mænd

De gramsende mænds fald – og indvendingerne mod det

i Featured/LIGESTILLING af
#METOO // KOMMENTAR – Når man googler den nu tidligere overborgmester i København, Frank Jensen (S), kommer der to tekster op, hvor han i henholdsvis Norge og Sverige citeres for at sige: “det er ikke retsstaten værdigt”. Det er ud fra linkene lidt svært at finde ud af, om han nu også har sagt det og hvornår, men under alle omstændigheder tager han fejl. Det er i høj grad retsstaten værdigt.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Det er i høj grad retsstaten værdigt, at han – efter årelang fuldemandsadfærd ved personalefester på Rådhuset, der er gået langt, langt over grænsen for uskyldig flirt, nu har måttet forlade sit liv i tjeneste for nogle af det demokratiske samfunds fineste institutioner.

Retsstaten består af tre formelle og en uformel institution, også kaldet statsmagter. De første er som bekendt de lovgivende, udøvende og dømmende magter. Den sidste, uformelle, er pressen. Den træder i bedste fald til, når de andre svigter.

Hvis kvinder bruger deres krop til at skaffe sig fordele i systemet, skyldes det, at de ved, at mændene stadig lever efter en sexistisk norm

Den seneste tids #metoo-dækning har vist, at heller ikke det er helt enkelt. For det er ikke retsstatens svigt, der har kostet først De Radikales politiske leder Morten Østergaard og nu tidligere mangeårige minister og Københavns overborgmester Frank Jensens deres politiske liv. Det er, at de ikke har begået nogen forbrydelse, men alligevel haft en adfærd, der har haft en effekt som systematisk overgreb.

Jeg har fra en uhyre perifer position i landskabet og helt uden at have min gang på rådhuset, vidst, siden mindst 2011, at Frank Jensen ragede på de ansatte ved festerne, og det er åbenlyst, at De Radikale internt har vidst, at det gjorde Østergaard også. Hvorfor bliver der ikke sagt fra? Der bliver ikke sagt fra, fordi det får indflydelse på ens position i systemet. De mænd er for højt oppe i hierarkiet til, at det kan betale sig at være uvenner med dem.

Retten til den første nat

Er det noget helt nyt, dette her? Er det en udvikling, der er kommet som en uforudset konsekvens af kvindens relative frigørelse og etableringen af hendes juridiske rettigheder i samfundet i løbet af det 19. og 20. århundrede. Nej, det har været der hele tiden.

Det minder om godsejeren i Mozarts opera, Figaros Bryllup, der vil tage sig den gamle herremandsret, “jus prima noche”, retten til den første nat med bruden efter bryllup blandt de ansatte. Det er, hvad det her handler om, ikke om, hvorvidt kvinder klæder sig udfordrende.

Alligevel kan man se en reaktion, der viser, at mange mænd har et selvbillede som middelalderlig godsejer, hvad Frank Jensen helt tydeligt også har haft. De sociale medier, der i Danmark lige nu lægger fora til sin om muligt største diskussion nogensinde, summer af utilfredshed med ”folkedomstolen”, der har fældet de gramsende mænd.

Det er netop ikke folkedomstolen, der har gjort det. Det er medierne, der langt om længe tager deres ansvar i #metoo-bevægelsen, som de næsten kollektivt, patetisk og pinligt, gled af på, da den opstod for flere år siden.

En dansk-svensk forskningsrapport fra Göteborg Universitet viste, hvordan en flok grumpy old men red stormen af, helt anderledes end i Sverige. Men nu kommer det tilbage som en boomerang. Og som en virkelighed, man ikke kan skjule sig bag.

Mediekritikken og moralen

Man kan imidlertid kritisere medierne som den fjerde statsmagt for at være ikke blot tilfældige, hvad der desværre er rigtigt, men også så uformelle, at det i sagens natur ikke kan blive andet end folkedomstol. Det er derimod forkert.

At Morten Østergaard og Frank Jensen har optrådt umoralsk, er tydeligt for enhver, selvom vi normalt ikke for tiden lader begrebet moral være udslagsgivende for, hvordan vi forholder os til tingene, eftersom vi langt om længe har forstået, at moral er forskellig fra person til person, og over tid.

Men de er jo ikke svage, siger så et kor af mænd, der på andre tråde i de sociale medier harcelerer over, at det dog er for galt, at man ikke længere kan give en kvinde et kompliment for hendes skønhed eller klæder

Medierne som den fjerde statsmagt bygger på sammenhængen mellem ytringsfrihed og den demokratiske idé. Ytringsfrihed er ikke – modsat hvad de fleste har gået og ment – retten til at sige, hvad der passer én, men en ret, de stærke i et demokratisk samfund giver de svagere, for at være sikker på, at de bliver hørt. Den demokratiske idé er ikke retten til at stemme på den kandidat, der er bedst til at ramme folkestemningen, men en moralsk og praktisk forpligtelse for os alle til at arbejde for og opføre os sådan, at enhver får de bedst tænkelige muligheder for at udfolde sit potentiale.

Medierne som den udløsende faktor i denne situation, hvor magthaverne ikke selv har taget det nødvendige ansvar i en situation, hvor der – tydeligt umoralsk – bliver begået overgreb på den svagere, har derfor intet med folkedomstol at gøre, men er et udtryk for demokratiet, når det fungerer (næst)bedst.

De “udfordrende kvinder”

Men de er jo ikke svage, siger så et kor af mænd, der på andre tråde i de sociale medier harcelerer over, at det dog er for galt, at man ikke længere kan give en kvinde et kompliment for hendes skønhed eller klæder. De er ikke svage, fordi ”de klæder sig udfordrende”, påstås det.

Hertil er der kun ét at sige: De kan klæde sig lige så ”udfordrende”, de vil. Det er deres frihed og deres ret, juridisk set så længe det ikke forstyrrer den offentlige orden. Alle mænd kan mærke og høre, hvor grænsen går, hvis de vil mærke eller høre efter. Og når de ikke hører efter, men tror de bliver indbudt til at gå længere end kvinden vil, skyldes det, at de udnytter deres mandlige magtposition, der kan være karrieremæssig, social eller bare fysisk, og ikke fællesskabets gensidige tilnærmelsesformer.

Når kvinder klæder sig på en måde, som mænd opfatter som ”udfordrende,” kan der være mange grunde til det. Ingen af dem dækker over, at mænd kan gå længere rent seksuelt, end kvinden tillader.

Men hvad så med dem, der bruger deres krop til at komme frem i systemet? Skal de ikke fældes, spørger de komplimentgivende mænd indigneret på de sociale medier?

Jeg vil gå så vidt som til at sige, at hvis kvinder bruger deres krop til at skaffe sig fordele i systemet, skyldes det, at de ved, at mændene stadig lever efter en sexistisk norm, og at det nytter at knytte magt og sex sammen. Og i visse tilfælde endda kan være nødvendigt, selvom også det er umoralsk.

Hvordan vi ændrer den balance, det er en helt anden sag. Morten Østergaard og Frank Jensen fastholder med deres adfærd kvinderne i en udemokratisk spændetrøje. Det er en essentielt mandlig norm, og den styrer stort set hele verden, lige fra Hollywood, hvor langt de fleste film har manden i centrum og kvinden som en, der spiller op til ham, til de konservative samfund, hvor kvinder for tiden mister rettigheder i metermål.

#metoo og BLM er to sider af samme sag, nemlig muligheden for – indenfor den demokratiske menneskerrettighedstænkning – at gøre oprør mod den systemiske undertrykkelse, hvor det overhovedet kan lade sig gøre: At sætte ind, blot der viser sig en sprække. Det har der vist sig nu. Det er et udtryk for at demokratiet findes.

LÆS ALLE JAKOB BRØNNUMS ARTIKLER HER


Foto: Michaelangelos “Dommedag” (Det sixtinske kapel, Vatikanet). Wikimedia Commons.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jakob Brønnum er forfatter til 36 bøger. Senest er kommet "Gensyn med den store fortælling" (Eksistensen, 2019), digtbogen "Virkeligheden 2.0" (Det poetiske bureaus forlag 2019, 276 sider), "Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter" (Eksistensen, 2018) og digtbogen "Øjeblikkets tredje tilstand" (Det poetiske bureaus forlag 2018, 353 sider)

De senere bøger:
Nøjsomhedens tivoli (digte, 2017)
Matthæuseffekten (essay, 2017)
Den sidste passion (digte, 2017)
Lysåret (haikudigte, 2016)
Fortællinger fra undergrunden (noveller, 2016)
Pengeguden (essay, 2026)
Porten til den indre by (digte, 2016)
Argumenter mod døden (essay, 2015)
Langsomheden 1.0 (digte, 2015)
Malmö by night (digte, 2014)
Sange ved himlens port (Dylan-bog, 2014)

Mail: bronnum1@gmail.com
Hjemmeside: https://sites.google.com/site/jakobbroennumshjemmeside/

Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en ofte anvendt foredragsholder (se hans foredrag på http://www.sogneaften.dk/jakob-broennum.htm). Han bor i dag i Örebro i Sverige med sin familie. Hans færøske hustru Rúna í Baianstovu (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af nettidsskriftet Den smalle bog, som han grundlagde 2016 samt af et teologisk/fagpolitisk tidsskrift. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og i styregruppen for BogForum. Han har været formand for Den skønlitterære gruppe i forfatterforeningen og for den internationale forfatterforeningsorganisation Baltic Writer's Council. Han har skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. Han sidder i bestyrelsen for den offentlige virksomhed Länsmusiken, Örebro og har tidligere siddet i innovationsrådet ved Örebro Universitets fakultet for humaniora. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.

Seneste artikler om Featured