KRONIK – Vestens enhed er ved at smuldre og den sikkerhedspolitiske fremtid for Europa er usikker – præget af Brexit, stigende populisme samt et USA under Trump, der har sendt blandede signaler om NATO. I den kontekst har en gruppe danskere dannet foreningen ‘Western Unity Watch’, hvis formål det er at hjælpe med at redde Vesten. Dr.scient. Sten Hansen, som leder foreningen, fortæller om baggrunden.
Vesten er i krise og man kan nære alvorlige tvivl om, hvorvidt udfordringen håndteres effektivt, og om den bagved liggende analyse er skarp nok. Man kan endda nære tvivl om, hvorvidt vores politikere forstår, hvor alvorligt situationen er: Det er, som vi ser det, intet mindre end Vestens enhed og NATO’s troværdighed, der er truet. Det er selve vort sikkerhedspolitiske grundlag, som er ved at smuldre.
Den afgørende faktor i Europa er Brexit. Vi mener, at Storbritanniens placering som både et angelsaksisk og et europæisk land er den eneste betydende og varige faktor, som med nogen styrke virker til at holde Vestens to grene – Nordamerika og Vesteuropa – sammen. Med Brexit svigter denne faktor, og splittelsen truer. Der er opstået en situation, der er svanger med ulykker.
Inden vi ved et ord af det, kan Vesten være delt i to: På den ene side en kontinental-europæisk halvsupermagt – sikkerhedspolitisk ganske utilstrækkelig – og på den anden side en angelsaksisk verden, der finder sine alliancer uden for Europa, og som sikkerhedspolitisk er af et ganske andet format
Problemet ligger i kombinationen af truslens langsigtede art og politikernes travlhed. Det kan vare nogen tid, før konsekvenserne af Storbritanniens exit fra EU for alvor bliver synlige. Udviklingen vil være snigende og muligvis delvis upåagtet. Aktive politikere overalt i Europa har simpelthen ikke tid til at tænke på andet end det aktuelle. Deres vagtsomhed overfor fremtiden vil uundgåeligt være svækket.
Kan vi beholde Storbritannien i EU?
Så inden vi ved et ord af det, kan Vesten være delt i to: På den ene side en kontinental-europæisk halvsupermagt – sikkerhedspolitisk ganske utilstrækkelig – og på den anden side en angelsaksisk verden, der finder sine alliancer uden for Europa, og som sikkerhedspolitisk er af et ganske andet format.
Derfor må vore politikere holdes til ilden. Vi må sikre deres engagement i bestræbelserne på at redde Vestens enhed. I den aktuelle situation må disse bestræbelser koncentreres om problemet Brexit. Her tegner der sig to muligheder:
Bedst ville det være, hvis Storbritannien trods alt blev i EU. Det er endnu ikke en helt håbløs eller udsigtsløs udsigt, men det kræver skarpsindig handling – også fra de ledende EU-statsmænds side.
Sandsynligheden er dog størst for, at briterne forlader Unionen.
Briterne skal blive ved med at være engagerede i Europa
Subsidiært må der gøres ihærdige anstrengelser for at sikre, at Storbritannien fortsat er politisk engageret i Europas anliggender, specielt når det gælder kontinentets udenrigspolitik.
Og det går ikke af sig selv: Det kræver indgående samarbejdsaftaler, mekanismer til sikring af hyppige kontakter på flere niveauer og vidtgående institutionaliseringer. At få det på plads kræver, at Europas statsmænd udvikler en dybere indsigt og et sammenholdende element, som man ikke må undervurdere betydningen af. En stor og mangfoldig struktur som Vesten kan ikke bevare sit sammenhold, hvis dens udvikling i overvejende grad dikteres af impulser.
Storbritanniens binding til det kontinentale Europa er stærkt afhængig af Europas politiske struktur. Denne binding vil svækkes voldsomt ved Brexit, medmindre der kompenseres
Der må være et nagelfast element, der til stadighed – af dybtliggende, naturlige årsager – virker i retning af enhedens bevarelse. Og nu efter den kolde krigs afslutning, hvor ingen udefra kommende fælles trussel sikrer sammenholdet over Atlanterhavet, er det, som vi ser det, alene Storbritanniens dobbelte placering, der kan fungere som et sådant element.
Og her er Storbritanniens binding til det kontinentale Europa stærkt afhængig af EU’s politiske struktur. Denne binding vil svækkes voldsomt ved Brexit. Den angelsaksiske enhed er af en anden og mere fundamental natur. Der er sproget og kulturen, Den har sine rødder dybt i folkenes sjæl: Amerikanere kender England, føler det som et historisk moderland, og opfatter det som en del af deres egen verden. For amerikanere er Europa ofte synonymt med England.
Intet kan ændre disse forhold, der bygger på ganske dominerende omstændigheder, navnlig sprogfællesskabet og en fælles historie. Det samme kan siges om Englands fællesskab med Old Commonwealth. Det angelsaksiske fællesskab er fæstnet, ikke blot ved nogle få store diplomatiske ankre, men via millioner af små, menneskeligt funderede tilknytninger.
Udfordring til Skandinavien
De skandinaviske regeringer er i særlig grad udfordret. Denne udfordring er forstærket af Brexit, men Europas geopolitiske enhed er under alle omstændigheder truet. Vi har længe set ønsker hos syd- og mellemeuropæiske lande om dannelse af en Euro-supermagt, der i nogen grad må komme i konkurrence med NATO. Den galej har Storbritannien under ingen omstændigheder villet være med på – heller ikke før Brexit.
Det er værd at huske, at vi ikke kun taler om mulige trusler fra “gammeldags krige”; der er cyberkrige, klimatyveri, flere former for subtil undergravende virksomhed etc. etc. De værste muligheder er dem, vi ikke endnu kan fantasere os til
Men det vil de skandinaviske lande, specielt Danmark, heller ikke. Her springer Skandinaviens rolle derfor i øjnene: Som England, støttet af Old Commonwealth, er broen mellem Europa og USA, Skandinavien, navnlig Danmark og Sverige, broen mellem kontinentet og England.
Problemets alvor må ikke undervurderes. Vi taler om ulykker – ikke blot om vanskeligheder og ulemper. Nogle vil nok betvivle berettigelsen af denne alvor, men vi må fastholde vurderingen. En deling med et skel i Atlanterhavet, der skyder en kile ind i Den Engelske Kanal, vil være skæbnesvanger for Europa, hvilket jeg gerne vil uddybe:
Til forskel fra angelsakserne har Europa ikke rigtig mulighed for andre uproblematiske alliancer end NATO. En alliance med Rusland (og Kina i baggrunden) er nærliggende, men vil ikke være en troværdig mulighed. Udover at en sådan ville bringe Europa i et direkte modsætningsforhold til angelsakserne og USA, er en alliance med lande, der ikke er demokratier eller retsstater, ikke en reel mulighed for Vesteuropa.
Tanken om den lille EU-stormagt er en farlig drøm
Et EU, der – uden UK – forsøger at klare sig som en supermagt i sin egen ret, vil heller ikke kunne skabe tryghed.
Unionen er for lille, endda med ringe demografiske udsigter og utilstrækkelige forudsætninger for at opbygge et effektivt stormagtspotentiel. Tanken om den lille EU-stormagt er for os at se en farlig drøm.
Uvisheden skaber frygt
Selv om konkrete ulykker udebliver, ville dette lille EU aldrig kunne undslippe uvisheden. Vi ville ikke mere være herrer over vor skæbne: Alt kan ske, alt må frygtes: Uventede politiske omvæltninger i stormagter uden for Europa (Kina, Indien, Indonesien, Nigeria og efterhånden flere andre) kan ske hvert øjeblik og give anledning til ængstelige – og muligvis virkningsløse – appeller om beskyttelse fra USA eller NATO.
Her er det værd at huske, at vi ikke kun taler om mulige trusler fra “gammeldags krige”; der er cyberkrige, klimatyveri og flere andre former for subtil undergravende virksomhed at tænke på også. De værste muligheder er dem, vi ikke endnu kan fantasere os til.
Kun én ting er sikker: Er vi få og ringe organiserede, er vor fremtid uvis og svanger med ængstelse og ilde hændelser. Ved hver solopgang må vi frygte den gryende dag
Kun én ting er sikker: Er vi få og dårligt organiserede, er vor fremtid uvis og svanger med ængstelse og ilde hændelser. Ved hver solopgang må vi frygte den gryende dag. Er vi derimod som nu mange og samarbejdende i et forenet Vesten, kan vi gå til ro om natten i bevidstheden om, at farerne kan afværges, i hvilken skikkelse de end viser sig.
Historien bærer en tung lære: Kun få år skilte det 19. århundredes sorgløse, intetanende verden fra det 20. århundredes første halvdels krigsplagede elendighed. Det kunne måske have været forhindret. Nogle få forudså det, men kun vagt og i korte glimt. Den brede offentlighed anede ikke uråd.
Hvis Vesten splittes, ryger trygheden
Er vi lige så intetanende om tilsvarende farer, der blot optræder i en anden forklædning? Glider vi viljeløst mod en afgrund, hvis sande karakter, vi ikke kender? Historiens lære er, at vi må kigge dybere i krystalkuglen, end vore forgængere gjorde. Og en ting kan vi allerede se: Hvis Vesten splittes, er vor tryghed gået tabt.
Hjælp os med at finde en vej op af den afgrund, som vi står på kanten af. Koncentrer jeres visdom om problemet, og gør jeres indflydelse gældende
Det er på ovenstående baggrund, at en lille kreds har søsat foreningen Western Unity Watch, forkortet WUW.
Men en bevægelse som WUW kan kun blive effektiv, hvis højt profilerede personligheder med erfaring oig indsigt deltager eller støtter.
Til jer har vi en appel: Engager jer – med eller uden brug af WUW – i arbejdet med at redde Vestens enhed. Lad os ikke undervurdere, hvad der er på spil. Hjælp med at finde en vej op af den afgrund, som vi står på kanten af. Koncentrer jeres visdom om problemet, og gør jeres indflydelse gældende. Fremfør jeres konstruktive idéer og sig fra over for misinformationer og politiske letsindigheder.
Den nye forening, Western Unity Watch, kan kontaktes via forfatteren, foreningens formand, Sten Sture Hansen, fh. rektor, dr. scient på stensturehansen@gmail.com
Topillustration: https://www.diplomaticourier.com/transatlantic-relations-2017/ – fotograf ikke angivet.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
