FILM // ANMELDELSESESSAY – Dokumentaristen Christian Bonkes debutspillefilm, Herkules falder, er et stærkt og langsomt studie i de følelsesmæssige eftervirkninger af at have været udsendt i krig og hvilke ringe, der spredes i deres nære omgivelser, skriver filmredaktør og tidligere militærnægter Mikkel Stolt, der anmelder sammen med en gammel ven, der har været udsendt til Kosovo.
Fredag aften er ikke den aften, som skibbynitterne har valgt at bruge på at se en film om en traumatiseret, dansk soldat, så Bertel og jeg kan vælge de bedste sæder i den lokale biograf. Jeg har spurgt, om han ville med, idet jeg som gammel militærnægter føler, at det måske vil være godt at få en ’dialogisk’ oplevelse ud af det.
Bertel er udover at være filmproducent og fotograf, som jeg har arbejdet sammen med på film og tv-programmer flere gange, nemlig også tidligere soldat og udsendt til Kosovo.
En film skal selvfølgelig kunne ses og vurderes af alle, og jeg er ikke tilhænger af den trang til identifikation, som lader til at være et must for mange biografgængere. Man behøver for eksempel ikke at være vampyrjæger eller kende noget til faget for at se Nosferatu eller læge for at kunne goutere hospitalsdramaet og hovedpersonens kvaler i Det andet offer. Alle film kan naturligvis ses af alle, selvom udbyttet selvfølgelig vil variere. Så først og fremmest var det måske bare en god chance for os at diskutere film og æstetik igen med min gode ven.
Faktiske veteraner spiller med
Herkules falder er dokumentaristen Christian Bonkes debutspillefilm, og hans baggrund kommer først og fremmest til udtryk i, at det er faktiske veteraner, der spiller med, og at det refugium for veteraner på Strynø, hvor hovedparten af filmen udspiller sig, findes i virkeligheden. Stedets indehavere og deres børn er også med i filmen og spiller sig selv i en vis grad, mens de medvirkende eks-soldater ikke direkte spiller sig selv, men en tilsvarende karakter.
Da filmen så sluttede, så ville jeg faktisk gerne have den til at være længere, selvom den skulle slutte sådan
Yussef (Dar Salim) er en familiefar med kone (Christine Gjerulff) og dreng på ni år (Hector Banissi), og temmelig hurtigt går det op for én, at han ikke har det godt. Drengen Oscar udsættes for et meget ubehageligt og voldeligt optrin, da han vil vække sin far fra et mareridt, og allerede i næste scene er Yussef på vej til Strynø.
Her møder han en håndfuld andre veteraner, der skal finde sig selv ved hjælp af samvær, samtale, heste, grise og natur. Yussef er klar til det, men ubevidst kæmper han imod i starten. Ikke desto mindre er der udsigt til bedring, og hans kone og søn kommer da også på besøg.
Oscar er lidt tilbageholdende, men de finder hinanden under besøget, og senere endnu tager Yussef hjem til Oscars 10-års fødselsdag, hvor hele familien er samlet i flere led og generationer. Desværre opstår der en situation, hvor Oscar igen bliver bange for sin far, og tilbage på Strynø bliver Yussef fristet af sin gamle ven og kollegas tilbud om et eventyr som lejesoldat i Afrika.
Og så siger jeg ikke mere om slutningen, og både jeg og Bertel tænkte hver for sig: ”Whoa, en rigtig Truffaut-slutning,” som fik vores tanker hen på slutbilledet i den franske instruktørs Ung Flugt fra 1959. Og vi mente det positivt.
Samtalen
Vores efterfølgende samtale var ikke struktureret ret fast af mig, men vi diskuterede blandt andet titlen, som for mig lyder lidt som en krigsfilm, sådan à la Black Hawk Down (Ridley Scott, 2001) eller et eller andet – og det er det bestemt og heldigvis ikke. Herunder har jeg samlet nogle nedslag fra samtalen.
Slutningen er rørende og åben, men Bertel siger alligevel: ”Undervejs tænkte jeg, at nu måtte den sgu gerne snart slutte, for det gik meget langsomt. Men da den så sluttede, så ville jeg faktisk gerne have den til at være længere, selvom den skulle slutte sådan.”
Vi taler om sproget og dialogen, som er meget realistisk – især blandt veteranerne. Få steder skurrer det, når manus fordrer en bestemt replik af amatørskuespillerne, for eksempel i starten af både en træfældnings- og fåreslagtningsscene, men det er småting. ”Men for eksempel udtrykket ’Ja, sgu’ har jeg aldrig hørt nogen sige – udover soldater, som siger det hele tiden,” siger Bertel.
Scenerne omkring bordet i deres fællesrum er noget af det mest vellykkede i filmen, og det er både rørende og indsigtsfuldt. ”Jeg synes noget af det bedste er,” fortsætter Bertel, ”at den stille, ulmende lidelse er enormt godt skildret. Det er ikke den episke, heroiske kriger, der skildres, og den er meget respektfuld overfor veteranerne. De vil føle sig set af den her film.”
Filmen har bortset fra ganske få realistiske hjelmkameraoptagelser ingen billeder fra slagmarken – Yussef har været både i Bosnien, Irak og Afghanistan – og alt foregår inde i hovederne. Det fungerer utroligt godt, og især virker scenen, hvor Yussef skal holde et får, der dræbes med en boltpistol, utroligt stærkt på mig som tilskuer. Det påvirker Yussef tydeligt, og en af de andre tager vare på ham. Det er et stærkt filmisk valg ikke at vise, hvad han oplever inde i hovedet i den scene og bare lade den udspille sig.
Bertel tilføjer, at den instinktive forståelse af hinanden, som filmen formidler, er meget genkendelig. Som Yussefs ven, Esser (Thomas Abrigo Toustrup), siger noget i retning af på et tidspunkt: Vi har kun det, vi har sammen. ”Det burde faktisk være titlen,” siger Bertel. ”Da vi kom hjem fra Kosovo, talte vi meget om det. Blandt andet fordi, man altid skulle fortælle andre folk, om man havde skudt nogen eller sådan noget. Og vi slipper for at tale om det, når vi er sammen.”
For filmen viser nemlig også, hvilket måske er det overordnede tema, at det gælder for alle relationer, for eksempel kernefamilien: Vi har kun det, vi har sammen. Og de barrierer mellem de forskellige verdener er med til at fastholde fremmedgørelsen – ikke bare for veteranerne, men også blandt de nære familiemedlemmer. ”Jeg ved, hvad det vil sige, at ens familie er bange for dig”, er også en nøglereplik i filmen, og selvom scenerne med hustruen ikke er mange, så er det både præcist og tilpas uklart fortalt, hvor ofte hun faktisk har overvejet at forlade sin mand.
Uenigheden
Der er også ting, vi diskuterer. Jeg er selv ret vild med den langsomme og afdæmpede facon, som filmen skrider frem på, og føler faktisk, at det hjælper mig til at leve mig helt ind i handlingen. Lige fra begyndelsen er der en dirrende, uheldssvanger stemning, og jeg fornemmer, at noget vil gå galt mellem Yussef og sønnen. Bertel ser det anderledes.
”Den fanger jeg ikke – jeg syntes, det lignede helt normale scener, fra når jeg selv har hentet ungerne et eller andet sted. Nej, det går for hurtigt til, at jeg køber hans historie. Jeg tror ikke på traumet, og på at drengen var i fare. Her er det simpelthen første gang – efter fem minutter – at vi ser ham udadreagere voldsomt og så afsted og ud på en ø med ham.”
Vi synes begge, at Dar Salim spiller fantastisk – med helt minimale midler og mimik
Jeg indvender, at det jo er forudsætningen for filmen, og senere hører vi historier fra de andre veteraner, som jeg opfatter som værende noget, Yussef har oplevet noget lignende, inden filmen starter. Vi får derfor som seer selv lov til at strikke dramaturgien sammen. Men der går en rum tid, før Bertel køber den, så at sige.
”Det er så småt og uhåndgribeligt det hele – og faktisk også på en god måde – men det varer for længe, og jeg ville gerne se en optrapning. Traumatiseringen skal bygges bedre op, mener jeg, og derfor bliver hovedpersonen ikke rigtigt troværdig før langt inde i filmen. Hans back story skal vises mere efter min mening.”
Men vi er enige om, at det bestemt ikke er Dar Salims skyld, hvis det varer lidt længe, før det opleves 100% troværdigt. Vi synes begge, at han spiller fantastisk – med helt minimale midler og mimik. Det kommer blandt andet til udtryk i en meget rørende scene med den unge datter på stedet (Indee Ussing Press) og et lille stærkt øjeblik, hvor en psykolog lægger noget, der skulle være en beroligende hånd, på skulderen af ham.
”Nej, det er fordi,” fortsætter Bertel, ”at jeg sætter mig i biografsædet for at se en spillefilm, og ikke en dokumentar.” Han føler, at det rent billedæstetisk virker som om, at det er en dokumentarfilm, der først undervejs opdager, at den er noget andet. ”Filmen bliver langsomt mere cinematic med flottere tableauer, men den ”forsinkelse” er med til at forhindre mig i at leve sig ordentligt ind i historien, og det virker lidt påtaget på mig.”
Jeg selv opfatter egentlig ikke billederne som værende specielt dokumentarisk inspirerede med den lave dybdeskarphed og de mange tætte billeder af det meget tilstedeværende kamera, men det er interessant, hvordan vores oplevelse af historien smitter af på vores opfattelse af de billed- og lydmæssige valg og omvendt.
Form og indhold kan ikke adskilles, sagde man til hinanden som filmstuderende i sin tid, indtil nogle postmodernister kom og sagde, at det netop skulle adskilles. Ingen har selvfølgelig ret, for der kan jo både være og ikke være en vekselvirkning mellem det æstetiske og selve fortællingen.
Det taler vi lidt videre om, og kommer blandt andet ind på brug af amatørskuespillere og virkelige locations i den italienske neorealisme efter 2. verdenskrig, og om Dogme-bevægelsens fokusering på den stærke historie over for manipulerende virkemidler. Mere tekstnært taler vi om, hvordan det virker på filmens flow, at Esser og hans tilbud til at tage til Afrika som lejesoldat kommer så sent i filmen, og igen vender vi tilbage til slutscenen. For den er stærk.
Eftertanken
Og da jeg dagen efter sidder og prøver at tyde mine notater fra min og Bertels samtale, sætter jeg helt tilfældigt en gammel lp på. Den er med et gammelt svensk band, og første nummer viser sig at hedde ”Herkules” med tekst af Michael Wiehe:
För Herkules var valet
Trots allt ganska lätt
Det fanns två vägar att välja på
En var fel och en var rätt
Men vi står i var sin urskog
Utan varken vägar eller mål
Och ändå krävs det av oss
Att vi ska veta vart vi går
Kom och sätt dej här intill mej lilla vän
Så ska jag berätta hur det är och hur det känns
Och om du lovar mej att fråga hur jag har det
Ja då lovar jag att fråga samma sak
Jeg morer mig over tilfældet, som Bertel også påskønner, da jeg fortæller ham om det. Jeg har igen opdaget, at det ene kulturprodukt ikke bare kan gøre et andet kulturprodukt større, for det er også det, som mennesker bør gøre med hinanden: gøre os selv og andre større ved at bære os selv og andre igennem modgang og svære valg.
Ingen og intet eksisterer i et tomrum – no man is an island, og alt det der – og det skildrer Herkules falder på en stærk måde, og nu giver titlen mere mening. Hvilken vej vælger Yussef? Og vil han falde?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og