Christian Tangø: Dom mod Rasmus Paludan er kunstnerisk rigtig

Rasmus Paludan og Dennis Corell Iversen er som de første tiltalt efter Koranloven. Foto: L.M.E.

Christian Tangø 16.05.2025

KUNST // KOMMENTAR – Fredag morgen afsagde retten på Bornholm dom imod Rasmus Paludan og Dennis Corell Iversen. Dommen lyder på 10.000 kroner. De dømmes for utilbørlig omgang med et helligt skrift, ifølge den såkaldte Koran-lov.

Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Når jeg mener, at dommen er “rigtig”, skyldes det ikke, at jeg sympatiserer med loven som sådan. Jeg mener også, at dommen er forkert i forhold til det, der er foregået. Som tidligere afdækket her på POV fandt den påståede krænkelse sted under et debatmøde på Folkemødet på Bornholm.

De tidligere offentliggjorte videoer viser tydeligt, at der er tale om et debatarrangement, og at optrinnet med koranen er en – muligvis provokerende – illustration af problemerne med koranloven. Endvidere er den bog, som det hele drejer sig om, slet ikke en egentlig koran, men en oversættelse af koranen, der ikke – ifølge Paludan – regnes som en egentlig “hellig bog”, da den ikke er affattet på arabisk.

Den påstand afviste retten imidlertid. Retten fandt, at det stadig var krænkende, fordi man kunne opfatte den pågældende bog som hellig.

Jeg finder det som kunstteoretiker betryggende, at retten på Bornholm ikke falder for idéen om, at alt skal være lovligt, bare fordi man kalder det kunst.

Ser man optrinnet som et debatarrangement, virker dommen umiddelbart forkert – medmindre man tager hele Paludans optræden gennem tiden i betragtning. Han har da også selv kaldt loven for en lov, specifikt rettet imod ham som person.

Er lovens intention at stoppe netop Paludans personlige optrædener på enhver tænkelig måde, er dommen naturligvis forudsigelig. Rasmus Paludans sekretær, Lars Erichsen, har da også oplyst, at man bestemt regnede med, at Rasmus ville blive dømt, og at man anker. Sidste ord er garanteret ikke sagt i den sag.

Men når jeg finder dommen kunstnerisk rigtig, så skyldes det et forsvar i retten, der ikke holder vand.

Ifølge dommen hedder det:

“De tiltalte har gjort gældende, at forholdet ikke er omfattet af bestemmelsen, da det blev udøvet som led i en kunstnerisk fremstilling.”

Forsvaret var, at optrinnet skulle betragtes som en kunstnerisk performance. I den forbindelse er det opsigtsvækkende, at retten på Bornholm har bedømt optrinnets “kunstneriske fremstilling”. I mere kunstteoretisk forstand betyder det, at retten har vurderet, om der er tale om et kunstværk, og “hvor meget kunst” den påståede performance indeholdt.

Men retten finder ikke, at der var tale om en kunstnerisk performance, og skriver videre i dommen, at det forhold, at de “tiltalte flere gange under oplægget tilkendegav, at der var tale om en kunstnerisk fremstilling, kan ikke tillægges betydning”. Det er altså ikke nok bare at sige, at man opfører et kunstværk, mens man slår svigermor ihjel og parterer hende til kummefryseren.

Rasmus Paludan var under retssagen iført bispekåbe. Privatfoto.

Jeg finder det som kunstteoretiker betryggende, at retten på Bornholm – trods det på andre måder diskutable ved dommen – har så meget jordforbindelse, at man ikke falder for idéen om, at alt skal være lovligt, bare fordi man kalder det kunst.

Oplagt har Rasmus Paludan ingen kunstnerisk praksis at henvise til, og samtidigt er det tydeligt, at hele den overordnede rammesætning for optrinnet er et debatarrangement.

Kunstteoretisk siger det noget om, at man skal være ekstremt tydelig i sin kommunikation om, at noget er et “scenisk optrin” eller “en performance”. Man kan ikke bare, som det passer én, retfærdiggøre alle mulige handlinger ved at henvise til, at “der var tale om en performance”.

Et improviseret forløb, hvor man blot mere tilfældigt under et debatarrangement kommer til at tabe en koranlignende bog i en vandpyt, må stadig overordnet set betragtes som et debatarrangement og ikke en egentlig, betydende kunstnerisk performance.

Under retssagen var Rasmus Paludan ifølge sekretær Lars Erichsen iført en slags bispekåbe, og man kan få den mistanke, at retssagen på Bornholm snarere var en slags absurd teaterstykke, hvor de tiltalte ikke reelt var interesserede i at vinde sagen, men blot i at skabe endnu mere debat.

En debat og en retssag, der under alle omstændigheder fortsætter.

Fra domsbogen citeres:

Det følger af bestemmelsens forarbejder, at kunstneriske fremstillinger – hvis den ellers utilbørlige behandling udgør en mindre del af et kunstnerisk værk – vil falde uden for bestemmelsens anvendelsesområde. Et kunstnerisk værk, som har den utilbørlige behandling som den eneste eller centrale bestanddel, vil derimod være omfattet af bestemmelsen. Må den kunstneriske ramme for behandlingen af det religiøse skrift anses for at være etableret med det formål at foretage en ellers utilbørlig behandling, vil en sådan rammesætning ikke bringe behandlingen uden for det strafbare område.

Den utilbørlige behandling blev forøvet i forbindelse med et debatoplæg på en stadeplads tilknyttet et politisk parti under Folkemødet. De tiltalte var til stede i kraft af deres nuværende eller tidligere tilknytning til partiet. Retten finder, at oplægget efter dets karakter og indhold ikke kan anses for at være en kunstnerisk fremstilling i sin helhed. I det omfang, begrænsede dele af oplægget må betragtes som havende et kunstnerisk tilsnit, findes et sådant alene at være etableret med det formål at foretage en ellers utilbørlig behandling. Det forhold, at de tiltalte flere gange under oplægget tilkendegav, at der var tale om en kunstnerisk fremstilling, kan ikke tillægges betydning ved vurderingen heraf.

Christian Tangø er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole. Som billedkunstner har han både udstillet i Danmark og New York, hvor han også har boet i længere perioder.