TEATER // ANMELDELSE – ”Det her handler ikke om mig, men hvis det gjorde” … Mungo Parks direktør, Anna Malzer, optræder med Tatovering også i rollen som dramatiker og instruktør med et skrapt pige/kvinde-portræt og sætter dermed tonen for sin direktørtid på teatret. Men ikke med et selvportræt.
Kan man savne noget, man aldrig har haft? Den fraværende far er ikke nogen fremmed figur i kunsten, men antagelsen er som regel, at det er drengene/mændene, der savner faderfiguren. Psykologisk er det ret indlysende, at den fraværende far også påvirker pigerne/kvinderne.
Det er her Tatovering starter. Sara Fanta Traore står på scenen i sin anonyme kjole og fortæller om sin far, som ligger døende 138 kilometer borte. Hun fortæller om søvnløse nætter. Om at fortælle noget, der ikke handler om hende, men er generelt. Men det ville alligevel komme til at handle om en pige …
Med det dramatiske anslag dukker Nana Morks op i en identisk kjole som en yngre inkarnation af pigen. 14 år gammel. Med spirende bryster. Og med mange interesserede bejlere, så hun endelig kan få en mand i sit liv.
Hvad Fanden glor I på?
Nu handler det ikke kun om hankønspersoner. Det handler også om veninderne. Dem man kan dele alt med, og som man står sammen med uanset hvad. For det er vigtigt at have en, der ”har ens ryg”. Miljøet er barsk. Her mødes mange kulturer og mange sprog og ”hvad Fanden glor I på”?
Sara Fanta Traore og Nana Morks danser en elegant pas de deux, hvor de falder ind og ud af rollen som fortælleren og personer omkring hende i forskellige konstellationer.
Eller de skændes som den unge og den ældre version om, hvad der rent faktisk skete ved en bestemt lejlighed. Erindringen er en upålidelig kilde, og gang på gang nulstilles handlingen med Sara Fanta Traores monolog om faderen, der ligger døende 138 kilometer borte.
Et skrig om at mærke
Anna Malzer har styr på sine dramatiske virkemidler, på de smældende replikker og på humoren, som kan være ganske grafisk, når f.eks. den 14-årige pige får sin debut med pornosites som væsentligste referenceramme.
Anna mistede selv sin far umiddelbart inden, hun skrev Tatovering. Det påvirker nok den følelsesmæssige tone, men i øvrigt understreger hun, at forestillingen er fiktion.
Det afhænger givetvis af publikums egen referenceramme, hvor rent budskabet rammer. Jo tættere du er på den rodløse unge pige, der nærmest virker maskulin i sin ”rebel without a cause”-holdning, desto stærkere rammer Tatovering følelsesmæssigt.
Pigen nærmest skriger efter at mærke. Vi vil alle sammen gerne være elskede. Eller i hvert fald vide, at vi engang har været elskede. Hun drømmer desperat om et bevis på den kærlighed – eller som titlen siger, at få den tatoveret ind i sig.
Tatovering taler ind i et ungt publikum
At Tatovering kun varer en god time, gør den velegnet som oplæg til et ungt publikum (ungdomsuddannelserne). Der er masser af ting at spejle sig i og diskutere. Køn, seksualitet, familie, etnicitet, social baggrund. Den skal nok sætte gang i snakken.
Alligevel er der noget skitseagtigt over Tatovering. En god idé. Nogle gode scener. God brug af den minimalistiske scenografi. Men for eksempel brugen af Kelly Clarksons Stronger kommer til at fylde lidt for meget. Der mangler lidt finish som dramatisk værk.
Men for de gode takter og for fine præstationer af Sara og Nana er der fire stjerner til Tatovering på Mungo Park.
DU KAN LÆSE FLERE ARTIKLER AF STEEN BLENDSTRUP HER
Tatovering spiller på Mungo Park til 1. maj (2.-4. april i Gladsaxe) samt 22.-29. maj på Teater Republique.
Med: Nana Morks, Sara Fanta Traore
Instruktør og dramatiker: Anna Malzer
Foto: Catrine Zorn
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
