Tour de France årgang 2016 vil nok blive husket for bizarre scener på Mont Ventoux, men også som et studie i frygtsommelig stilstand og en udfoldelelse af styrke fra den britiske supermagt Team Sky. Og hvis verdens vigtigste cykelløb vil bevare sin fascinationskraft, er det nødvendigt med skelsættende forandringer.
Den sidste akt i Alperne indrammede for så vidt løbets dramaturgi. Mens et udtæret favoritfelt med løbets førerhund Chris Froome iklædt solsikkegult tværede sig igennem dagsregnen på Col du Joux Plane, var en kapabel duo af løbets andenvioliner i fuld gang med at køre om etapesejren.
For god ordens skyld skal det nævnes, at spanske Ion Izaguirre på den spejlglatte nedkørsel mod målbyen Morzine-Avoriaz formåede at distancere den colombianske opportunist med det kækt kuriøse navn Jarlinson Pantano, der havde haft sin stjernestund med en etapesejr tidligere i årets Tour.
Få minutter senere kunne Chris Froome køre over stregen med et undseeligt smil plantet i mundvigen og udsigten til karrierens tredje sejr i Tour de France, fire minutter og en sjat foran sine podiekolleger som Romain Bardet og Nairo Quintana.
Det kan virke som en ret lille margin med tanke på, at der er kørt 3.555 km fra de vindblæste vidder i det nordvestlige hjørne, videre ned gennem Centralmassivets kringlede rutschebanevejnet og de ventede slag i Pyrenæernes dunderhede og slutkapitlet over Alpernes tænderskærende tinder.
Eventyr og sportsidioti
Hverken rutesammensætningen eller topografien fra Tour-societetet fejlede som sådan det mindste, da løbet blev skudt i gang med klostret Mont Saint Michels eventyrsceneri som bagtapet 2. juli. Scenen var sat til et spændende og dramamættet løb. Der var forventningsglæde og sommerfugleflaksen i maveregionen. Sådan er det også at være sportsidiot, selv om mine 16 år som reporter med prof-cykling som kerneområde aldrig tillader at give forblændelsen frihjul hele vejen. Selv om Tour de France i år blev set fra sofaperspektiv på Christianshavn.
På bagkant af champagnegaloppen i slutdestination Paris skal vi ikke svælge i noget udtømmende løbsreferat. Sammen med de sortklædte Jedi-riddere fra Team Sky sørgede Chris Froome for at holde konkurrenterne stangen. Og mere end det. For den britiske supermagt angreb sammen med den kenyanske fødte kaptajn løbet muskuløst, magtfuldt og med overrumplende virkemidler på et par etaper, hvor Froome gav prøver både på dødsforagtende nedkørselsteknik i kurbyen Bagneres-de-Luchon og et hæsblæsende sidevindskup fire dage senere på en ellers flad etape mod Montpellier.
Klippehængende desperation
Det var ikke i disse momenter, Chris Froome afgjorde løbet. Og det blev heller ikke med endnu en opvisning på Mont Ventoux, hvor den 31-årige piberenserskikkelse ellers satte skabet på plads, da han i 2013 nappede sin første Tour-sejr.
Episoden på Mont Ventoux var stensikkert historisk på sin helt egen bizarre og lagkagekomiske facon
Selv for de, der fulgte bare overfladisk med undervejs, vil scenerne på Giganten i Provence stå tilbage som uforglemmelige billeder af en hovedrolleindehaver drevet af lige dele overlevelsesinstinkt og klippehængende desperation. I stivbenet løb igennem et frådende menneskehav på klak-klak lyd fra cykelskoenes stive kulfibersål og med hovedet svirrende efter synet af en reservecykel til erstatning for den ødelagte Pinarello, som ikke kunne modstå et møde med en løbsmotorcykel, fældet af folkemasserne.
Episoden på Mont Ventoux var stensikkert historisk på sin helt egen bizarre og lagkagekomiske facon. Og det var måske en trøst for de milliarder, der trods alt fortsætte med at se det løb, som mere end noget andet definerer professionel cykelsport. Af den simple grund, at det er kendt fra Bergen til Beijing.
Vin på papemballage
Allerede i Pyrenæerne fik vi dog et forvarsel om, at 2016 ville blive en Tour-årgang lige til glemmebogen. I vin-termologi til at blive kørt væk på store tanke for at ende på papemballage i discountsupermarkeder.
Forklaringen er ikke enstrenget. Men de store, tre uger lange Grand Tours (Giro d’Italia og Vuelta España er de to andre i kalenderen) er trods de højtsvungne fabler om intrikat taktisk skakspil, om storslåede visioner og fandenivoldske chanceriddere også bandsat banale. Det handler om at være den stærkeste. Både individuelt, men især kollektivt efterhånden som trætheden akkumuleres over tid.
Var Chris Froome stærkeste mand i årets Tour de France?
Utvivlsomt. Men mere afgørende var det, at Team Sky dag efter dag udsatte samtlige konkurrenter for en slags død ved langsom kvælning og slitage. Efter cirka samme procedure som i fjor. Bare mere bestialsk konsekvent, dybere i kødet og uden nogen vaklen fra den nu tredobbelte Tour-vinder selv.
Rekruttering fra toppen
Det kan være frustrerende at se på som tilskuer. Det kan virke som om en handlingslammelse, en frygt for at tabe og flegmatisk defaitisme lægger sin klamme hånd over begivenhederne.
Det var derfor løbet kom til at forme sig trivielt og forudsigeligt på alle de store bjergetaper. Med Chris Froomes håndgangne mænd i rollen som en hær af intimiderende ridefogeder.
Allerede i Pyrenæerne fik vi dog et forvarsel om, at 2016 ville blive en Tour-årgang lige til glemmebogen. I vin-termologi til at blive kørt væk på store tanke for at ende på papemballage i discountsupermarkeder.
Sammenligningerne med den nyere cykelhistories biokemisk drevne superhold som Festina, Bjarne Riis’ Telekom og ikke mindst hyperskurken Lance Armstrongs US Postal ligger lige for. Og måske vil eftertiden gøre os klogere på, hvorfor Sky i den grad kunne dominere som det er sket siden 2012, hvor holdet hentede den første Tour-triumf.
Cykelsport i den moderne æra, med et langt mere rigidt kontrolapparat og fysiologisk monitorering af den enkelte atlet, handler i høj grad også om at besidde den økonomiske råstyrke til at gøre en forskel. Rekrutteringen af de skarpeste knive til de lange dage i bjergene bunder også i, at man opererer med det suverænt største lønbudget med 140 mio. kr. årligt og i sagens natur kan dræne markedet for Manpower.
Hvis Skys mandskab på papiret så skræmmende ud allerede inden Tour de France, formåede kollektivet at suge kraft ud af enhver konkurrent, som kunne være en trussel. Da løbet nåede slutspillet i Alperne, var der intet overskud, ingen initiativ tilbage. Det var dødt løb. I ordets bogstaveligste forstand.
Regulering af markedet
Den ulighed, Team Sky manifesterede så magtfuldt, er ikke enestående for elitesport. Penge og sportslig succes er tæt sammenvævede. Mercedes i Formel 1 får måned efter måned Kevin Magnussen til at fremstå som en søndagsbilist med blød hat. Europas mest pengestærke fodboldklubber er at finde i Champions League kvartfinalerne næsten uden undtagelse hvert år og i Premier League, den mest bandede og pengestærke liga i verden, har udenlandske investorer og tv-penge bragt ubalance i gamle magtstrukturer.
I fodbold har vi vænnet os til tingenes tilstand. Vi lever med, at koncentrationen af de største navne trods alt leverer artisteriet og underholdningen. Og som dansker har vi accepteret, at den hjemlige fodbold eksisterer i en parallelverden. Som en lavkaste, hvor nærhedsprincippet er bærende.
Team Sky udsatte dag efter dag samtlige konkurrenter for en slags død ved langsom kvælning og slitage. Efter cirka samme procedure som i fjor. Bare mere bestialsk konsekvent, dybere i kødet og uden nogen vaklen fra den nu tredobbelte Tour-vinder selv. Det var derfor løbet kom til at forme sig trivielt og forudsigeligt på alle de store bjergetaper. Med Chris Froomes håndgangne mænd i rollen som en hær af intimiderende ridefogeder.
Professionel cykelsport er en anden luder, som digteren sagde. Med blot godt og vel 800 levebrødsryttere og rundt regnet 17-18 hold hørende hjemme i en smal og økonomisk ustabil verdenselite.
På den baggrund har Sky også kunnet trække fra deres værste konkurrenter i cykelfeltet. Og det fik allerede inden søndagens afslutning i Paris løbsdirektør Christian Prudhomme til at udtrykke bekymring for det britisk funderede mandskabs dominans.
”Team Sky har haft en overmagt og formået at lukke løbet ned i bjergene. Mere end nogensinde har vi brug for, at holdene bliver reduceret til otte ryttere (mod ni for nuværende, red.),” slog Tour-bossen fast over for sportsavisen L’Equipe.
Det er ikke ny tænkning. Men spørgsmålet er, om man ikke skal gå mere radikalt til værks. Måske endda skæve mod USA, hvor det i sportsgrene som baseball, amerikanske fodbold, ishockey og basketball har været nødvendigt at regulere markedet og sørge for, at penge ikke bliver lig øget ulighed.
Mere underholdning
Jonathan Vaughters, der er managing di rector for det amerikanske cykelhold Cannondale-Drapac, mener at lønloft er en af måderne at regulere magtbalancen på.
”Det vil give en mere lige konkurrence mellem holdene, mere underholdende løb, flere tilskuere og dermed sponsorer. Alle kan være glade,” mener Vaughters, som dog ikke nærer forhåbninger om nogen fransk revolution.
”Jeg har forsøgt at ændre nogle af sportens grundlæggende strukturer, men Den Internationale Cykle Union er magtesløse, fordi det i realiteten er ASO (som ejer Tour de France, red.), der styrer det hele.”
Spørgsmålet er derfor, hvor længe Tour-societetet kan se på, at løbet år efter år mister spænding og intensitet. Chris Froome har bebudet, at han har tænkt sig at fortsætte seks-syv år endnu.
Det kan blive ulideligt længe at vente på forandringens vinde.
Topfoto: https://www.facebook.com/letour/
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og