BØGER // ANMELDELSE – I Ida Marie Hedes Den første lidenskab flyder sproget fra en dyb sprække i jeg-panserets klippeformation på den groteske, grænseoverskridende og helt vidunderlige måde.
Vi lægger ud med dette citat:
”Jeg havde fortalt Freddie […] om det sprog, jeg havde opfundet, der både var rørende og luftigt, og som mennesker blev forført af og brugte deres penge på. Om min opfindsomhed, og om talestrømmene, der bare var kommet og kommet ud af min mund.”
Hvis det nogensinde har givet mening at tale om metafiktion, må det være her. I Ida Marie Hedes Den første lidenskab flyder sproget fra en dyb sprække i jeg-panserets klippeformation på den groteske, grænseoverskridende og helt vidunderlige måde.
I år er det 125-året for udgivelsen af Die Traumdeutung – Freuds drømmetydning – og nærmest som ved et af skæbnens mere usædvanlige sammentræf falder det sammen med udgivelsen af denne danske roman, Den første lidenskab, der befinder sig i en slags drømmetilstand af den freudianske slags.
I deres værker som hos Ida Marie Hede ser vi en optagethed af det organiske, der udfolder sig planløst og retningsløst, kødet, blodet, livet, altid uløseligt sammenhængende med døden
Derudover bruger den løs af endnu en freudiansk indsigt: Barnets polymorft perverse indstilling på en omverden, der endnu ikke er begrebsliggjort og derfor ikke opleves som objekt. Barnet, før det har erkendt sig selv som subjekt overfor et objekt, skelner ikke mellem sig selv og den anden, det tilegner sig verden med sanseligheden som retningsgiver og alt, indre såvel som ydre, selv såvel som omgivelser, undersøges for dets lystbringende potentiale.
Det er her sproget fører os hen.
Den første lidenskab er en science fiction-roman fra det 21. århundrede. Ida Marie Hedes roman ligger i forlængelse af den litterære genre, der også benævnes spekulativ fiktion og hvor forfattere som Olga Ravn, Fine Gråbøl og Thomas Daugbjerg blandt flere andre har slået sig i tøjret og trampet i høet.
I deres værker som hos Ida Marie Hede ser vi en optagethed af det organiske, der udfolder sig planløst og retningsløst, kødet, blodet, livet, altid uløseligt sammenhængende med døden, det døende kød, skelettet og det døde som aktør, der æder sig ind i alt levende, ikke pludseligt på et klokkeslag, men kontinuerligt livet igennem.
I sci-fi-universet hos Ida Marie Hede er der ikke, som i en del traditionel sci-fi, fokus på smarte opfindelser og videnskabens umenneskeliggørende effekt. I centrum står i stedet en undersøgelse af den menneskelige eksistens, der ikke er mindre betændt, mindre fordærvet eller mindre liderlig end mennesket, som vi kender det i dag.
Tværtimod.
Det er science fiction, fordi den primære energiressource i bogens univers er menneskekroppe. De udgør batterier og generatorer. Lidt som vi husker det fra filmen The Matrix.
Forskellen er, at her er det ikke AI og maskiner, der har overtaget, det er i stedet en yderst genkendelig kapitalisme, der profiterer af en omfangsrig ”dvale-industri”, hvor folk lader sig lægge i dvale, og i denne dvaletilstand forsyner verden med energi fra deres sovende kroppe samtidig med, at de i dvaletilstand lever videre udover dødens grænse. Deres dvalekister hænger som arketypiske besynderlige frugter fra egetræer i en ”fortryllet skov”.
Ida Marie Hedes undersøgende tilgang til verden
I første del af bogen følger vi den yngste datter Lola, der er funktionelt forældreløs fra hun er 14, fordi moderen er lagt i dvale. På den anden side er hun ikke i samme ombæring blevet frisat fra moderens formynderiske krav: Moderen har skrevet et testamente, der stavnsbinder Lola til morens hus uden fremtidsudsigter til noget, der ligner selvstændigt liv, selv efter hun bliver myndig.
Lola flygter til den nærliggende universitetsby, Suppe (alle de nævnte byer er opkaldt efter mad af forskellige arter; Doggybag, Sukker osv), hvor hun lever som mere eller mindre subsistensløs, hutlende sig igennem. Det er en overbevisende gengivelse af ungdommeligt mod, angst og uovervindelighed, og der er herlige mindelser om både punkerne, bz-bevægelsen og ravekulturen i beskrivelsen af ungdommens undergrundskultur.
Hvad er et hjem? Hvad er grænserne mellem kroppene, lysflammerne i en familie? Hvor meget skal man røre ved hinanden?
Bogens midterste del, dens omdrejningspunkt så at sige, består af flashbacks, hvorigennem vi ser de tre hovedpersoners barndom, tre søstre med en moder, der lever som hjemmets bidronning. Moderen er konstant omgivet af et uendeligt antal af ”fædre”, med hvem hun knepper sig til velstand, idet deres seksuelle samkvem udgør en energikilde af den let omsættelige slags. Samtidig bliver de tre piger uvægerligt indviklet i hjemmets organiske livsform, som mycelier af en sjælden svampeart gennemvæver seksualiseringen alt:
”Hvad er et hjem? Hvad er grænserne mellem kroppene, lysflammerne i en familie? Hvor meget skal man røre ved hinanden? Hvor meget energi skal man pumpe, så andre kan leve? Hvad er privatliv? Hvor uenig kan man være med dem, man deler toilet med? Hvor meget af hinandens lort indtager man – hvor lækkert er det – hvor livgivende, hvor dødbringende?”
Vi mærker de tre døtres længsel efter moderens opmærksomhed, der er flyvsk, og oftest andre steder. Et liv, hvor fædrene og deres fysiske kropslighed er allestedsnærværende lige til den dag, moren lader sig lægge i dvale sammen med alle fædrene, og de halvvoksne piger lades alene tilbage.
Bogens tredje og vigtigste del fortælles fortrinsvist af den ældste af de tre piger, Leni, men gennem en brevudveksling hører vi også Lolas stemme undervejs. Uden at der skal røbes for meget, bindes flere af de løse ender sammen og det, der længe har virket lidt retningsløst og plotløst finder alligevel en elegant afslutning.
I denne del beskriver Leni sin oplevelse af sin egen seksualitet. Hun har følt et kulturelt diktat forme sin krops udfoldelsesmuligheder fra de tidligste og hemmeligste seksuelle erfaringer som fjorten-årig:
“Dion skulle overtale mig, forføre mig, afkræve mig et ja. Selv i søvne var han i stand til det – han kaldte. Jeg svarede ham. Gjorde det, der forventedes. Jeg sagde til mig selv, at jeg gjorde det, fordi jeg elskede ham. Men selv over for en sovende elsker føltes det ikke som en mulighed at bakke ud. Der fandtes et usynligt publikum et sted over mit hoved, et sted mellem tæpperne og hynderne og kattene, et sted i min fremtid som seksuelt væsen, der tjekkede, om jeg gjorde det, der skulle gøres.”
Det er først i korrespondancen med søsteren Lola og deres betroelser til den anden, i ly af mørket, at en ny selvindsigt og tilsvarende en ny horisont åbner sig for de unge kvinder.
Som nævnt indledningsvist er der bogen igennem en nærværende, legende og undersøgende tilgang til verden og en mangfoldighed af genstande, tøj, kroppe, levende såvel som døde, menneskelige såvel som ikke-menneskelige væsner.
Bogen er en undersøgelse af perversitetens (u)natur(lighed), omformet til en sproglig oplevelse, der nedbryder skellet mellem det sansende, det sansede og det sanselige, mellem det seksuelle, det krænkede og det krænkende.
Samtidig er det et godt bud på en roman, der handler om et kvindeliv og en kvindelig erotik, der undslår sig patriarkatets monopolisering af hendes lyst.
Klik dig videre til mange flere boganmeldelser lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
