FV-2019 // KRONIK – Under overfladen af den aktuelle valgkamp ligger en dyne af historiske fortrængninger, der indirekte kontrollerer debatten gennem alt det, der ikke bliver sagt. Jo mere etablissementet forsvarer sig imod ubehagelige sandheder, jo mere eksplosivt bliver forsøget på at bryde igennem den dyne af politisk korrekthed, protesterne møder, mener Rolf Jackson. Tryk avler modtryk.
”Hvilken tale vil du høre, far?” siger Christian Klingenfeldt-Hansen (Ulrich Thomsen) til sin far på hans 60 års fødselsdag i den ikoniske film Festen. Det er en film om en familie med en mørk hemmelighed. Christian står med et grønt papir i den ene hånd og et gult papir i den anden og ender med at holde en tale, som afslører faderens seksuelle misbrug af sine børn flere årtier forinden. Festen er et eminent studie i, hvad det gør ved en familie at blive konfronteret med sandheder, man i årtier har forsøgt at undgå.
Den aktuelle valgkamp har det tilfælles med Festen, at der under overfladen ligger en dyne af historiske og kulturelle fortrængninger, der indirekte kontrollerer debatten gennem alt det, der ikke bliver sagt. Og jo mere etablissementet forsvarer sig imod ubehagelige sandheder, jo mere eksplosivt bliver forsøget på at bryde igennem den dyne af politisk korrekthed, protesterne møder. Tryk avler modtryk.
Paludan overser, at han selv er enormt sort-hvid og voldelig i sin retorik. Han minder med andre ord om det, han ikke kan lide ved muslimerne. Og sådan er det i reglen med skygger, man ikke har erkendt
Når et menneske, en familie eller et samfund fortrænger noget, fordi det er for smertefuldt, bliver det til en skygge. Det danner et område i underbevidstheden, som det bevidste jeg er bange for. Hvis noget eller nogen nærmer sig dette tabuiserede område, så vil man instinktivt (og ofte uden selv at være klar over det) angribe det, som er anledningen til ubehaget.
Det fortrængte materiale er årsagen. Men hvis man ikke er vågen, vil man instinktivt bekæmpe anledningen i et desperat forsøg på at undgå at skulle forholde sig til det, man selv har fortrængt. Det er da også det, der sker under Festen. Christian kommer i skudlinjen for at ”ødelægge festen”. Noget lignende spiller sig ud i forhold til det kollektive sind.
Rasmus Paludan er selv sort-hvid
Rasmus Paludans voldsomme udfald imod muslimer og fremmede har sat et markant aftryk på valgkampen. Det er ikke kønt. Men næsten lige så ulækkert er den udskamning af ham, der sker, fx i TV 2’s partilederrunde:
”Vil dit parti kunne danne regering baseret på disse mandater?”, var debattens sidste spørgsmål. Og de fleste stod i kø for at fordømme Paludan.
Gandhi sagde: ”Be hard on issues, but soft on people”.
Hvor var den partileder i TV 2’s eller DR’s partilederrunder der havde format til at se igennem Paludans tirader til de psykologiske mekanismer bag? Hvorfor havde ingen format til at sætte ord på at alle fortjener respekt: Danskere, Indvandrere og Paludan – og at mandater er mandater.
Vi har i fire årtier set, hvordan magt og velstand i stigende grad er akkumuleret på færre og færre hænder. I 1975 tjente den rigeste 1 pct. i USA ca. 9 pct. af samfundskagen. I dag er det omkring 30 pct.
Paludan dæmoniserer muslimerne. Og etablissementet dæmoniserer Paludan. Mekanismen er den samme. Paradokset er, at det, som gør Danmark til et godt land, langt hen ad vejen er, at det er et medfølende samfund. Paludan vil (lidt firkantet sagt) sende de sort-hvidt tænkende muslimer med deres voldelige religiøse holdninger hjem, hvor de kommer fra. Men han overser, at han selv er enormt sort-hvid og voldelig i sin retorik. Paludan minder med andre ord om det, han ikke kan lide ved muslimerne. Og sådan er det i reglen med skygger, man ikke har erkendt.
Men Paludan og hans vælgere er også udtryk for en simrende vrede i befolkningen. Og den er ikke uden grund. Vreden skyldes, at magthaverne og den kulturelle elite, både herhjemme og ude i verden, i årtier har ignoreret, at mens udviklingen har gavnet eliten, så har den været skidt for mange almindelige mennesker.
- Stigende ulighed, hvor ufattelige rigdomme akkumuleres på færre og færre hænder.
- Et forkrøblet skattesystem, hvor milliarderne fosser ud af statskassen kombineret med uheldige sager som DONG-salget, som efterlod en bitter fornemmelse af at være blevet forrådt af magthaverne.
- En invasion af middelalderlige tænkemåder og adfærdsformer med voldsparathed overfor folk som gør grin med religiøse forestillinger.
- Og endelig den eksistentielle trussel fra klimaforandringerne.
Hjertet i hele den politiske kludderkage er hykleriet
Indtil videre har de to væsentligste lyspunkter for mig i valgkampen været to unge kvinder: Pernille Skipper (EL) som tydeligt siger, at klimakamp også er klassekamp: Det må ikke blive de dårligst stillede, som igen skal have regningen. Og Isabella Arendt (KD) fra Kristendemokraterne, som klart har meldt ud: Danmark skal være et land, der tør gå foran, koste hvad det vil.
Vi ser, at lederskabet kommer fra unge kvinder. Det er nok ikke tilfældigt. Men disse unge stemmer savner også et overblik og forståelse for problemernes dybde. Det kan nemt lede til et forlis af den spirende vilje til reel forandring, hvis vi ikke passer på. Hjertet i hele den politiske kludderkage er nemlig hykleriet og de falske modsætninger. Løsningen ligger i en ny og dybere forståelse for selve magtens væsen.
Hvad skal der så til, for reelt at ændre på den politiske retning?
Modstanden mod islam og beskyttelsen af ”kristne” værdier er centralt i hetzen imod muslimer. Samtidig ligger Kristendemokraterne, som er de eneste, der fuldt ud vedkender sig det kristne ophav, og kæmper under spærregrænsen. Dette viser, at den reelle modsætning ikke er mellem kristendom og islam, men snarere mellem oplyst humanisme og middelalderlige tankeformer.
Men hvis det er tilfældet, hvorfor så ikke sige det klart? Måske fordi det også ville medføre et opgør med alle de tåbeligheder, som karakteriserer vores eget ånds- og kulturliv – i særdeleshed den kristne kirkes centrale dogmer og økonomiske særstatus. Folkekirken modtager hvert år milliarder, for at præster kan forkynde ting, som strider imod både sund fornuft og hvad vi faktuelt set ved om kristendommens oprindelse. Selv min lokale præst har blankt indrømmet at prædike imod bedre vidende: ”fordi det er en tradition”.
Betyder det, at jeg vil afskaffe tro? Nej. Men jeg vil gerne stoppe de religiøse tåbeligheder, der præger vores samfund og bringe et ægte lys ind i vores forhold til den mytologiske sfære. Jeg er ikke mod kristendommen. Men jeg er imod kirkens kulturmonopol og økonomiske særstatus, som forhindrer en oplyst debat om den dybere sandhed bag kristusimpulsen.
Der bør erklæres klimamæssig undtagelsestilstand og en periode på mindst 20 år, hvor alle store politiske beslutninger er underordnet klimadagsordnen
Jeg vil gerne undgå, at bogstavelige fortolkninger af allegoriske fortællinger bliver prædiket i samfundsbærende institutioner. Jeg vil, at det som er europæisk kulturs adelsmærke: Den oplyste tænkning i højere grad styrer både politik, videnskab og åndsliv. Jeg vil gerne, at vi møder samfundsmæssige skygger med en ægte nysgerrighed og parathed til at se hinsides de bekvemme undskyldninger til de egentlige årsager.
Vi har i fire årtier set, hvordan magt og velstand i stigende grad er akkumuleret på færre og færre hænder. I 1975 tjente den rigeste 1 pct. i USA ca. 9 pct. af samfundskagen. I dag er det omkring 30 pct.. Det betyder, at alle andre har tilsvarende mindre. Det er ikke tilfældigt, at almindelige mennesker føler sig presset. Det er fordi de relativt set får en meget mindre andel af samfundskagen.
Myternes magt
En myte er en stor fortælling, der rummer arketypiske elementer. Historier om konger, dronninger, drager, oprindelse, liv, død og mødet med ondskaben. Det er sagt at ”En myte er en stor løgn, som skjuler en endnu større sandhed”. Og store fortællinger, som rummer mytens kraft, kan forstås som et landkort til det, som er større end fornuften.
Religiøse skabelseshistorier er gamle myter. Star Wars og Game of Thrones er moderne myter. Og den største og mest betydningsfulde af de nye myter er nok Ringenes Herre. Det er en myte, som på enestående vis afslører magtens inderste væsen og viser os, hvad der er på spil.
Hvor er Frodo, Aragorn og Gandalf i vores verden? Det er nemt at få øje på orkerne.
Tolkien trak på en ældgammel tradition af ringmyter og gralsfortællinger, da han under Anden Verdenskrig forfattede Ringenes Herre. I disse historier er der altid to ringe, der kæmper med hinanden: Lysets og mørkets ring.
Lysets ring er ringens broderskab: De ni ringbærere som hjælper Frodo. Mørkets Ring er Sauron og de ni ringånder: Nazgul. Det er en fortælling om magt, kærlighed, selvopofrelse og mødet med den absolutte ondskab. Og det er en fortælling om, hvad der skal til for at mestre livets dybeste mysterier (fx Gandalfs transformation i Morias miner).
Opgøret med magtens ring
Magtens ring er et symbol på magtens væsen og dens korrumperende natur. Fortællingen om ringen handler om, hvad det kræver at blive den, som fortjener at bære magtens kappe (være en ægte konge/dronning).
De vise karakterer i fortællingen afviser at tage imod ringen, da de bliver den tilbudt (Gandalf, Galadriel og Aragorn). Men prins Boromir fra Gondor ønsker ringen: ”for at bruge den til noget godt”. Men ringen tjener kun én herre: Sauron. Begæret efter ringen bliver da også Boromirs undergang.
Jeg savner ledere med et intellektuelt overblik i vores politiske debatter. Eller blot nogen, der forsøger at hæve debatten og se det store billede. Lidt forenklet ser jeg 13 partiledere, der alle rækker ud efter magtens ring, og argumenterer hvad DE vil gøre, hvis blot DE får fat i ringen. De tror som Boromir at de kan styre magten, men overser at magten styrer dem.
Vi skal holde op med at dæmonisere Trump, Paludan og andre, som giver stemme til det vanvid, der lever i vores alles underbevidsthed
Hvor er Frodo, Aragorn og Gandalf i vores verden? Det er nemt at få øje på orkerne! Men hvor er den eller de ledere, som gør ødelæggelsen af ringen til sit projekt og billedligt talt tør rejse ind i Mordors hjerte, hvor ringen blev smedet og kaste den i flammerne? Og hvad betyder det, hvis man tolker det allegorisk?
Et billede fra filmens afgørende slag giver et hint: Aragorn, der til sidst bliver kronet som konge, må konfrontere de dødes konge, førend han kan besejre Saurons orker på slagmarken. Og det er kun med hjælp fra de dødes konge, og de krigere som forrådte hans forfader Isildur, at det er muligt.
Hvad betyder det, hvis man tolker det allegorisk?
En fortolkning kunne være at: Kun den leder som har konfronteret underverdenen og dermed sit eget mørke, kan håndtere magten uden at blive offer for magtens skygger. Dertil kommer, at vi har brug for de kræfter, som gemmer sig i skyggerne til at besejre denne verdens virkelige ondskab.
Det smukke ved myter, når man forstår dem allegorisk, er dog at der ikke kun er én rigtig fortolkning. Hvad tror du det betyder?
Gollum…
Centralt i historien om Ringen er også Gollum som i tidernes morgen ikke var så forskellig fra Frodo. Gollum er dog siden blevet vanvittig på grund af Ringens indflydelse. Paradoksalt nok er det Gollum, som til sidst lykkes med at ødelægge ringen. Men det er kun fordi, han tager den fra Frodo (som ikke selv kunne fuldføre sin mission). Efter at have tilkæmpet sig ringen falder Gollum dog i dybet med ringen.
Den afslutning er yderst symbolsk. Frodo kunne have slået Gollum ihjel tidligere på sin rejse til Mordor. Men Frodo viste Gollum barmhjertighed på trods af alle Gollums onde gerninger. Netop denne barmhjertighed er det, som i sidste ende redder Frodo fra sig selv.
Ringenes Herre er ikke en sand historie. Men den rummer en stor sandhed. Og det er en sandhed, vi har brug for i forsøget på at overvinde alle de frygtsomme, nedrige og selvtilstrækkelige tankeformer, som er ved at ødelægge vores klode.
Et nyt forhold til myterne
Pointen med at bringe dette op, i en valgkamp, er, at vi har brug for et nyt forhold til vores myter. Myter som Ringenes Herre rummer en stor sandhed. De figurer, vi møder i Tolkiens univers, kan ses som symboler på virkelige kræfter, der kontrollerer den kollektive psyke. Og den peger også på hvad vi har brug for at gøre, for at overvinde disse kræfter.
Vi har først og fremmest brug for at tage alvorligt, at disse kræfter er virkelige, og at de som griber efter magtens ring, i den tro at de kan kontrollere den, tager grusomt fejl. Idealistiske politikere, som ikke har konfronteret deres egne indre skygger (det som C.G. Jung kalder en individuationsproces) er nemme ofre for de ubevidste kræfter i dem selv, såvel som de kyniske kapitalkræfter, der er samfundets egentlige magthavere. Derfor ser vi også igen og igen, hvordan velmente visioner oftest ender i næsten ingenting.
Hvad skal der så til, for reelt at ændre på den politiske retning?
- Vi har først og fremmest brug for et nyt forhold til den mytiske dimension. Kristne, buddhistiske, islamiske skabelsesfortællinger såvel som Ringenes Herre og Star Wars er alle blot fortællinger. De er ikke sande, men rummer varierende grader af allegorisk sandhed.
- Politikerne skal billedligt talt holde op med at gribe efter magtens ring, og i stedet samarbejde om at ødelægge den. Der er brug for at skabe en større bevidsthed om de åndelige udfordringer, der ligger i at forvalte magt.
- Der skal formuleres en vision for en global reformation, der bl.a. stopper skattely og kapitalkoncentration hos store virksomheder og giver masserne en fornyet tillid til deres ledere.
- Der bør erklæres klimamæssig undtagelsestilstand og en periode på mindst 20 år, hvor alle store politiske beslutninger er underordnet klimadagsordnen.
- Og sidst men ikke mindst: Vi skal holde op med at dæmonisere Trump, Paludan og andre, som giver stemme til det vanvid, der lever i vores alles underbevidsthed.
Jeg tror ikke, det er helt forkert at sige, at Paludan i en vis udstrækning repræsenterer Gollum i det kollektive drama, som spiller sig ud lige nu i valgkampen. Uanset hvor modbydelige hans idéer er, så kan barmhjertighed overfor dette smertens vanvidsbarn paradoksalt nok vise sig at være det, som redder os alle sammen fra undergangen og tillader os i fællesskab at ødelægge magtens ring.
Foto: Screendump fra DR.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
