Den glemte flygtningekrise i Latinamerika

af i Politik & Samfund/Syd- og Latinamerika

VENEZUELA // ANALYSE – I Venezuela udspilles et drama i slow motion. Økonomien er imploderet, mange lande – herunder Danmark – anerkender ikke længere Nicolás Maduros regering, og USA har truet med militær intervention. Millioner udrejser fra landet. Det er dermed den næststørste udrejsestrøm i verden, skriver Thomas Christiansen. 

São Paulo – Fortolkningerne af krisen spænder fra et diktaturs elendige håndtering af landets økonomi til et resultat af USA’s ønske om at få kontrol over Venezuelas enorme oliereserver.

Forskellene i fortolkningerne afspejles på den internationale scene, som er blevet til et deja-vu fra Den Kolde Krig. På den ene side støtter Rusland, Kina og Cuba styret i Venezuela og beskylder USA for intervention i suveræne staters indre anliggender. På den anden side anklager USA Venezuela for at være et kommunistisk regime, der overtræder menneskerettighederne.

Ud af dette kaos er opstået en flygtningestrøm, som er den mest omfattende i verden efter Syrien. FN estimerer fredag 7. juni, at cirka 4 millioner venezuelanere – næsten 12 pct. af befolkningen – nu lever udenfor landets grænser.

Det reelle tal er måske endda højere, da FN’s estimat ikke omfatter folk, som ikke er registreret officielt i modtagelandene. Og der er ikke udsigt til, at tallet bliver mindre i den kommende tid. Således vurderer FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR), at antallet af venezuelanske flygtninge kan nå op på cirka 5,3 millioner ved udgangen af 2019.

Emigrationen medfører et betydeligt brain drain (hjerneflugt) fra Venezuela. Og tallene tyder på, at jo højere uddannelse folk har, jo længere rejser de væk

Columbia med 1,3 millioner og Peru med 770.000 er de to lande, der har modtaget flest venezuelanere. Større grupper er også rejst til Ecuador, Brasilien, Argentina og Chile, mens mindre grupper er ankommet til lande i Caribien og Mellemamerika.

Men hvad gemmer sig bag overskrifterne om politiske opgør på den globale scene og den kolde statistik om nogle millioner på flugt? Lad os begynde et andet sted for at få en idé om dette.

Humanitær krise – flygtninge, migranter eller begge dele?

Grænsen mellem Venezuela og Brasilien går gennem et område, som er tyndt befolket i begge lande. På den brasilianske side er det delstaterne Roraima og Amazonas, der støder op til Venezuela, og de fleste venezuelanere ankommer til byen Boa Vista i Roraima.

Den brasilianske fotograf Chico Max besøgte området i efteråret 2018 og lavede efterfølgende en udstilling i São Paulo med portrætter af nogle af de personer, som han mødte.

Det var blandt andet en leder af den indfødte Warao-stamme med sin familie (se topfoto), en harpespillende tidligere føderal dommer, en yogalærer og et ungt journalistpar med deres lille datter.

Udstillingen var på São Paulos Immigrationsmuseum, der holder til i det tidligere modtagecenter for europæiske immigranter.

Museets permanente udstilling handler om indvandringens betydning for São Paulos historie, og fokus er på de millioner af især italienske immigranter, der ankom i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet.

Italienerne flygtede fra en økonomisk krise i hjemlandet og blev lokket til Brasilien af løftet om en gratis billet over Atlanterhavet, gratis transport fra havnebyen Santos via São Paulo til de boomende kaffeplantager og arbejdsgaranti senest 8 dage efter ankomst til det nye kontinent.

Plantagerne blev til boom og svindel

I virkelighedens verden levede forholdene dog ikke altid op til de løfter, der var blevet givet før afrejsen fra Europa. Leveforholdene var usle, arbejdet hårdt, lønnen dårlig, og magtforholdet mellem plantageejerne og de fattige immigranter var ekstremt ulige, hvilket gav plads til svindel og udnyttelse.

Men samtidig var kaffeplantagerne grundlaget for et økonomisk boom, der på sigt førte til, at São Paulo voksede fra 20.000 indbyggere i 1870’erne til 23 millioner i dag, hvilket har gjort byen til den største i verden syd for Ækvator – og Latinamerikas ubestridte økonomiske centrum.

Men samtidig sagde Carresquilla, at al forskning indikerer, at de venezuelanske flygtninge på sigt bliver et økonomisk aktiv for Columbia

At vise Chico Max’ udstilling på Immigrationsmuseet giver god mening. Ligesom de fattige italienske landarbejdere i slutningen af 1800-tallet, rejser venezuelanerne ud på grund af en økonomisk krise i slow motion i deres hjemland. Men det, at de rejser fra en slow motion krise, betyder også, at situationen er en anden, end den der får millioner til at flygte fra borgerkrig og etnisk udrensning i for eksempel Syrien.

I Latinamerika har det ført til en debat om, hvorvidt de udrejsende venezuelanere overhovedet er flygtninge eller snarere skal ses som migranter. Forskellen er vigtig af flere årsager, og om man siger det ene eller andet har politiske undertoner.

Venezuelas FN-ambassadør, Samuel Moncada Acosta, anerkendte i april i en tale i FN’s Sikkerhedsråd, at der er folk, som rejser ud af landet. Men, sagde han, nogle rejser kun ud for en kortere periode for at tjene penge på den anden side af grænsen for siden at vende tilbage. Samtidig lagde han entydigt skylden for udvandringen på den amerikanske embargo overfor Venezuela.

Omvendt sagde den amerikanske vicepræsident, Mike Pence, ved samme lejlighed, at folk flygter fra afsavn, og han tegnede et billede af et land præget af vold og politisk forfølgelse.

Denne kamp om ord betyder ikke, at de to begreber udelukker hinanden. Blandt de venezuelanere, som forlader landet, er der folk, som er i opposition til regimet og flygter i frygt for forfølgelse.

Men der er også folk, der søger væk af økonomiske, sundhedsmæssige eller sikkerhedsmæssige årsager for en kortere eller længere periode. Sidstnævnte gruppe er i klart overtal, da det kun er omkring 10-15 pct. af dem, som er rejst, der har søgt om politisk asyl i modtagelandende.

Selvom folk ikke er individuelt forfulgt, er der også mulighed for, at folk har ret til beskyttelse i modtagelandene. Ifølge Cartagena-deklarationen er det tilfældet, hvis folks liv, sikkerhed eller frihed er truet på grund af almindeligt forekommende vold, interne konflikter, massive overtrædelser af menneskerettighederne eller andre forhold, der har ført til kraftig forstyrrelse af den offentlige orden.

Udvandringen fra Venezuela er dermed et eksempel på såkaldt blandet migrering, det vil sige en udvandring, som både omfatter flygtninge efter definitionerne i de internationale konventioner og økonomiske – eller på anden måde motiverede – migranter.

Det er især unge og veluddannede der rejser

Det interessante er ikke blot, at der er tale om blandet migrering. Det ser nemlig ud til, at det fortrinsvis er de unge og de veluddannede, der rejser. Der findes ganske vist ikke en samlet oversigt over, hvem der forlader Venezuela, men den Internationale Organisation for Migrering (IOM) har gennemført en række undersøgelser, der giver et billede af, hvilke venezuelanere der rejser ind i Peru.

De fleste ankommer til Peru via byen Tumbes på grænsen til Ecuador, og af dem har de fleste forladt Venezuela via Cúcuta i det nordlige Columbia – en rejse på omkring 2200 kilometer.

En IOM interviewundersøgelser fra februar og marts 2019 med 1227 venezuelanere, der var kommet til Tumbes, viste, at det overvejende var yngre, relativt veluddannede og ugifte venezuelanere, der var kommet så langt.

Cirka 60 pct. af de interviewede var mellem 18 og 29 år, næsten 50 pct. havde gennemført en videregående skoleuddannelse, og yderligere næsten 30 pct. havde helt eller delvist gennemført en universitetsuddannelse eller en højere teknisk uddannelse. Desuden viste undersøgelsen, at cirka 70 pct. af dem, der rejste, var i arbejde umiddelbart før de forlod Venezuela, mens knapt 10 pct. var studerende og cirka 20 pct. var arbejdsløse.

IOM foretog også en interviewundersøgelse med de venezuelanere, som rejste de 2500 kilomenter tværs gennem Peru til byen Tacna for at krydse over grænsen til Chile.

Her viste undersøgelsen med 595 venezuelanere, at næsten 50 pct. af disse havde helt eller delvist gennemført en universitetsuddannelse eller en højere teknisk uddannelse. Med hensyn til beskæftigelse var næsten 80 pct. i arbejde inden de forlod landet, 7 pct. var studerende, mens 13 pct. var arbejdsløse.

Det er klart, at dette billede ikke nødvendigvis afspejler demografien blandt dem, som forlader Venezuela. Det er sandsynligt, at relativt set flere familier og ældre personer vælger at blive i Columbia fremfor at begive sig ud på en lang og kompliceret rejse på næsten 7000 kilomenter fra Venezuela til Santiago de Chile.

Men i og med at der er hele 770.000 venezuelanere i Peru og yderligere næsten 300.000 i Chile, tyder det på, at emigrationen medfører et betydeligt brain drain (hjerneflugt) fra Venezuela. Og tallene tyder på, at jo højere uddannelse folk har, jo længere rejser de væk.

Forholdene i modtagelandene

Selvom modtagelandende ikke hører til de fattigste i verden, er der stadigvæk udfordringer, der skal håndteres. Latinamerika er traditionelt ikke ramt af større flygtningestrømme, og der er derfor i de enkelte lande kun en begrænset erfaring på området.

Dette og det store antal har ført til, at der er lavet en regional plan for håndtering af flygtninge og migranter. Indsatsen koordineres af UNHCR og IOM og involvererer både regeringer og NGO’er i de berørte lande.

Den columbianske regerings modvilje mod at åbne egentlige lejre skyldes, at man mener, at det vil vanskeliggøre integrationen i det columbianske samfund

Planen har fire fokusområder: Direkte akut assistance, beskyttelse, socio-økonomisk og kulturel integration samt kapacitetsopbygning i modtagelandene. En stor del af indsatsen er rettet imod at løse akutte behov i relation til husly, fødevarer, vand, santitet, hygiejne, basal sundhedspleje og vaccinationer for de nyligt ankomne.

Selvom det internationale samfund giver støtte til disse aktiviteter, er det langt fra nok til at dække omkostningerne i modtagelandene. På en konference i Verdensbanken i april 2019 vurderede den columbianske finansminister, Alberto Carresquilla, at de venezuelanske flygtninge og migranter på kort sigt koster statskassen omkring 1,5 milliarder dollar ( ca. 10 mia. kr.) om året, svarende til 0,5–0,7 pct. af BNP.

Carresquilla understregede, at selvom det var mange penge, ville det ikke udgøre et strukturelt problem for den columbianske økonomi, men at det på den korte bane kan føre til likviditetsproblemer for den columbianske stat. Men samtidig sagde Carresquilla, at al forskning indikerer, at de venezuelanske flygtninge på sigt bliver et økonomisk aktiv for Columbia.

Den columbianske regering forsøger derfor at gøre det nemmere for venezuelanerne at integrere sig i det columbianske samfund. Det sker for eksempel ved at give en stor del af dem en midlertidig opholdstilladelse, som gør det muligt at få legalt arbejde i Columbia.

Den tilgang til problemstillinger betyder også, at der ikke er blevet åbnet større flygtningelejre i Columbia, som man kender dem for eksempel fra Mellemøsten. Først i marts 2019 blev der i samarbejde med UNHCR åbnet en mindre lejr i Guajira i den nordlige del af landet, som er indrettet til at huse venezuelanere, der ellers sov på gaden. Den columbianske regerings modvilje mod at åbne egentlige lejre skyldes, at man mener, at det vil vanskeliggøre integrationen i det columbianske samfund.

På trods af disse initiativer vurderer UNHCR, at cirka 40 pct. af venezuelanerne opholder sig illegalt i Columbia, fordi de enten er kommet illegalt over grænsen eller deres opholdstilladelse er udløbet.

Og problemet ser ud til at være stigende, da antallet af folk, der kommer illegalt over grænsen, er steget, efter at den venezuelanske regering lukkede landets grænser 23. februar. Det betyder ifølge UNHCR, at flygtninge og migranter nu afpresses af para-militære grupper, der opkræver betaling for at lade dem krydse grænsen.

Den 28. maj offentliggjorde Den Venezuelanske Nationalbank en statistik, som viste, at bruttonationalproduktet var faldet med 52 pct. mellem tredje kvartal 2013 og tredje kvartal 2018

Selvom langt de fleste venezuelanere forlader deres land til fordel for Columbia, er der mange, der rejser videre derfra. Cirka 770.000 har taget ophold i Peru, men UNHCR forventer, at dette tal kan nå op på 1,4 millioner ved udgangen 2019. På samme måde som i Columbia er der et flertal af venezuelanerne på cirka 490.000, der har fået eller er ved at få midlertidig opholdstilladelse.

Omkring 90 pct. af venezuelanerne i Peru har slået sig ned i hovedstaden, Lima, hvilket svarer til en befolkningsvækst i byen på cirka 10 pct. alene af denne årsag. Også her hjælper UNHCR og en række NGO’er de nyankomne efter principperne i den regionale plan for håndtering af venezuelanske flygtninge.

Udsigter for fremtiden

Den 28. maj offentliggjorde Den Venezuelanske Nationalbank en statistik, som viste, at bruttonationalproduktet var faldet med 52 pct. mellem tredje kvartal 2013 og tredje kvartal 2018.

En sådan økonomisk nedsmeltning betyder, at selv hvis de igangværende forhandlinger i Oslo mellem den venezuelanske regering og oppositionen fører til en politisk løsning, vil det tage år – måske årtier – at komme ud af den økonomiske krise.

Der er derfor udsigt til, at der i mange år fremover vil være store grupper venezuelanere i de omkringliggende lande. Hvordan mon det vil gå dem?

Hvis man kikker på erfaringerne fra andre dele af verden, så er udsigten, at venezuelanerne kommer til at være væk fra landet i et godt stykke tid. En rapport fra Verdensbanken fra 2016 viste, at verdens flygtninge på det tidspunkt i gennemsnit havde været i eksil i 10 år.

Og mens de er i eksil, hvordan vil det så gå lederen af den indianske Warao-stamme og yogalæren, der krydsede lige over grænsen til Boa Vista i Brasilien, eller de unge universitetsuddannede, der rejste de næsten 7000 kilometer til Santiago de Chile? Her kan immigrationsmuseet og historien om de italienske immigranter i São Paulo for 125-150 år siden måske give et fingerpeg.

Her viser historien, at nogle kom fra usle forhold i Italien til lige så usle forhold på kaffeplantagerne i Brasilien og døde lige så fattige, som de var ankommet. For andre lykkedes det at spare lidt penge op, købe deres egen jord og blive selvstændige bønder, mens andre igen vandrede ind til den hastigt voksende storby São Paulo.

Her åbnede de måske en lille butik, fik job i den hastigt voksende tekstilindustri eller lykkedes med selv at starte en virksomhed. Men der var også mange, der rejste videre og for eksempel prøvede lykken i Argentina.

Og endeligt var der mange, der vendte hjem til Italien igen. Nogle kom hjem lige så fattige, som da de var rejst, andre med en opsparing, der gjorde det muligt at gennemføre en social opstigning i deres hjemland.

Så de italienske immigranter gennemlevede alle varianter af skæbner, og det er givetvis også et godt bud på hvordan, det vil gå de venezuelanske flygtninge og immigranter.


Foto: Chico Max (copyright). Flygtninge fra Venezuelas Warao-stamme.

HD(O) i Strategisk Ledelse og Forretningsudvikling, Copenhagen Business School
PhD i Økonomisk historie, London School of Economics and Political Science
Cand. Comm. med historie, Roskilde Universitet.

Bopæl: Sao Paulo. Hjemmeside: www.thomaschristiansen.net

Seneste artikler om Politik & Samfund