
RÅDVILD UNGDOM // DEBAT – Et stigende antal danske unge står med psykiske problemer. Stort set alle politiske partier anerkender problemet, og fra højre til venstre ønsker politikerne at sætte flere midler af til at hjælpe de unge både med flere sengepladser i psykiatrien og hurtigere psykologhjælp. Men vi må også se på, hvorfor antallet stiger, siger Asger Garde, der har 5 bud på grundene til miseren.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I et stykke tid har vi i Danmark og i flere andre vestlige lande bevidnet en betydelig stigning i antallet af unge med psykiske problemer. I takt med at problemerne er vokset, er ventetiderne blevet længere, og det står klart, at der er for få psykiatriske sengepladser.
Samtidig kræver stort set alle partier, at der afsættes flere midler til området og at der skal igangsættes konkrete initiativer, hvilket senest har ført til den nye brede aftale om psykiatrien, der løfter den psykiatriske indsats over for udsatte og sårbare unge med en halv milliard kroner hvert år (se faktaboks under artiklen).
Flere sengepladser og bedre adgang til psykologisk og psykiatrisk behandling er alt andet lige godt – men det er symptombehandling
Er den beredvillighed opstået, fordi politikerne er reelt bekymrede for de unge, eller er det, fordi den påvirkede vælgergruppe – de sårbare unge og deres nærmeste – er stor eller begge dele?
Mit bud er, at det mest handler om det sidste, for sådan er det i ofte i realpolitik, men der er i hvert fald tilsyneladende bred enighed om problemets omfang.
Bedre psykiatri er symptombehandling
Så langt, så skidt.
Det undrer mig dog, at så få politikere og faglige organisationer taler om årsagerne til problemerne.
Begge grupper taler stort set udelukkende om flere ressourcer. Er man mere fokuseret på at styrke sit eget politiske mandat eller fagområde end at finde frem til de bagvedliggende årsager med henblik på at løse dem?
Flere burde spørge sig selv om, hvad pokker der sker i vores samfund, som gør, at så mange unge mennesker bliver mere end almindeligt rundt på gulvet. Flere sengepladser og bedre adgang til psykologisk og psykiatrisk behandling er alt andet lige godt – men det er symptombehandling.
Hvis man forestiller sig, at der var en lige så massiv stigning i mave/tarm-kræft blandt unge, så ville man både sørge for akutbehandling i form at bedre adgang til kræftundersøgelser og operationer. Men man ville også – meget hurtigt – sætte undersøgelser i gang for at undersøge årsagen til stigningen.
Men ikke på dette område, tyder det på.
De unge er altid online – de har ingen mentale pauser og ingen ro. De er hele tiden i berøring med andre og andres holdninger, og for især de unges vedkommende måles deres ”sociale værdi” konstant på antallet af likes og kommentarer
Så vidt jeg kan se, er der imidlertid flere områder, hvor samfundet har forandret sig betydeligt, og som tilsammen udgør et skred eller en referenceramme, der kan forklare, hvorfor de unge mangler mening med livet eller føler sig så rodløse og usikre.
Lad mig give et kort bud på dem nedenfor:
Sociale medier har skadet mange unge
Sociale medier er gået fra 0 til 100 og fylder nu næsten hele vores liv – i hvert fald hvis du befinder dig i alderen mellem 10-50. For tyve år siden begyndte man at kunne sende sms’er, og i dag skal man have en smartphone på sig for at kunne bevæge sig rundt i samfundet, tage bussen og finde ud af, hvilke lektier der skal afleveres.

De unge er stort set altid online – de har ingen mentale pauser og ingen ro. De er hele tiden i berøring med andre og andres holdninger, og for især de unges vedkommende måles deres ”sociale værdi” konstant på antallet af likes og kommentarer, både når det gælder deres udseende, eller hvor cool/smart/rå man nu vurderes til at være af sine venner eller følgere.
Samtidig bliver vi bombarderet med algoritme-bestemte reklamer og venners opslag, og disse algoritmer ved præcist, hvad vores hjerner er afhængige af – og det er netop deres formål: at skabe afhængighed. Al deres computerkraft går til at finde ud af, hvordan man kan få dig til at blive lidt længere på deres platform. For så ser du flere reklamer, og de tjener flere penge.
Før eller siden bliver vi, efter min mening, nødt til at tale om lovgivning på området – de sociale medier er ude af kontrol, og det er samfundsnedbrydende. Men det er også et område, som er næsten umuligt at lovgive om, fordi internettet er grænseløst.
Jeg var selv med til at give min dengang alt for unge datter en iPad i fødselsdagsgave; det fortryder jeg bitterligt i dag. Et råd til mit unge jeg og alle andre forældre i samme situation er: Forsink alt, der hedder skærme og digital underholdning så lang tid som overhovedet muligt. Alt andet er bedre.
Det ved de, der sidder bag skærmen, alt om. Tech-moguler som Steve Jobs og Bill Gates har opdraget deres børn med ingen eller meget ringe adgang til skærme og Tech.
En af de bedste analyser af Sociale Mediers negative indflydelse på både ungdommen og samfundet kommer fra den amerikanske professor og psykolog Jonathan Haidt.
Se ham redegøre for ungdom og identitetspolitik her:
Klima-angsten er gået amok
Angsten for hvad der er ved at ske med jordens klima, er gået amok som følge af, hvad jeg ser som især venstrefløjens propaganda om verdens snarlige udslettelse.
Man kan ikke åbne en avis, se nyheder eller sågar gå i biografen uden at blive udsat for undergangsscenarier – enten i form af højrøde vejrkort, en tørke eller en oversvømmelse et sted på kloden eller Ørsteds smukke brand-film om, at vores alle sammens planet er ved at dø, medmindre vi køber deres vindmøller.
Det konstante og kontante budskab kan ikke undgå at påvirke unges mentale helbred, uanset om det er rigtigt eller ej.
Som et sidespring, så hælder jeg personligt til, at der er klimaforandringer, og at de er delvist menneskeskabte, men at vi ikke taler om undergangsscenarier, og at vi skal finde den bedst mulige balance mellem forebyggelse af klimaforandringer og reaktion på konsekvenserne af dem.
Jeg hælder også til, at det gøres bedst med teknologiske løsninger, men det er faktisk irrelevant for de unges mentale helbred. Jeg har erfaring inden for marketing og kommunikation, og en af de tragiske ting ved det fag er, at man ved, at frygt sælger – særligt det man kalder ’stor frygt’.
Det er for eksempel undergangsscenarier, som at verden går under, og at der kommer masseudryddelser og havstigninger, som gør os alle til klimaflygtninge.
Konsekvenserne af klima-angsten er desværre stor: Et betydeligt antal unge vil ikke have børn – som på et biologisk plan er selve meningen med livet – men stadig flere unge fravælger overhovedet at få børn – efter min mening på grund af medieskabt undergangsangst. Forestil dig at vokse op i en verden, hvor man konstant bliver konfronteret med, at jorden snart går under. Faktisk ville det være underligt, hvis de unge ikke blev psykisk påvirket og fik angst.
Det er endda en angst, der ikke medfører en positiv handling for at forbedre situationen – den fører snarere til opgivenhed, hvilket også slider på sindet. Man kunne håbe, at det enkelte unge menneske ville bruge den eventuelle krise til at uddanne sig til ingeniører, så vi kunne lave bedre solceller og kernekraftanlæg, men det sker ikke. Faktisk kommer vi til at mangle de teknikere og ingeniører, som ville kunne gøre noget ved problemerne, fordi alt for mange unge vælge humanistiske uddannelser, frem for faglige og teknisk videnskabelige ditto.
Indvandring har konsekvenser for unge
Unge konfronteres med problemerne ved indvandring og mislykket integration. De ser i mange storbyer især, at der er problemer med islam og segregering i deres hverdag, både på overordnet plan i form af fremvæksten af ghettoområder og på et hverdagsplan, hvor de skal agere i en ny virkelighed i mødet med en klanbaseret dominanskultur.
De lever med, at man skal sænke øjnene, så man undgår at udfordre de forkerte. De lever med, at man skal holde afstand til bestemte grupper, fordi risikoen for vold er større. Et stort antal unge danskere kender nogle, der har fået umotiveret tæsk af en gruppe utilpassede indvandrere, der også ødelægger det for ”deres egne” i øvrigt. De unge ser voldsparatheden, og at der rent faktisk er et ’dem og os’.
Men samtidig får de unge ofte at vide, at alt er godt, og vi bare skal udvise mere tolerance, og det er nok også vores egen, læs de hvide vesteuropæeres, skyld. De får at vide, at danskerne er racister, og at vi ikke har været gode nok til at ’integrere’ dem. De får at vide, at hvis vi bare ville inkludere dem bedre og holde op med at tegne Muhammed eller kritisere islam og tørklæder, så ville alt blive bedre. Fordi vi er jo alle ens.
Unge får altså fortalt, at det er dem selv og deres egen kultur, der er den primære årsag til den splittelse og den vold, de oplever. Det kan ikke være godt for deres psykiske velbefindende.
Identitetspolitikken er skadelig for unge
Identitetspolitik er som fænomen ret ny, men dens følger har fået betydelig indflydelse på kort tid. Her forstår jeg ‘identitetspolitik’ i den forstand, at vi i mindre grad ses som individer og i højere grad anses som identisk med den gruppe, vi befinder os i, uanset om vi selv vælger at være der, eller om vi bliver placeret i den af andre. Er man brun, sort, hvid, klimabenægter, feminist, højreorienteret? Er man binær, cis, gender fluid eller bare almindelig homo?
Mennesker er grundlæggende klandyr, så det er ikke underligt, at vi indordner os i grupper, men min opfattelse er, at sociale medier gør det værre. For her bliver vi nødsaget til at vælge, hvem og hvad du er. Jeg kalder dem Meta-klaner, der reelt kun kan få den magt, de har, fordi Meta – firmaet der ejer Facebook – faciliterer, at ’medlemmerne’ kan samle sig i cyberspace og få en meget større magt, end de ellers ville have.
I stedet for at man bare er dansker og nogle gange mener noget andet end de andre, så er hverdagen blevet en politisk borgerkrig mellem Meta-klaner, hvor der ikke er meget plads til kompromiser, og hvor man hele tiden risikerer at sige noget forkert
Er du for eller imod LGBT. Er du for eller imod tørklædeforbud. Er du for kvoter eller ej. Alt er blevet politiseret, og du afkræves konstant et aktivt valg.
Hvis man gerne vil hævde sig selv i sin gruppe – og det vil mange gerne – så er en måde at gøre det på at angribe den komplementære gruppe. Vil man gerne fremhæve sig i feminist-klanen, så er det smart at angribe Brian Mørk for at være kvindehader og fordreje hans ord, så det fremstår, som om at han mener, at voldtægt er kvinders egen skyld.
Hvad han så reelt har sagt og ment, er sådan set ligegyldigt. Så i stedet for at man bare er dansker og nogle gange mener noget andet end de andre, så er hverdagen blevet en politisk borgerkrig mellem Meta-klaner, hvor der ikke er meget plads til kompromiser, og hvor man hele tiden risikerer at sige noget forkert.
Mange unge vælger den pragmatiske løsning, at mene det samme, som det aktuelle flertal gør, nogle mere bevidst end andre, af frygt for at blive ekskluderet af Meta-klanen.
Familiens sammenbrud
Endelig vil jeg pege på opløsningen eller slet og ret kernefamiliens sammenbrud.
Familien har altid været den base, som skabte gode voksne ved hjælp af lige dele opdragelse og omsorg. Siden industrialiseringen, hvor den ene forælder begyndte at arbejde uden for hjemmet, er familien blevet svækket.
Der skete et yderligere knæk efter 1968, hvor også den anden forælder begyndte at arbejde væk fra hjemmet. I takt hermed har staten løbende overtaget flere og flere af familiens opgaver, herunder i særdeleshed børnepasning, som er blevet næsten 100 % institutionaliseret i Danmark.

At antallet af børn, der er vokset op i broken homes, er vokset siden dengang, gør det helt sikkert ikke bedre. Alt for mange børn i dagens Danmark er opvokset på institutioner og i deleordninger efter brud i familien uden en basal følelse af ’et hjem’. P.t. ender 41.7 % af alle ægteskaber i skilsmisse – tallet toppede i 2014 med 54 %.
Som 70’er-barn af en rødstrømpemor tilhører jeg også selv første generation af institutionsbørn og var også tidligt skilsmissebarn. Jeg er hermed en del af et kæmpe socialt eksperiment uden kontrolgruppe. Jeg kan sagtens genkende den følelse af rodløshed og af hele tiden at skulle være opmærksom på mine forældres behov frem for mine egne. De følelser skaber ikke sunde og solide unge og voksne.
Der er helt sikkert flere årsager end de fem, jeg har påpeget her, men det ændrer ikke min pointe:
Det er, som jeg ser det, ikke overraskende, at et stigende antal unge er mere psykisk syge end tidligere. Måske er det endda snarere et sundhedstegn. Måske er nutidens unge kanariefuglen i kulminen. De er mere syge, fordi det er en mere syg verden, vi er ved at overdrage dem.
Og det skal vi gøre noget ved, samtidig med at vi opprioriterer psykiatrien politisk.
Regeringen, Enhedslisten, De Radikale, SF, Venstre, Konservative, Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne har vedtaget en ny aftale om psykiatrien rettet mod børn og unge.
Aftalen skal sikre et ensartet og let tilgængeligt kommunalt tilbud til børn og unge i mistrivsel, ligesom den skal fremme bedre behandling i regionerne af borgere med svær psykisk lidelse, kamp mod stigmatisering af psykisk syge, en styrket tværfaglig indsats baseret på evidens samt mere forskning. Som følge af den indgåede aftale vil psykiatrien fremover få tildelt en halv milliard kroner mere hvert år.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.