STØRSTE VALGÅR // ESSAY – I 2024 er der valg så mange steder rundtomkring, at det kaldes for historiens største valgår. Demokratiet bliver udsat for en stresstest, som måske kommer til at ændre den traditionelle vestlige opfattelse af, hvad et liberalt demokrati er. Må demokratiet forsvare sig med udemokratiske midler?
2024 bliver kaldt for historiens største valgår. Omkring halvdelen af klodens befolkning, fordelt på over 50 lande, skal til stemmeurnerne i de kommende måneder.
Allerede i midten af marts fik vi en forsmag på, at mange af disse valg også vil blive en stresstest af demokratiet. I Rusland vandt Putin således en såkaldt “jordskredssejr” med 87 % af stemmerne ved valget d. 15. marts efter systematisk at have elimineret enhver opposition. Ved det russiske valg klarede det skrøbelige demokrati ikke den stresstest, som Putin igen udsatte det for.
Rækken af valg i 2024 bliver ikke kun en perlerække af festdage for demokratiet. Når det fx bliver USA’s tur i november, vil det vise sig, om det amerikanske demokrati endnu en gang kan overleve den stresstest, som Trump og Republikanerne udsætter det for.
For få år siden beskrev de to amerikanske politologer Steven Levitsky og Daniel Ziblatt, hvordan demokratier dør: ikke for fødderne af mænd med rygende våben, men som følge af autoritære politikere og bevægelser, som ved hjælp af demokratiets egne processer bliver valgt ind og efterfølgende krydser den udefinerlige grænse mellem demokrati og autokrati.
Historiens største valgår bliver også en test af, hvad der kan komme efter de traditionelle vestlige forestillinger om demokrati
I et demokrati kan der ikke identificeres noget enkelt øjeblik, hvor denne grænse overskrides; om det er før valget, under valget eller efter valget? Det afgørende er, at demokratiets fremtid ligger i den måde, som vi varetager det på allerede i dag. Demokratiet tillader nemlig pr. definition, at dets egne modstandere deltager i de demokratiske processer med henblik på at ombygge demokratiet i autoritær retning.
Demokratiets dilemmaer
Det store valgår bliver måske ikke det helt store år for demokratiet, fordi det kommer samtidig med en voksende støtte til mere eller mindre autoritære bevægelser rundtomkring i verden. Allerede inden valghandlingerne for alvor kommer i gang, forudser EIU’s seneste Democracy Index, at ud af 70 forskellige valg vil kun 43 være helt frie og retfærdige. Ganske vist afholdes der masser af valg med ordet “demokrati” som løbende undertekst, men indskrænkninger i, hvem der kan stille op, og hvem der kan stemme, viser, at fortællingen om demokratiet er elastisk og ofte bliver trukket meget tynd.
Historiens største valgår bliver også en test af, hvad der kan komme efter de traditionelle vestlige forestillinger om demokrati. Der er tale om to spor, som krydser ind over hinanden. På den ene side er idealet om repræsentativt demokrati i høj kurs blandt befolkningerne rundtomkring på kloden. På den anden side er demokratiet mange steder under pres, selv om det fortsat betegnes som et demokrati.
Dilemmaet bliver tydeligt gennem resultater fra en undersøgelse af demokratiet i 24 lande. Her viser det sig, at et stort flertal (i gennemsnit 77 %) af borgere betragter repræsentativt demokrati som en “god” styreform. Samtidig er et gennemsnit på 59 % imidlertid også utilfredse med den måde, som demokratiet fungerer på i deres eget land. Utilfredsheden viser sig først og fremmest gennem borgernes manglende tillid til deres repræsentanter på det politiske niveau.
Det afgørende er naturligvis, hvordan denne utilfredshed kommer til udtryk. Uanset hvor paradoksalt det forekommer, så kan væksten i autoritære styreformer knytte sig til dette spørgsmål. Der er ikke så langt fra utilfredshed med det komplekse demokrati, som skal tage utallige hensyn til modsatrettede positioner i samfundet, til ønsket om en autoritær ledelse, som mere ubesværet kan drible rundt om de mange hensyn, som demokratiet kræver, hvis det skal fungere som et demokrati og ikke blot som en betegnelse. Sagen er dog, at det oftest er politikerne, som sætter demokratiets kvalitet på spil.
Når demokratiet angriber sig selv
Da Donald Trump blev valgt som præsident i USA, kom det tilsyneladende som et chok; en mand, som ikke ville demokratiet, blev valgt gennem demokratiske processer. Måske vænner vi os lidt for hurtigt til det autoritære vanvid, som har taget plads inden for demokratiet. Før Trump var Viktor Orbán blevet valgt i Ungarn og har i dag undergravet det ungarske demokrati indefra. Efter valget af Trump blev Boris Johnson valgt som premierminister i Storbritannien, og i 2022 blev Giorgia Meloni fra det yderste højrefløjsparti Italiens Brødre valgt som premierminister i Italien.
Hvor skal demokratiets konstitutionelle grænser gå, hvis det skal kunne forsvare sig selv og overleve?
Det er ikke længere usædvanligt, at der gennem det repræsentative demokrati vælges ledere, som ikke selv støtter dette demokrati, og som starter en ond cirkel af eskalerende grænsesøgning i forhold til, hvad demokratiet kan tåle og overleve. Ofte tager det form af angreb på de institutioner, som ellers skulle afbalancere den siddende magt, ikke mindst domstolene og retsstaten – som fx Trump i USA, Putin i Rusland, Orbán i Ungarn, Netanyahu i Israel og Robert Fico i Slovakiet har angrebet for at konsolidere egen magt i forhold til kritik og modstand.
Den amerikanske historiker Timothy Snyder kalder dette for “pre-fascisme”. Snyder illustrerer de redskaber, som mange autoritære ledere tager i brug for at svække demokratiet, ved at henvise til den tyske filolog Victor Klemperers bog Det Tredje Riges sprog. Klemperer var jøde og identificerede en udvikling i Tyskland, som op til krigen var med til at muliggøre jødeforfølgelserne:
- Sproglig forandring i retning af en slags “nysprog”.
- Transformationen af løgn til fakta, eller fremvæksten af det, vi i dag kalder for “det post-faktuelle samfund”.
- Sproglig dehumanisering af modstanderne.
- Fremhævelse af lederen som den gode problemløser.
Der er en ikke ubetydelig genkendelse i forhold til det, som mange steder kendetegner situationen i 2024, op til historiens største valgår.
Hvad kommer efter demokratiet?
Hvornår passeres den grænse, hvor et demokrati holder op med at være et demokrati og slår over i en autoritær styreform? Er der tale om et enten-eller, hvor der enten er demokrati eller ikke demokrati? Eller er demokrati et kontinuum, hvor der kan være mere eller mindre demokrati?
Den store vestlige myte om demokrati kommer let i strid med sig selv, når det skal diskuteres, hvad demokrati ikke er, for myten har en tendens til at blive forviklet med idealet om, at demokratiet skal kunne rumme alt, også det, som vil demokratiet til livs. Det problem opstår, når forestillingen om demokrati løsrives fra grundlæggende liberale værdier som fx retsstatens betydning, en fri offentlighed og frie medier.
Den amerikanske politiske filosof Michael Walzer gør opmærksom på, at i det antikke Athen, som jo kaldes for demokratiets vugge, kunne en politiker, som befolkningen vurderede ville være en trussel mod de demokratiske regler, blive stemt i eksil i 10 år. Hensigten var at beskytte bystaten mod potentielle tyranner.
Spørgsmålet er, hvad vi skal gøre, hvis et flertal ved et valg signalerer, at de ønsker at undvære demokratiet
Vi skal ikke romantisere det græske demokrati. Det var historiens første udemokratiske demokrati, som Michael Walzer siger. Men som vi også kan læse hos Walzer i bogen The Struggle for a Decent Politics, så er der også en risiko for, at demokratiet kommer til at lide under glemslen af sine liberale begrænsninger. Demokratisk politik (over)lever gennem en løbende og kritisk diskussion af, hvor grænserne skal gå, ikke ved at benægte, at der skal være grænser.
Med andre ord, hvor skal demokratiets konstitutionelle grænser gå, hvis det skal kunne forsvare sig selv og overleve? Hvis disse grænser bliver for snævre, er demokratiet selvsagt truet. Det er demokratiet imidlertid også, hvis grænserne bliver så elastiske, at de slides for tynde og alt for let kan udnyttes til fremme for autoritære tendenser.
Må demokratiet forsvare sig med udemokratiske midler?
Lidt i forlængelse af det antikke Athens mulighed for at stemme trusler mod demokratiet i eksil skrev den tyske historiker Jan-Werner Müller i februar 2024, at et demokrati naturligvis ikke helt tilfældigt skal forsvare sig ved hjælp af udemokratiske midler. “Men hvis en kandidat over tid har udvist et klart mønster af antidemokratisk adfærd, og hvis denne person fortsætter med dette efter klare advarsler, så er et forbud ikke kun berettiget, men nogle gange nødvendigt.”
Jan-Werner Müller mener, at den største trussel mod demokratiet ikke kommer nedefra, men fra toppen, når udemokratiske autokrater og autoritære grupper stemmes ind med henblik på efterfølgende at svække demokratiet for egen vindings skyld.
Spørgsmålet er, hvad vi skal gøre, hvis et flertal ved et valg signalerer, at de ønsker at undvære demokratiet, spørger Jan-Werner Müller. Hvis der er flertal for det, skal demokratiet så blot tillade afmonteringen af sig selv i håbet om, at den politiske proces senere vil kunne genindføre det? Som eksempler på denne problemstilling nævner Müller Donald Trump i USA og det tyske højrefløjsparti Alternative für Deutschland (AfD). Der findes muligheder for lignende eksempler i Frankrig, Holland, Østrig, Ungarn, Polen, Slovakiet og en del andre steder.
I 2014 brugte den ungarske premierminister, Viktor Orbán, det nysproglige begreb “illiberalt demokrati”. Det betød, at der godt kunne være demokrati uden liberale værdier, som fx en liberal retsstat og pressefrihed. Spørgsmålet er, om man kan afskaffe den liberale retsstat og stadig hævde, at der er tale om et demokrati? Uden at have tæt tilknytning til liberale institutioner, som fx en retsstat, frie medier og offentlig opposition, vil demokratiet i hvert fald være forandret til en glidebane mod både et autokrati og det, der er værre.
Skal demokratiets processer være frit tilgængelige for grupper, som ikke ønsker at fastholde demokratiets liberale værdier, eller skal demokratiet i yderste nødstilfælde have mulighed for at forsvare sig ved hjælp af principielt udemokratiske midler som fx at udelukke personer eller grupper fra de demokratiske processer med den begrundelse, at de vil undergrave demokratiet?
Den nazistiske propagandaminister Joseph Goebbels glædede sig i sin tid over, at “Dette vil altid forblive en af demokratiets bedste vittigheder, at det gav sine dødbringende fjender midlerne, hvormed det blev ødelagt”. Jan-Werner Müller citerer dette historiske budskab ved indgangen til historiens største valgår. Med så meget på spil så mange steder i verden, er ordene tilstrækkelig begrundelse for at diskutere, ikke kun hvad demokratiet er, men også hvad det ikke er, og hvordan det kan forsvare sig selv?
Læs også “Mænd af rette støbning og flugten fra friheden” af Peter Schjødt.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
