De første tegn på en revolution i Egypten?

af i Mellemøsten/Politik & Samfund

NYHEDSANALYSE // EGYPTEN – For en uge siden skete noget usædvanligt i Kairo og andre byer. De første rygter lød, at demonstrationer fandt sted, veje og gader var afspærret af kampvogne. Enkelte officielt forbudte mellemøstlige medier på sociale netværk skrev. Men kunne man stole på dem. Ingen internationale medier skrev noget synderligt. Var det blot en and? Eller var det noget så uventet, at ingen havde hørt noget om det på vandrørene? Yasmin Abdel-Hak forklarer om situationen hos Nilens folk.

LISSABON – Forleden begyndte nogle sporadiske demonstrationer og protester mod Egyptens styre i Kairo og andre større byer. Det kan muligvis true regeringen under præsident Abdel Fatah al-Sisi. Hvis disse protester får momentum, kan der være tale om et oprør mod præsidentens militærkup mod den demokratisk valgte præsident Mohammed Morsi i 2013.

Protesterne startede fredag i sidste uge med et par hundrede demonstranter samlet i Kairo, Suez, Alexandria og andre byer uden om Kairo. Politiet brugte tåregas og gummikugler mod demonstranterne.

Dét, der begyndte med 72 anholdte er efterfølgende blevet til over 1900 anholdte. I denne uge blev en kendt kvindelig menneskerettighedsadvokat Maheinour El Masry anholdt, da hun var i færd med at forsvare allerede anholdte demonstranter fra sidste uges demonstrationer.

Det egyptiske paradoks og Vestens problem

Om end demonstranterne var få i fremmøde – 200 demonstranter er ikke at regne for noget i en millionby som Kairo med over 16 millioner indbyggere i metroområdet og 20 millioner totalt – så vidner det om, at den ulmende utilfredshed med Sisi er tiltagende.

Man skal ikke undervurdere, at mange egyptere – måske især den ældre generation – hellere vil have en diktator end en islamistisk præsident som Mohammed Morsi. Ingen tvivl om, at præsident Sisi har fået lov at køre den særdeles hårde linje, og slået hårdt ned på enhver mulig opponent. Kort efter sin tiltræden som præsident fik han kategoriseret Det Muslimske Broderskab som en terrororganisation. Det var ikke noget, der gav anledning til større protester i landet dengang.

Kombinationen af fattigdom, korruption, eklatant mangel på menneskerettigheder og juridiske retssikkerhedsprincipper har aldrig været effektive midler til at bekæmpe terrorisme og ekstremisme. Tværtimod. Det er netop i tilstedeværelsen af disse vilkår, at ekstremismen slår rødder

Netop dette rammer det egyptiske paradoks i hjertekulen: at når den demokratiske proces resulterer i en islamistisk leder, vælger man – med Vestens accept og støtte i baghånden vel at mærke –  hellere at tilsidesætte demokratiet, for i stedet at indsætte en quasi-diktator.

Så sent som torsdag i denne uge, udtalte den britiske premierminister, Boris Johnson, sin støtte til den egyptiske præsident, velvidende, at denne har blokeret BBC nyhedskanalen i Egypten på linje med 513 websites. Endvidere har samme regering udsendt advarsler til udlandske nyhedsbureauer om, at de vil blive blokeret, hvis deres nyhedsdækning er misvisende.

Ej heller den amerikanske præsident, Donald Trump, holder sig tilbage for ganske åbenlyst ved det nylig afholdte G7 møde at kalde præsident Sisi for sin yndlingsdiktator.

Den amerikanske kongres har tillige sikret militær støtte til Egypten til en værdi af 1,3 milliarder dollars for næste år. Både den amerikanske Trump og den britiske Boris Johnson fastholder, at præsident Sisi gør et effektivt arbejde i bekæmpelsen af terrorisme og ekstremisme.

Der er således intet, der umiddelbart ville indikere, at Sisi kommer til at mangle opbakning fra Vesten.

Men kombinationen af fattigdom, korruption, eklatant mangel på menneskerettigheder og juridiske retssikkerhedsprincipper har aldrig været effektive midler til at bekæmpe terrorisme og ekstremisme. Tværtimod. Det er netop tilstedeværelsen af disse vilkår, at ekstremisme slår sine rødder.

Korruption og videoer fra Spanien

Baggrunden for fredagens protester havde sit udspring i en række videoer lagt ud på nettet af den egyptiske finansmand og skuespiller Mohammed Ali, der fra sit selvvalgte eksil i Spanien har fremsat en række beskyldninger om korruption mod præsident Sisi og regeringen.

Det er anklager, der tilsyneladende ikke er grebet ud af den blå luft. Mohammed Ali har udført en lang række bygningsopgaver for regeringen, og har således indgående kendskab til hvorledes statens penge forvaltes – tilsyneladende efter forgodtbefindende, herunder bygningen af nyt palads til præsidentens kone, og et hotel til præsidentens forbindelser i militæret.

Hvor demonstranterne den gang i 2011 råbte et slogan som: Brød, frihed og social retfærdighed, er sloganet denne gang langt mere direkte: Sisi gå af

Sidstnævnte kan betragtes som en måde for præsidenten at tilgodese sine gamle kontakter fra militæret; for at sikre sig militærets fortsatte støtte og opbakning. Men her synes præsidenten at have forregnet sig.

For ovenpå sidste uges protester, udsendte en gruppe officerer fra militæret en officiel meddelelse, hvori man erklærerede sin støtte til demonstranterne. I hvert fald ifølge Midleeast Monitor.

Man gjorde det videre klart, at militæret ville beskytte demonstranterne, ligesom i 2011 da militæret hjalp demonstranterne med at vælte den tidligere præsident, Hosni Mubarak. Dermed er der tilføjet endnu en interessant udvikling af en situation, der potentielt kan ende i en revolution.

At militæret støtter demonstranterne betyder ikke nødvendigvis, at militæret støtter demokratiet og dets spilleregler. Denne fraktion af militæret støtter op om den tidligere chef for de væbnede styrker, generalløjtnant Sami Anan, som fortsat sidder fængslet siden han ved sidste valgt stillede op som præsidentkandidat.

At en fraktion indenfor militæret udsteder en sådan officiel meddelelse er interessant af flere årsager; den vidner om, at præsidenten ikke ubetinget kan regne med militærets opbakning.

Den vidner også om en mulig splittelse indenfor militæret, som på sigt kan være potentiel farlig for både demonstranter og samfundet generelt set. For hvis to modstridende fraktioner indenfor militæret begynder at kæmpe om magten, vil det først og fremmest gå ud over civilbefolkningen.

Økonomiske stramninger og store paladser

Præsident Sisi har siden 2016 gennemført stramme økonomiske handlingsplaner, alt sammen for at leve op til de krav, der er blevet stillet fra IMF (Den Internationale Valutafond) i forbindelse med et lån på 12 milliarder dollar (82 mia. kr.) til Egypten.

De økonomiske stramninger har imidlertid ramt befolkningen, at næsten hver tredje egypter nu lever under fattigdomsgænsen ifølge de officielle tal fra juni 2019. Det er forhold, der kan være svære at acceptere al den stund, at præsidenten samtidig er i gang med at bygge den nye såkaldte administrative hovedstad med alle ministerier inklusiv et præsidentpalads, der bliver ti gange større end Det Hvide Hus.

Derudover har præsidenten allerede fået bygget seks yderligere paladser til sig selv, hvoraf fem er  forbundet med underjordiske gange. Der er med andre ord brugt milliarder af dollars på byggeprojekter, som ikke falder befolkningen til gode.

Det er mildt sagt et uheldigt signal at sende til befolkningen, hvoraf en tredjedel lever under fattigdomsgrænsen. At der så tilsyneladende ovenikøbet er tale om decideret korruption gør den diktatoriske regeringsstil så meget desto mere uspiselig for en efterhånden hårdt prøvet befolkning.

Hvor demonstranterne dengang i 2011 råbte et slogan som: Brød, frihed og social retfærdighed, er sloganet denne gang langt mere direkte: Sisi gå af.

Dette skift er interessant. For i 2011  var sloganet ikke et specifikt ønske om præsident Mubaraks afgang; det var snarere et ønske om forbedringer, et krav om dialog og muligt samarbejde. Budskabet denne gang er langt mere direkte og uforsonligt; et krav om præsidents afgang.

Det lægger ikke ligefrem op til en dialogbaseret kommunikation mellem demonstranter og præsidenten.

Spørgsmålet er, hvad den kommende tids protester vil bringe, hvordan præsident Sisi, militæret og Vesten vil reagere herpå, og hvilken vej den egyptiske befolkning på sigt ønsker for landet.

Den hidtidige model med Sisi synes ikke længere at falde i god jord hos Nilens folk.


Topfoto: Wikimedia Commons, Tahrir Square i juli 2011 

Yasmin Abdel-Hak er jurist med speciale i menneskerettigheder og Mellemøsten samt cand.mag i Mellemøststudier med speciale i Saudi-Arabien. Yasmin har i en årrække arbejdet med asylret og flygtningeforhold, primært med flygtningestrømme fra Mellemøsten, ligesom hun har samarbejdet med UNHCR med såkaldte kvoteflygtninge fra blandt andet Irak, Iran og Syrien. Hun har tillige været projektleder på en lang række kapacitetsopbyggende EU-projekter i de tidligere tiltrædelseslande til EU, herunder Rumænien, Polen og Baltikum. Hun har endvidere været projektleder for to større kapacitetsopbyggende EU-projekter i Tyrkiet i forbindelse med tiltrædelsesprocessen mellem Tyrkiet og EU. Endelig har Yasmin arbejdet som blogger for Børsen, hvor hun har skrevet om dansk udlændingepolitik og dansk udenrigspolitik i forhold til Mellemøsten. Hun er stifter af Global Migration and Politics, gmpc.dk med analyse- og rådgivningsarbejde indenfor mellemøstlige forhold, herunder flygtningeforhold, migrationsstrømme, regional politiske forhold og policy making.

Seneste artikler om Mellemøsten