Den dag danskerne blev bange for sig selv

af i Danmark/Debat/Politik & Samfund

FV-2019// DEBAT – Aldrig har vi talt så meget og så nedladende om dem, vi ikke kender eller forstår, og så lidt om vores egne værdier, vores fortid og fremtid. Vi er ikke bare bange for de fremmede, vi er blevet bange for os selv, skriver Lone Skov Al Awssi.

Vi lever i et af de mest trygge og rige lande i verden. Et smørhul med et velfærdssystem så omfattende og fintmasket, at ingen lider virkelig nød. Alligevel er vi blevet så bange for de andre, for at miste, for at dele, for at fascismen for første gang siden 1939 har fået et officielt politisk talerør i Rasmus Paludan – en ekstrem politiker som måske bliver valgt og snart kan udbrede sine synspunkter fra landets vigtigste talerstol.

Jeg køber ikke præmissen om, at vi netop har brug for Paludans politik for ikke at miste vores land, kultur og religion. Vi er ikke ved at miste vores værdier på grund af pres fra andre. Værdierne kan vi kun miste, fordi vi selv bliver ligeglade, slappe og historieløse.

I årtier har en række politikere tegnet et billede af et Danmark, som bliver løbet over ende af muslimer med det ene mål at overtage landet. Et billede af, at vi er presset af mørke kræfter som vil ødelægge vores demokrati og kultur.

Dialogen er for længst død. Druknet i en destruktiv dødsspiral af hadefulde ytringer fra flere og flere politikere

Det er en politisk retorik, som har skabt frygt og fordret den indre svinehund i et bestemt vælgersegment. Først stod Dansk Folkeparti alene med den hadefulde tone rettet mod muslimer, så kom Venstre og Det Konservative Folkeparti med  – fristet af Dansk Folkepartis fremgang. Der var stemmer at hente. De Konservative havde ellers i mange år ønsket en stram, men fair, indvandringspolitik – krav om integration og respektfuld dialog. Nu følger Socialdemokratiet trop for at dæmme op for vælgerflugt til Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.

På intet tidspunkt har de mest fremtrædende partiformænd eller politikere sagt tydeligt fra og manet til besindighed. Man har fra bred politisk side givet køb på integrationen for at opnå et øjebliks popularitet med forhånende kagebilleder, nedladende tale og sidestilling af helt almindelige ”folkekirke-muslimer” med ekstreme islamister.

Danmarks velfærd har ikke ligget disse politikere på sinde, for manglende integration og inklusion koster samfundet dyrt både med hensyn til økonomi og sammenhængskraft.

Vi er verdensmestre i dårlig integration. Nu råber alle af hinanden, og ingen lytter

Det er svært for mange velfungerende muslimer at føle sig værdsatte som fuldgyldige medborgere i Danmark, når de hver dag udsættes for en hadefuld retorik. Det bliver umuligt konstruktivt at kritisere og debattere de emner, som i visse muslimske miljøer bestemt trænger til at blive ændret i en demokratisk retning.

Dialogen er for længst død. Druknet i en destruktiv dødsspiral af hadefulde ytringer fra flere og flere politikere. For egen vindings skyld – for stemmer på valgdagen – har de oppisket en stemning og fodret en umættelig vælgerskare, som bare er vokset og vokset.

I stedet for integration har vi fået segregation.

Vi kunne have ført en stram indvandringspolitik, det er nødvendigt i et lille land. Vi kunne stille krav om at lære sproget, få en uddannelse, arbejde og bidrage til samfundet i stedet for at fedte de nye borgere ind i lammende forsørgelse. Vi kunne med fasthed og værdighed have krævet et demokratisk syn på ligestilling, homoseksuelle og respekt for dansk kultur. I stedet valgte vi at drukne dialogen i ligegyldigheder, udelukkelse og had.

Vi er verdensmestre i dårlig integration. Nu råber alle af hinanden og ingen lytter.

I stedet for politikere, som gik foran og diskuterede de værdier vores samfund skal baseres på, fik vi teknokrater i et teknokrati, hvor det blot handler om at rykke rundt på millionerne i et endeløst velfærdsmorads uden åndelig substans.

Vi er ikke bare bange for de fremmede, vi er blevet bange for os selv

Som forurettede børn giver vi hinanden skylden.

Peger fingre af medierne og de ophidsede muslimer på Nørrebro.

Politikere og kunstnere har et stort ansvar for at udstikke retninger og værdier i et demokratisk samfund, kun et fåtal har orket at tage debatten og overleve de sociale mediers sump, men lige bagefter politikerne og kunstnere, følger alle vi andre helt almindelige hverdagsdanskere. Nok har vi ikke let adgang til medierne, men vi bestemmer selv, hvad vi taler om og hvordan.

Aldrig har vi talt så meget og så nedladende om dem, vi ikke kender eller forstår, og så lidt om vores egne værdier, vores fortid og fremtid.

Vi er ikke bare bange for de fremmede, vi er blevet bange for os selv.


Foto: Wikimedia Commons. 

Lone Skov Al Awssi er freelance journalist og gennem mange år samfundsdebattør i krydsfeltet politik, etik og religion.
Som panelist på Kristeligt Dagblads Religion.dk skriver hun om religiøse emner og besvarer spørgsmål fra læserne.
Hun arbejder også som salgsagent i SAS og i sin mands virksomhed.
Det politiske arbejde har fyldt meget, tidligere som folketingskandidat og medlem af Københavns Borgerrepræsentation for De Konservative.
Som bosat i Københavns indre by gennem mange år har byen og dens udvikling en stor plads i hendes hjerte.
Født i Gudme på Sydfyn fra en slægt af små fynske jordbrugere og søfolk fra Marstal, er hun nu københavner med stort K.
Lone Skov Al Awssi er katolik og gift med en muslimsk mand fra Irak.
Sammen har de en voksen søn, som studerer Erhvervsjura på CBS.

Seneste artikler om Danmark