FOLKEDRAB // BAGGRUND – 30 år efter folkedrabet i den østbosniske by, Srebrenica, er den politiske situation i landet spidset til med en intensitet, der er kommet bag på de fleste. Frygt, benægtelser, et internt våbenkapløb og en politisk jordskælvsmåler, der ofte bliver sat ud af drift af det internationale samfund, er det nye normale. POV International har talt med den bosniske forsker Ehlimana Memišević om situationen.
På en café i nærheden af Zelenih Beretki gaden i Sarajevo en marts-aften i 2019 ligger der en avis opslået på bardisken. Stemningen er lidt, som hvis du var gået ind i en dansk ejet bar i udlandet dagen efter fodboldholdet havde vundet en sejr.
Aviserne ville juble det ud på forsiden, og man forestiller sig caféejeren lægge en opslået avis på bardisken, så alle kunne se forsiden i det øjeblik, de trådte ind fra gaden.
Overskriften på avisforsiden betyder ‘livstid’. Manden på fotografiet er den bosnisk-serbiske politiker Radovan Karadžić
Denne gang viser forsiden dog ikke noget sejrsbillede, men derimod en ældre mand, der ser ned. Han fremstår træt og opgivende. Det er som om kropssproget signalerer, at kampen er tabt.
Overskriften på avisforsiden betyder ‘livstid’. Manden på fotografiet er den bosnisk-serbiske politiker Radovan Karadžić. Han var præsident for den selvudråbte version af Republika Srpska (RS), der eksisterede under krigen i Bosnien, der varede fra 1992 til 1995.
I 2016 blev han af den Internationale Krigsforbryderdomstol idømt 40 års fængsel for blandt andet folkedrabet i Srebrenica i det østlige Bosnien i dagene omkring 11. juli 1995 – for netop 30 år siden.
Karadžić appellerede dommen, men appellen blev afvist. I stedet øgede domstolen straffen til livstid. Dette blev meddelt fra Haag dagen før, i løbet af hvilken jeg tilfældigvis havde taget den tre timers køretur fra Sarajevo til netop Srebrenica.
Ny frygt
Ehlimana Memišević er lektor ved det Juridiske Fakultet på Sarajevo Universitet. Hun forsker i bl.a. folkedrab og har i magasinet Just Security netop udgivet artiklen Bosnian Serb Separatist Leader’s Defiance of Arrest Warrant Stirs Wartime Memories: “bosnisk serbisk seperatistleders trods over for arrestordre vækker krigsminder.”
Lige nu er hun på forskningsophold i Michigan. Vi mødes på en Zoom-forbindelse for med afsæt i hendes artikel at tale om den aktuelle situation i Bosnien. Jeg starter med at spørge Memišević til hvordan situationen efter hendes vurdering er i Srebrenica-området lige nu.
”Frygt” er et af de første ord, der dukker op.
”Srebrenica-kommunen har i flere år haft en borgmester, der er serbisk nationalist. Benægtelser af folkedrabet og glorificering af gerningsmændene er derfor nærmest blevet en normalitet. Der har også været situationer, hvor det fra officiel side bliver påstået, at ofre fra folkedrabet lever i bedste velgående i Tyskland.”
Memišević tilføjer, at der også har været flere eksempler på serbiske “fejringer” i bl.a. byen Visegrad i RS. Med disse “fejringer” markeres oprettelsen af den dengang selvbestaltede Republika Srpska, hvilket skete 9. januar 1992.
Ved den seneste blev Ratko Mladic, som også er krigsforbryderdømt for hans rolle som arkitekt bag folkedrabet, hædret samtidigt med, at den tætte forbindelse mellem Putins Rusland og den nuværende præsident for RS, Milorad Dodik, blev fremhævet.
Man kan argumentere for, at datoen på mange måder markerer en begyndelse på den bosniske krig og ultimativt kulminerer med etnisk udrensning af ikke-serbere og folkedrabet på bosniske muslimer i RS-området. Det ironiske er, at fejringerne er forbudt ved lov i Bosnien, men det er i flere år blevet ignoreret i RS.
Memišević uddyber:
”Frygten særligt blandt bosniakker i Republika Srpska er steget betragteligt i de senere måneder, efter Dodik i foråret 2025, kundgjorde sin intention om at genoprette en etnisk ren bosnisk serbisk hær”.
Og der er en forklaring:
”Det var dele af denne hær, der under krigen under ledelse af bl.a. Radovan Karadžić udførte folkedrabet i Srebrenica samt den etniske udrensning i det østlige Bosnien i det område, der i dag udgør Republika Srpska.”
Billeder fra Potočari
Når historier, der handler om folkedrabet i Bosnien dukker op i medierne, er de billeder, som vi ser faktisk sjældent fra selve Srebrenica by, men derimod fra en mindre landsby få kilometer væk, der hedder Potočari.
Landevejen skærer igennem dalen, hvor Potočari ligger. På den ene side af vejen ligger den slidte batterifabrik, hvor 200 hollandske FN-soldater havde base under krigen. I 1993 blev Srebrenica erklæret et sikkert område af FN for at beskytte særligt bosniakker i området.
Det blev dog aldrig håndhævet med tilstrækkelig militær styrke, for i juli 1995 blev byen rendt over ende af bosnisk-serbiske styrker.
Mange tusinder af områdets muslimer, der havde søgt tilflugt i Srebrenica, flygtede videre til FN-basen i håbet om her at finde beskyttelse under det internationale samfunds lyseblå vinger. Men de tog fejl.
DNA-identifikationen af ofre har taget årtier og stadig er i gang, og at det ikke er unormalt at der bliver identificeret rester fra ét lig i flere forskellige grave
De bosnisk-serbiske styrker fortsatte til Potočari. Det var på basens område og i nabolaget, at mere end 8000 muslimske mænd og drenge, der var flygtet hertil, blev skilt fra deres hustruer og mødre af disse styrker, der, som antydet ovenfor, var under ledelse af Ratko Mladic og førnævnte Karadžić.
De blev sat på busser og kørt til blandt andet kulturhuse, varehuse, fabrikker og gårde i nabolaget, hvorfra de i de dagene efter blev henrettet.
For at skjule udåden og besværliggøre et eventuelt opklaringsarbejde brugte bosnisk serbiske styrker i efteråret 1995 flere gange gravkøer til at grave ofre op og flytte dem til andre grave.
Dette er forklaringen på, at DNA-identifikationen af ofre har taget årtier og stadig er i gang, og at det ikke er unormalt at der bliver identificeret rester fra ét lig i flere forskellige grave.
Ofrene ligger begravet side ved side i snorlige rækker på den anden side af landevejen
Det er således også forklaringen på, at der på årsdagen for folkedrabet den 11. juli jævnligt bliver begravet nye ofre i Potočari.
Ofrene ligger begravet side ved side i snorlige rækker på den anden side af landevejen. Når man står ved basen og kigger derover, er det som at se et hvidt hav af gravsten, der spreder sig ud over området og op ad bakkeskråningen.
Man kunne mene, at en forklaring på behandlingen af ligene og det bosnisk-serbiske standpunkt var, at fokus skulle fjernes fra drabene og den geografiske lokalitet, hvor de fandt sted, og at dette i virkeligheden var et første led i konstruktionen af en benægtelse af hvad der fandt sted hin den juli i 1995.
Det kan godt være, at der med stadfæstelsen af dommen over Karadžić blev sat en form for juridisk punktum i retsopgøret med de største aktører under krigen, men gennem den fortsatte serbiske benægtelse af folkedrabet, glorificeringen af gerningsmændene og den chikane af bosniakker, der finder sted i RS i dag, hvilket Memišević bekræfter, er Karadžićs og Mladics drømme om et etnisk rent serbisk område på ingen måde bremset.
I maj 2024 vedtog FN en resolution, der udnævnte 11. juli som en international årlig mindedag for folkedrabet i Srebrenica. Resolutionen vakte intens kritik i serbiske kredse i regionen, men blev trods alt set som et yderst symbolsk plaster på såret af de efterladte.
Højt spil eller uafgjort?
Milorad Dodik har, som Memišević opridser i den læseværdige artikel, i årevis truet med at løsrive RS fra den bosniske stat og arbejdet kontinuerligt for, at dette kunne ske. Det har været en af de mest centrale grunde til, at den politiske udvikling i landet er mere eller mindre gået i stå.
Som en del af Dayton-aftalen placerede det internationale samfund en embedsmand på toppen af Bosniens politiske kransekage, hvis opgave det blev at sikre, at Dayton-aftalen blev overholdt.
Embedet, hvis officielle titel er Høje Repræsentant, beskrives på grund af sine magtbeføjelser af kritikere som noget nær en vicekonge eller en international guvernør.
Elimana Memišević forklarer videre, hvordan Milorad Dodik i februar 2025 fik en fængselsdom for ikke at respektere den Høje Repræsentants afgørelser og modarbejde Bosniens forfatning.
Det opsigtsvækkende var, at han også fik forbud mod at varetage embedet som præsident for RS i seks år. Det er denne dom, der fik det politiske konfliktniveau i landet til at eskalere.
Sagen er, at Dodik nægter at acceptere dommen ud fra et argument om, at Bosniens domstol ikke har beføjelser i Republika Srpska. Sagt lidt enkelt ville det næsten svare til, at en dansk regionsformand nægtede at efterkomme en Højesteretsdom ud fra en påstand om, at Højesteret ikke har beføjelser i regionen.
Fordi Dodik har et svært bevæbnet gendarmeri under sin kommando, betyder det at hvis f.eks. bosnisk politi vil anholde ham, vil risikoen for en væbnet konflikt være reel.
Jeg spørger Memišević hvordan det kan være, at situationen er kørt så meget op.
”Dodiks strategi har stort set altid været at eskalere politiske kriser og så satse på, at han kan trække en politisk gevinst ud af situationen, når der skal forhandles om en deeskalering af kriserne. Så på denne måde er der intet nyt i hans fremgangsmåde.
Det er ikke utænkeligt, at Dodik med tanke på Donald Trump som nyvalgt præsident og hans America First mantra har haft den kalkule, at USA enten ville støtte en løsrivelse af Republika Srpska fra Bosnien Hercegovina, eller i hvert fald udvise begrænset interesse i at stoppe den.”
Så han har spillet højt spil?
”Ja. Og noget kunne tyde på, at han har forregnet sig. Den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, markerede efterfølgende på X en tydelig kritik af Dodik og en klar støtte til Bosnien. EU burde hjælpe den bosniske regering med at få Dodik arresteret.”
Hvis bosnisk politik, eventuelt sekunderet af EU, ikke formår at arrestere ham inden for den nærmeste fremtid, så vil det være et krystalklart signal om, at den bosniske stat ikke længere er i stand til at opretholde lov og orden på hele dens territorium.
Dette vil formodentligt være, hvad Dodik ønsker, da Bosnien på den måde de facto vil ophøre med at eksistere som funktionsdygtig stat – og således vil Dodiks ambition om løsrivelse af Republika Srpska indirekte blive til en realitet.
Det er situationen lige nu, og risikoen for, at den bliver permanent kunne ligge lige om hjørnet.
Den regionale linedans
Situationen i Bosnien er ekstra kompliceret på grund af regionale aktørers indblanding i landets indre forhold. Aleksandar Vučić, Serbiens præsident, udtaler ofte sin offentlige støtte til Bosniens territoriale integritet.
Det ironiske er, at han det næste øjeblik udtaler sin støtte til og besøger Dodik i Banja Luka, og i øvrigt hyppigt ses sammen med Dodik i Beograd.
For at gøre billedet endnu mere mudret, så har centrale bosnisk-kroatiske aktører aldrig taget direkte afstand til Dodiks løsrivelsestrusler. I stedet har der til tider været en form for alliance mellem kroatere på den ene side og serbere i Bosnien på den anden.
Under krigen udråbte kroatere, også dengang understøttet af Zagreb, på samme måde som serbere også en stat i Bosnien. Der er således også fra bosnisk kroatisk side en interesse i at få oprettet en tredje politisk entitet i Bosnien – altså, i stil med RS og Føderationen.
Memišević pointerer:
”Det kan undre, at det ikke vækker større opmærksomhed i EU. Det er som om man ignorerer de nationalistiske anstrengelser og forsøg på at skabe en tredje entitet i Bosnien, og i stedet foretrækker man stabilitet på Balkan.”
Et internt våbenkapløb er gået i gang
Balkan Insight rapporterer 23. juli 2025, få dage efter jeg har talt med Elimana Memišević, at Republika Srpskas regering har annonceret, at der skal oprettes en ’reservist police force’. Den officielle udlægning er, at det skal være en styrke af ekstra politifolk, der skal træde til, hvis der opstår nødsituationer i forbindelse med f.eks. ildebrande, jordskred, oversvømmelser, mm.
Ideen om en sådan styrke er ikke ny. Som Balkan Insight skriver, blev ideen først præsenteret i 2019, men fordi en lignende bosnisk serbisk styrke var involveret i krigsforbrydelser under krigen i 1992-1995, førte kritikken til, at initiativet blev skrottet.
Med tanke på de aktuelle trusler om løsrivelse, så er der i høj grad grund til at frygte, at den politiske situation kunne udvikle sig på en måde, så denne styrke ikke kun ville blive brugt af RS-ledelsen til katastroferelateret arbejde, men til f.eks. en form for kontrol af territorium.
Det virker, som om Europa og USA ønsker at fastholde illusionen om stabilitet og derfor jævnligt vælger at sætte den politiske jordskælvsmåler ud af drift
Lige så bekymrende er det, at Føderationen Bosnien Hercegovina i kølvandet på udmeldingen har annonceret, at man også her vil oprette en tilsvarende styrke.
Med blik på landets traumatiske fortid, så er det svært ikke at få oplevelsen af, at der nu er gået et internt våbenkapløb i gang mellem de to primære politiske enheder og deres etniske grupperinger i Bosnien, hvilket der næppe kommer noget godt ud af.
Det virker, som om Europa og USA ønsker at fastholde illusionen om stabilitet og derfor jævnligt vælger at sætte den politiske jordskælvsmåler ud af drift, så større udsving ikke bliver registreret.
I forhold til Bosnien og Balkan er billedet af området som en politisk krudttønde en noget slidt kliche, som jeg længe har prøvet at undgå, men for første gang i flere år virker det desværre relevant.
Hvis ingen internationale aktører vil gøre et forsøg på at ændre den nuværende politiske kurs Bosnien er havnet på, så kan man, hvis man sætter det lidt hårdt op, påstå at den bosnisk-serbiske strategi med etnisk udrensning og folkemord, som blev sat i værk i begyndelsen af 1990’erne for at opnå en statsdannelse, inden længe kommer til at bære frugt.
At sidde situationen i Bosnien overhørig er næppe den bedste langsigtede investering.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og