BØGER // ANMELDELSE – “Den fortabte sjæl” Nobelpristager Olga Tokarczuk har sammen med illustrator Joanna Concejo skabt en mørk og eventyrlig billedbog for voksne ved at benytte et gammelt polsk husråd i kampen mod tidens sjæleløse hast.
Et sted i den polske nobelpristager Olga Tokarczuks mesterværk, Rejsende, beskrives et gammelt ritual fra det østlige Polen, som fortælleren pludselig erindrer: før en rejse bør man altid sætte sig ned et minut og indstille sit “indre ur” på verden udenfor – så sjælen kan følge med.
Sekvensen fungerer som et nulpunkt i Tokarczuks episke undersøgelse af menneskets uudgrundelige trang til ustandseligt at bevæge sig. Bieguni, som den polske originaltitel hedder, henviser til de sekter, der mener, at den stillestående verden er Satans værk, og at man må bevæge sig uafladeligt for at undslippe det ondes magt.
Bevægelsens evangelium, hvis man kan kalde Tokarczuks genreopløsende hovedværk det, er således bygget på den grundpræmis, at “kuren” mod døden og stilstanden er at flygte fra den (den engelske oversættelse fanger den dobbelte betydning af flugt og flyve: Flights).
“Find dig nu dit eget sted og sæt dig roligt ned og vent på din sjæl. Nu er den sikkert dér, hvor du var for et par år siden.”
I den lille billedfortælling, Den fortabte sjæl – der udkom i hjemlandet i 2017, og som vi nu er så heldige at have fået på dansk – omvender Olga Tokarczuk i forrygende samarbejde med illustrator Joanna Concejo stilstandens betydning for det moderne, fortravlede menneske, og gør det undseelige ritual – at vente på sjælen – til grundfortælling og medicin.
Den kloge læge
Bogen åbner med et panoramisk snelandskab set fra oven: en park, hvor folk går tur og børn leger med hinanden på venstresiden af dobbeltopslaget, mens en ensom skikkelse er på vej ud af billedet i bunden ude til højre. Hans fodspor afslører, at manden går målrettet gennem parken, modsat menneskene på venstre side som tager ophold og bevæger sig løst omkring.
Herefter følger nogle stemningsmættede nærbilleder af parkens besøgende – ligeledes i melankolsk, mørkeblå blyantstreg, inden selve fortællingen bredes ud over et enkelt opslag, hvor Tokarczuk med suverænt, afdæmpet overblik tegner et troskyldigt portræt af manden, Jan, der arbejdede så meget og havde så travlt, at han mistede sin sjæl.
“Ganske vist,” bemærker Tokarczuks fortæller tørt, “klarede han sig godt uden sjælen. Han sov, spiste, arbejdede, kørte bil og spillede endda tennis. Men en gang imellem var det, som om verden omkring ham var blevet underlig flad, som om han bevægede sig på en blank side i et ternet regnehæfte helt dækket af små regelmæssige tern.”
Indsigten spejles på ironisk vis af Concejos tegning af den ensomme forretningsmand i kaffebaren, der er tegnet ovenpå, ja, gæt selv: ternet papir!
Flere steder benytter Concejo sig af gennemsigtigt papir til at skabe overgangsrum, hvor blikket sløres og et nyt rum anes
Jan har rejst for meget, for hurtigt. Han har ligefrem glemt sit navn (“Et lille øjeblik troede han, at han hed Andrzej, men lidt efter var han sikker på, at det var Marian, han hed.”) og må se på sit pas for at forsikre sig om, at han virkelig er den person, han har tabt af syne.
En klog gammel læge, som Jan opsøger, giver den fortvivlede mand et simpelt råd: “Find dig nu dit eget sted og sæt dig roligt ned og vent på din sjæl. Nu er den sikkert dér, hvor du var for et par år siden.”
Postkort fra en rejsende
Resten af fortællingen forløber (næsten) uden ord: Concejos tegninger viser os i adstadigt tempo, hvordan Jan sætter sig på en stol i det hus, han køber efter lægens råd, og venter, alt imens hans sjæl – eventyrligt afbilledet som en lille pige – materialiserer sig på venstresiden og, synkront med at Jans hår og skæg vokser, nærmer sig nutidens hus, han venter hende i.
Det er en pointe, at historien netop er skabt som en visuel fortælling: den grønne farves indtog mod slutningen river øjet ud af den blåtonede melankoli, og flere steder benytter Concejo sig af gennemsigtigt papir til at skabe overgangsrum, hvor blikket sløres og et nyt rum anes – som da sjælen efter sin rejse ser ind gennem ruden til Jan og vi fornemmer det grønne spire inde bag.
Der er en magisk uhygge på spil i Concejos legende streg, der får mig til at tænke på den danske tegner Rikke Villadsens gotiske realisme – og stilheden i det indledende vinterpanorama leder mine tanker i retning af Bruegels ikoniske Jægere i sneen (1565).
Barnets uskyldsrene undren skinner dog igennem og lader stemningen med et Andersen’sk lys snarere end mørket fra de store skove hos Brødrene Grimm.
Efter lidt tid blev jeg opmærksom på et motiv i begyndelsen, hvor nogle børn og en mor sidder på en bænk i parken. På opslagets højreside står en ensom mand mellem træerne lidt bag dem: ansigtet vender over mod bænken og hans ene handske lyser svagt brunt (som overvintret løvfald? Et blad, agern?) i den verden af blågråt mørke, Concejo rørende maner frem med blyantstregernes rå detaljeomhu og dybdefarve.
Mod slutningen dukker billedet op igen: nu afbleget, næste gennemsigtigt hvidt, men med den forskel, at manden med den brune handske er dækket af postkort og fotos af levet liv fra nær og fjern; som postkort fra en sjæl, der endelig har lagt tidens rejsekuffert bag sig.
LÆS ALLE SIMON LUND PETERSENS TEKSTER HER
Den fortabte sjæl
Olga Tokarczuk & Joanna Concejo (illustration)
Oversat af Hanne Lone Tønnesen
52 sider. 300 kr.
Forlaget Batzer & Co.
Illustration: Udsnit af bogens forside.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
