TERROR // MEDIEKRITIK – Siden 11. september 2001 har både medier, efterretningstjenester og politikere i udpræget grad set islamisme som fællestræk for terrorister. Den stigende terror fra den yderste højrefløj er i højere grad blevet betragtet som enlige ulve, selv om det de seneste år har ændret sig, og terrortruslen fra højre er taget mere alvorligt. I begge tilfælde overses et væsentligt fællestræk: Et had til kvinder og en forhistorie med vold i hjemmet.
Den 15. april 2013 skulle have været en festdag. Flere end 30.000 deltagere løb selve løbet til Boston Marathon, og langt flere havde taget plads langs ruten og ved mållinjen for at heppe på deltagerne.
Kort før klokken 15 gik to bomber af tæt ved målstregen. Tre blev dræbt, 264 såret, adskillige så alvorligt, at de mistede lemmer, og 27 hospitaler gik i alarmberedskab for at kunne behandle de mange sårede.
Mistanken var fra begyndelsen enten nordkoreansk eller islamistisk terror. Og ja, brødrene Tamerlan og Dhokazar Tsarnaev, som stod bag bomberne, havde et klart motiv: Bomberne var ifølge Dhokozar Tsarnaev hævn for USA’s bombninger i Irak og Afghanistan og “krig mod muslimer”.
I sag efter sag kan man gå gerningsmændenes baggrund efter, og igen og igen har de været voldelige mod kvinder
Sagen afsluttet. Tamerlan Tsarnaev var død i en skudduel med politiet, den hårdt sårede Dhokazar blev idømt dødsstraf. Og dækningen kom igen til at handle om, hvordan islam radikaliserede to unge mænd, der ingen tilknytning til en terrorbevægelse havde.
Kvinder er fjender
Hvad dækningen ikke kom til at handle om, var, at Tamerlan Tsarnaev havde en voldelig baggrund. Han havde blandt andet tævet sin samlever, og han blev arresteret i 2009. Anklagerne mod ham blev opgivet ved en retssag i 2010, så sagen ikke ville ødelægge hans chancer for at opnå statsborgerskab.
Alle signaler burde ellers have lyst rødt. Nyere forskning viser, at specifikke ideologier sjældnere er et fællestræk end netop vold i fortiden. I sag efter sag kan man gå gerningsmændenes baggrund efter, og igen og igen har de været voldelige mod kvinder – mødre, husstruer, tidligere samlevere eller (sjældnere) kolleger.
Det handler mindre om religion og mere om at tiltrække usikre og truede individer med et psykologisk behov for kontrol og simple løsninger
Ikke alene er det naturligvis dybt alvorligt for de kvinder, det går ud over. Men det er et vidnesbyrd om, at kvindehad kan være en radikaliserende faktor i sig selv. Den norske terrorist Breivik er et eksempel. Hans 1500 sider lange manifest har ikke kun islam som fjende, men kvinder bredt og feminister især.
Hans skrev blandt andet, at “hvis du tvivler så meget som et sekund på det faktum, at din modstander er en kvinde, vil du fejle. Du må omfavne og vænne dig til tanken om at dræbe kvinder, også de meget pæne”.
Den norske antifeministiske blogger Eivind Berge udtalte få dage efter angrebet sin støtte til Breivik og hans kvindesyn og vold mod kvinder. “En formidabel aktivist,” skrev han.
“Det er ofte det, som må til for marginale grupper, når feminismen allerede har vundet. Breivik er beviset på, at ligestillingen er løgn. Når alt skal være lige, ender du med at undertrykke mænd, fordi kvinder har erotisk kapitel, udtalte Berge uddybende til Bergens Tidende og tilføjede, at udtrykket formidabel aktivist var “uheldigt”, men “skrevet i en entusiastisk rus over, at vi endelig havde fået en mandsaktivist, en handlingens mand.”
Behov for kontrol
Terrorforbindelsen til kvindehad og vold mod kvinder viser sig igen og igen. Mændene kræver kontrol over kvinder.
Som Erin Marie Saltman fra Institute for Strategic Dialogue konstaterer om ISIS’ måde at rekruttere på: Det handler mindre om religion og mere om at tiltrække usikre og truede individer med et psykologisk behov for kontrol og simple løsninger.
Som sagt er forskningen af nyere dato, men den er ikke ukendt. Blandt andre har den britiske journalist og menneskerettighedsforkæmper Joan Smith flere gange gjort opmærksom på sammenhængen, efter hun foretog sin egen research. Så hvorfor taler medierne så sjældent om det?
Undersøgelsen munder ud i en direkte anbefaling om i langt højere grad at tage vold mod kvinder alvorligt som en sikkerhedstrussel og ikke bare henlægge sagerne. De kan være advarsler om en begyndende radikalisering
Sidste år iværksatte de britiske myndigheder en større undersøgelse. De har tjekket baggrunden hos de mennesker, som på grund af indberetninger fra bekymrede lærere, forældre, venner osv bliver henvist til det såkaldte “Prevent”-program, der skal afradikalisere potentielle terrorister. De foreløbige resultater viser, at vold i hjemmet og afsky over for kvinder er et træk, som går igen, uanset ideologi. Også hos de knap 20 procent af henviste, som slet ingen ideologi har.
En amerikansk undersøgelse fra University of North Carolina når samme overordnede resultat. Uanset den eventuelle politiske baggrund for en terrorhandling eller et masseskyderi er kvindehadet et fællestræk i en stor del af sagerne. Endda i en sådan grad at undersøgelsen munder ud i en direkte anbefaling om i langt højere grad at tage vold mod kvinder alvorligt som en sikkerhedstrussel og ikke bare henlægge sagerne. De kan være advarsler om en begyndende radikalisering. Og derudover vil det større fokus på forebyggelse være til kvindernes fordel.
Hvor er medierne?
Der er flere undersøgelser end disse eksempler. Dette er som nævnt kendt viden, og det burde ikke mindst være kendt blandt de journalister, som jævnligt beskæftiger sig med terror og kriminalitet.
Alligevel er det et aspekt, som sjældent bringes frem, når medierne dækker terror. Måske fordi det stadig er svært at tage dybden af kvindehad alvorligt, og fordi en samtale om misogyni uvægerligt kommer til også at handle om alle de andre måder, som foragt for kvinder kommer til udtryk på. Herunder hverdagssexismen.
Hvis vi bliver bedre til at bremse den form for macho-mandighed, som ikke kan tåle ligeværdige og selvstændige kvinder, ser det ud til, at vi også bliver bedre til at bremse terror
Men uanset ubehaget ved den del af historien er det en forbandet pligt at påpege, når der er mønstre i terroren og de mennesker, der udøver den. Ekstremisme i alle udgaver, herunder den voldelige islamisme, er ét mønster, og det skal selvfølgelig med i dækningen og tages alvorligt. Det bliver det så også.
Men det er ikke det eneste mønster. Vold er altid en alvorlig sag, og vold mod kvinder har nærmest epidemiske proportioner verden over.
Men det her handler ikke kun om vold i hjemmet og den enkelte kvinde og hjemmets børn, men om nationens sikkerhed. Hvis vi bliver bedre til at bremse den form for macho-mandighed, som ikke kan tåle ligeværdige og selvstændige kvinder, ser det ud til, at vi også bliver bedre til at bremse terror.
Lad os påpege det, når gerningsmændene har en fortid med vold i hjemmet og kvindehad. Det er ikke en privatsag, og det er ikke ligegyldigt. Undersøgelser viser, at det måske er det stærkeste fællestræk blandt terrorister overhovedet, særligt den nyere type som handler på egen hånd.
LÆS MERE AF SUSANNE SAYERS HER
LÆS MERE OM MEDIEKRITIK I POV HER
Topfoto: Boston Marathon-angrebet, øjeblikke efter bomben sprang 15. april 2013. Foto: Aaron Tang via Wikimedia Commons
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
