De er vokset op med et åbent Europa og et udtalt løfte om, at verden lå udstrakt for deres fødder. Alligevel lever en del af generationen, der blev født i starten af 1990’erne, med en følelse af, at globalt samarbejde og flydende grænser ikke er af det gode, og at Danmark og danskheden er truet af både indre og ydre kræfter. Og den følelse har vækket de unge nationalister.
Helsingør, Sjælland. 2005. Historien om dengang hans farfar som en del af den danske modstandsbevægelse under 2. verdenskrig sprængte et jernbanespor i luften, bliver et skæbnesvangert øjeblik i Lucas Hultgrens liv. Om det er stoltheden over farfarens mod eller følelsen af uretfærdighed, der vækker noget i den 10-årige dreng fra Fyn er uklart, men fra det øjeblik står det klart, at han som sin farfar vil kæmpe for sit fædreland.
Sankt Annæ Plads, Indre København. 2016. Foran en rytterstatue af Kong Christian den 10. står den nu 21-årige Lucas Hultgren iført blåhvid stribet skjorte og en mørkeblå jakke. Det politiske frø, der blev sået i ham som ung, har spiret, og efter syv år som aktivt medlem hos Dansk Folkepartis Ungdom vandt han i februar titlen som landsformand. Den blå-grønlige bronzestatue bag ham er et udtryk for folkets taknemmelighed til kongen, der under 2. verdenskrig blev kendt for sine rideture gennem København som en symbolsk markering af dansk overlevelsesevne. For Lucas Hultgren er rytterstatuen et symbol på frihed i en ellers ufri tid:
”Han kæmpede for et frit Danmark, og på den måde er han et udtryk for, hvad jeg og mit parti kæmper for: fædrelandet og den danske kultur og historie”.
Til trods for at situationen næppe er den samme i dag som i de fem lange år under den tyske besættelse, oplever Lucas Hultgren, at en lignende fædrelandskærlighed er vendt tilbage:
”Den fædrelandskærlighed og stolthed, man så hos frihedskæmperne, er kommet tilbage i min generation. Efter 2. verdenskrig troede man, at nationalisme og nazisme var det samme, men det er noget vrøvl. Det er igen blevet okay at sige, at man elsker Danmark”.
Globaliseringens børn vækker nationalismen
Nationalismen var egentlig blevet erklæret død. Med rationelle argumenter og videnskab havde man ihærdigt forsøgt at udrydde den, og af toneangivende eksperter fik vi fortalt, at det var lykkedes. Professor i statskundskab Christian Albrekt Larsens undersøgelse fra 2003 af danskernes nationale tilknytning viser, at den ægte fædrelandskærlighed dør ud med førkrigsgenerationen, der var førstehåndsvidner til 2. verdenskrig.
Meget tyder dog på, at fædrelandskærligheden igen blomstrer blandt den unge generation – dem, der blev født i starten af 1990’erne med globaliseringen som en tro følgesvend, i en tid, hvor traditioner og strukturer gik i opbrud, og det enkelte menneske blev dømt til kulturel frisættelse. I 2015 steg medlemstallet i Dansk Folkepartis Ungdom (DFU) – et ungdomsparti, der har eksisteret siden 1995 – med hele 43 procent fra 700 til 1000 medlemmer. Og den store vækst er fortsat i 2016. Særligt i forbindelse med DR3-programserien Generation DF, der efter første afsnit gav partiet 15 nye medlemmer på selv samme aften. Og der strømmer nye medlemmer til de nationalkonservative ungdomspartier. På knap to år, fra 2014 til 2016, er Konservativ Ungdom vokset med 30 procent – en stigning som ifølge landsformanden, Andreas Weidinger, skyldes, at stadigt flere unge identificerer sig som nationalkonservative. Den konservative debattør Mads Holger og medstifter af Tænketanken Cepos Kasper Elbjørn mener desuden, at ungdomspartiet adskiller sig mere og mere fra moderpartiet ved i højere grad at ville det nationalistiske projekt.
Ifølge lektor i litteraturhistorie ved Aarhus Universitet Hans Hauge har nationalismen aldrig været død, men viser sig tydeligst, når den er truet. I så fald har den – ligesom det folkekære symbol og DFU’s selvudnævnte maskot, Holger Danske, blot befundet sig i en dvaletilstand i en fredelig tid, hvor vi ikke har haft grund til at føle os særligt danske. Men hvad har fået nogle unge til at vække nationalismen? Hvorfor føler de sig truet på deres nationale identitet? Og hvad indeholder denne særlige “danskhed”, som de unge kalder til kamp for?
Røde pølser og hverdagsnationalisme
En af de eksperter, der nåede at erklære nationalismen for død, er den netop fratrådte CBS-professor og EU-fortaler Uffe Østergaard. I slutningen af 1980’erne indledte han sine studier af nationalstaten på det nu nedlagte Center for Kulturforskning ved Aarhus Universitet. I dag har han nådesløst måtte forkaste sin egen position, da han havde undervurderet nationalstatens kraft. For globaliseringen udvandede ikke nationalismen, som Uffe Østergaard havde forventet. I stedet voksede den i hele Europa, og de unge danske nationalister udgør ifølge Uffe Østergaard et opsigtsvækkende udsnit af dette billede:
”Det er jo interessant, hvad der får de unge til at følge trop og bejle til nationalistiske værdier. Tidligere har man forbundet de unge med en meget globaliseret indstilling, men i dag ser man, hvordan de unge i højere grad værner om det nationale”.
At nationalismen tiltager i styrke på tværs af Europa er ikke til at betvivle. Med stor bevågenhed iagttager medierne de ekstremistiske højrenationale bevægelser, der for tiden hærger Europa, og ofte udråbes de seneste års økonomiske nedtur og en voksende EU-magt som væsentlige kilder til nationalismens genopståen. Men for at forstå den voksende danske nationalisme, må man ifølge Uffe Østergaard skelne mellem den ekstreme nationalisme og det, han betegner som en mere fredelig ”hverdagsnationalisme”, der handler om national identitetsfølelse og værdier. Og netop hverdagsnationalismen ser han for tiden brede sig i det danske politiske spektrum.
Flere sociologer forklarer nationalismen af i dag som et svar på det kulturelt frisatte menneskes behov for identifikation i en globaliseret verden. Nationalismen bliver et kærkomment tilflugtssted, der kan tilbyde en følelse af identitet og af at høre til et sted i en tilværelse præget af traditioners og strukturers opløsning.
“Det er blevet meget udbredt i alle partier, hvor det igen er blevet legitimt at tale om danskhed. Så kan vi skændes om, hvorvidt det er røde pølser eller demokrati, men vi er enige om, at vi skal værne om det danske,” siger Uffe Østergard.
Danskhed og dansk kulturarv var ellers noget, der helt var udgået fra den offentlige debat, så spørgsmålet, der står tilbage, er, hvor nationalismen får sin næring fra? Ifølge Uffe Østergaard er en vigtig del af forklaringen, at vi befinder os i en krisetilstand. Hans analyse går i sin enkelhed ud på, at nationalismen er mest truet i tider med ro og fred, hvorimod den vinder frem i krisetider.
Han ser derfor befolkningens nationale identitet som en iboende egenskab, der vækkes under særlige omstændigheder. Men hvor det hos førkrigsgenerationen var krigen mod tyskerne, der forstærkede den nationale selvbevidsthed, er det i dag andre forhold, der truer.
I terrorens tidsalder
Ebberup, Fyn. 11. september, 2001. Foran fjernsynet forstår Lucas Hultgren med det samme, at der må være noget helt galt. Sammen med størstedelen af verdens befolkning sidder han klinet til skærmen og ser to fly kollidere mod World Trade Center i New York.
“At se de to tårne styrte sammen på tv og den massive bevågenhed, der fulgte med, gav et sæt i mig, der er svært at forklare, men jeg forstod med det samme, at det her var alvor”, fortæller Lucas Hultgren.
Han hører til blandt de yngste, der kan huske terrorangrebet den 11. september. Og selvom de blot var børn, vil alle hans venner formentlig kunne fortælle, hvad de lavede netop den dag. Hans generation er vokset op i et ophedet tiår i terrorens skygge, og udtrykket “verden bliver aldrig den samme igen efter 9/11” har de hørt så mange gange, at ingen længere tænker over, om det er sandt. Måske netop derfor er det ikke mærkeligt, at Lucas Hultgren nævner terror som den største trussel mod Danmark i dag: ”Det er en kæmpe trussel, for vi begynder at ændre den måde, vi lever på. Bare tag ytringsfriheden. Der er en enorm grad af selvcensur hos folk, og det er forfærdeligt, at vi på grund af dødstrusler fra fundamentalister begynder at lægge bånd på os selv”.
Præcis hvad danskheden er, er svært at udrede, og netop begrebets flydende karakter har gjort det velegnet i politiske debatter som en tom beholder, der efter behov kan indeholde alt fra svinekød og lakridspiber til demokrati og ytringsfrihed.
Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet. 2016. På et hjemligt indrettet kontor med bløde lænestole, kunst-besmykkede vægge og mange hyldemeter tunge bøger og opslagsværker sidder lektor i politisk sociologi Carsten Bagge Laustsen. I 15 år har han studeret terrorens væsen, og mange af hans analytiske samtidsdiagnoser henter inspiration fra de venstreorienterede tænkere Slavoj Žižek og Georgio Agamben.
Ifølge Carsten Bagge Laustsen drives terrordiskussionen frem af en blodig mediediskurs og nogle ihærdige højrefløjs-bloggere og nationalkonservative politikere, der bruger den islamistiske terrortrussel indenrigspolitisk, hvilket skaber en frygtkultur over for mellemøstlig indvandring: “Enhver moské bliver en trussel mod danskheden og vores sikkerhed. Det tilføjer noget drama til de identitetsspørgsmål, der knytter sig til nationen. Terroren bliver på den måde vand på deres politiske mølle, fordi den bygger på en diskurs, der trives rigtig godt med trusler mod nationen”, forklarer Carsten Bagge Laustsen.
Ifølge ham bliver terrortruslen således mere til et politisk redskab, der dramatiserer bestemte ideologiske positioner, end en præsent trussel. Alligevel anerkender han, at 11. september ændrede verdenssituationen.
Det skulle have været så godt – og så skete 9/11
Det var ellers lige blevet så fredeligt i den vestlige verden. Ifølge Carsten Bagge Laustsen var det faktisk svært at udpege et tidspunkt i verdenshistorien, hvor den internationale politiske situation har været mere kedelig end lige op til 9/11. I 1992 blev politologen Francis Fukuyama berømt for at hævde, at historien var forbi: ”Og sådan så det vitterligt ud. Vi havde fundet ud af, hvilket samfund der var det bedste, nemlig vores eget. Vores kombination af demokrati og kapitalisme skulle bringe fred og velstand til hele verden”, skriver Carsten Bagge Laustsen i sin bog Terror fra 2014.
I kølvandet på 11. september erklærede USA’s daværende præsident, George W. Bush, krig mod terrorisme, og det var netop i skyggen af denne krig, at den unge generation voksede op. I skolen fik de fortalt, at ideologierne var døde, men derhjemme så de klip fra terrorangreb i byer som New York, Madrid, London og Paris – og ideologierne føltes igen meget levende.
“Pludselig blev det igen muligt at hade en regulær fjende,” skriver Carsten Bagge Laustsen.
Når verden er utryg, som vi ser det for tiden, bliver de unges strategi at søge mod den trygge nationalstat.
Søren Østergaard
Søren Østergaard arbejder til daglig som leder for Center for Ungdomsstudier og Religionspædagogik. Han oplever, hvordan en øget terrorbevidsthed har været med til at forme en tryghedssøgende ungdomskultur, der i højere grad end tidligere generationer forsøger at rekonstruere et kendt og sikkert verdensbillede:
“Når verden er utryg, som vi ser det for tiden, bliver de unges strategi at søge mod den trygge nationalstat”, forklarer Søren Østergaard, der for tiden arbejder med et portræt af ungdomsgenerationen.
Til bogen har Søren Østergaard foretaget en række undersøgelser, der viser, at terrorbevidstheden hos de unge særligt begyndte at fylde, da angrebene rykkede tættere på: “Når man kan gå rundt på Nørreport i København og se politibetjente med maskinpistoler, bliver terrortruslen pludselig meget virkelig. Her bliver det at være dansker et trygt fundament”.
For Lucas Hultgren og de resterende medlemmer af DFU er der ingen tvivl om, at Danmark befinder sig i en krigstilstand, og at terrortruslen føles reel: “Det er jo forfærdeligt, at vi i Danmark skal se kampklædte betjente”, fortæller Lucas Hultgren, der mener, at angrebene allerede er begyndt at indlejre sig i vores hverdag: “Så tænker man sig pludselig om en ekstra gang, før man tager toget eller skriver noget på Facebook.”
Fred og frigørelse truer danskheden
Statens Museum for Kunst, København. 2016. Med blikket rettet mod den majestætiske bygning foran ham står 25-årige Rasmus Ulstrup iført hvid skjorte, flaskegrøn striktrøje og en lang, brun herrefrakke. Inde bag de romerske søjler og renæssance-inspirerede udskæringer findes en af dansk kulturarvs højborge. ”Det her sted er meget sigende for noget af det, jeg er glad for her i Danmark”, fortæller han.
”Den frie, offentlige tilgængelighed til dannelse og til vores kulturhistorie. Grundlaget for en national sammenhængskraft er, at vi er bevidste om den historie, der har skabt os og ført os til, hvor vi er i dag.”
Og historien er vigtig for Rasmus Ulstrup, der for nylig tilsluttede sig national-konservatismen. En historie, der efter hans overbevisning har tendens til at gå tabt i det moderne frigørelsesprojekt, som de seneste mange år har lagt stadig større afstand til gamle traditioner og institutioner som nationalstaten.
Rasmus Ulstrup er som så mange andre i hans generation opvokset med socialliberale og internationalt orienterede forældre, der hyldede Den kolde Krigs afslutning og bød EU velkommen med åbne arme. Og der var da heller ikke meget at bekymre sig om under opvæksten i de rolige 90’ere og den idylliske, nordsjællandske natur i Hillerød: ”Min generation er vokset op i den mest fredelige periode i europæisk historie. Vi fik fortalt, at det gik så godt, at alle mennesker var gode, at alle på kloden var ens. Fordi man slet ikke oplevede den angst for, at andre mennesker ville os ondt”.
Indtil for et par år siden var Rasmus Ulstrup efter eget udsagn ”brændende liberalist”, men så skete der noget. Under studiet af politisk filosofi på CBS kom han til at betvivle de internationaliserings-principper, han var opvokset med, og i stedet begyndte de nationale værdier at virke vigtigere:
”Nu ser jeg hele det her moderne frigørelsesprojekt som den største kulturelle katastrofe overhovedet. At frigøre sig fra normer og regler og fra at være begrænset af noget, synes jeg er amoralsk. For det er vores kulturhistorie, der skaber vores fælles moral og de usagte normer og værdier, vi har tilfælles. Ved at vi for eksempel får læst de samme H. C. Andersen-eventyr højt som små”, siger han.
Rasmus Ulstrup er ikke medlem af noget politisk parti, men det nationale projekt er for ham en mærkesag, der burde være på dagsordenen på alle fløje netop nu. Danskheden er nemlig truet, mener Rasmus Ulstrup. Udefra af terrorister, øget indvandring, krigene i Mellemøsten og de flygtningestrømme, de medfører, og af et EU med en stadigt voksende magt. Men ifølge ham er danskheden også truet indefra:
”Vi er ved at ødelægge vores egen identitet. Vi er blevet tudet ørene fulde af, at det vigtigste her i verden er selvstændighed og frihed. Vi er blevet opdraget til, at det handler om ikke at indgå i forpligtende fællesskaber og lade sig begrænse af andre. Og på den måde prøver vi konstant at skabe en masse frie tilværelser, hvor vi ser os selv som nogle rene individer, hvis højeste moralske dyd er vores egen selvrealisering og frigørelse, og det er da klart, at så kan man ikke længere tale om en samlet betegnelse som danskhed”, siger han.
Rasmus Ulstrup er ikke alene om at finde et trygt fundament i det nationale. Flere sociologer, heriblandt britiske Anthony Giddens, forklarer nationalisme i dag som et svar på det kulturelt frisatte menneskes behov for identifikation i en globaliseret verden. Nationalismen bliver dermed et kærkomment tilflugtssted, der kan tilbyde en følelse af identitet og af at høre til et sted i en tilværelse præget af traditioners og strukturers opløsning. Den konklusion er Hans Hauge, enig i. Nationalisme er ifølge ham ikke længere et ideologisk projekt, men et identitetsprojekt: “Ideologierne hører Den Kolde Krig til. En ideologi handler om, hvad vi tror, men i dag er politik identitetspolitik. Det, tror jeg, er grunden til, at flere unge bliver nationalistiske i dag.”
Vi er ved at ødelægge vores egen identitet. Vi er blevet tudet ørene fulde af, at det vigtigste her i verden er selvstændighed og frihed. Vi er blevet opdraget til, at det handler om ikke at indgå i forpligtende fællesskaber og lade sig begrænse af andre. Og på den måde prøver vi konstant at skabe en masse frie tilværelser, hvor vi ser os selv som nogle rene individer, hvis højeste moralske dyd er vores egen selvrealisering og frigørelse, og det er da klart, at så kan man ikke længere tale om en samlet betegnelse som danskhed.
Rasmus Ulstrup
At en fælles danskhedsforståelse sikrer identitet og tilhørighed er medlemmerne i DFU også enige om. I programmet Generation DF fylder frygten for at miste retten til at spise frikadeller og sige ”god jul” unægteligt meget hos de unge politikere. Men danskheden er ikke sådan lige til at sætte på formel, og det har gjort den til en interessant størrelse at undersøge.
Kampen om danskheden
Skive, Midtjylland. 2008. Den britiske antropolog Richard Jenkins er netop vendt tilbage til Danmark for at fortsætte en omfattende undersøgelse af danskheden. Det viser sig at være en sammensat størrelse, der ikke er så ligetil at indfange. Som et led i undersøgelsen, udspørger Jenkins en blandet flok unge danskere om, hvad der gør dem danske. Her viser dansk madkultur, sport, kongefamilien og øl sig at være topscorerne for, hvad de unge forbinder med danskhed. Naturlandskab, velfærdsstaten, Den Lille Havfrue og H. C. Andersen er også højt placeret på listen.
Gennem Jenkins’ i alt 15 års studier af danskerne bliver det tydeligt, at vi trods vores beskedne geografiske størrelse er ret glade for og stolte af vores land. En national stolthed, der med årene har udviklet sig til en slags ”kollektiv selvfedme”, beskrives det i hans bog ”Being Danish” fra 2012, der samler de mange års antropologiske undersøgelser.
Men præcis hvad danskheden er, er svært at udrede, og netop begrebets flydende karakter har gjort det velegnet i politiske debatter som en tom beholder, der efter behov kan indeholde alt fra svinekød og lakridspiber til demokrati og ytringsfrihed. Og trods deres hyppige brug af ordet finder også Lucas Hultgren og Rasmus Ulstrup det svært helt at få sat ord på, hvad danskheden mere specifikt indeholder:
“Man kan ikke sætte danskheden på formel. Men det er i hvert fald meget udansk ikke at være stolt af sin nation og at ville kæmpe for at bevare den”, siger Lucas Hultgren.
”Danskhed er for mig en identitet. Der er ikke nogen helt specifik værdi, der gør os danske”, siger Rasmus Ulstrup.
De er dog begge enige om én ting: Danskheden er historisk betinget og kan ikke være et personligt formet begreb.
Danskhed er en kultur og en følelse af noget, der kommer ud af en flere tusinde år lang historie, der har formet os som folk. Vi er vågnet op til dåd, for Danmark har brug for os.
Lucas Hultgren, DFU.
Forhandlingen om den ubestemte og alligevel til dels fastlåste danskhed bliver en kamp, de nationalkonservative unge fremover skal tage med modsatrettede strømninger på venstrefløjen, heriblandt Nationalpartiet, der under sloganet “Vi er Danmark” er blevet opstillings-berettiget til Folketinget.
”Der må være omkring 5,5 millioner udgaver af, hvad danskhed er, for det er et definitionsspørgsmål, som jeg ikke synes, der er nogen, der har patent på. Hvis folk føler sig danske, bor i Danmark og bidrager til samfundet på den ene eller anden måde, så er og skal man have lov til at være dansker” siger partiets formand, Kashif Ahmad.
Han er træt af den smalle forståelse af danskhed, som ifølge ham længe har været defineret af den politiske højrefløj, og som han som efterkommer af pakistanske forældre har oplevet på egen krop at falde uden for. At blive mødt med ”Ja ja, men hvor kommer du i virkeligheden fra”, når han fortæller, han er fra Hvidovre.
For Lucas Hultgren er det hovedsageligt frygten for, at danskheden skal blive historieløs, der gør den til en mærkesag for ham og hans partifæller: ”Danskhed er en kultur og en følelse af noget, der kommer ud af en flere tusinde år lang historie, der har formet os som folk”.
Lyden af fædrelandskærlighed
DFU’s lokaler, København. 2016. For enden af en samling af borde i hesteskoformation står Lucas Hultgren. Bag ham hænger et portræt af Pia Kjærsgaard i guldramme, og foran ham sidder en forventningsfuld forsamling af unge mennesker: De nye DFU’ere. Foran hver af dem ligger en højskolesangbog og bagerst i lokalet er placeret et køleskab forklædt som Dannebrog.
“Det er første gang i partiets historie, vi holder et ekstra intromøde. Vi har jo allerede holdt et for nogle måneder siden, men fordi det går så godt i partiet, og fordi vi får så mange nye medlemmer, besluttede vi at holde et til”, lyder det fra Lucas Hultgren.
De unge klapper.
“Vi synger nummer 356A, og vi skal næsten rejse os op, synes jeg”.
“I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme. Der har jeg rod, derfra min verden går”, synger den nu stående, unge flok. Nogle sikkert og højt med seriøsiteten malet i ansigterne, andre mere tøvende og akkompagneret af smil og grimasser.
Nationalismen er ikke død. Her – til tonerne af den danske sangskat – lever den i bedste velgående. Alligevel er det med splittede følelser, Lucas Hultgren og resten af de nationalkonservative unge mærker medvinden. For den nationale vækkelse skyldes det fatale faktum, at “fædrelandet skranter”, som han erklærer i introen til DR3-programmet Generation DF. Og det har han i sinde at gøre noget ved:
“Vi er vågnet op til dåd, for Danmark har brug for os”
Topfoto: Solvognen, Wikimedia Commons, Wikipedia
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her