten. Vinden stiger på kort tid til stormstyrke, og skyggen vokser til sort, kilometer høj støvsky som nærmer sig med næsten hundrede kilometer i timen. Temperaturen falder, nogle steder mere end 20 grader på få timer.

Så rammer stormen. Lyset forsvinder, biler stopper på vejen og på de mange gårde galer hanerne, fordi de tror, det er nat. Støvet blæser så tæt, at man ikke kan se sine hænder, når man holder dem foran ansigtet; en kvinde fortæller senere, at hun ikke kan se telefonen i sin stue. Man kan kun trække vejret gennem et stykke vådt stof. I næsten en halv time er det så mørkt, at mange tror, den yderste dag er kommet. Fra det vestlige Kansas til Colorado, i Oklahoma og Texas samt dele af New Mexico rammer stormen.

Først i løbet af natten løjer stormen af, og mandag morgen betragter folk med vantro de mange skader. I husene ligger over en centimeter støv, og uden for er landbrugsmaskinerne begravet i store jorddynger. Stormen har på én, sort påskesøndag blæst mere end 300.000 tons landbrugsjord væk, dobbelt så meget som blev gravet væk for at skabe Panama kanalen. Regionen har fået sit navn: The Dust Bowl – støvskålen.

Dyrkningen af prærielandet

Staterne Oklahoma, Colorado, Kansas, Nebraska, Texas og New Mexico udgør i begyndelsen af det 20. århundrede ét af verdens største prærieområder, et sammenhængende område på 40 millioner hektar. Bisonen er væk, indianerne fordrevet og præriejorden bliver genstand for et storstilet opdyrkningsforsøg fra den føderale regerings side. Formålet er at kolonisere området og skabe produktion af hvede, som indbringer høje priser på verdensmarkedet. Tusindvis af tilflyttere, især nytilkomne fra hele USA strømmer til, lokket af billige jordpriser og statsgaranterede banklån. Volgatyskere fra Østeuropa, jordløse norske landarbejdere og fattige mexicanere, alle søger de den amerikanske drøm.

I starten ser alt lyst ud. Der pløjes dybt og præriens græstæppe fjernes. Hveden plantes i lange snorlige rækker. Der kommer tilstrækkeligt med nedbør, og kornet skyder op. Familierne låner penge af de lokale banker, som har regeringsgarantier i ryggen. Tiderne er gode; priserne på hvede skyhøje på grund af den afsluttede verdenskrig. Man køber moderne plove, nogle investerer i traktorer. Hveden er landbrugets svar på Henry Fords moderne bilfabrikker, og mange landmænd tjener op til otte gange så meget som de vellønnede arbejdere ved samlebåndet. Hvert år indvindes nyt land, og hvede plantes. Men pløjningen fjerner græslagets trærødder, rødder som holder på fugten og muldlaget i tørre tider. Den amerikanske drøm hviler på et løst grundlag.

Børskrakket

Det store børskrak den 29. oktober 1929 udløser en økonomisk depression. Verdensmarkedsprisen på hvede kollapser. I 1930 får landmændene en tiendedel af, hvad de fik for afgrøden i 1921. Det økonomiske grundlag for tusindvis af familier er næsten væk, men det bliver værre. Normalt falder der 500 millimeter nedbør om året i regionen, det samme som på Sjælland. Men i 1930 sætter tørke og stærke vinde ind, som gentager sig i de kommende år. Hvert år bringer et stigende antal storme. I 1932 hærger 14 støvstorme. I 1933 stiger antallet til 38 storme.

I 1934 anslås det, at 40 millioner hektarer landbrugsland er ødelagt eller stærkt eroderet. I april måned 1935 hærger støvstormene konstant. Flere års tørke har løsnet de øverste jordlag; millioner af tons udpint præriejord ligger løst og tilgængeligt for blæsten. Palmesøndag 1935 nærmer sig. 

Folkelig erindringskultur –Woodie Guthrie

Woody Guthrie, tidens mest berømte folkesanger og selv fra Oklahoma gav bitterheden og vreden form i sine Dust Bowl Ballads, sangene om Støvstormen, som blev optaget i 1960 og dermed bevaret for eftertiden.

Mærk rytmen i Woodies inciterende ”talking blues”, en stil som Bob Dylan senere kopierede i sin tidlige karriere.

Woodie Guthrie, Dust Storm Disaster:

On the 14th day of April of 1935,
There struck the worst of dust storms that ever filled the sky.
You could see that dust storm comin’, the cloud looked deathlike black,
And through our mighty nation, it left a dreadful track.

From Oklahoma City to the Arizona line,
Dakota and Nebraska to the lazy Rio Grande,
It fell across our city like a curtain of black rolled down,
We thought it was our judgement, we thought it was our doom.

The storm took place at sundown, it lasted through the night,
When we looked out next morning, we saw a terrible sight.
We saw outside our window where wheat fields they had grown
Was now a rippling ocean of dust the wind had blown.

It covered up our fences, it covered up our barns,
It covered up our tractors in this wild and dusty storm.
We loaded our jalopies and piled our families in,
We rattled down that highway to never come back again.

På dansk kunne en af Woodies sange lyde sån’ her:

Støvstormkatastrofen

Tekstoversættelse: Michael Clasen. Melodi: Woody Guthrie

I nitten tre og tred´ve en knastør sommerdag,
da kom den værste støvstorm og ramte som et slag.
Man kunne se den komme, idet den nærmed’ sig.
Den ødelagde alting, den mødte på sin vej.

Famil’jen den var samlet i ly for stormens jag.
Folk tro’de, alt gik under, at det var Dommedag.
Om aft’nen blev det værre.
Det vared´ natten lang.
Og næste morgen så vi
på vores undergang.

Der, hvor der før var marker med korn og bomuldsløv,
der så vi nu kun bunker af støv og atter støv.
Støvbunker lå til taget af lo og over hegn.
Støv sendte min familie afsted på landevej’n.

Vredens druer – fordrivelsen

Efter den sorte søndag i 1935 opgav mere end en kvart million amerikanere deres hjem. Deres historie er for altid fastholdt i John Steinbecks roman Vredens druer, som udkom i 1939 og blev filmatiseret af John Ford i 1940.

John Steinbeck har altid haft en særlig plads i mit hjerte. Nok fordi jeg allerede som barn fornemmede, at her var en forfatter, som altid stod på det godes side. Som holdt med de fattige, de undertrykte, de uformående. Som gav dem stemme og mobiliserede mine og andre læseres følelser på en måde, så man tænkte at verden måtte ændres til det bedre. Og at det kunne vi gøre sammen.

Mine første erfaringer med Steinbecks bøger var Dagdriverbanden, Et mægtigt gilde og En dejlig torsdag. Fantastiske fortællinger om en flok fordrukne hjemløse i Monterey, som lever et sorgløst liv ved Stillehavets kyst under den milde californiske sol. Senere kom andre af hans bøger til, Mus og mænd og ikke mindst mesterværket Vredens Druer, som denne tekst vil omhandle.

I romanen tvinges Joad-familien af stormene væk fra deres jord i Oklahoma. Som tusindvis af andre ’Okies’ må familien drage af sted for at søge arbejde som frugtplukkere i Californien. Undervejs på den ugelange og anstrengende rejse dør begge bedsteforældrene, og nogle af mændene forlader familien for at søge deres egen lykke. Tilbage er Ma Joad, en stout kvinde i halvtredserne, som forsøger at holde sammen på familien.

Familien er blot én af mange i den katastrofe af bibelske dimensioner, som romanen sætter ord på:

”Og de ejerløse, migranterne, strømmede til Californien, to hundrede halvtreds tusinde, tre hundrede tusinde. Bag dem rullede nye traktorer på jorden og landarbejderne blev tvunget væk. Og nye bølger var på vej, nye bølger af ejerløse og hjemløse, hårde, beslutsomme og farlige”  (Grapes of Wrath, min oversættelse).

Skurkene er bankerne, som nådesløst inddriver tilgodehavender og tvinger mennesker væk fra den jord, de i årtier har boet på. Den sociale indignation er dybtfølt, og kritikken af bankens metoder rammende. I Vredens druer handler forholdet mellem menneske og landbrugsjorden om følelser, ikke om økonomi og jura. Den halvtossede, midaldrende farmer Muley Graves udtrykker i filmen de bitre følelser over at være tvunget væk fra jorden:

”Vi blev født på den, og vi blev dræbt på den, døde der. Selv om den ikke er noget værd, så er den vores. Det gør den til vores – at være født der, at arbejde med den, at dø der. Det giver retten til den, ikke et papir med tal på” (min oversættelse).

Romanen og filmen formede flere generationers billede af perioden, men i disse år stilles der spørgsmålstegn ved John Steinbecks beskrivelser af det armod, der ventede migranterne i Californien, hvor de blev ofre for pengegriske og brutale frugtplantageejere. Historikerne påpeger, at langt de fleste migranter hurtigt fandt arbejde og blev en del af middelklassen, samt at de californiske frugtplantageejeres udnyttelse af de nytilkomne var undtagelsen snarere end reglen.

Genoprejsningen og operation Støvskål

Efter den sorte søndag vedtog regeringen under ledelse af præsident Theodore Roosevelt et genopretningsprogram, som skulle forhindre fremtidige erosions-katastrofer i landbruget. Mere end 20.000 hjælpearbejdere opførte læhegn, dæmninger og kunstige søer. I begyndelsen af 1940’erne var jorderosionen stoppet. Da havde 2. verdenskrig sat gang i samfundsøkonomien, og de fleste Okies og andre migranter havde skabt sig et nyt liv i andre stater.

I dag ligger store, ørkenlignende områder stadig ufrugtbare hen i The Dust Bowl. Andre områder er blevet gendannet som græsstepper i store nationalparker. Bevæger man sig rundt i parkerne er der kun ruinrester tilbage af de tusindvis af gårde, som støvstormene gjorde det af med.


Kilder og resurser

Artiklen er baseret på følgende kilder:

Timothy Egan: The Worst Hard Time: The Untold Story of Those Who Survived the Great American Dust Bowl

John Steinbeck: The Grapes of Wrath, bog/film

Woodie Guthrie: Dust Bowl Ballads: CD

Alle titler kan fås på www.amazon.co.uk

Personlige beretninger kan findes på: www.livingfarm.com


Denne artikel er baseret på en kronik i jysk-fynske mediers dagblade 6. maj 2019.

Foto: Dust storm Texas, 1936 Wikimedia Commons. 

Claus Agø Hansen er cand. scient. i kulturgeografi og har bibeholdt sin interesse for økonomisk geografi og geopolitiske problemstillinger. Han arbejder som uddannelsespolitisk rådgiver i HK/Privat. Dertil er han stifter af den litterære Salon Kapitola, som afholder litterære arrangementer og producerer podcasts med fokus på historiske, kulturelle og litterære emner. Han er er desuden skribent og forfatter til kronikker, artikler og fagbøger. Claus har 20+ års erfaring i krydsfeltet mellem politik, analyse og kommunikation.

Portrætfoto: Lisbeth Holten.

Seneste artikler om Historie