
Først virkede det som en dårlig undskyldning, at russerne skulle stå bag lækagen af Demokraternes e-mails, der gav partiets konvent en kaotisk start. Men der er efter alt at dømme en hel del om snakken.
3. maj satte Alexandra Chalupa sig ned og skrev en e-mail til en af sine chefer, Luis Miranda. Hun havde igennem et stykke tid modtaget daglige advarsler fra sikkerhedsteamet hos Yahoo!. Sikkerhedsteamet mente, at Chalupas Yahoo-e-mail var under angreb – og ikke bare fra almindelige hackere, men fra statssponsorerede hackere.
Dette ville have gjort enhver nervøs. Men det gjorde Alexandra Chalupa særligt nervøs. For hun arbejder nemlig for Demokraterne i USA og var i gang med at lave research på sine modparter ovre i Trump-kampagnen hos Republikanerne. Helt præcist var hun kort forinden disse advarsler begyndte at dukke op, begyndt at undersøge Paul Manafort, Donald Trumps kampagneleder. Og hun var begyndt at finde nogle ubehagelige ting.
Derfor satte hun sig ned 3. maj i år og skrev en e-mail til Luis Miranda, der som kommunikationschef for Demokraterne var en af hendes chefer. Hun skrev til Miranda, at hun var begyndt at blive bange. Når hendes private e-mailkonto var blevet forsøgt hacket af en statsmagt, kunne det næsten kun være én: Rusland.
Trumps kampagneleder hjalp den russiske elite
Hvad skulle årsagen så være? Den kunne være, at Chalupa var begyndt at grave dybere, end nogen tidligere havde gjort i Paul Manaforts forretninger i Ukraine og Rusland. Det viser sig, ifølge den velestimerede journalist Michael Isikoff, der har bragt nyheden til torvs på USA’s største nyhedswebsite, Yahoo News, at Chalupa kunne være på sporet af at bekræfte nogle af de mistanker, som Isikoff selv har bragt for en dag i sine tidligere rapporter om Manafort.
Tilbage i april skrev Isikoff for eksempel, at Manafort havde været i partnerskab med en russisk oligark i et (mislykket) teleselskabsprojekt i Ukraine, og at myndighederne på skattely-øerne Cayman Islands nu var i gang med at forhøre ham i Washington D.C. omkring nogle lyssky affærer.
Det er ikke så underligt, at Manafort gerne ville starte forretninger i Ukraine sammen med en russer. Han spillede nemlig selv en rolle i at få valgt en leder, der var venligt stemt over for Rusland, valgt i landet. I flere omgange siden 2004 arbejdede han for Viktor Yanukovych og over adskillige år fik han ifølge PolitiFact ændret sidstnævntes image til at være mere spiseligt.
Efter flere forsøg – blandt andet et, hvor hans politiske modstander blev forgiftet under valgkampen – vandt Yanukovych i 2010. Han sad på præsidentposten, indtil anklagerne for korruption og kritikken af hans venlige politik over for Rusland blev for meget for parlamentet, der stemte for hans afgang i 2014.
Men Yanukovich er ikke den eneste, Paul Manafort har hjulpet. Ifølge PolitiFact har han arbejdet for adskillige pro-russiske politikere i Ukraine, samt en hel række russiske milliardærer. Manaforts bånd til den russiske elite er stærke.
Hackerangrebet i maj
Man kan derfor ikke rigtig fortænke Alexandra Chalupa i at kæde sine undersøgelse af Paul Manafort sammen med et russisk angreb på hendes private e-mail, når nu timingen var, som den var. Eller fortænke hende i at blive nervøs for den sags skyld.
IT-folkene hos Demokraterne havde imidlertid allerede i april bemærket, at der var nogle ting, der ikke var som de skulle være på deres netværk. Da Chalupa-angrebet skete tidligt i maj, besluttede det politiske parti sig derfor for at indkalde profferne. Det skete i form af et af de mest velansete cybersikkerheds-firmaer i USA, CrowdStrike, der skulle undersøge og sikre Demokraternes netværk.
Og sørme, om ikke det viste sig, at Demokraterne var blevet hacket. CrowdStrikes efterforskning efterlod dem ikke med ret megen tvivl, da de gik koden igennem. Det var to velkendte, såkaldte APT’er, der stod bag. APT står for ’Advanced, Persistent Threat’, altså avanceret, kontinuerlig trussel. APT’er er som regel ikke simple hackere, der som lykkeriddere er ude efter dine kreditkort-informationer, eller malware, der slår ned tilfældige steder. Bag APT’er gemmer der sig normalt en statsorganisation eller en anden organisation med midler til at opretholde spionageaktiviteter og gennemføre skadelige angreb via hacking.
De to APT’er, der var tale om i angrebet på Demokraternes servere, var APT28 og APT29, også kendte som COZY BEAR og FANCY BEAR i cybersikkerhedskredse. Du kan selv gætte, hvorfor de er opkaldt efter bjørne. Der er tale om russere.
APT28 og APT29 er begge hackergrupperinger, der har huseret i flere år i Rusland. Selvom den slags grupper sjældent efterlader sig spor, var mønstret for deres angreb alligevel så kendetegnende, at CrowdStrike ikke var i tvivl. Netværket blev sikret, truslerne neutraliseret i så høj grad, den kunne lade sig gøre, og man begyndte at opgøre skaderne.
Til at starte med så det ud som om, det primært var den research, man havde lavet på Donald Trump og hans kampagne, der var blevet stjålet, samt nogle donorlister. Det var slemt nok, og det kom der en del ballade ud af i pressen. Der var endda et temmelig gennemskueligt forsøg fra russernes side på at få folk til at tro, at en enkeltstående hacker ved navn Guccifer 2.0 stod bag. Problemet var bare, at Guccifer 2.0 skulle være rumæner, men var dårlig til rumænsk, og at hans engelsk svingede mellem at være godt og skidt hele tiden. Der var helt klar ikke tale om en enkelt person.
Bomben før konventet
Lige før åbningen af demokraternes konvent i Philadelphia viste det sig imidlertid, at der var blevet stjålet langt mere end donorlister og Trump-informationer. Hackerne havde tilsyneladende været inde og hacke Demokraternes e-mailservere, for pludselig var WikiLeaks i besiddelse af alle Demokraternes e-mails, inklusive nogle, der var ret kompromitterende for bl.a. førnævnte kommunikationschef Luis Miranda.
Flere højtstående chefer i partiet havde under primærvalget sendt e-mails rundt med tips og i visse tilfælde ordrer om, hvordan man kunne modarbejde Bernie Sanders-kampagne. Lige præcis, hvad Sanders havde anklaget partiorganisationen for. Det var det mest uheldige og mest skadelige tidspunkt, disse e-mails kunne være blevet lækket på. For hele konventets mission var at vise verden, at det demokratiske parti nu var forenet, at striden mellem Sanders og Clinton var forbi, og at man nu gik sammen ud i verden for bekæmpe Trump.
Det var det mest uheldige og mest skadelige tidspunkt, disse e-mails kunne være blevet lækket på.
Demokraterne var ikke sene til at reagere. Først meddelte partiets forkvinde, Debbie Wasserman-Schultz, at hun ville droppe at præsidere over konventet. Så valgte hun at gå af. Og endelig, efter enormt pres og adskillige buhråb under et møde med hendes egne vælgere fra Florida, valgte hun også at droppe den tale, hun ellers skulle have holdt på konventet samt at åbne det. Hun lagde sig fladt ned i et totalt nederlag. Og vi har næppe set de sidste hoveder rulle i den sag. Luis Mirandas hoved sidder for eksempel også temmelig løst i skrivende stund.
Mandag kom Demokraterne også med en uforbeholden undskyldning til Bernie Sanders på vegne af de mennesker, der havde forsøgt at hindre den demokratiske proces under primærvalget.
Fingeren peger på Rusland
Men Demokraterne forsvarede sig dog også. De gjorde opmærksom på hacket fra april og maj, og mere end antydede, at det var Rusland, der havde givet WikiLeaks e-maildataene. Det blev naturligvis med det samme benægtet fra både Trump-kampagnen og det officielle Rusland, og sammen med en hel del Bernie Sanders-fans på sociale medier blev det mere end antydet, at der var tale om et pinagtigt forsøg på at fjerne opmærksomheden fra den egentlige sag – at højtstående officials hos Demokraterne havde forsøgt at forpurre processen. Trump selv var endda ude på sin vanlige facon og kritisere Demokraterne for dette.
Men efterhånden som mandagen skred frem blev det mere og mere klart, at den russiske forbindelse ikke var så usandsynlig endda. WikiLeaks’ Julian Assange meldte som vanligt ud, at de ikke afslører deres kilder, og forsøgte at skubbe samtalen tilbage på Bernie Sanders-som-offer-sporet.
Flere kilder, herunder NBC News og Vice i form af deres tech-site Motherboard, talte dog med flere og flere eksperter, der kunne bekræfte, at det lignede et russisk angreb. På sidstnævnte website skrev en af verdens førende cyberkrigs-eksperter, Thomas Rid, at denne type højniveau-trolling præcis er den strategi, Rusland benytter sig af som en del af den kolde cyberkrig, der kører mellem USA og Rusland lige nu. En strategi, der også omfatter plantning af avancerede, falske nyhedshistorier på sociale medier, der har skabt panik i hele byer i USA.
Vi ved, at Trumps kampagne-leder, Paul Manafort, har økonomiske og politiske bånd til russiske milliardær-oligarker og prorussiske politikere. Vi ved, at Trump selv har store økonomiske interesser i Rusland. Hans søn, Donald Trump, Jr., omtalte i 2008 situationen som at pengene ”vælter ind fra Rusland”, og at der er en ”uforholdsmæssig stor del” af Trump-firmaets aktiver, der er betalt med investeringer fra russere.
Hvis man skal tage analytiker-hatten på – og det skal man jo her på POV International, for ellers kunne du lige så godt læse på Google News – skal man stille sig selv følgende spørgsmål:
- Hvis WikiLeaks vidste, at der var skadelige e-mails i de dokumenter, de offentliggjorde, hvorfor offentliggjorde de dem så ikke, så snart de havde fået fingre i dem?
- Hvorfor ventede de til det øjeblik, hvor det kunne gøre allermest skade?
- Hvem har fordel af, at disse e-mails er blevet offentliggjort?
Svaret på det sidste er temmelig klart: Bernie Sanders og Donald Trump. Men eftersom Bernie Sanders umuligt (også selvom der er dem på konvent-gulvet, der stadig håber) kan vinde nomineringen nu, er en lækage jo blot en ren hævnaktion vendt mod Hillary Clinton og Demokraterne. En hævnaktion, der i sidste ende, hvis aktionen starter en kædereaktion, der er rigtig grim, vil ende med at Trump bliver præsident – hvilket er det sidste Sanders og 90 procent af hans støtter ønsker. Det ville ikke give nogen mening.
Trump er sovset økonomisk ind i Rusland
Så giver det straks langt mere mening, at Ruslands statssponsorerede hackere har fået fingre i disse e-maildata tilbage i maj, har givet dem til WikiLeaks inden for de sidste uger, og at WikiLeaks – ikke mindst på grund af Julian Assanges vanlige, sociopat-anarkistiske tilgang til samfunds-disruption – slipper dem ud, hvor det er mest skadeligt.
Hvis det sidste virkelig viser sig at være situationen, er Trump så involveret? Det ved vi ikke, og det finder vi næppe ud af lige med det samme.
Men vi ved, at Trumps kampagne-leder, Paul Manafort, har økonomiske og politiske bånd til russiske milliardær-oligarker og prorussiske politikere. Vi ved, at Trump selv har store økonomiske interesser i Rusland. Hans søn, Donald Trump, Jr., omtalte i 2008 situationen som at pengene ”vælter ind fra Rusland”, og at der er en ”uforholdsmæssig stor del” af Trump-firmaets aktiver, der er betalt med investeringer fra russere.
Trump og Vladimir Putin har udvekslet ros og gensidig respekt via både sociale og traditionelle medier, og vi ved ikke ret meget om, hvor ofte, de to har mødtes personligt. Vi ved, at han har arbejdet sammen med den russiske milliardær Agas Agalarov om at bygge Trump-bygninger i Moskva og om at bringe Miss Universe-skønhedskonkurrencen til Rusland. Agalarov er personlige venner med Putin og har fungeret som bindeled mellem Trump og Putin.
Hvem får noget ud af at hacke Demokraternes e-mailservere og offentliggøre kompromitterende e-mails på det mest skadelige tidspunkt overhovedet? Trump og Rusland. I den rækkefølge.
Ifølge Washington Post, der er kilde til de fleste af informationerne i linjerne ovenfor, begyndte Trumps forretninger med Rusland allerede i Sovjet-tiden i firserne. Der er altså plantet dybe Trump-rødder i Moder Ruslands økonomiske jord.
I alle sine udenrigspolitiske udmeldinger har Trump været forsigtig med at formulere sig på en måde, der ikke støder russerne eller anklager dem for noget uheldigt. Han har sagt, at han vil spille hård hund overfor Putin, fordi han altid spiller hård hund, når han driver forretning, men at det netop er forretninger, han ønsker at drive med russerne. Han har sågar antydet, at han ikke nødvendigvis mener, NATO har en rolle at spille mere. Tina Khidasheli, Georgiens forsvarsminister, kalder Trumps udenrigspolitik ”Kremls våde drøm”.
Sammenlign dette med Mitt Romney, der – lidt kikset, måske – kaldte Rusland for den ”største geopolitiske trussel mod USA” i valgkampen i 2012. Trump er den første præsidentkandidat, der er sovset så meget ind i Rusland.
Så lad os vende tilbage til spørgsmålet: Hvem får noget ud af at hacke Demokraternes e-mailservere og offentliggøre kompromitterende e-mails på det mest skadelige tidspunkt overhovedet?
Trump og Rusland. I den rækkefølge.
Og så er der sådan set underordnet, om det er sket på bestilling af Trump eller ej.
Hovedfoto: DonaldJTrump.com.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.