UKRAINE // REPORTAGE – Et dagligliv mellem luftalarmer og normalitet. En beretning fra den relativt fredelige vestlige del af Ukraine, et land i krig.
LVIV – I restauranten på Hotel Wien virker alt normalt. Fire kvinder i fyrreårsalderen drikker mousserende vin af højstilkede glas. De er velklædte. Stemningen er afslappet og fortrolig. Af og til bryder de ud i latter. Et andet selskab på syv personer har noget, der skal fejres. Der er vodka og Pepsi Cola på bordet. Latteren omkring bordet er endnu højere end hos de fire veninder.
Jeg sidder ved et bord for mig selv. Jeg har bestilt wienerschnitzel med svampesovs og kartoffelpandekage. Dertil en stor lokal fadøl. Rummets centraleuropæiske atmosfære og malerierne på væggene kan lede tankerne hen på den svundne tid, hvor Lviv var provinshovedstad i Galicien under det habsburgske dobbeltmonarki. Dengang byen hed Lemberg. Krigen synes langt væk. Den foregår længere østpå og længere sydpå. Eller gør den?
Forhøjet risiko
Jeg ved ikke helt, hvad jeg går ind til, da jeg flere timer tidligere sætter mig ind i en ældre Flixbus i Kraków med kurs mod Ukraine med stop undervejs i Lviv. Ingen har bedt mig om at tage til Ukraine. Det er ikke en bestillingsopgave, jeg udfører. Booking.com gør på sin hjemmeside opmærksom på, at der er en forhøjet risiko ved at rejse til Ukraine, men jeg vil gerne danne mig et indtryk af den relativt fredelige vestlige del af landet. Tale med befolkningen. Skrive en beretning om krigen, der ikke må glemmes. Det er, som om der er ved at opstå en slags Ukraine-fatigue i de vestlige medier.
I bussen, som er fyldt til sidste plads, er der næsten udelukkende ukrainske kvinder og børn. Ukrainske mænd har som bekendt udrejseforbud. Jeg sidder på bagsædet mellem to kvinder, den ene fra Odessa og den anden fra Ivano-Frankivsk, rejsens endemål. Kvinden fra Odessa, som kun taler ukrainsk, har ingen fast bopæl i øjeblikket, men bor forskellige steder i den vestlige del af Ukraine.
Her efterlades ingen tvivl: Ukraine er et land i krig. “Brave enough to be Ukraine” står der på en poster for sig selv
Ivanna fra Ivano-Frankivsk har studeret tysk og arbejder som skolelærer i de små klasser. Hun har oplevet lidt af hvert siden Ruslands angreb på Ukraine den 24. februar. Fx en traumatiseret elev på 6 år fra Mariupol, der har overværet sine forældre blive skudt og dræbt. Ivanna har lige været en tur i Østrig, hvor hun tidligere har studeret.
Grænsen mellem fred og krig
Efter tre timers kørsel på den perfekte, EU-subventionerede polske motorvej når vi den polsk-ukrainske grænse, som også udgør grænsen til EU. Grænsen mellem indenfor og udenfor. Grænsen mellem fred og krig. Der er kun 80 kilometer til Lviv, men ifølge planen skal vi først ankomme om fem timer. Hvad skal tiden bruges på? Tidsforskellen forklarer kun én time. Vi bliver bedt om at forlade bussen og aflevere vores pas til en polsk grænsesoldat. Vi får det tilbage ca. en time senere.
En lille pige begynder at græde, men passagererne begynder at grine. Den ukrainske chauffør, som er lidt af en spøgefugl, må have sagt noget morsomt. “Store piger må ikke græde,” oversætter Ivanna for mig. Det var nok måden, chaufføren sagde det på.
Nu den ukrainske grænsekontrol. Denne gang indsamles passene inde i bussen af en kvindelig soldat. Vi får lov til at forlade bussen. På grænsestationen er der opsat store posters med heroiske motiver fra Kharkiv, Mykolajiv, Mariupol etc. Her efterlades ingen tvivl: Ukraine er et land i krig. “Brave enough to be Ukraine” står der på en poster for sig selv.
Grænseformaliteterne tager i alt godt to timer. Ivanna sukker af lettelse, da vi passerer grænsebommen. Endelig hjemme! Jeg er mere betænkelig. For mig er dette ude. Den sidste del af turen til Lviv foregår på en slidt landevej. Ikke mere motorvej. Ivannas telefon har hele vejen fra Kraków med en plinglyd leveret notifikationer om de aktuelle luftalarmer i Ukraine.
På hendes app er de berørte områder markeret med rødt. Det skifter hele tiden. Undertiden er hele landet rødt. Jeg stiger af bussen ved hovedbanegården i Lviv, et imponerende nyklassicistisk byggeri fra kejserrigets tid, som ligger lidt afsides vest for byens centrum. Ivannas afskedsreplik: ”Jeg er sikker på, at du vil få et ’interessant’ ophold.” Anførselstegnene kan høres.
Skak og backgammon
Men alt synes normalt, da jeg forlader Hotel Wiens restaurant. En skøn aften. De smalle gader omkring markedspladsen, som i 1998 blev optaget på Unesco’s verdensarvsliste, emmer af sommerlig atmosfære. Folk i alle aldre fylder godt op på byens grønne områder. Der høres og spilles musik.
Teenagere benytter det store monument for Ukraines nationalskjald, Taras Sjevtjenko, som skateboardbane. Ældre mænd spiller skak og backgammon på bænkene langs promenaden, der udgår fra byens opera. Med lidt god vilje kan man næsten føle sig hensat til det gamle Østeuropa i kommunismens tid. Før nogen kunne forestille sig, at en vanvittig russisk diktator ville angribe sit eget broderfolk.
Der er (endnu?) kun få tegn på krig denne lune sommeraften i Lviv: Man ser enkelte soldater på orlov. Man ser sandsækkene foran rådhuset, og man ser, at mange af byens monumenter er pakket beskyttende ind, herunder monumentet for den polske nationalromantiske digter Adam Mickiewicz. Lviv, som på polsk hedder Lwów, har været polsk ad flere omgange. Senest i perioden 1918-1939. Ukrainsk tv dækker selvfølgelig krigen næsten nonstop, men Volodymyr Zelenskyj har følt sig foranlediget til nogle manende ord om, at de uberørte dele af landet ikke må glemme krigen.
Alarmen lyder
Næste formiddag. Alt synes stadig normalt. Jeg taler med tre unge mennesker fra Holland og England på en café i nærheden af markedspladsen: To kvinder og en mand. De udfører frivilligt arbejde for velgørenhedsorganisationen Siobhan’s Trust.
De hjælper den skotske iværksætter David Fox Pitt med at bage pizza, organisere dans og lege med ukrainske børn, der er ramt af krigen. Det har vokset sig så stort, at der må importeres massevis af frosne pizzaer fra Italien. Hver dag kører de nye steder hen i en 3,5 ton tung lastvogn.
Jeg spørger de tre hjælpearbejdere, om de har oplevet luftalarmer. Det har de. Hvad ville de gøre, hvis der kom en luftalarm lige nu? Jeg ville stille og roligt spise færdigt og opsøge det nærmeste beskyttelsesrum, svarer den unge mand fra England.
I kirken synges der langs bænkerækkerne. Er dette virkelig et beskyttelsesrum? I tilfælde af et angreb ville der opstå et inferno af glasskår. Nu lukker kirken i øvrigt også for i dag, får vi at vide
Kort tid efter – klokken 10.19 – lyder alarmen. Gentagne sirenelyde og en myndig højttalerstemme, der beder folk om at søge beskyttelse. Jeg ser mig omkring. Ingen panik. Folk tager det helt roligt. De har oplevet det før. De russiske missiler plejer at have andre mål end Lviv, hvor der foreløbig kun har været ét dødeligt angreb: Den 18. april, påskemorgen, døde seks mennesker – herunder et barn. Målet for angrebet dengang var angiveligt et logistisk centrum.
Jeg følger strømmen hen mod Rådhuset, hvor kælderen er indrettet som beskyttelsesrum. Her sidder vi på bænke i lange rækker de næste to timer. Rådhusets aktiviteter fortsætter: Der holdes møder bag ophængte tæpper. To kvinder fra den kommunale hotline arbejder foran deres kældercomputer og -telefoner. Også de almindelige borgere er aktive med computere og mobiltelefoner. Der er udmærket wi-fi-forbindelse.
Pludselig begynder folk at forlade kælderen. Alarmen er overstået. Folk har set det på deres app, før nye, gentagne sirener og den myndige stemme officielt afblæser alarmen. Gaderne omkring markedspladsen fyldes igen med mennesker.
Snart efter erfarer vi, hvor de russiske krydsermissiler, affyret fra ubåde i Sortehavet, ramte denne gang: Vinnytsia i det centrale Ukraine. 24 mennesker døde. Det er svært at få øje på en militær begrundelse for dette missilangreb. Det ligner en ren terrorhandling. Kunne det samme ikke ske i de pittoreske gader omkring markedspladsen i Lviv?
Men folk tager det også roligt ved den næste luftalarm den følgende aften ved 20-tiden. Mange fortsætter deres gøremål eller bliver siddende ved cafébordene. Rådhuset er lukket, så jeg må finde et andet sted at søge ly. Jeg slår følge med Drew fra Texas, som også bor på Hotel Wien, hvor kun få værelser er belagt.
Drew, som underviser i historie på et gymnasium i Kraków, er taget til Lviv for at levere varer til sin ukrainske kones familie. Vi forestiller os, at der nok kunne være et beskyttelsesrum under operaen. Det er der ikke. Vi henvises til Jesuiterkirken, Peter og Paul Katedralen. I kirken synges der langs bænkerækkerne. Er dette virkelig et beskyttelsesrum? I tilfælde af et angreb ville der opstå et inferno af glasskår. Nu lukker kirken i øvrigt også for i dag, får vi at vide.
Nogle af de største helte er de buschauffører og det togpersonale, der har gjort dette muligt
Det officielle beskyttelsesrum viser sig at være skolen lige ved siden af. Skole Nr. 62, som den hedder i traditionel østeuropæisk stil, er åben døgnet rundt. Den fungerer også som indkvartering for flygtninge. Lviv er et knudepunkt for både interne flygtninge og ukrainere, der vil videre til Polen. Mod forevisning af pas kan de få gratis bustransport til Warszawa og andre polske byer.
Alarmen varer ca. halvanden time denne gang. Mange går op i skolegården for at trække frisk luft af og til. Jeg snakker lidt med skolens pedel, som står ved trappen. Han har lært lidt engelsk på en rejse til Chicago. Når han skal udtrykke sin mening om Vladimir Putin, gør han det dog bedst med gestik og kropssprog: Med hænderne illustrerer han en kvælning.
Forventer sejr
Det er meget let at komme i kontakt med befolkningen. Folk vil gerne tale med den mærkelige dansker, der er på besøg i byen, mens landet er i krig. Jeg fornemmer en vis stolthed over min interesse for byen, landet og krigens gang. Mange roser mig spontant for min ”mission”, fx et ungt par fra Kharkiv, som har søgt ly for deres sønderbombede by hos venner og bekendte i Lviv.
Sproget er ingen hindring af betydning: Mange – især de unge – kan noget engelsk. Pludselig får jeg også glæde af det kursus i polsk, jeg fik, da jeg aftjente værnepligt som sprogofficer under Den Kolde Krig. Den polske indflydelse i Lviv mærkes stadig, selvom en stor del af befolkningen efter Anden Verdenskrig blev tvangsforflyttet til Wrocław (Breslau).
Hvordan ser beboerne i Lviv på krigens udvikling? De unge, jeg taler med, synes mest determinerede. De forventer – kort fortalt – en sejr over Rusland. Så hurtigt som muligt og uden afståelse af ukrainske territorier. Naturligvis med vestlig hjælp.
”Rusland er en terrorstat”, siger en ung mand i korte bukser – og gentager dermed Zelenskijs ord efter missilangrebet på Vinnytsia. Den unge mand er del af en gruppe historiestuderende fra hele Ukraine, som holder sommerseminar i Lviv. Jeg møder gruppen foran Sjevtjenko-monumentet, hvor de netop skal begynde på en byvandring.
Danylo og Petro, to unge datalogistuderende ved universitet i Lviv, er helt på samme linje: Krim-halvøen, som blev annekteret af Rusland i 2014, skal tilbageføres til Ukraine. Som studerende behøver de endnu ikke selv at stå til rådighed. I lighed med ældre mænd og fædre til mindst tre børn. Jeg møder Danylo og Petro ved en patriotisk event i centrum af Lviv, hvor en række ukrainske popmusikere optræder. En af sangerne optræder i blå-gul dragt – og har tilmed indsvøbt sig i det ukrainske flag. Patriotismen er tydelig overalt.
En ældre kvindelig turistguide, som jeg møder foran operaen, ser lidt anderledes på krigen end de fleste af dem, jeg taler med. Men et resigneret smil erkender hun på en blanding af polsk, ukrainsk og engelsk, at Ukraine nok kommer til at se anderledes ud i fremtiden.
Lviv sidder i kroppen
Efter tre intense dage lakker mit ophold i Lviv mod enden. Det har været en surrealistisk blanding af foruroligende luftalarmer og forbløffende normalitet. Overalt har jeg kun mødt stor venlighed. Jeg håber, at Putin – trods en brutal russisk krigsførelse – undlader at gøre Lviv til genstand for nye missilangreb. Det ville være rendyrket terrorisme.
Lige nu er min egen største bekymring, om jeg kan regne med min bus tilbage til Kraków kl. 12.45. Hvad nu hvis endnu en luftalarm kommer i vejen? På den anden side har den kollektive trafik i Ukraine forbløffende nok fungeret under hele krigen. Nogle af de største helte er de buschauffører og det togpersonale, der har gjort dette muligt.
Jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvad nu hvis der også kommer luftalarmer her? Eller det, der er værre?
Min bus, som er startet samme morgen i Ivano-Frankivsk, ankommer til banegården i Lviv til tiden. Igen en bus fyldt med ukrainske kvinder og børn. Vi når først frem til Kraków om aftenen med en times forsinkelse. Grænseformaliteterne tager endnu længere tid denne gang. En flere kilometer lang kø af lastbiler, linet op langs vejkanten tæt på grænsen, bidrager formentlig til forsinkelsen.
Samme aften fejrer jeg min tilbagevenden til EU med et godt måltid mad i Hotel Polonias restaurant. Bagefter går jeg op til det store torv i Krakóws gamle by. Det er lørdag aften. Der festes i sidegaderne. Min oplevelse af tre luftalarmer i Lviv sidder dog stadig i kroppen. Jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvad nu hvis der også kommer luftalarmer her? Eller det, der er værre?
Læs mere om Ukraine og om de nyeste udviklinger i krigen – i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
