Lederne for to af verdens mest reaktionære organisationer mødtes fredag i lufthavnen i en diktaturstat. De to ledere, paven af Rom og patriarken af Moskva, var enige om fælles kamp mod fri abort og ligestilling af homoseksuelle, og præsident Putin har via sin talsmand udtrykt stor tilfredshed med mødet. Og det forstår jeg godt. Hvad jeg derimod ikke fatter, det er hvordan noget tænkende, fremskridtsvenligt og humant indstillet menneske kan se noget som helst positivt i denne begivenhed.
I Kristeligt Dagblad nærmest kurrer man af fryd; endelig er der nogen som tager religion alvorligt. Redaktionschef Jeppe Duvå skriver om et ”historisk højdepunkt”, et skridt til at hele det 1000 år gamle brud mellem øst- og vestkirken. Det er en påstand han naturligvis kun kan skabe mening i ved samtidig at udnævne Moskva-patriarken Kirill til ”langt den vigtigste, omend ikke den formelt øverste ortodokse leder”.
Det vil de nok betakke sig for i Kiev, Athen, Istanbul og alle mulige andre steder i verden, hvor der residerer ledere af uafhængige ortodokse kirkesamfund. Moskva-patriarken er hverken formelt eller uformelt leder for den ortodokse kirke. For sådan én findes ikke. Sandheden er, at Kirill kun anerkendes som leder af omkring halvdelen af verdens ortodokse troende. Især i Ukraine vil man gerne være fri for Kirill; det overvejende flertal af ortodokse i Ukraine anerkender ham ikke. De har enten deres egen patriark, eller også anerkender de paven i Rom – selv om de altså er ortodokse.
Til gengæld er Kirill da en vigtig mand hjemme i Rusland, idet han velvilligt har stillet sig til rådighed som en del af det åndelige fundament under et styre, der undertrykker homoseksuelle og foreløbig har invaderet to nabolande, holder dele af andre lande besat, regelmæssigt øver militære angreb på blandt andet Danmark og pt. med bomber prøver at holde diktatoren Assad ved magten.
Derfor er det reelt en umådelig diplomatisk sejr for Kreml, at paven mødes med Kirill. Det er sådan set alt, hvad der er i det. Og det hylder man så ud fra en ”økumenisk” tankegang; fordi man nu vil hele det gamle skisma mellem øst og vest.
Vorherre bevares.
Faktisk er en gåde for mig, at ”økumenisk” er blevet sådan et plusord. Troende mennesker slår knuder på sig selv for at ”føre dialog” med folk der står for det modsatte af dem selv. I Kirills tilfælde altså en mand, der står for aggression og imperialisme, og som har støttet invasionen af Ukraine – og som naturligvis også finder det helt i sin orden at bombe i Syrien.
Den russiske kirke spiller en større og større rolle for Kremlstyrets legitimering. Det er populært at hævde, at dette begyndte i 2012, da Putin vendte tilbage til præsidentposten. Det er bare ikke helt rigtigt, og påstanden er med til at understøtte den falske myte om Medvedev som en rar og vestvendt præsident, som holdes nede af onde Putin. I 2010, altså under Medvedev, vedtog Ruslands parlament at ”tilbagelevere” al kirkelig ejendom til den ortodokse kirke. I Kaliningrad fik det et helt bizart forløb, fordi man her “tilbageleverede” gamle tyske lutheranske kirker.
Moskva-patriarkatet er russisk imperialisme iført præstekåbe. Han er dermed en sær samtalepartner for pave Frans. Men jeg erkender da, at de to kirkeledere deler en række dybt reaktionære holdninger til abort, prævention og homoseksualitet.
Foto: Putin og Kirill. Af Kremlin.ru.
Kunne du lide, hvad du læste? Så er du velkommen til at dele historien. Du er også velkommen til at donere til fortsatte skriverier på Mobilepay +45 29 86 66 52. Det er helt frivilligt.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
