Den musikalske klimaaktivist – holder vi nok af vores børn?

i Bæredygtighed/Kultur & Medier/Musik af

INTERVIEW – Findes der bæredygtig rockmusik?  Spørgsmålet blev stillet på et af POV Internationals redaktionsmøder forleden. POV’s Jan Eriksen tog spørgsmålet op og har talt med Jens Lysdal, der kalder sig Danmarks første CO2-neutrale musiker og som svarer ja til spørgsmålet.  Med sit nye initiativ CO2-neutral Music tilbyder den musikalske klimaaktivist andre danske musikere at følge i hans spor. 

Skal kunstnere blande sig i politik? Den diskussion fandtes sikkert allerede, da de første trubadurer sang spotteviser om den lokale herremand. Efter et boom med politisk kunst i 1960’erne og 70’erne har der i perioder været tyndt besat på barrikaderne. 

Men i Lysdals verden har kunstnere ansvar. Som alle andre.

”Det er snart for sent,” siger han.

Senest udsendte han i foråret singlen med den profetiske titel En lidt varmere sommer med et klart klimabudskab. 

For fem år siden besluttede han at blive CO2-neutral musiker, og siden har han vha. organisationen ClimatCares “Carbon Calculator” udregnet og betalt for sine CO2-udslip som musiker. Beløbet afhænger bl.a. af, om rejsen foregår ved hjælp af bil eller fly. Dette kompenseres så med et økonomisk bidrag til ClimateCare’s arbejde for bæredygtighed i Afrika og Asien, hvor der bl.a. bygges vindmøller og plantes træer.

Lysdal er i fuld færd med at udvikle initiativet CO2 Neutral Music og en app til brug for danske musikerkolleger – efter ClimateCare’s principper. Organisationen støtter nu officielt det danske initiativ.

”Nogle eksperter siger, at vi kun har 17 år tilbage, før vi ikke længere kan bremse den udvikling, der lige nu truer med at gøre kloden ubeboelig for mennesker. Og det sker, medmindre vi omlægger noget af vores forbrug og adfærd, så vi kan afbøde klimaforandringerne,” siger Lysdal med henvisning til rapporten ”The point of no return for climate action: effects of climate uncertainty and risk tolerance”, der tidligere i år blev offentliggjort af nogle forskere på Oxford University.

Lysdal har rejst kloden rundt med sin musik, opnået international anerkendelse, nomineringer og priser for sin musik, der har dybe rødder i både de amerikanske sydstater og i Sverige, hvor han er født.

Det begyndte i skolen

De senere år har Jens Lysdal været på turné i USA, Tyskland, Holland, England, Schweiz, Canada og Portugal. Han indspillede i 2012 albummet Keep the Light in Your Eyes og senest i 2014 albummet Easy Heart i Austin, Texas, der blev skamrost af medierne, nomineret til “Bedste folk-udgivelse i Tyskland” og fik én af sine sange med på et amerikansk Grammy-nomineret album. Men han har ikke turneret udenlands de sidste tre år.

I dag bor Jens Lysdal i et hus, idyllisk beliggende i Slagslunde i Nordvestsjælland. Det er her, POV møder ham over en kop økologisk kaffe. Interessen for miljøspørgsmål opstod allerede i drengeårene i 70’ernes Svendborg. 

”Min dansklærer kørte et tema om forurening i en måned. Det inspirerede mig meget. Jeg kan huske mig selv som 13-årig stoppe op, se op mod himlen og tænke, ’Gud ved, hvor meget plads, der er deroppe? Bliver der fyldt op af forurening fra biler og fra fabrikkerne?’,” siger Lysdal med et grin.

Skal kunstnere blande sig i politik? Den diskussion fandtes sikkert allerede, da de første trubadurer sang spotteviser om den lokale herremand. Efter et boom med politisk kunst i 1960’erne og 70’erne har der i perioder været tyndt besat på barrikaderne

Idéen om CO2-neutralitet opstod for fem år siden, da han talte med sin datter om klima. Det fik ham til at tænke over, hvad han selv gør. 

“Hvis ikke engang min datter ser mig som troværdig, er jeg ikke i en position, hvor jeg kan tillade mig at gå ud og tale om disse ting. You gotta walk it, like you talk it”, siger Lysdal, der således har indført en form for selvjustits. For når man synger og taler om klimaet og, hvad andre bør gøre, har man selv bagdelen i klaskehøjde.

”Jeg tror, det er godt med absolutter. Jeg ved, at jeg ikke kan gå ud at købe en stor amerikanerbil eller lignende. Ikke at det er aktuelt. Men det tvinger mig til at tænke mig om hele tiden. Folk her i byen ved, hvad jeg står for. Hvis én så mig køre i bil op til naboen i stedet for at cykle, ville det hele falde til jorden,” siger Jens Lysdal.

Vi skal selv rydde op

”I sidste ende handler det om at forklare vores børn, at vi skal rydde op efter os selv. Længere er den ikke. Som forældre vil man ikke finde sig i, at børnene holder fest i huset eller lejligheden uden at smide brugte kondomer, skodder og andet affald ud bagefter. Vi skal også selv rydde op efter vores svineri,” siger Lysdal og stiller spørgsmålet til sig selv og alle andre: 

”Holder vi nok af vores børn? I intimsfæren beskytter vi selvfølgelig vores børn, tager os af dem. Men i det store billede? Det handler om deres fremtid. Det er da ikke fedt for børnene at se deres forældre tage på yoga retreat i Thailand. Der bliver knaldet et års CO2 udslip ud af flyet, mens forældrene skal gøre sig bløde og lækre. Som man kunne have gjort inde i stuen eller i den nærmeste by. Den regning sender de direkte videre til børnene,” siger Lysdal, og tilføjer:

”Som et absolut minimum bør man offsette sin tur (f.eks. via flyselskabets CO2 kalkulator, red.). Og hvis man skal tage de store evolutions-briller på, kan man sige, at en art, der ikke interesserer sig for sine efterkommeres overlevelsesmuligheder, logisk set dømt til at uddø. Der er mange dyr, der uden at blinke sætter deres liv på spil for deres afkom – mennesket gider knapt nok ændre sine daglige vaner.”

Det skal komme fra folket selv. Du kommer aldrig til at overbevise politikere som Jakob Ellemann eller Esben Lund Larsen. Man kan ikke vække en mand, der lader som om, han sover.”

Kritik i forbindelse med støtte til udviklingsprojekter i f.eks. Afrika vil ofte gå på, at de, der støtter, ikke har garanti for at pengene rent faktisk ender, hvor de skal?

“Det første, jeg gjorde, var at spørge Det Økologiske Råd, om de ville gennemchecke ClimateCares setup og godkende det – hvilket de gjorde. Det, der adskiller ClimateCare fra andre former for udviklingsstøtte er, at de ikke bare hovedløst donerer penge til f.eks. at plante træer. De går ind og arbejder med lokalsamfundets vaner og adfærd, så tiltaget bliver solidt og fremtidssikret, f.eks. ved at udvikle ovne, der kun behøver 1/10 brænde i.f.t. dem, man normalt bruger. Eller ved at producere ’Lifestraws’, som gør, at man ikke længere behøver at koge drikkevandet. De hjælper også multinationale selskaber med at opføre sig mere bæredygtigt, og er på den måde adfærdsmæssigt med til at skubbe pengestærke industrier i den rigtige retning.” 

Det skal komme fra folket selv

I Jens Lysdals klimadrøm vil budskabet brede sig på samme måde og med samme effekt, som den økologiske tanke har gjort de seneste årtier. 

”Det skal komme fra folket selv. Du kommer aldrig til at overbevise politikere som Jakob Ellemann eller Esben Lund Larsen (hhv. nuværende og tidligere miljø- og klimaminister). Man kan ikke vække en mand, der lader som om, han sover – (red.: gammelt kinesisk ordsprog). Der blev lukket 250 vandboringer sidste år på grund af for store mængder pesticider i drikkevandet. Alligevel sagde Ellemann, at han ikke ville forbyde sprøjtning ved drikkevandsboringer af hensyn til den private ejendomsret. Hvis det var sket i begyndelsen af 1600-tallet, at der var kommet en mand, der enten selv havde hældt gift ned i en brønd eller havde forsvaret den, der gjorde det, ville han efterfølgende være blevet klynget op i et træ,” siger Lysdal og skynder sig at tilføje: 

”Det er ikke en opfordring – det siger bare noget om, hvor fremmedgjorte, vi er i dag i forhold til en minister, der ikke ønsker at stoppe forureningen af noget så grundlæggende for vores eksistens som vores drikkevand. Det er absurd. I en ordentlig verden, hvor staten tog ansvaret på sig, som vel egentlig er idéen med en overordnet stat, burde den offsetteal den udledning som Danmark genererer – efter princippet “forureneren betaler”. Det er Danmark, der forurener, og det er staten, der har ansvaret for Danmarks handlinger nationalt set – ligesom i alle andre spørgsmål.”

Holder vi nok af vores børn? I intimsfæren beskytter vi selvfølgelig vores børn, tager os af dem. Men i det store billede? Det handler om deres fremtid

Er det ikke bare politik, som det altid har været i begge sider af spektret? Pleje af særinteresser er demokratiets pris. 

”Jeg kan sagtens leve med at medlemmer af en hvilken som helst regering, borgerlig eller socialdemokratisk, melder åbent ud om deres værdier. Men det her handler om, at vi er i fare. Når folk, der rent faktisk ved noget om klimaet, siger, at vi er på klimatisk katastrofekurs, så skal alle lytte.” 

Vi bor alle i et glashus

For nylig kom Alternativets Carolina Magdalene Maier i modvind, da bloggen Free Speech Blog afslørede, at hun i strid med partiets klimapolitik havde fløjet 20 gange de sidste tre år? Hvad med dig selv. Du har rejst verden rundt? 

“En klog mand har engang sagt: ’Vi bor alle i glashus’ (omskrivning af ordsproget “man skal ikke kaste med sten, når man selv bor i glashus”). Vi har allesammen tidligere brugt for mange ressourcer, rejst for meget og for langt væk på ferie. Det tænkte vi ikke så meget over dengang – fordi vi ikke kendte konsekvenserne – dét gør vi nu. Men ingen af os har en 100 pct. bæredygtig adfærd. I stedet for at outshame og grine af dem der ikke er guddommeligt CO2-rene – men som faktisk prøver at ændre adfærd – skal vi bakke op om hinandens initiativer og inspirere til at holde fast og gøre endnu mere,” siger Lysdal. Han påpeger, at han som musiker har et særligt behov for at rejse.

“I særlig grad har musikere jo – specielt efter at salget af musik med streamingtjenesterne er blevet reduceret til lommepenge – meget få andre muligheder for at udøve deres hverv end at spille koncerter, hvilket jo ikke kan gøres uden en del rejseri.  Det er netop derfor jeg selv har offsettet al mit musikrelaterede CO2-udslip de seneste fem år. I øvrigt er der forskel på arbejde og ferie. Vi kan og skal ikke stoppe al personlig/fysisk international kontakt, for personlige relationer er en vigtig del af en demokratisk og fredelig verden, herunder også at kunne skabe konsensus om en bæredygtig udvikling. Men arbejdsrelateret flyvning skal selvfølgelig også neutraliseres, og vi skal fremover konsekvent spørge os selv, om vi ikke ville kunne opnå samme udbytte, glæde og afslapning tættere på,” siger Lysdal.


Topfoto: Martin Sne

Jan Eriksen (f. 1958) er oprindelig uddannet bibliotekar, men har arbejdet som journalist og redaktør siden midten af 80'erne. Først på det dengang nystartede Gaffa, hvor han var redaktør i 1986-88.
Fra 1988 til ’94 var han drivkraften bag etableringen af ungdomsmagasinet Chili. Siden har han arbejdet på BT i flere funktioner senest som musikredaktør og kulturredaktør på BTMX.
Eriksen har igennem årene især skrevet om musik, men også film, teater, musicals, tv, Melodi Grand Prix, revy og stand up-comedy. Han har desuden udgivet, redigeret og fungeret som konsulent på flere bøger, både fagbøger og romaner, senest krimien 'Alt det, som ingen ser' (People's Press, 2017). Spørger man ham om højdepunktet i hans karriere, vil svaret til enhver tid lyde: ’At have opfundet navnet ’Kryddersildene’ om Spice Girls.' Hvis du vil bidrage til Jans løn på POV kan du donere til hans Mobile Pay: 22 64 82 35

Seneste artikler om Bæredygtighed