NYHED // OVERBLIK – Mindst 17 mennesker er dræbt, og 44 er såret, efter Rusland natten til onsdag angreb Kyiv og den omkringliggende region med ballistiske missiler og droner. Det oplyser Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj. Angrebet er et af de dødeligste mod hovedstaden i år og ramte boligblokke, en jernbanestation og en række varehuse, som ifølge Zelenskyj ikke har nogen forbindelse til krigen. Ukraines luftvåben oplyser, at landet skød 98 ud af 115 droner ned, men ikke et eneste af de 28 missiler.
“Russiske angreb holder ikke sommerferie”, siger Ukraines udenrigsminister, Andrij Sybiha, om nattens angreb ifølge The Guardian. Angrebet føjer sig til en optrapning, hvor begge parter i stigende grad rammer hinandens civile infrastruktur og forsyningskæder, fra varehuse og havne til civile på gaden.
Det manglende forsvar mod missilerne får Zelenskyj til at appellere til Ukraines allierede om mere hjælp. “Det var missilforsvarssystemer, der kunne have reddet livet på dem, der blev dræbt i dag”, skriver han på X. “Det er meget vigtigt, at vores partnere forstår, at forsinkelser i leverancer, eller en modvilje mod at udlevere missilforsvarssystemer, direkte fører til den slags forfærdelige tab af liv og ødelæggelser.”
Ukraine har i flere måneder efterlyst flere amerikanske Patriot-missiler, det eneste luftforsvarssystem i landets arsenal, der pålideligt kan skyde ballistiske missiler ned. Ifølge The Guardian kommer opfordringen, kort efter at USA’s præsident, Donald Trump, trak sig fra et løfte om at lade Ukraine producere Patriot-missiler på egen jord. Zelenskyj opfordrer desuden allierede til at indføre flere sanktioner mod Ruslands produktion af ballistiske missiler, hvis de ikke selv vil levere flere missilforsvarssystemer. Kyivs borgmester, Vitalij Klitjko, advarer om, at der fortsat kan være mennesker fanget under murbrokkerne efter angrebet.
Ruslands forsvarsministerium afviser anklagerne om, at nattens angreb har været rettet mod civile mål, og oplyser, at det har ramt logistikcentre og forsyningsdepoter i Kyiv-regionen, som ifølge ministeriet blev brugt til opbevaring og levering af våben samt produktion af droner. Ministeriet oplyser desuden, at det har ramt tre lastskibe, som angiveligt transporterede våben og militærudstyr nær havnebyen Odesa ved Sortehavet. Begge parter i krigen afviser at målrette angreb mod civile med vilje.
Mens Rusland har intensiveret sine angreb mod Kyiv de seneste uger, har Ukraine samtidig trappet sin egen dronekampagne op mod mål i Rusland. Natten til onsdag blev et lager tilhørende e-handelsgiganten Wildberries i Tula-regionen syd for Moskva ramt af en ukrainsk drone og gik i brand. Guvernøren i regionen, Dmitrij Miljajev, oplyser, at én person blev såret, og at anlægget var evakueret på forhånd. Ifølge Berlingske var angrebet det 17. bekræftede angreb på et Wildberries-lager, siden den ukrainske bombekampagne mod virksomheden startede den 18. juli. Ukraine hævder, at Wildberries leverer forsyninger til det russiske militær og derfor er et legitimt mål. Kampagnen har ifølge Berlingske haft en større politisk og psykologisk effekt end tidligere ukrainske angreb, fordi krigen for alvor rammer civile russeres hverdag.
En separat sag har samtidig skabt harme i Ukraine. Ukraines nationale politi har delt en video fra det sydlige Kherson, der viser, hvordan en russisk drone jager og til sidst rammer en 52-årig mand, mens han handler på et marked. “De jagter målrettet civile … han handlede blot på markedet”, skriver politiet, der kalder episoden endnu en krigsforbrydelse begået af Rusland. Manden overlevede angrebet, men pådrog sig flere kvæstelser. Zelenskyj reagerede efterfølgende på X og beskrev hændelsen som endnu et eksempel på, at russiske styrker udfører, hvad han kalder en “dronesafari” mod civile ukrainere: “En russisk drone jagtede bevidst en mand, der solgte grøntsager, og detonerede lige ved siden af ham.” Kherson er særligt udsat, fordi russiske styrker står lige på den anden side af Dnepr-floden, som fungerer som en de facto frontlinje i området, og internationale medier har flere gange dokumenteret lignende angreb på civile i regionen.
Læs mere Reuters, AP, The Guardian, Berlingske
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.