Dannelse – det er noget man oplever

af i Debat/Kultur/Kulturhistorie

MUSEUMSDEBAT // FOLKEOPLYSNING – Noget af det mest omdiskuterede og debatskabende i den danske museumsverden er modsætningsforholdet mellem oplevelse og oplysning. I den sammenhæng er Nationalmuseet med til at skabe debat bl.a. gennem en række formidlingstiltag, der er yderst oplevelsesprægede med det seneste skud på stammen i form af museets parløb med mediefænomenet Jim Lyngvild. Men hvor går grænsen mellem de to i museernes formidlingsarbejde, spørger historiker Nikolaj Hedegaard Hyttel.

Debatten i den danske museumsverden om forholdet mellem oplysning og oplevelse afspejler den diskussion, der findes, ikke kun i nordisk, men også internationalt. I Norden sættes det moderne og det postmoderne museum over for hinanden og man fremfører, at det postmoderne museum har underholdning som mål.

Den amerikanske professor Barbara Kirschenblatt-Gimblet fremfører, at der er sket et musealt paradigmeskift; fra information til performativ museologi, der også kaldes for museumsteater.

Oplevelser anses som et begreb, der giver adgang til mere autentiske sider af individet selv, end dem der kommer til udtryk i hverdagen

I denne sammenhæng er det ikke information, der er museets mål, men derimod oplevelse gennem drama, fortællinger, følelsesmæssigt engagement og iscenesættelse. Definitioner der normalt forbindes med teater, verdensudstillinger, temaparker og turisme.

Politisk anses en oplevelse, det vil sige en god oplevelse for brugerne, som et vigtigt parameter for museernes succes, og det hævdes, at den gode oplevelse kan måles kvantitativt ved at måle besøgstallene og ud fra det vurdere, om en udstilling eller en byvandring er at regne for en succes. Dog undlader Kulturministeriet en egentlig definition af, hvad en oplevelse er for en størrelse.

Hvad er en oplevelse, og er den god?

Oplevelser anses som et begreb, der giver adgang til mere autentiske sider af individet selv, end dem der kommer til udtryk i hverdagen. Sidstnævnte oplevelsesbegreb bruges af førende oplevelsesøkonomer, der fremhæver, at alle oplevelser er usædvanlige og mindeværdige.

Dette kan være retningsgivende for blandt andet forbrugsvaner, og derudover kan det også bidrage til at forklare individets motivation for valg og fravalg. Oplevelser er væsentlige, idet de indebærer en erkendelsesform, der supplerer almindelige læreprocesser.

De fleste læringsprocesser er indirekte, hvilket betyder, at de baseres på formidling af andres erfaringer i stedet for erfaringer, man selv har gjort sig.

En anden definition opdeler oplevelsen i fire kategorier kaldet pleasures.

Den første er fysio-oplevelser, det vil sige de sanselige indtryk kroppen gør. Den anden er sociooplevelser, der stammer fra social interaktion og anerkendelse, prestige og samvær. Den tredje kategori er psyko-oplevelser, der er følelsesmæssige og bevidsthedsmæssige reaktioner, det vil sige vrede, afstresning og glæde. Den sidste kategori er ideo-oplevelser, der dækker over værdimæssig og ideologisk evaluering af oplevelsen.

Den gode oplevelse indeholder typisk aspekter fra flere af de fire kategorier

Oplevelse kontra dannelse

Diskussionen om de danske museer som en del af oplevelsesøkonomien er ikke ny. Allerede i 1990’erne blev emnet diskuteret, og i 1996 fremhævedes det i publikationen Museerne ved årtusindeskiftet, at de danske museer sagtens kunne være en del af begivenhedskulturen og samtidig udføre deres traditionelle arbejde.

Kunne det tænkes, at jagten på den unge håndværker og teenagerne ødelægger oplevelsen for stamkunderne?

Dog blev der advaret mod, at museernes deltagelse i begivenhedskulturen ikke måtte ske på bekostning af de basale museumsfunktioner.  Denne udvikling falder sammen med en diskussion om, hvorvidt et museums rolle skal være oplysende, dannende eller give brugerne oplevelser.

Diskussionen om paradigmeskiftet i dannelsesbegrebet for de danske museer findes også på kulturpolitisk plan.

I 2006 fastslog Kulturministeriet, at museerne nu opererer med et nyt dannelsesbegreb, der betyder, at museerne i stigende grad ikke kun skal tage ansvar for deres gæster, men også for deres ikke-brugere. Men er ideen om, at museerne kan nå alle brugertyper realistisk eller blot et ideologisk fatamorgana?

Man kan her overveje om, hvorvidt jagten på ikke-brugerne er blevet for vild. Er tiden moden til at erkende, at det simpelthen ikke er alle, der synes, at museerne er så pokkers interessante, for kunne det tænkes, at jagten på den unge håndværker og teenagerne ødelægger oplevelsen for stamkunderne?

Faren for tivolisering

Spændingsfeltet mellem oplysning og oplevelse inddrager også oplevelsesøkonomien. De mange oplevelsescentre ses i stigende grad som en udfordring for museerne.

Den tidligere direktør for Kvindemuseet i Aarhus, Merete Ipsen, talte om faren for en tivolisering af museerne, hvis disse overgiver sig totalt til kulisser og iscenesættelse uden skelen til autenticitet og faglighed.

En kritik der fik nyt liv i 2018, da flere museumsfolk gik på barrikaderne i forbindelse med Nationalmuseets indførelse af kedsomhedsknapper og det seneste parløb med designeren Jim Lyngvild.

Ved at iscenesætte for meget og opstille ikke-autentiske kulisser, risikerer museerne, at de mister deres unikke karakter

Kernen af den kritik ligger i, at det er vigtigt for museerne at bevare et image af, at formidling er forskningsbaseret, og at der ligger faglig viden bag.Ved at iscenesætte for meget og opstille ikke-autentiske kulisser, risikerer museerne, at de mister deres unikke karakter. Den første revne i museets facade blev da også slået, da man i skyggen af at have fyret flere forskere inddrog Jim Lyngvild til at lave en fortolkning af vikingetiden.

Kedsomhedsknapper er ikke nok

Tanken om, at oplevelse og dannelse skulle være hinandens modpoler synes næsten at være baseret på en tankegang om, at oplysning og dannelse skal være kedeligt!

Der kan argumenteres for, at det postmoderne museum blot arbejder med formidlingsgreb, hvor oplevelse og underholdning inddrages i stigende grad. Lykkedes det museerne at undgå en tivolisering, som Merete Ipsen advarer imod, så synes det rimeligt at antage, at museerne styrker deres mulighed for at oplyse og danne deres museumsgæster, og derved blot øger deres berettigelse i samfundet.

Modsat kan udviklingen også skade museerne, hvis det ender med netop en tivolisering, hvor museerne fokuserer mere på oplevelse og underholdning end på faglig baseret formidling. Derved risikerer museerne at miste deres styrke som oplysende og dannende institutioner.

Det kan museerne selvfølgelig også vælge at gøre, men så kræver det arbejdsomhed på et helt andet område, så er det ikke længere nok at sætte nogle kedsomhedsknapper rundt om i udstillingen og regne med, at det er nok.

Der skal investeres stort og ofte, og her vil entrépriserne nødvendigvis følge med, hvilket kan afholde mange klassiske ikke-brugere med lav økonomisk såvel som kulturel kapital, fra at benytte museernes tilbud.

Er mediet blevet budskabet?

Her står vi tilbage med spørgsmålet om, hvor den danske museumsverden er på vej hen. Mod åndelig forfladigelse og tivolisering, eller har fagligheden blot fundet en ny kappe?

Der er ingen tvivl om, at oplevelser kan være glimrende løftestænger til at bringe museets viden ud til befolkningen på en ny og engagerende måde. Dog opstår faren ved, at man i sin iver efter at formidle flytter fokus fra den dannende oplevelse til ren underholdning.

Hvad er det vi vil i museumssektoren? Præsentere et budskab via et medie eller lade mediet være budskabet?

Museerne står i øjeblikket over for et nyt paradigmeskifte, der hurtigt får samme klang, som da al formidling skulle digitaliseres.

Nationalmuseet har påtaget sig rollen som bannerfører for den performative museologi, og det kan som sådan også være godt nok.

Her kunne jeg imidlertid godt ønske mig, at man, når ringene breder sig for alvor i det danske museumslandskab, går til det performative med en noget anden forsigtighed og langsigtet planlægning, end den man udviste overfor den digitale formidling, hvor utallige mere eller mindre ubrugelige apps og installationer vidner om, at man primært har haft fokus på projekternes form frem for deres indhold og evne til at leve efter projektmidlernes ophør.

Eller sagt på en anden måde: hvad er det, vi vil i museumssektoren?

Vil vi lade mediet være selve budskabet eller er det blot redskabet herfor?


Topillustration: Foto: Jim Lyngvild..

Nikolaj Hedegaard Hyttel er uddannet historiker med speciale i formidling fra Aalborg Universitet. Han har et bredt interessefelt, der spreder sig fra militærhistorie til socialhistorie. Nikolaj har siden afslutningen af sit studie skrevet en række artikler, hvor han i 2015 modtog Carl Klitgaard prisen for sin artikel om den ”hemmelige” olieledning, der skulle forsyne danske og tyske jagerfly med brændstof i tilfælde af, at den kolde krig skulle blive varm.

Nikolaj har siden studietiden arbejdet primært indenfor museums- og arkivverdenen, en verden han også har brugt som udgangspunkt for sit speciale om de udfordringer museerne står overfor i forhold til implementeringen af digitale formidlingstiltag.