POLITIK // ANALYSE – Den konservative formand Mona Juul vil meget gerne i regering. En blå regering naturligvis. Men hvad hvis S og SF sidder på et rødt flertal efter næste valg? Så er det sandsynligt, hun går i regering med dem, skriver Andreas Karker.
Den nye konservative formand Mona Juul er her, der og alle vegne. Fx har man på det seneste set hende i gruppen af politikere, der står bag et nyt forlig – om statens køb af Københavns Lufthavn.
Somme tider også, når andre partiformænd ikke deltog. Det skyldes formentlig en plan om at være så synlig som muligt. Men hvad er Det Konservative Folkepartis plan fremover?
Partiet, der i målingerne ligger på ca. 5,5 pct., skal være blå bloks grønne parti, og hun har også skruet op for familiepolitikken. Men hvad med at få rigtig indflydelse og ministerbiler?
Alt tyder på, at Mette Frederiksen stadig bliver forhandlingsleder efter næste valg, og hvordan står Mona Juul i den situation?
Som erhvervskvinde vil Mona Juul gerne have rigtig indflydelse. Hun vil meget gerne i regering, naturligvis en blå regering, og det fastslog hun i sin første rigtige landsmødetale:
”Selvfølgelig drømmer vi om, at Det Konservative Folkeparti skal i regering. For det er jo der, vi er bedst,” sagde hun og tilføjede:
”Derfor skal der herske nul tvivl om, at vi ved næste folketingsvalg selvfølgelig går efter en blå regering.”
Konservative kan også se, at de ligger bedst, når de er i regering. De blev mere populære i 2001, da de indtrådte i Anders Foghs VK-regering, og i 2016, da de blev inviteret med i Lars Løkkes VLAK-regering. Deres vælgere kan lide, at de har indflydelse.
Hvad er chancen for en blå regering?
I den nyeste meningsmåling fra Voxmeter for Ritzau d. 2. december kunne Konservative, LA, Danmarksdemokraterne og DF tilsammen mobilisere bare 33,2 pct. af stemmerne. De har heller ingen statsministerkandidat.
Lægger man Venstres 10,6 pct. til, bliver det 43,8. Med Moderaternes 4,6 bliver det 48,4.
Socialdemokratiet er trods massiv tilbagegang stadig det største parti med 20,2 pct., og SF, der har fået de fleste af de tidligere S-stemmer, er nr. 2 med 17,1.
Så alt tyder på, at Mette Frederiksen stadig bliver forhandlingsleder efter næste valg, og hvordan står Mona Juul i den situation? I regering med Mette Frederiksen eller 3-4 år mere uden reel indflydelse?
Mona Juul vælger strategi
I slutningen af november deltog hun i Ekstra Bladets podcast Øverste hylde. Værterne Hans Engell og Clara Vind forsøgte på alle mulige måder at få Mona Juul til at forholde sig til, om hun kunne finde på efter et valg at gå med i en midterregering med Mette Frederiksen som statsminister. Men det ville hun ikke svare på.
”Det er lige meget, hvordan I spørger. Svaret er, at jeg arbejder for konservativ politik, og jeg drømmer om en blå regering, som jeg vil knokle for hver dag. Hvis det viser sig efter et valg, at det ser helt anderledes ud, vil jeg gerne kaldes ind her igen og svare på spørgsmål. For så kan man begynde at lægge nogle andre planer for, hvordan det skal være. Mandaterne må falde ud, som de nu gør, og så må man tage det efter et valg,” sagde Mona Juul.
Da hun blev interviewet af Berlingske, var svaret det samme:
”Jeg er ikke typen, der lukker døre og er ultimativ. Men jeg er typen, der går efter et blåt flertal. Det er det, der står heroppe,” sagde hun og pegede på sit hoved.
”Nu vokser usikkerheden om, hvorvidt Mona Juul har en plan B om ministerposter i en S-ledet regering,” skrev Berlingskes politiske kommentator Bent Winther.
Når hun ikke vil svare, skyldes det bl.a. ønsket om at sikre ikke at falde i samme fælde som tidligere Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen, der før sidste valg blankt afviste at gå i regering med Mette Frederiksen og så alligevel gjorde det efter valget.
De Konservative vil ikke afvise at bakke op om SF’s sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling eller ligefrem Line Barfod
Mona Juuls forbillede er tidligere miljø- og klimaminister og EU-kommissær, Connie Hedegaard. Hun kendetegnede ligesom tidligere udenrigsminister Per Stig Møller venstrefløjen i De Konservative.
Politisk kommentator, tidligere pressechef hos De Konservative, Benny Damsgaard, vurderer over for Netavisen Pio, at når Mona Juul nævner Connie Hedegaard, vil hun signalere, at hun som ny leder af De Konservative vil trække partiet ind mod midten i dansk politik:
”Søren Pape Poulsen var national-konservativ, og ikke social-konservativ. Mona Juul risikerer med sin melding at støde den nationalkonservative fløj i partiet fra sig ved at melde så entydigt ud,” siger han.
Hvilken rød overborgmester bakker K op om?
Der er mindre end et år til næste kommunalvalg, som tegner til at blive en stor udfordring for Socialdemokratiet. Især i København, hvor Enhedslisten allerede er større. Og det bliver SF også ved næste valg, viser en intern måling.
Socialdemokratiet fik 17,2 pct. ved sidste valg. Et historisk ringe resultat, og det bliver ifølge målingen endnu ringere næste gang. 12 pct. står partiet, der har haft overborgmesterposten i 100 år, til.
”Socialdemokratiet kan ikke tage vores opbakning for givet,” siger den konservative børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager til Altinget.
Meldingen fra Jakob Næsager kommer i kølvandet på, at Altinget og flere andre medier for nylig kunne beskrive en måling, som Analyse & Tal og Epinion har foretaget for SF og Enhedslisten.
Her svarer 24 pct., at de vil stemme på Enhedslisten, mens 21 procent af de adspurgte vil stemme på SF. Syv procent svarer, at de vil stemme konservativt. Det svarer til næsten en halvering sammenlignet med partiets resultat i 2021.
”Nu er der begrundet håb for, at den københavnske overborgmester for første gang i 100 år kan komme fra et andet parti end Socialdemokratiet. Det magtskifte er nødvendigt for, at vi kan få skabt de ændringer, som vælgerne helt tydeligt efterspørger,” siger Enhedslistens teknik- og miljøborgmester Line Barfod til Altinget.
Ved sidste kommunalvalg fik Socialdemokratiet alligevel overborgmesterposten, fordi ingen rigtig havde lyst til at bakke op om Line Barfod.
Men det tegner anderledes næste gang. De konservative vil ikke afvise at bakke op om SF’s sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling eller ligefrem Line Barfod.
Får Mette Frederiksen og Pia Olsen Dyhr flertal efter næste valg? Og vælger Mona Juul at slå pjalterne sammen med dem? Det vil vise sig. Meget tyder på det.
Læs også Frank Korsholms analyse “Mona Juul famler efter konservativ politik”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her