POLITIK // ANALYSE – Årets tema på Det Radikale Venstres traditionsrige nytårsstævne er ”velfærdsstatens krise”, men i kulisserne vil snakken handle om partiets krise. Når De Radikale ikke kunne se sig selv i en SVM-regering, hvilken regering vil man så kunne se sig selv i de næste mange år? Skal man nedtone ambitionen om at komme i regering?
Det var pressemødet i forbindelse med det store forsvarsforlig, der blev indgået i marts kun to uger efter Ruslands invasion af Ukraine, der fik mig til at indse, at Det Radikale Venstres insisteren på en rød-blå regering hen over midten havde udviklet sig til en nærmest religiøs besættelse hos den daværende formand, Sofie Carsten Nielsen.
En besættelse, der har kastet partiet ud i en helt fundamental, eksistentiel krise, nu hvor man har sagt nej til netop det rød-blå samarbejde, man har talt om uafbrudt de seneste år.
Der tegner sig et billede af et parti med to fløje, der trækker i hver sin retning
I forbindelse med pressemødet, hvor man præsenterede det forlig, der bl.a. øgede Danmarks Nato-bidrag til 2 pct. af BNP og sendte forsvarsforbeholdet til folkeafstemning, talte alle partilederne om det historiske, om folkeafstemningen og om svære prioriteringer for at få råd.
Sofie Carsten Nielsen brugte de sidste to tredjedele af sit indlæg på slet ikke at snakke om indholdet, men udelukkende om det fantastiske i, at forliget var indgået mellem fem partier på tværs af de traditionelle skel: SF, S, De Radikale, Venstre og De Konservative. Nærlæser man udskriften fra pressemødet, kan man se, at hun sagde ”rød og blå” ikke mindre end 8 gange. Det svarer til 6,5 pct. af alle ordene.
Der var simpelthen noget religiøst messende over den måde, den radikale leder sagde ”rød og blå” … ”blå og rød” … ”rød” … ”blå”.
Midten er det bedste
Forlig hen over midten giver i sig selv næsten altid bedre løsninger, har det radikale mantra lydt stadig højere og mere insisterende i de seneste år. Mere langtidsholdbare løsninger. Mere intelligente, rationelle og gennemtænkte løsninger, hævet over snæver ideologi og særinteresser, og uden yderfløjenes ekstreme krav. Den nuværende radikale leder, Martin Lidegaard, udgav i 2019 endda bogen ”Lad os mødes på midten” med samme budskab.
De seneste år er der sket en forandring af partiets selvforståelse, og man har fået en ny generation af mere idealistiske og mindre pragmatiske politikere i spidsen
Denne grundtanke har altid været en afgørende del af De Radikales DNA. Men ikke så markant som de seneste par år. Så meget desto større er nederlaget og den helt grundlæggende, eksistentielle krise, partiet nu er kastet ud i, efter at man besluttede at sige nej tak.
Lidegaards forklaringer halter
Ifølge en rekonstruktion i Politiken af en del af forhandlingerne på Marienborg sad Mette Frederiksen, Ellemann og Løkke en sen nattetime helt bogstaveligt og gennemgik De Radikales hjemmeside for at finde flere ting, de kunne tilbyde De Radikale.
Det er derfor, målsætningen om at Danmark skal være 110 pct. CO2-neutralt i 2050, er med. Partiet fik også en opblødning i forholdet til ønsket om at sende asylansøgere til Rwanda og en halvering af antallet af uddannelser, der skal beskæres. Ifølge flere referater sagde den radikale leder Martin Lidegaard, at ”Venner, vi gør det!”, inden han forlod det sidste, afgørende møde. Alligevel var beskeden næste morgen, at man sagde nej tak til at være en del af regeringen.
Det er i dag umuligt at forestille sig De Radikale som en del af en ren blå regering, hvilket partiet flere gange har truet med
Forhandlerne fra de øvrige partier var angiveligt rystede. Der deltog tre radikale folketingsmedlemmer i forhandlingerne, og hele gruppen er på syv personer. Hvordan kunne konklusionen ændre sig? Lidegaard har haft meget uld i munden, når han skulle forklare, hvad der skete, og han har ikke svaret entydigt på, om han blev stemt ned af gruppens flertal, eller om han selv skiftede holdning hen over natten.
Lidegaard er kommet med to hovedforklaringer på nej’et: At man var bange for at være det lille parti blandt tre store, der i forvejen havde et flertal bag sig. Og at man ikke fik nok i forhold til børn, klima og uddannelse.
Til det første er at sige, at SVM-regeringens flertal er meget spinkelt, og at ingen ved, om den helt nyvalgte gruppe hos Moderaterne kan holde sammen, eller om der vil være nogen, der springer fra og går til partier uden for regeringen.
Det er ikke mindst på grund af den usikkerhed, at de tre andre partier var så ivrige efter at få partiet med. Desuden oplever De Radikale i mange kommuner at have stor indflydelse som det mindste parti i et flertal. Det er da også derfor, så mange aktive radikale byrådsmedlemmer er utilfredse med beslutningen. Det samme har folketingsgruppen oplevet mange gange, hvor man har været ’juniorpartner’ i en regering uden mange flere mandater end nu.
Til det sidste argument er at sige, at det er svært at forestille sig, at der vil opstå en situation, hvor De Radikale vil kunne få et bedre tilbud i de næste mange år, hvis det skal være hen over midten. Denne regering er uden yderfløjene i form af Danmarksdemokraterne, Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti og Enhedslisten, og den ligger alene derfor langt tættere på De Radikale end næsten enhver anden tænkelig konstellation.
Af samme grund er det i dag umuligt at forestille sig De Radikale som en del af en ren blå regering, hvilket partiet flere gange har truet med.
Partiet ville have flere poster
I DR-programmet Genstart kom Lidegaard torsdag med den yderligere forklaring, at partiet ikke var tilfreds med kun at få tilbudt to ministerposter, og at de to poster ikke var ‘tunge’ nok. Det er dog svært at tro, at Klimaministeriet, som var en af posterne, ikke er en af de mest attraktive poster for en radikal politiker. Især for Lidegaard, der grundlagde den grønne tænketank Concito i en periode, hvor han var ude af politik.
Der har også været rygter fremme om, at der i den radikale folketingsgruppe var et klart ønske om at få tre ministerposter som betingelse for at gå med. De to første poster ville Lidegaard og Christian Friis Bach få, og den tredje skulle så være et plaster på såret til Sofie Carsten Nielsen.
Våddragtsaktivisme
Men de seneste år er der sket en forandring af partiets selvforståelse, og man har fået en ny generation af mere idealistiske og mindre pragmatiske politikere i spidsen af partiet.
Da den magtfulde Margrethe Vestager blev EU-kommissær, skiftede partiet kurs under Morten Østergaard, og man indledte det, som den daværende radikale EU-parlamentariker Jens Rohde sarkastisk har kaldt ”våddragtsaktivisme”.
Det skete med henvisning til den gang, Morten Østergaard svømmede fra øen Lindholm og ind til fastlandet under stor medieopmærksomhed. En meget symbolpolitisk handling, der var en protest mod den meget symbolpolitiske handling, han mente, det var, at regeringen ville bruge øen til at huse afviste, kriminelle asylansøgere.
Efter kun to måneder fremstår Martin Lidegaard som en svag leder uden autoritet i gruppen
Eller da han under lige så stor medieopmærksomhed ankom til den indvandrertunge bydel Vollsmose i Odense for at bo hos en familie med indvandrerbaggrund. I tre dage, hvorefter han udtalte, at han havde lært rigtig meget.
Samtidig er der kommet en ny generation af især yngre politikere, der er langt mere idealistiske omkring indvandring, menneskerettigheder, woke-ideologien og ikke mindst klima. Som opstiller ultimative krav på en måde og i et omfang, partiet aldrig har gjort tidligere. Bannerfører har ikke mindst være Zenia Stampe, der også to gange offentligt strammede kravene omkring Rwanda og dermed underløb Sofie Carsten Nielsen, da denne forsøgte at skabe et forhandlingsrum i forhold til Socialdemokratiet.
En svag leder
Modsat har Martin Lidegaard som mål at vende tilbage til de mere klassiske, radikale dyder. Hidtil uden held. I stedet for fremstår han nu, efter kun to måneder, som en svag leder uden autoritet i gruppen.
Han fik en katastrofal start, da han ved det første pressemøde blev ydmyget af Zenia Stampe og Samira Nawa og tvunget til at række fingeren i vejret som tegn på, at det stadig var et ultimativt krav, at en ny regering skal droppe alle forsøg på at sende asylansøgere til Rwanda, hvis De Radikale skulle støtte den. Det skete efter, at han flere gange havde forsøgt at nedtone det ultimative ved at snakke om at finde ”en landingsbane” i spørgsmålet. Det er på alle måder en episk scene.
Hertil kommer så den kaotiske afslutning af regeringsforhandlinger, der har efterladt ham med et stort troværdighedsproblem i forhold til SVM-regeringen.
Hvad nu?
Hvad der nu skal ske, bliver det store spørgsmål i kulisserne på Hotel Nyborg Strand, hvor det radikale nytårsstævne finder sted.
Lidegaard har bebudet, at De Radikale hverken er i opposition til eller støtteparti til den nye regering, men frie fugle. Og at partiet regner med at indgå i rigtig mange forlig. Han har ovenikøbet sagt, at partiet på nogle områder kan få større indflydelse ved at stå uden for regeringen, men forsøge at trække den i den rigtige retning. Det er der vist ingen andre end ham selv, der tror på.
Vil der danne sig en holdning om, at man fremover i højere grad skal definere sig selv som et aktivistisk, idealistisk parti?
Lidegaard skal selvfølgelig have genskabt sin autoritet i folketingsgruppen og sin troværdighed som forhandler, men hvad skal partiet gøre? Det vil græsrødderne diskutere i den kommende weekend og i det kommende halvår.
Mere aktivistiske eller mere pragmatiske?
Torsdag meddelte Martin Lidegaard på Facebook, at han ikke vil bruge mere tid på at forklare og forsvare, hvad der er sket gennem de seneste to måneder. I stedet har man fra partiets top nu lavet ”en skitse” for partiets fremtidige kurs og en køreplan for de næste måneder, hvor ”vi vil tage skitserne med ud til hele vores parti og diskutere, forbedre og tilpasse dem, så vi til sommer står med en samlet strategi for og med hele partiet.”
Det bliver spændende at følge den diskussion. Mon ikke mange i partiet i det stille går og håber på, at der opstår så meget kaos i Moderaternes folketingsgruppe, at De Radikale får et nyt tilbud om at komme i regering for at sikre dens flertal?
Eller vil der danne sig en holdning om, at man fremover skal satse mindre på regeringsdeltagelse og i højere grad definere sig selv som et aktivistisk, idealistisk parti med fokus på klima, uddannelse og menneskerettigheder i forhold til indvandring? Erkende, at det på en række områder ikke giver mening at definere De Radikale som et midterparti ud fra den traditionelle højre-venstre skala.
Det sidste gjorde Rune Christiansen, der sidder i partiets forretningsudvalg, onsdag i et langt og meget gennemarbejdet opslag på Facebook, der helt tydeligt var tænkt som et oplæg til den kommende tids debat om strategi.
Der tegner sig således et billede af et parti med to fløje, der trækker i hver sin retning. To fløje, der til dels også er aldersbestemte.
Læs mere om politik i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
