FILM // ANMELDELSE – POV’s Kulturlisten fremhævede allerede Den, der lever stille af Puk Grasten i forrige uge, og efter at have læst andre mediers meget blandede anmeldelser måtte vor filmredaktør selv i Skibby Kino. Er det en ”latterlig og dilettantisk B-film” eller en ”modig og insisterende interessant film?” Absolut det sidste.
En halv time inde i Puk Grastens film sidder jeg og er dybt fascineret. Der er ved at ske et eller andet, med filmen, med mig – og ja, også med min ledsager, der forlader biografen halvvejs inde. Men jeg kan ikke få øjnene fra lærredet. Jo, der er nogle ganske tydelige inspirationskilder, som tiltrækker sig en del opmærksomhed, men jeg ser dem ikke som mere end inspiration.
For det, jeg kigger på, er så anderledes, friskt og skævt, at jeg ikke mindes at have haft den helt samme fornemmelse under en dansk film, siden jeg så Erik Clausens Rami og Julie i 1988. Eller rettere: Det føles ”anderledes, friskt og skævt” på en anderledes måde end andre film, der gerne vil være netop dét.
Men det er også en krasbørstig film at se, og det er ikke åbenbart alle, der har lyst til at se en film, der stort set udelukkende foregår på et hospice med en døende mor. Heller ikke selvom Gitte Hænning dukker op. Lad mig bare slå fast, at jeg godt ved, at filmen baserer sig på en bog (som jeg tilfældigvis har læst), om ikke andet fordi stort set al kritik af filmen i pressen tager afsæt i eller slutter af med det faktum og en eller anden form for sammenligning mellem film og bog. Og det uanset om omtalen er positiv eller negativ, men det kommer jeg ikke til.
Filmatiseringer? Nej tak!
Jeg har nemlig som udgangspunkt et radikalt synspunkt: Lad være med at filmatisere populære bøger. Find på noget selv! Man sælger måske nogle billetter på forhånd, men man risikerer også at afsløre, at man anser filmmediet for et købmandsprodukt. Men nu ikke et ord mere om bogen, for jeg var alligevel blevet nysgerrig nok til at se denne film ud fra foromtalen, idet den lod til at være sin egen.
Og sin egen er den. Vi starter med en nærmest parodisk scene. Ung hjemmefraflyttet kvinde får besøg af sine forældre, der sådan set bare er forfærdelige. Det ligner en almindelig film, men der er noget i mekanikken, der knager lidt. En tydelig Twin Peaks–reference afslører hovedpersonen ‘Leonoras’ faible for det mystisk-æterisk-skæve, og langsomt (og så pludseligt) overtager filmen dette udtryk.
Realisme og surrealisme
Inden er der dog noget set-up i et tv-show, som skal afklare nogle ting for os seere: ’Leonora’ er ti år senere blevet forfatter og en kendt og kontroversiel figur, og vi er også hjemme hos hovedpersonen og hendes partner for at opleve lidt mere imiteret køkkenvask-realisme. Det virker efter hensigten, for vi ved nu, at moderen uden datterens viden er indlagt på hospice i Svendborg, og vi ved også, at det bliver mærkeligt.
For så skal jeg da ellers love for, at man får én på sine læbestiftsrøde læber. Hospicet er nemlig sin egen verden og minder i hvert fald ikke om dem, jeg har besøgt. Stemningen er ubestemmelig, både omklamrende og omsorgsfuld, både morsomt-hyggelig og uhyggelig. Det er som sagt fascinerende og ærgerrigt, og det er frækt at næsten-citere mestrene i den slags, David Lynch og Lars von Trier, men i mine øjne og ører fungerer det her som en pastiche: Denne (egentligt litterære) udtryksform, der tager udgangspunkt i en andens kunstners formsprog, men som i løbet af ’teksten’ finder sin egen modus.
Man hvad handler Den der lever stille om? Ja, om forholdet mellem mor, far og datter og hvorfor og hvorledes det er kuldsejlet … eller nej, netop ikke noget ’hvorfor og hvorledes’, for her oplever vi via filmmediets virkemidler, hvordan datteren ’Leonora’, der konsekvent kaldes ’Christina’ af forældrene, selv oplever det. Farver, beskæringer, lyd, musik og klipning peger alle i retning af det sanselige, det ikke-forklarede, og det virker utroligt velgørende – altså bortset fra, at det er harskt ad Pommern til.
Jeg fatter stadig ikke rigtigt, hvorfor der er en ulv med, men det er lige meget, for den skal være der. Det samme skal det over-søde personale, overvågningsbillederne, den lille pige og Gitte Hænning (en af mine få anker er, at der måske presses lige lovlig meget ud af sidstnævntes sange og deres åbenlyse tema-referencer, især ”Giftes med Farmand”).
For når filmkunsten prætenderer noget, som den gør her, og ikke bare fortæller ligefremt og psykologisk letforståeligt, så giver det mig som tilskuer en ekstra klangbund at vælte mine egne tanker og følelser op imod: Hvordan er det egentlig lige fat med mit eget forhold til mine forældre?
Lykkeligt samarbejde
Skuespillet og replikkerne er for mange den tydeligste del af enhver film, og instruktør og manusforfatter Grasten har en heldig hånd. Hun sidder med trumfer i form af især Frederikke Dahl Hansen i hovedrollen og Jens Albinus som faren, men hun spiller ikke altid ud, som man nødvendigvis ville forvente det. Albinus er både væmmelig og rar, og Dahl Hansen er både tilgivende, irriteret, presset og desperat med mere, og de er begge eminent instrueret. Indimellem afleverer Marina Bouras som kæresten nogle af de mest naturligt lydende replikker, jeg mindes at have hørt i en dansk film, hvilket skaber en trods alt velgørende balance i det samlede udtryk.
Jeg vil også gerne fremhæve, hvad der virker som et endog meget lykkeligt forhold mellem instruktøren og henholdsvis foto-holdet med fotograf Mia Mai Dengsø Graabæk i spidsen og scenograf og production designer Peter de Neergaard. Uden et symbiotisk arbejdsforhold mellem disse områder kunne meget såmænd være gået galt og have endt i overtydelige Carmen Curlers eller Dansegarderober, når man forsøger sig med en film af denne støbning.
Har du ikke mod på at se en film, der handler om dysfunktionelle familieforhold, der foregår på et hospice, mens moren langsomt afkræftes og dør, så lad for guds skyld være. Det kan godt være voldsomt. Men er du nysgerrig på, hvordan en dansk spillefilm tør prøve noget, og er du ikke bange for at kigge ned i ulvegabet af din egen tilværelse (det er jeg ellers), så forspild ikke chancen på at se Den, der lever stille i biografen.
Den, der lever stille
– blev omtalt af Malou Wedel Bruun i denne udgave af POV’s Kulturlisten. Kulturlisten udkommer hver fredag.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
