De skal høre en hel del – de der mennesker i det offentlige

i Danmark/Featured/Kultur & Medier/Politik & Samfund af

OK18 KOMMENTAR – De er læger, lærere, sosu-assistenter eller renovationsarbejdere. De lapper dig sammen på sygehuset, lytter til dine børn og lærer dem alt det, du ikke har fattet, ligesom de sørger for, at der er en vej, når du kører på job. Mange påtager sig opgaverne til en jammerlig løn, men får masser af dårlig omtale til gengæld. Og nej, de leverer ikke ”vækst”, hverken på ”den korte eller lange bane”, men det er nok fordi, hele den offentlige sektor er underlagt årlige besparelser, skriver Sebastian Dorset, der har fået nok af at høre på sangen om offentligt ansatte som dovne nasserøve.

Nu er jeg ikke typen, der griner af andre menneskers ulykke. OK, jeg har set et enkelt samråd med Inger Støjberg i ny og næ, men det kan man jo kamuflere som en interesse for de flossede rester af vores demokrati. Jeg kan til gengæld ikke skjule, at det gør fysisk ondt i mig at se ”Klovn”, fordi den dér pinlighedshumor får det til at krympe sig i mig på vegne af de involverede.

Det burde samrådene så også gøre, men de er lettere at se til ende, fordi persongalleriet er mindre realistisk.

År for år tvinger man de offentligt ansatte til at løbe hurtigere og hurtigere, og lave flere og flere fyrede kollegers jobs, forklædt i noget forblommet gøgl om at være mere effektiv og ”fleksibel” og onlinedigitale, på en iPad-agtig måde

Så nu er det altså understreget: Det her er ikke et forsøg på at slå på mennesker, der ligger ned, men bare et tankeeksperiment:

Forestil dig, at en journalist var gået hen til en af de 93 medarbejdere herunder 29 journalister, som Berlingske onsdag meddelte, man ville fyre, eller måske til deres tillidsmand, og havde spurgt, om de dér journalister ikke også har haft det ALT for godt, alt for længe? Om de ikke havde et ansvar for, at avislæserne fik deres produkt så billigt som muligt, og om det ikke bare var rimeligt, at de også tog ansvar i en presset økonomi?

Det kunne man selvfølgelig ikke forestille sig, eftersom journalister, forståeligt nok, har det lidt stramt med, at journalister bliver fyret.

Men så skift eksemplet ud med nogle slagteriansatte, hvis jobs lige er flyttet til Polen.

Kunne pressen ikke passende minde dem om, at de lige skulle tænke lidt på, at vi danskere altså elsker billigt svinekød, og at bønderne jo skal have mest muligt for deres penge, og at udflytningen nok ikke var sket, hvis de havde været lidt fleksible med at arbejde længere tid for færre penge?

Den situation har jeg også lidt svært ved at forestille mig. Man forlanger ikke den form for samfundssind af andre end offentligt ansatte.

De skal til gengæld høre en hel del, de der arbejder i ”det offentlige”. En samlebetegnelse, vi bruger om nogle mennesker, der af vidt forskellige årsager er havnet i nogle vidt forskellige jobs, der som det eneste har til fælles, at de bliver lønnet af vores fællesmidler. Og dermed åbenbart udelukkende er en udgift, når de knokler løs i deres dårligt lønnede, nedvurderede, frynsegodeforladte jobs. I hvert fald for visse typer.

Og når de offentligt ansatte så forsøger at sætte foden ned og forklare, hvordan de er ved at blive mast under det evigt voksende pres, så fremstiller man dem som nogle nøjeregnende nasserøve, der sidder og tæller timer

Typer, der mestrer strategien med at urinere i andre folks intimsfære, og derefter italesætte det ubehag, disse tistilsøledes menneskers odør fremkalder i deres nu langt mindre trængende kroppe: År for år tvinger man de offentligt ansatte til at løbe hurtigere og hurtigere, og lave flere og flere fyrede kollegers jobs, forklædt i noget forblommet gøgl om at være mere effektiv og ”fleksibel” og onlinedigitale, på en iPad-agtig måde.

Og når de offentligt ansatte så forsøger at sætte foden ned og forklare, hvordan de er ved at blive mast under det evigt voksende pres, så fremstiller man dem som nogle nøjeregnende nasserøve, der sidder og tæller timer.

Ja, nu er det slet ikke humoristisk. Det kan jeg da godt mærke, men nogle gange bliver man nødt til at pointere idiotien, for at man kan leve med den, og når jeg læser kommentarer om, at de offentlig ansatte ikke ”leverer” noget, eller er en udgift, så får jeg så ondt af de (offentlig ansatte) skolelærere, der har hængt på de sprogmishandlende tumper i ti-fjorten år, afhængig af, hvor ofte, de skulle gå en klasse om.

Den logik er i hvert fald kun tilgængelig for de kognitivt allermindst bemidlede: Er en taske bare en nasserøv, der har klamret sig fast om din bærbare? Udøver du velgørenhed, når du giver din mekaniker penge for at fikse din bil, eller er det tyveri, når du er tvunget til at købe tøj, så du ikke kommer nøgen på arbejde?

Vi har offentligt ansatte, der påtager sig det, til en jammerlig løn, men masser af dårlig omtale til gengæld. De lapper også dig sammen, lytter til dine børn, lærer dem alt det, du ikke har fattet, og sørger for, at der er en vej, når du kører på job

Det vil de færreste (forhåbentlig) mene, men hverken tøjet, tasken eller dit køretøj er en del af det arbejde, du får penge for, med mindre, du er en form for myldretidstrafik-mannequin. På samme måde, som du slipper for at blive dømt for sædelighedslovsovertrædelser, når du er iført tøj på dit job, så slipper du for at skulle passe dine pårørende, når de er syge og kan gå på arbejde i stedet.

Fordi vi har offentligt ansatte, der påtager sig det, til en jammerlig løn, men masser af dårlig omtale til gengæld. De lapper også dig sammen, lytter til dine børn, lærer dem alt det, du ikke har fattet og sørger for at der er en vej, når du kører på job.

At påstå, de ikke leverer, fordi du og din nærigrøvethed har bragt systemet tæt på kollaps er definitionen på en cirkelslutning. Nej, de leverer ikke ”vækst”, hverken på ”den korte eller lange bane”, men det er nok, fordi hele den offentlige sektor er underlagt besparelser hver eneste år.

Hele opslugtheden af at tjene penge, som det eneste saliggørende, ville kvalificere til en psykose, hvis det omfattede ethvert andet objekt: ”Vi skal lytte til min nabo i debatten, for han har skaffet sig utroligt mange forskellige reklametændstikæsker”. ”Vi skal have respekt for dem, der tager en chance, og dedikerer deres liv til at samle hollandsk fajance”.

Man KUNNE jo også indse at det offentlige er fuld af hårdtarbejdende mennesker, der laver alt det, vi andre ikke orker. Og huske at man ikke får rabat i hverken Super-Brugsen eller på boligmarkedet, bare fordi ens arbejdsgiver er en kommune

Jeg skal da ikke være for fin til at minde om, at den siddende statsminister var en af de mange, der var en stor beundrer af Stein Bagger. Fordi han genererede penge. Så betyder det i liberale kredse mindre, om formuen er fremkommet ved at udrette noget samfundsnyttigt. Jeg kan på den anden side ikke huske sidste gang en sosu-assistent kostede samfundet milliarder og skubbede andre mennesker ud i fallit og fortvivlelse.

Hvis pressen har tænkt sig at dække politiske emner med en forsimplet ”kan det betale sig”-logik, der ikke bare er lånt fra den borgerlige fløj, men decideret leveret i øresneglen, så burde man i det mindste være konsekvent og behandle alle på samme måde. Man KUNNE jo også indse, at det offentlige er fuld af hårdtarbejdende mennesker, der laver alt det, vi andre ikke orker. Og huske at man ikke får rabat i hverken Super-Brugsen eller på boligmarkedet, bare fordi ens arbejdsgiver er en kommune.

Topillustration: Billede fra Dansk Sygeplejeråds officielle Facebook-side.

Sebastian Dorset (født 29. september 1970 i Aalborg) er standupkomiker, foredragsholder og skribent. Dorset blev student fra Odense Katedralskole i 1990 og debuterede som standupkomiker i 1995 på Britannia i København. Han er uddannet journalist fra DJH i 1997. I 2003 medvirkede han i standuptourneen Fem på flugt med Mikael Wul Mikael Wulff, Omar Marzouk, Lasse Rimmer og Carsten Bang. Har flere gange deltaget i TV2 Zulu programmet Stand-up.dk. Han har medvirket i det årlige standupshow til fordel for Unicef, Talegaver til Børn i 1997 og i årrækken 2003-2008, hvor han var vært sammen med Anders Fjelsted i 2006. Fra 2003 til 2007 var han bagsideskribent på gratisavisen Urban. Fra 2003 til 2009 arbejdede han som redaktør på DRs satireredaktion Tjenesten, der sendte på både P3 og DR2. Sebastian Dorset blev brugt som vært på 6'erens komiske talentshow "Danmarks næste Comedy-stjerne". Han har desuden skrevet materiale til Mette Lisby, Jarl Friis Mikkelsen, Jan Gintberg og Tobias Dybvads program Dybvaaaaad! på TV 2 Zulu, ligesom han i 2008 var medskribent på taler for Villy Søvndal (SF). Hvis man vil honorere Sebastian for hans arbejde på POV kan man donere til ham på hans Mobile Pay: 22 13 11 62

Seneste artikler om Danmark