KOMMENTAR – Skal man tro Politiken, forekommer spiseforstyrrelser mere end dobbelt så hyppigt på Den Kongelige Ballet som på balletkompagnier i resten af verden. Hvis Politikens stikprøveundersøgelse var blevet indsendt til et videnskabeligt tidsskrift med peer review, ville man straks have spærret øjnene op, skriver Tom Skyhøj Olsen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Kongehuset havde ballet på programmet, da en af prinsesserne fyldte år.
I Kongehuset læser man åbenbart ikke Politiken. Havde man gjort det, ville man nemlig have vidst, at ballerinaerne på Det Kongelige Teater er så ultratynde, at man kommer i tvivl, om de kan stå på deres ben, og så var ballet aldrig blevet sat på programmet.
For tænk, hvis ballerinaerne pludselig knækkede sammen på deres ultratynde ben for åben skærm og foran hele den kongelige familie.
Det hele står at læse i Politikens store artikelserie om Den Kongelige Ballet. Der er ikke grund til at betvivle det billede, Politiken tegner af ballerinaerne, for Politiken har etiske retningslinjer, som stiller krav om efterprøvelse af rigtigheden af de udsagn og påstande, der bringes i bladet.
Ihukommende Politikens portrættering af ballerinaerne tændte jeg med bange anelser for transmissionen fra Det Kongelige Teater. Men anelserne blev gjort til skamme
Hertil kommer, at Politiken hele to gange har foreslået sig selv til modtagelse af Cavling-prisen for artikelserien, og den pris gives som bekendt kun til troværdig, efterprøvet, skudsikker journalistik. Chefredaktøren har endog kaldt artikelserien en journalistisk oplevelse.
Nej, der burde ikke være grund til at betvivle Politikens beskrivelse af ballerinaerne på Det Kongelige Teater.
Ultratynde ben
Og dog. Ihukommende Politikens portrættering af ballerinaerne tændte jeg med bange anelser for transmissionen fra Det Kongelige Teater. Men anelserne blev gjort til skamme. Ballerinaen var ikke ultratynd, og man blev ikke det mindste i tvivl om, at hun kunne stå på sine ben.
Hun løftedes i vejret og svævede hen over scenen, mens hun drejede sig yndefuldt i luften, og hun landede hver gang med selvfølgelig sikkerhed, om det så var på det ene, det andet eller på begge ben.
Billedet af ultratynde ballerinaer på usikre ben, som Politiken havde holdt op for sine læsere, viste sig altså at være misvisende og helt uden forbindelse med den virkelige verden.
Spiseforstyrrelser
Politikens opsigtsvækkende afsløring af en tårnhøj forekomst af spiseforstyrrelser blandt Balletskolens elever viser sig at være lige så misvisende.
Næsten alle avisens artikler om balletten ledsages af en faktaboks, hvor 17 elever med spiseforstyrrelser har en central placering. Politiken har talt med 48 balletelever, og af dem havde 17 udviklet spiseforstyrrelser, altså 35 % af balleteleverne.
Der er bare det ved det, at man ikke kan fæste lid til Politikens undersøgelse. Den er utroværdig, og tallene er misvisende.
Det har i årtier været velkendt, at spiseforstyrrelser – eller det, der ligner – er knyttet til ballet og andre dansemiljøer
Det har i årtier været velkendt, at spiseforstyrrelser – eller det, der ligner – er knyttet til ballet og andre dansemiljøer. Der foreligger en omfattende og stadigt voksende videnskabelig litteratur på området, både hvad angår årsager, forekomst, former, forebyggelse og behandling. Så hvad det angår, bidrager Politiken kun med én nyhed: Den tårnhøje forekomst af spiseforstyrrelser på 35 % på Det Kongelige Teater, som langt overgår, hvad man kender til i resten af verden.
En internationalt baseret metaanalyse, omfattende 1.729 balletdansere/elever med en gennemsnitsalder på 20 år, faldt ganske anderledes ud. Her kunne 16 % rubriceres som havende symptomer, der kunne tyde på spiseforstyrrelse.
For de flestes vedkommende beroede diagnosen på et spørgeskema (Eating Attitudes Test, EAT), som bl.a. giver information om psykiske træk, som kan findes hos personer med spiseforstyrrelser, så testen er ikke engang udtryk for den faktiske tilstedeværelse af spiseforstyrrelse, men snarere at spiseforstyrrelse kan være til stede.
Langt hovedparten ville kunne rubriceres i kategorien uspecifik spiseforstyrrelse, medens forekomsten af anoreksi og bulimi var så beskeden, at den ikke var signifikant forskellig fra forekomsten i en kontrolgruppe, der ikke dansede ballet.
En anden metaanalyse baseret på 577 balletdansere viser, at balletdansere generelt har ”eating attitudes”, som er bestemt af stræben efter den kropslige perfektion, de selv anser som nødvendig for at nå det kunstneriske mål, de tilstræber.
Udsat for en EAT-test ville en del derfor kunne rubriceres som havende en spiseforstyrrelse, uden at det er tilfældet. Deres ”spiseforstyrrelse” vil være en funktionel, ikke-sygelig adaptation til deres kunstart, og de vil for de flestes vedkommende spontant og uden problemer ændre ”eating attitudes”, hvis de altså vil det, når deres karriere går på hæld.
Kan balletskolen uretmæssigt være blevet bragt i vanry?
Skal man tro Politiken, forekommer spiseforstyrrelser altså mere end dobbelt så hyppigt på Den Kongelige Ballet som på balletkompagnier i resten af verden.
Hvis Politikens stikprøveundersøgelse var blevet indsendt til et videnskabeligt tidsskrift med peer review, ville man straks have spærret øjnene op over fundet af en hyppighed, der afviger så meget fra normen andre steder i verden.
Det er lige så sikkert som amen i kirken, at Politiken var blevet afkrævet en redegørelse for, hvad avisen forstår ved en spiseforstyrrelse.
Det kunne jo være, at Politiken opererer med andre kriterier for diagnosen end dem, man benytter andre steder i verden, og at det er årsagen til den fordoblede hyppighed i Politikens undersøgelse.
Hvis avisens tal derimod er opgjort efter andre kriterier end dem, man benytter i resten af verden, kan balletskolen uretmæssigt være blevet bragt i vanry
Og man ville have spurgt, hvem der havde stillet diagnosen: Var det Politikens journalister, var det balleteleven, eller var det den praktiserende læge?
Hvis det viser sig, at Politiken opgør spiseforstyrrelse ligesom alle andre steder i verden, og dens tal således kan verificeres, kan det få alvorlige konsekvenser for ledelsen og lærerne på balletskolen, for en forekomst af spiseforstyrrelser, der er dobbelt så stor som i resten af verden, er selvfølgelig uacceptabel.
Hvis avisens tal derimod er opgjort efter andre kriterier end dem, man benytter i resten af verden, og de dermed ikke kan verificeres, kan balletskolen uretmæssigt være blevet bragt i vanry, og unødige fratrædelser/afskedigelser kunne have været undgået.
Jeg ønskede at komme til bunds i sagen
For at komme til bunds i sagen anmodede jeg derfor Politikens journalister om at oplyse, hvilke kriterier de anvender, når de stiller diagnosen spiseforstyrrelse. Det har de pure nægtet.
Jeg har bedt dem om at oplyse, hvilke af de 3 kendte former for spiseforstyrrelser eleverne har lidt af, og hvem der har stillet diagnosen. Det har de ligeledes pure nægtet at svare på, og man har yderligere ladet mig forstå, at jeg ikke skal henvende mig mere i denne sag.
Politikens oplysninger om de mange spiseforstyrrelser på Det Kongelige Teater unddrager sig altså verifikation og efterprøvelse og fremstår nu som et postulat. Man vil med rette kunne hævde, at Politiken har tegnet et forvrænget, overdrevent og utroværdigt billede af spiseforstyrrelser på Det Kongelige Teater, som kun har tjent til at bringe teatret i vanry.
Under alle omstændigheder er der ikke det ringeste grundlag for at fæste lid til Politikens stikprøveundersøgelse
Hvis Politikens undersøgelse var endt med, at spiseforstyrrelser forekom hos 16 % og ikke 35 % (hos 8 og ikke 17), kunne offentlighedens reaktion på Politikens undersøgelse meget vel være blevet en helt anden.
Hvem ved, om en advokatundersøgelse, som har drænet kassen på Det Kongelige Teater for 11 millioner kr., så var blevet sat i værk? Under alle omstændigheder er der ikke det ringeste grundlag for at fæste lid til Politikens stikprøveundersøgelse.
Balletdansere er i høj grad at sammenligne med elitesportsudøvere. En dansk undersøgelse af 209 kvindelige elitesportsudøvere (dem, der figurerer på vores forskellige landshold) viste en forekomst af symptomer på spiseforstyrrelser hos 23 %, medens forekomsten hos 107 kvinder, tilhørende subeliten, var 37 %. Tal, der i modsætning til Politikens tal står til troende, eftersom der nøje er gjort rede for udvælgelse og kriterier for at stille diagnosen spiseforstyrrelse.
Symptomer på spiseforstyrrelse er således ingenlunde ualmindeligt hos kvinder, der – ligesom balletdansere/elever – præsterer på allerhøjeste niveau. Om det ligefrem også er et vilkår for deltagelse på dette niveau, er uvist, men muligheden herfor kan vel ikke afvises.
Sultede børn sig til besvimelse?
I Politiken hævdes det også, at miljøet på balletskolen har været så grelt, at børn ligefrem har sultet sig selv til besvimelse. Man tror jo, det er løgn, når man læser det. Kan det virkelig være rigtigt? Men nej, det er heller ikke rigtigt.
Ikke desto mindre er Politiken blevet hædret med en af dansk journalistiks fornemste priser (FUJ-prisen 2024) for i sin artikelserie om balletskolen at have afsløret ”børn, der sulter sig selv til besvimelse” på balletskolen.
Jeg har nøje fulgt med i Politikens artikelserie og har aldrig ét eneste sted set omtale af børn, der har sultet sig selv til besvimelse
Jeg har nøje fulgt med i Politikens artikelserie og har aldrig ét eneste sted set omtale af børn, der har sultet sig selv til besvimelse. Men jeg kunne jo have overset noget. Derfor henvendte jeg mig til Politikens redaktion og bad den henvise mig til artikler om børnene, der sulter sig til besvimelse.
Det var redaktionen ikke i stand til; den kunne heller ikke finde artikler med det indhold. Man måtte melde pas, men ville rette henvendelse til de journalister, der skulle have skrevet artiklerne, og så vende tilbage.
Det gjorde man og henviste mig så til en artikel, hvori der fortaltes om en balletelev, som for 5 år siden var faldet på Nørreport station og havde slået sit hoved. Hvorvidt eleven var besvimet, meldte historien ikke noget om, men balleteleven mente, at hun var faldet, fordi hun havde fået for lidt at spise. Det er åbenbart det, man på Politiken forstår ved ”børn, der sulter sig selv til besvimelse” på Det Kongelige Teater.
Nærlæser man Politikens artikel, finder man imidlertid ud af, at barnet, der faldt på Nørreport Station, ikke var noget barn, men en ung kvinde på 18 år. Politiken har med andre ord vildledt sine læsere. Ikke ét eneste barn har sultet sig selv til besvimelse på Det Kongelige Teater.
Hvordan det så er gået til, at Politiken er blevet belønnet med FUJ-prisen 2024 for netop den afsløring, forstår man ikke. Hvordan kan man blive belønnet for at afsløre noget, man ikke har afsløret?
Havde balletmesteren ultratynde kropsidealer?
Politiken hævder i sine artikler igen og igen, at den tidligere balletmester, Nikolaj Hübbe, havde et ultratyndt kropsideal og derfor altid gik efter de ultratynde, når der skulle udvælges dansere til kompagniet. Balletmesteren har på sin side ideligt sagt, at han ikke besad sådan et ideal, men altid gik efter dem, der var bedst til at danse ballet.
Det har dog intet hjulpet ham, for Politiken har stædigt holdt på sit: Balletmesteren har et ultratyndt kropsideal, og at det er årsagen til de mange spiseforstyrrelser og til, at børnene sulter sig til besvimelse på Balletskolen.
Når basketballlandsholdet løber på banen, viser det sig, at alle spillerne er meget høje. Det er jo ikke udtryk for, at landstræneren ledes af et ultrahøjt kropsideal
Politiken kan jo nok have ret i, at danserne i Den Kongelige Ballet altid er meget slanke, eller ultratynde, som det kaldes i Politiken. Men det kan jo ikke nødvendigvis tages som udtryk for, at balletmesteren har et ultratyndt kropsideal.
Når basketballlandsholdet løber på banen, viser det sig, at alle spillerne er meget høje. Det er jo ikke udtryk for, at landstræneren ledes af et ultrahøjt kropsideal.
De høje er jo langtfra altid gode til at spille basketball, men de bedste spillere vil altid være høje. Ligeså forholder det sig med ballet. De slanke er langtfra altid gode til ballet, men hvordan man end vender og drejer det, vil de bedste balletdansere altid være meget slanke.
Man skulle vel egentlig tro, at det er op til den enkelte selv at vælge sine idealer. Men det gælder altså ikke i Nikolaj Hübbes tilfælde. Han må leve med at have et kropsideal, som han ikke har. Et ultratyndt af slagsen, fastslår Politiken.
Godt, det ikke er mig, for det må da føles underligt være påtvunget et ideal, der er så underligt – for ikke at sige bizart.
Entydige spørgsmål og entydige svar
Politiken fortæller, at 30 balletelever er blevet bedt om at tabe sig. Det kan da godt være, men når det nu har vist sig, at man ikke kan stole på Politikens oplysninger om spiseforstyrrelser og børn, der besvimer af sult, hvorfor skulle det så forholde sig anderledes med den oplysning?
Der er i hvert fald behov for at få oplyst, om Politiken har stillet entydige spørgsmål og fået entydige svar, og da Politikens undersøgelse kun omfatter perioden 2010-2020, om resultatet af undersøgelsen overhovedet har relevans for balletskolen i 2025?
Da Politiken imidlertid ikke stiller sine oplysninger til rådighed for efterprøvelse af validitet og relevans, er det svært – for ikke at sige umuligt – at fæste lid til Politikens oplysninger.
Journalistik kan give anledning til meget – selv den, der ikke kan tillægges nogen troværdighed.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og