GLOBALT MILJØ // KRONIK – Trumps ønske om at købe Grønland kan vel ligge i ønsket om at sikre adgang til kritiske mineraler i rigelige mængder. Hvis det er tilfældet, er det et eksempel på den dystre bagside af den grønne omstilling. Man taler om ”grøn” kapitalisme.
Da Kina indførte begrænsninger og stærk kontrol med eksporten af de såkaldte ”sjældne jordarter”, som de sidder på langt størstedelen af forarbejdningen af, gik det op for verden, hvor afhængige vi allesammen er af disse jordarter. De indgår i fremstillingen af moderne forbrugsgoder og strategisk vigtige varer som biler, militært udstyr, elpaneler og andet til den grønne omstilling. I fremtiden skal der opfindes og fremstilles langt flere af de klimavenlige produkter, fordi der satses bredt på grøn omstilling. Derfor vil verden blive mere afhængig af Kina.
Der er imidlertid også mineraler såsom litium, kobber, jern, bauxit (aluminium), hvor efterspørgslen vil blive kraftigt forøget i de kommende årtier. Litium er afgørende for opbygningen af batterikapaciteten i den grønne omstilling. Så vi kan gemme grøn strøm til, når solen ikke skinner, og vinden ikke blæser.
Grøn kapitalisme
Det Internationale Energiagentur skønner, at efterspørgslen på litium vil tidobles fra 2023 til 2050, mens kobberproduktionen vil skulle vokse med 150 %, og aluminiumproduktionen vil skulle fordobles for at dække behovet. Den kraftige stigning i efterspørgslen vil ifølge Benchmark Mineral Intelligence kræve åbning af mellem 55 og 74 nye litiumminer frem mod 2035. I 2022 eksisterede der 40 miner.
Hvis man betragter hele rækken af mineraler, som er nødvendige til batteriproduktionen, forventer analyseinstituttet, at der skal oprettes mellem 336 og 384 nye miner inden 2035, hvis den globale efterspørgsel på kobber, grafit, kobolt og nikkel skal kunne imødekommes. Ud over batteriproduktionen stiller forsyningskæderne i den grønne omstilling krav om en enorm forøgelse af produktionen af jern, aluminium, kobber og andre mineraler.
Sammenfattende kan man sige, at minedrift er den materielle forudsætning for en verden uden udledning af drivhusgasser. Denne ’grønne kapitalisme’ medfører således en voldsom ændring af jordoverfladen og den forurening, som er udvindingssektorens tro følgesvend. Spørgsmålet er så, hvordan en sådan udvikling, hvor man nok får fjernet udledningen af drivhusgasser, alligevel kaldes ’grøn’?
En af de største eksperter på området, Thea Riofrancos, analyserer i bogen Extraction. The Frontiers of Green Capitalism den grønne omstillings dilemmaer. Hun analyserer især litiumsektoren, fordi den er et godt eksempel på udviklingen, og fordi hun har gennemført feltarbejde inden for sektoren.
Overskud tilfaldt de udenlandske selskaber, mens de problemer, som udvindingen skabte, skulle løses af lokale befolkninger og stater
Grøn kapitalisme betyder ikke, at kapitalismen bliver økologisk bæredygtig. Begrebet refererer til, at der er opstået en ny sektor, som kaldes ”grøn” på grund af sit bidrag til at løse klimakrisen. Et andet eksempel er vindmøllesektoren, der ganske vist producerer ”grøn” strøm, men før det kan ske, kræver den udvinding af store mængder mineraler ved minedrift, som ikke i sig selv er økologisk bæredygtig.
Fortalerne for den grønne kapitalisme repræsenterer en ny verdensanskuelse. De mener, at profitmaksimering og forretningsvenlige, offentlige regeringer skal være hovedaktørerne i den grønne omstilling. De mener, at den markedsdrevne innovation kan frelse planeten uden større ændringer af, hvordan økonomien fungerer.
Men Riofrancos mener ikke, at minedriften blot er en uheldig bivirkning ved en ellers ”ren” energisektor eller en tragisk, men uundgåelig fejl ved et godt økonomisk system; i stedet er der tale om en produktionsmåde, som ødelægger den natur, som minedriften lever af. Den grønne kapitalisme bygger ifølge Riofrancos på idéer om teknologiske fiks og fantasier om at undslippe naturen, så vi kan skabe et post-udvindingssamfund.
Ulighedens veje
Hvis vi betragter udvindingssektoren, har den altid været forbundet med kolonialisme. For eksempel har mine- og plantagedrift med slavearbejdskraft ofte ødelagt den omgivende natur, og når driften forgik i den rige, vestlige verden blev underklassen udnyttet.
Også i dag medfører udvindingssektoren ødelæggelse af naturen og miljøproblemer for de befolkninger, der bor i nærheden. Der er tit tale om skæbnesvanger forurening, som ødelægger livsgrundlaget eller forårsager sygdomme.
Konflikterne i forbindelse med råstofudvinding har især i Latinamerika medført forfølgelse af og mord på miljøaktivister
Udvindingssektoren har været bygget på og har ført til ulighed. I tiden efter kolonialismen har udvindingen været bedrevet af udenlandske selskaber, der ofte har kunnet diktere betingelserne i svage stater. Overskud tilfaldt de udenlandske selskaber, mens de problemer, som udvindingen skabte, skulle løses af lokale befolkninger og stater.
Resultaterne af kolonialismen ser vi endnu i den internationale arbejdsdeling, idet lavindkomstlandene leverer langt mere energi, arbejdskraft og råvarer til den globale økonomi, end de forbruger. Sammenlignet med lavindkomstlandene forbruger højindkomstlandene seks gange så meget biomasse, fossile brændstoffer og mineraler som lavindkomstlandene. Det vil sige, at der sker en asymmetrisk overførsel af ressourcer. Man kan derfor mene, at forsyningskæderne er mere end de materielle strømmes geografiske ruter. De er også ulighedens veje.
Staters evne til at kontrollere de udenlandske selskaber har ofte været ikke-eksisterende eller ringe, hvilket har resulteret i adskillige miljøkatastrofer. I 2015 og igen i 2019 brød to dæmninger sammen i Brasilien. Det var dæmninger, der opsamlede giftigt affald fra jernminer, og sammenbruddene resulterede i over 300 dødsfald og forurening af floderne. I det ene tilfælde løb forureningen hele vejen ud i Atlanterhavet ved flodens udmunding.
Endvidere har udenlandske selskaber kunnet bestikke politikere til at give dem fordelagtige aftaler. I Chile blev det afsløret, at et af verdens største litiumselskaber, SQM, igennem syv år havde ydet ulovlige kampagnebidrag (en eufemisme for bestikkelse) til politikere på tværs af det politiske spektrum. Det gjaldt også præsident Michelle Bachelets socialistparti, der ellers gik ind for at indgå bedre aftaler med udenlandske selskaber. Men SQM havde bestukket sig til en aftale med svag miljøkontrol. Hvis anden lovgivning blev overtrådt, var bøderne relativt små.
Da der skal bruges enorme mængder energi til udvindings- og raffineringsprocessen, kan man derfor stille spørgsmålstegn ved, hvor ”grøn” især luksus Teslaen er
Ud over de illegale kampagnebidrag var SQM involveret i en masse andre skandaler. De betalte ikke royalties, der var sager om skattesnyd, de overtrådte arbejdsmarkedslovgivningen og snød med registrering af mine- og vandrettigheder, der tilhørte en statslig styrelse. Bortset fra sagen om arbejdsmarkedslovgivningen blev de alle suspenderet. I 2017 fik selskabet endda forlænget og tredoblet sin litiumkvote indtil 2030.
Dette afspejler, at staterne, som her Brasilien, er afhængige af udvindingen. Dels skaber den arbejdspladser og er med til at opretholde perifere lokalsamfund, dels er staten afhængig af indtægter fra udvindingen. Denne udvikling bliver forstærket i de kommende år.
Konflikterne i forbindelse med råstofudvinding har især i Latinamerika medført forfølgelse af og mord på miljøaktivister. Ofte er statsinstitutioner såsom politistyrken ikke udbygget i de afsidesliggende områder, hvor udvinding typisk finder sted. Og det sker også, at ordensmagten er i lommen på selskaberne.
Kritiske mineraler
Minedrift medfører generelt, at enorme mængder materiale fra undergrunden bliver fjernet. Det er det fysiske fodaftryk. Her tegner litium sig som den værste. Udvindingen af et ton litium for eksempel i Australien genererer 1.634 tons affald i form af malm og klippe.
NGO’en MiningWatch Canada har beregnet, at produktionen af en luksus Tesla kræver 40 tons fast affald og 3.400 liter affaldsvand. I den amerikanske Tesla indgår i dens 85 kWh-batteri 240 kilo raffinerede mineraler. I en typisk europæisk 60 kWh-batteri elbil indgår 160 kilo. Med andre ord, jo større bilen er, jo større er den økologiske belastning.
Da der skal bruges enorme mængder energi til udvindings- og raffineringsprocessen, kan man derfor stille spørgsmålstegn ved, hvor ”grøn” især luksus Teslaen er.
De såkaldte ”kritiske mineraler” indgår i stigende grad i geoøkonomien, hvor national sikkerhedspolitik og økonomisk politik smelter sammen. Stater forsøger at opnå kontrol med forsyningskæderne, så de opnår sikkerhed mod afpresning fra andre statslige aktører. Det blev de vestlige lande som nævnt smerteligt opmærksomme på, da Kina stoppede eksport af kritiske mineraler. Det vil derfor være nærliggende at formode, at regeringer de kommende år vil forsøge at opnå kontrol ved at investere i nye miner. Det er den proces, der kaldes ”onshoring”.
Og så er vi tilbage ved grunden til, at Trump ønsker at købe Grønland. Man ved, at der er rigeligt med kritiske mineraler i undergrunden, men også at det bliver dyrt at udvinde dem.
Mange stater forsøger at overtale multinationale virksomheder til at investere i netop deres områder – eller at udgrænse dem, hvis de er for tæt allierede med en konkurrerende stat.
Trump foretog det for republikanerne kontroversielle skridt at investere flere hundrede millioner dollars i et selskab, der skal forøge den hjemlige litiumproduktion.
For at sikre forsyninger af de kritiske mineraler, bliver der også fjernet eller lempet på mange eksisterende procedurer. Mulighederne for at gøre indsigelse reduceres, hvilket rammer de befolkningsgrupper, der vil blive berørt, når der åbnes nye miner.
Mange føler, de får de vedvarende energianlæg trukket ned over hovedet og spørger, hvorfor de skal levere strøm til de store byer
Thea Ricofrancos nævner, at 69 procent af mineralerne til den grønne omstilling og hele 85 procent af litiumreserverne befinder sig i områder, som er beboet af oprindelige folk eller har en fattig lokalbefolkning. Det gør disse grupper særligt udsatte for forurening af vandressourcer, forflyttelse eller økonomisk usikkerhed.
Som nævnt har Chile under den socialistiske præsident Gabriel Boric tilladt SQM at tredoble sin produktion i Atacama-ørkenen under store protester fra lokalbefolkningen. I USA er der planer om at åbne adskillige litiumminer i nogle af de vestlige delstater, hvilket vil berøre indianerstammer og udsatte dyrearter/fugle. Det vil også true grundvandsreserverne, og planerne har udløst voldsom modstand i lokalbefolkningen.
Ricofrancos stiller spørgsmålet, om litium-onshoring i USA og Europa er en vej til en mere retfærdig og ligelig fordeling af udvindingens fordele og ulemper? Eller er det snarere en gentagelse af en global miljømæssig uretfærdighed? Denne gang sker det godt nok inden for de rige landes egne grænser, men det er til gengæld landenes i forvejen marginaliserede grupper, der bærer byrden. Inden for det globale nord er der også en ulige fordeling af fordele og ulemper af onshoringen.
Offerzoner
Også i Danmark ser vi i stigende grad konflikter om fordelingen af fordele og ulemper ved den grønne omstilling. Det er især den del af befolkningen, der lever i periferien, der føler, at de bliver påtvunget ulemperne. De får udsigt til vindmøller eller til store arealer med solceller. Dét, Inger Støjberg så malende har kaldt ”jernmarker”. Mange føler, de får de vedvarende energianlæg trukket ned over hovedet, og spørger, hvorfor de skal levere strøm til de store byer. Hvorfor opstiller for eksempel hovedstadsområdet ikke sine egne anlæg? Det er bemærkelsesværdigt, at der i de rige kommuner nord for København ikke er opstillet vindmøller, mens der er det længere sydpå.
Udviklingen stiller nogle ubehagelige og fundamentale spørgsmål om demokrati og rettigheder og om, hvem der under klimakrisen får lov at beslutte, hvordan vi indretter nye udvindingsprojekter? Er det et nationalt og statsligt anliggende og dermed de folkevalgte, der bestemmer? Er det den berørte lokalbefolkning, eller er det markedskræfterne i et internationalt samfund?
Modstand mod minedrift bliver nu betragtet som NIMBY (not in my backyard), men det er jo ikke alle, der har en baghave, anfører Ricofrancas. Hun mener, at man må være meget opmærksom på magtrelationerne i hele problematikken. Hvem scorer profitterne, hvem kontrollerer selskaberne og holder dem ansvarlige, og har lokalbefolkningerne réel indflydelse, spørger hun.
Mineselskaberne forsøger nogle gange at dæmpe modstanden ved at indgå aftaler med lokalbefolkningen. Oftest overføres der relativt store pengebeløb til lokalbefolkningen; for selskaberne er der dog tale om småpenge. Og med hensyn til jobskabelse, er det sjældent, at de lokale får del i de velbetalte jobs.
Herved formår man også at splitte lokalbefolkningen i dem, der opnår fordele, mens resten oplever ulemperne. Og resultatet vil ofte være, at området bliver en ”offerzone”, hvor naturen ødelægges, og området bliver ubeboeligt, når engang udvindingen stopper.
Det Internationale Energiagentur forudser, at efterspørgslen efter litium snart vil overstige udbuddet, og det samme vil være tilfældet med kobber og andre kritiske mineraler. Så det kan være relevant at spørge, om der overhovedet er nok til at understøtte udviklingen. Men det mener Ricofrancos er det forkerte spørgsmål at stille. Udvinding er ikke kun, hvad der foregår i undergrunden, dels fordi den teknologiske udvikling hele tiden muliggør udvinding af nye forekomster – eller opdagelse af erstatninger for nuværende inputs i industrien – men mere grundlæggende fordi forsyningskæderne bestemmes af de valg, der foretages af multinationale selskaber og politikere i de rige lande.
Der er heller intet, der tyder på, at folk er villige til at opgive privatbilen. Bare se på København …
For at opnå en retfærdig energiomstilling argumenterer Ricofrancos for, at man må tænke forsyningskæderne baglæns, for vi kan mindske efterspørgslen på mineralerne ved at mindske efterspørgslen på biler og ved i stigende grad at genanvende mineralerne. Hvis man bevidstløst udskifter biler med forbrændingsmotorer med elbiler, vil det kræve øget udvinding af blandt andet litium med katastrofale miljømæssige konsekvenser.
Hun foreslår, at man tænker helt anderledes: satser på andre transportformer end biler som for eksempel cykler og offentlig transport. Og så mener hun, at man skal begrænse udvidelsen af byområderne.
I samarbejde med en klimatænketank har Ricofrancos beregnet, at en sådan strategi i et best case scenario vil kræve 66 procent mindre litium end worst case scenariet, der går ud på at fortsætte som hidtil. Worst case scenariet er baseret på den kumulative efterspørgsel fra 2023 til 2050, men hvis man sammenligner udgangsåret med slutåret, vil forskellen være på 92 procent!
Det skyldes især, at genanvendelse af litium først vil have effekt, når de nuværende batterier skal udskiftes efter et par årtier. Hun konkluderer derfor, at erstatning af individuelle brændstofbiler med elbiler er den mest ressourceintensive og langsomste vej til nuludledninger af drivhusgasser.
Problemet ved hendes forslag til ny ”holistisk” strategi er bare, at det er svært at se, hvordan den skal kunne realiseres. Der er mange interesser på spil, og det forudsætter reduceret vækst i mange sektorer herunder udvindingssektoren, bilindustrien og deres underleverandører.
Der er heller intet, der tyder på, at folk er villige til at opgive privatbilen. Bare se på København, der er velforsynet med kollektiv transport, men hvor antallet af biler alligevel stiger. Og det bliver formentlig helt umuligt at sælge idéen i USA. I det globale syd betyder velstandsstigningen, at folk ønsker biler.
Det er Ricofrancos helt klar over. Hun skriver, at i en overgangsperiode vil der være et ”leap of political faith”, fordi den næsten er ”utopisk”. Alligevel er hendes beregninger nyttige i miljødebatten.
Thea Ricofrancos viser, at løsning af klimakrisen risikerer at resultere i økologiske katastrofer, der især vil ramme marginaliserede befolkningsgrupper, hvorfor man må forholde sig kritisk til, om udviklingen er demokratisk og retfærdig, fordi fordelingen af goder og ulemper vil være meget ulige.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og