SELVSKADE // KOMMENTAR – Det er dybt problematisk, at DR’s dokumentar Døde pigers dagbog har en romantiserende titel og er klippet som krimi eller gyserfilm: Den taler direkte ind i præcis den kultur, der gør, at tale om selvskade foregår i lukkede netværk.
En pige sidder indsvøbt i mørke og stirrer ned på sin smartphone. Lyset er koldt, og skyggerne i hendes ansigt fremhæver et lille ar ved øjenbrynet. Hun taler med en journalist udenfor kameraet. ”Her er det, nu har jeg fundet det billede, I talte om, det der med træet”. ”Hvad viser det?” ”Et billede af et træ, hvor Maja har fundet en galge at hænge sig selv i”.
Her efterfølges klippet af et tempofyldt molstykke, og her starter dokumentaren om den 20-årige Maja Lunas selvmord og hendes tilknytning til et socialt netværk på Instagram bestående af anonyme pigers dokumentation og deling af selvskade.
Kære DR. Stop med at sætte en alvorlig sag ind i et så useriøst format. Det er uansvarligt, at I ikke bruger jeres ressourcer ordentligt
Gruppen dokumenterer og diskuterer blandt andet cutting, spiseforstyrrelse og i værste fald selvmordsrelateret stof. Dokumentaren Døde pigers dagbog skriver sig ind i et romantiserende og mytisk univers med en titel, der kunne referere til Døde poeters klub eller Netflix-serien 13 Reasons Why.
PRIV
Pigerne, der interviewes fra den digitale gruppe, de selv kalder for netværket ’PRIV’ (en forkortelse for ordet privat) fremhæver i programmet, at gruppen er privat, fordi ’det er det inderste, man krænger ud’, og at man ikke vil have hele verden til at se det.
Samtidig er der en refleksion hos dem over den tavshedspligt, gruppen er underlagt, og til sidst i programmet siger Maja Lunas tætteste veninde til Majas mor, at hun er så ked af, at hun ikke fortalte noget. ’Hun virkede utroligt forpint og rigtig optaget af selvmordstanker’ siger en af pigerne i gruppen.
Vi følger Maja Lunas pårørende, hvis fortællinger afbrydes enkelte gange af videoklip, Maja Luna selv har optaget. ’Kan du ikke se, jeg er totalt fucked up’, siger hun til netværket i en video. Men det kan man ikke.
Den førende forsker indenfor selvskade, Lotte Rubæk, konstaterer efter kig på Instagram-opslag fra gruppens deltagere, at netværket ér farligt. At man kan forstærkes i sin selvskade, når man deltager dagligt i en gruppe, der normaliserer det selvdestruktive. Hun problematiserer den mindehøjtidelighed, som gruppen har oprettet i forbindelse med Maja Lunas død, som hun mener trigger og romantiserer selvmordet. Her glemmer vi, at gruppen faktisk er opstået ud af et ønske om at have et fællesskab. Et fællesskab er oftest noget opbyggeligt og en fremadskuende og levende ting. Så hvad handler gruppen i virkeligheden om?
En længsel efter et fællesskab
”Det er, ligesom når kriminelle finder et netværk, så har de i det mindste et fællesskab” siger Maja Lunas veninde i dokumentaren, mens hun pakker sit tøj sammen og er ved at flytte fra endnu en institution. Tavshedspligten i gruppen er en af de vigtigste ting for pigerne: ”Det er det, man vægter allerhøjest, at man ikke fortæller om hinandens profiler.” Hun fremhæver fællesskabet som nødvendigt for: ”Alle mennesker som ikke har voksne mennesker at gå til rigtigt.”
Hun fortæller senere, hun har skrevet meget om sorg, og at det varmer, når de andre i gruppen forstår det; hun føler sig mindre alene i sorgen.
Generelt kommer pigerne med udsagn, der kunne være blevet sagt af alle slags mennesker i en sorgproces. De længes alle efter fri tale og et fællesskab, hvor man er ’safe’. Men DR’s opsætning af dokumentaren ligner i sin udførelse mere en krimi eller gyserfilm. Døde pigers dagbog taler direkte ind i præcis den kultur, der gør, at fællesskaber som ’PRIV’ findes, og talen om selvskade kun foregår i lukkede netværk.
Døde piger og violiner
Dokumentarens virkemidler minder om en true crime-dokumentar med grafiske tråde, der forbinder Instagram-billeder og videoer, med klipmontager af mørke gange, pigerne siddende i en mørk skov, stilbilleder af huse på grå villaveje, alt sammen akkompagneret af underlægningsmusik i mol. Som seer føles det, som om vi er på vej ud for at finde den skyldige. Genrens genkendelighed faciliterer en moraliseren i sin fortælling. Moralen handler i høj grad om, hvor forkert det er at deltage i fællesskabet. Undersøgelsen af, hvorfor pigerne er der, hvor de er, bliver afstumpet i kraft af stilistik og dokumentarens fortællestil.
De få piger, der står frem og interviewes sammen, får meget kort plads i dokumentaren til at berette samstemmigt. Deres individuelle historier fungerer i dokumentaren som begrundelsen for, hvorfor de er havnet i fællesskabet. DR har haft en reel mulighed for at undersøge, hvordan fællesskabet fungerer indefra i kraft af det fælles interview med pigerne. De vælger dog at trække oplevelsen ud af det konkrete fællesskab, ned på individplan, og det fjerner fokus fra den oprindelige problematik.
Den dokumentariske forfladigende skildring af det selvskadende fællesskab kaster lys over en problematik, der ikke har noget med digitale fællesskaber at gøre, men nærmere har at gøre med en hel kulturs bearbejdning, iscenesættelse og portrættering af den psykiatriske patient.
Gennem litteraturhistorien har der siden antikken været tradition for, at den sindslidende beskrives i monstrøse vendinger, ofte i forbindelse med noget uhyggeligt eller fremmed.
Siden 00’erne er vi generelt blevet bedre til at tale om og til at anerkende psykisk sygdom som en lidelse, der findes på linje med de somatiske sygdomme. Medierne afdækker desværre oftest fra de mest ekstreme ståsteder
I vores samtid er afstanden og fremmedgørelsen formindsket kraftigt. Her finder vi romaner som Karen Fastrups Hungerhjerte og Peter Øvigs Min mor var besat. Det er romaner, der benytter sig af en jeg-fortæller og løbende tilføjer observationer som læger, psykiatere, øvrigt personale og pårørende har gjort sig om jeg-fortælleren.
Døde pigers dagbog håndhæver alle traditionerne. Dokumentaren har både det monstrøse aspekt, den personlige fortælling samt forskeren og pårørendes observationer. Men her er udgangspunktet at problematisere et fællesskab.
’PRIV’ bliver altså undersøgt ud fra de præmisser, man plejer at bruge til at undersøge historien for den enkelte. Kan man forstå et fællesskab ud fra den enkelte? Hvad er det, pigerne får i fællesskabet, de ikke kan få andre steder?
”Det er en slags gruppeterapi”, siger en af pigerne i programmet
Man må huske, at udgangspunktet for disse piger har været en søgen mod et fællesskab og forståelse, samt en tro på, at de har kunnet hjælpe hinanden. Gruppen er altså opstået af en slags selvtægt sat uden for system, men har resulteret i en fælles selvskadende dynamik, der bliver smitsom gennem de digitale platforme.
Det er den dynamik, DR sætter i et rædselsvækkende relief. Gruppedynamikken undersøges ikke ud fra de konkrete præmisser, men i stedet ud fra pårørendes reaktioner og ud fra pigernes synlige somatiske og dokumentariske spor. DR’s undersøgelse af pigernes vilkår og fællesskab er overfladisk, og går ikke ind til sagens kerne. Men hvorfor? Kan man ikke, tør man ikke, eller var det bare ikke en god historie?
Digitale selvskadende netværk er ikke et nyt fænomen
Siden 00’erne er vi generelt blevet bedre til at tale om og til at anerkende psykisk sygdom som en lidelse, der findes på linje med de somatiske sygdomme. Medierne afdækker desværre oftest fra de mest ekstreme ståsteder. DR har udvist helt andre tendenser, eksempelvis med programmet TVÆRS, der i mine øjne har gjort stort arbejde for at nuancere unges udfordringer med angst, stress og depression og OCD. Her portrætteres de unge nuanceret, med op- og nedture og egen kameraføring.
Når man senere vælger at producere en dokumentarfilm med så ømtåleligt et emne som selvskade, i en ramme der mangler nuancer, metarefleksioner og dybde, så overrasker det mig.
At fremstille et netværk som dette som en sensationsnyhed er i sig selv forfejlet. Netværket pigerne har skabt i ’PRIV’ er ikke noget nyt fænomen. Der fandtes netværk som disse, allerede da jeg var 14. Hjemmesiderne var mere ubearbejdede, og netværket lettere tilgængeligt. En af hjemmesiderne var et Pro-Ana, et forum for spiseforstyrrede. Her udvekslede brugerne råd om slankekure, selvskade og om hvordan man snød med sin vægt. DR har kendskab til disse netværk og skrev om det allerede i 2006.
Da jeg som 14-årig klikkede mig ind på Pro-Ana, kunne jeg mærke, at billederne og teksternes ophavsmænd, var ligeså håndgribelige, som hvis de havde stået i stuen alle sammen. Da jeg klikkede væk, havde jeg det, som om jeg lige havde trukket min ene fod op af altopslugende kviksand. Den fælles energi, deltagerne havde tilsammen, bragte selve websitet i vild affekt. Det digitale rum besad en atmosfære, man kunne træde ind og helt sikkert forsvinde i. Jeg turde ikke gå derind igen.
Havde jeg haft færre at tale med, havde jeg måske fundet et fællesskab i Pro-Anas brugere. Siden dengang er grupperne blevet private og systematiserende. Det er en forudsigelig udvikling, alle digitale netværk i øvrigt har gennemgået. Det overrasker ikke mig, at gruppen ’PRIV’ findes. Det overrasker mig, at DR ikke prioriterer og drager omsorg for de portrætterede eller for seeren.
Det hjælper ikke med skurke
Ud fra disse pigers vidnesbyrd tyder noget på, at den samtidige aftabuisering af psykiske lidelser hverken har ført til afklaring eller reel dialog. Noget står i vejen. Hvad er det, den digitale platform, og de her mennesker har udviklet i fællesskab, men ikke kan finde andre steder?
Min tese er gætværk, og DR tager ikke fat på problemet, men laver en U-vending sidst i programmet, hvor vi i krimiformat skal stille Martin Ruby, den politiske chef og leder for Facebook og Instagram i Norden, til regnskab for manglende censurering af billedmateriale på Instagram. Det bliver komisk, at censur skulle kunne fjerne problemet. Mens Martin Ruby sidder med journalisten og kuraterer, hvilke billeder der er selvskadende, kan vi som seere stille os spørgsmålet, om det i virkeligheden ikke er billederne, men fællesskabet på sociale medier over alt, der er smitsomt?
DR’s dokumentar er en symptomatisk dokumentar, der skriver sig ind i en ældgammel diskurs om psykiatri og ekskludering, hvor traditionen har været at fjerne det overfladiske irrationelle
Hvordan fungerer det belønningssystem, hjernen får via digitale medier, i samspil med selvskade? Situationen kan tages ud af kontekst. Lad os sige, du bager en kage. Du tager et billede. Du får et like i et bestemt segment. Nu har du lært, at hvis du bager en flot kage og poster det, får du opmærksomhed fra et bestemt segment. Opmærksomheden udløser dopamin. Hjernen husker dopaminen som en del af det belønningssystem, der aktiverer visse handlinger. Udfaldet af dette må være flere kager – eller mere selvskade.
Der er mange forskellige komponenter på spil, der gør, at et privat fællesskab kan udvikle sig ekstremt i fred og ro. Vi finder aldrig ud af hvilke, selvom DR har alle kort på hånden til at undersøge det. I dokumentaren Døde pigers dagbog stilles pigerne i stedet til regnskab, fællesskabet bliver dømt farligt, og Martin Ruby bliver ’skurken’, vi fanger.
Den romantiske krimikarikatur af selve problematikken bliver en spejling af det, som de unge piger er bange for at blive stemplet som: Skyldige eller forkerte. Det bliver også en spejling af et samfund, der ekskluderer og skjuler problematikken frem for at undersøge den. Og har det nogensinde åbnet et fællesskab at skabe en skyldsbetonet ramme rundt om et i forvejen tabuiseret emne?
Aftabuisering fordrer ikke en egentlig dialog
Har DR så gjort noget forkert ved at dokumentere dette fænomen? Nej. Men måske kunne det gøres i et større format. Det står samtidig klart, at ingen pårørende har vidst, hvad der foregik. Det, vi skal finde ud af nu, er, hvordan vi får de unge til at snakke med os. Det fordrer, at vi bliver bedre til at tale om tingene, uden at pakke dem ind i fiktion, violiner og skyld. Jeg tror ikke, det kan lade sig gøre ved at opløse netværkssites og private forummer.
Det er en langt større og mere folkelig opgave, vi som pårørende, venner, veninder, forældre, undervisere eller bare bekendte til unge har i dag. Vi har aftabuiseret psykiske lidelser ved at informere om dem, men vi har ikke opløst skammen, der følger psykisk syge eller selvskadende: Derfor foregår dialogen i lukkede forummer. Det er det, der mimes i fortællingens struktur i Døde pigers dagbog. Det individuelle vidnesbyrd prioriteres, og fællesskabet dæmoniseres i stedet for at blive undersøgt.
Samtidig repræsenterer mediebilledet ofte det ekstreme tilfælde. Når der ikke henledes opmærksomhed på, at man kan leve et helt almindeligt liv med depression, hvor man ikke er halvt død af selvskade eller har drukket syre, men bare har en diagnose, så er det svært at spejle sig i andet end det helt ekstreme.
Kun ved at undersøge, hvad fællesskabet kan, og hvorfor der er et behov for et så lukket fællesskab i en ellers digital transparent verden, kan vi gå i dialog og hjælpe
Jeg tror, vi lærer unge mennesker, at opmærksomheden først kommer efter det fatale og uigenkaldelige, for det er der, de fleste historier om psykiske lidelser begynder. Vi lærer dem ikke at stræbe efter det, men jeg tror, at når samfundet og medierne først reagerer og formidler fra det allermest kritiske punkt i den sindslidendes liv, så lærer vi hinanden, at det skal være på dette punkt, før vi kan bede om hjælp. Dertil prioriteres der oftest at fokusere på sindslidelser med somatiske islæt, fordi sindslidelser ellers virker usynlige.
Det har kæmpe indflydelse, hvordan vi portrætterer sindslidende i et samfund, der stadig virker afficeret af den vestlige kulturhistoriske kobling mellem sindslidelser og det uhyggelige eller dæmoniske, og hvor vi har haft en lang historie med at skjule og ekskludere sindslidende. Først for alvor i 70’erne i Danmark fokuserede psykiatrien ordentligt på at resocialisere sindslidende udenfor institutionerne. Den åbne dialog om psykisk sygdom har ikke eksisteret længe, og den er stadig ung.
Hvordan taler vi om det sammen?
Til sidst er der kun fortvivlelsen tilbage. Det er ikke ondskab, der driver piger til at tage æstetiserede billeder af selvskade. Det er helt basalt en kultur, hvor mennesker, der virkelig har brug for hjælp, har troet, at, de kun kunne få det af hinanden.
Det er det sørgeligste. Vi har et samfund, der anerkender angst, stress og depression som noget, der skal behandles, men vi har ikke en psykiatri, der kan varetage tilfælde, før det bliver akut. Vi har ikke en kultur, hvor man, trods aftabuisering, føler, man kan sige det højt. Det hele findes i verden sammen.
Det er ikke psykiatriens skyld, det er ikke pigernes skyld eller Instagrams skyld eller forældrenes skyld. Det er kombinationen af et fejlslagent system, en ung og uerfaren kulturel dialog og så et netværk, der yder selvtægt fra et sted, hvor overskuddet er så minimalt, at den fælles selvtægt bliver til fælles selvskade.
DR’s dokumentar er en symptomatisk dokumentar, der skriver sig ind i en ældgammel diskurs om psykiatri og ekskludering, hvor traditionen har været at fjerne det overfladiske irrationelle. Da man konfronterer Martin Ruby med censur på Instagram er det symptombehandling, der ligner den psykiatriske symptombehandling.
Vi kan fjerne billederne, men vi kan ikke fjerne handlingen.
Slutteligt vil jeg sige: Kære DR. Stop med at sætte en alvorlig sag ind i et så useriøst format. Det er uansvarligt, at I ikke bruger jeres ressourcer ordentligt.
Hjælp os til at forstå og gå i dialog med hinanden frem for at fokusere på censur. I er en folkeinformerende instans, og I har et ansvar for at stoppe symptomdokumentarisme og grave dybere i årsagen til ’PRIV’.
Kun ved at undersøge, hvad fællesskabet kan, og hvorfor der er et behov for et så lukket fællesskab i en ellers digital transparent verden, kan vi gå i dialog og hjælpe. Lad os se, hvad der foregår i brugernes møde med hinanden, ikke hvad der foregår for dem hver især.
Det er den dynamik, der er interessant. Det er i det lukkede fællesskab i samspil med det øvrige, at vi finder svaret på det egentlige problem.
Hjælp os med at tale med hinanden.
Foto: DR
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
