FILM // KOMMENTAR – ”Jeg vil anslå, at 70-80% er baseret på mit arbejde, men fordrejet”, skriver journalist og filminstruktør Dan Tschernia om den franske film L’Inconnu de la Grande Arche, om J.O. von Spreckelsen og hans livsværk, Kuben i Paris. Filmen er et vrangbillede af den danske arkitekt som en tosset og kompromisløs drømmer, der ikke helt forstår, hvor han er henne, og som ikke viser den franske præsident respekt. ”Cossé og filmens instruktør Stéphane Demoustier har konstrueret en Spreckelsen, der som et Frankensteins monster, er sat forkert sammen af ægte elementer,” skriver Tschernia.
Der er skybrud i Paris, så biografen er fyldt med mennesker, der søger ly for regnen.
Nogle skal se en filmatisering af Camus’ Den Fremmede. Andre skal se filmen om en såkaldt ”ukendt” dansk arkitekt, som har tegnet den gigantiske åbne kube i La Défense vest for Paris, L’Inconnu de la Grande Arche hedder den, instrueret af Stéphane Demoustier.
Det er den jeg, min kone og en af vores danske venner sammen med en fransk bekendt er kommet for at se.
Filmmediet er så stærkt, at denne biopic om Spreckelsen i eftertiden risikerer at blive sandheden om ham
Filmen har fået henrykte omtaler og anmeldelser i stort set alle franske medier – de synes, det er et mesterværk, der fortæller ”den sande historie” om, hvordan en påstået fuldstændig ukendt dansker i 1983 trods alle odds kom til at stå for et af den tids fornemste byggerier i Paris.
Alligevel er det denne regnvåde aften Camus, som får de fleste tilskuere. Og det er glædeligt, at det ikke er filmen om arkitekten, som har tiltrukket mange mennesker. Den er en løgnehistorie, som prøver at undskylde sig selv med en såkaldt ”disclaimer” om, at det hele er fiktion, hvad der også er løgn. Den er ikke værd at se.
Un inconnu – en ukendt
I 1983 var jeg ansat på den danske ambassade i Paris som leder af Kultur- og presseafdelingen. En dag i maj blev jeg ringet op af en ophidset kvinde fra præsidentens kontor i Elysée-Palæet. Hun ville vide, hvem J.O. von Spreckelsen var. Han havde vundet konkurrencen om La Défense. Præsident Mitterrand, der personligt havde valgt netop hans projekt, ville møde ham – med det samme!
Jeg rettede hende: Han havde et halvt år tidligere vundet konkurrencen om Parc de La Villette – den nedlagte Kødby – i det østlige Paris sammen med sin professorkollega på Kunstakademiets Arkitektskole, Sven Ingvar Anderson, og ni andre arkitekter.
”Nej, nej” råbte hun. Det er konkurrencen om La Défense. Hun måtte omgående i kontakt med ham. Hvad var han for en?
Hoffet omkring Mitterrand er ved at dø af hånlatter: Præsident Mitterrand har blandt flere hundrede forslag valgt et projekt af en ukendt. ”Un inconnu”!
Jeg forklarede hende, at han var en velrenommeret arkitekt, professor på Det Kongelige Danske Kunstakademis Arkitektskole, kendt for sin begavelse, vidende, grundig – og med rette meget selvbevidst. Hans danske kolleger syntes, han var meget dygtig. Det beroligede kvinden.
Filmen foregiver at handle om Spreckelsen, der nærmest ufortjent vinder en fin konkurrence i Paris. Det er også temaet i journalisten Laurence Cossés såkaldte roman La Grande Arche fra 2016, der med en blanding af en smule facts samt digt og sladder hævder at fortælle historien om en slags dansk Klods-Hans.
Bogen nævner ikke, at han havde vundet den anden konkurrence kort tid før den om La Défense, og dermed, hvis man havde fulgt lidt med, ikke var ukendt blandt arkitekturinteresserede i Frankrig.
Cossés værk er basis for filmen, der blandt andet indledes med, at en af præsident Mitterrands medarbejdere ringer til den danske ambassade og forbløffet får at vide, at man dér ikke aner hvem, Spreckelsen er.
Hoffet omkring Mitterrand er ved at dø af hånlatter: Præsident Mitterrand har blandt flere hundrede forslag valgt et projekt af en ukendt. ”Un inconnu”!
Virkelighedens Spreckelsen
Første gang vi ser figuren Spreckelsen, står han splitternøgen i vandet, mens hans kone sidder i en robåd. På bredden står en franskmand og råber til ham, at han skal komme til Paris med det samme.
Det er ren fantasi – formodentlig baseret på en primitiv opfattelse af skandinaver, som folk der i tide og utide render nøgne rundt.
I filmen ankommer han til Paris med sandaler på fødderne. Le Mondes filmanmelder opfatter ham derfor som en komisk figur, som en medvirkende i en komedie af Molière. Spreckelsen gik i fodformede sko, som var moderne i Danmark, men ikke passede i den tids franske smag. Og som jeg fortæller i den bog, jeg har skrevet om ham (Spreck, Aarhus Universitetsforlag, 2019), var hans fodtøj og påklædning noget, der optog franskmændene.
Virkelighedens Spreckelsen var ikke nogen komisk komediefigur. Han var en seriøs, humoristisk, venlig og charmerende mand
Biopics er en tvivlsom genre. Man stikker en cigar i munden på en skuespiller og kalder ham for Churchill. Giver ham en kasket på og hævder, at sådan var Charles de Gaulle. Eller smækker et par sandaler på ham og siger, det er J.O. von Spreckelsen. Det sætter sig i beskueren og bliver opfattet som billedet af de virkelige personer, selvom skildringerne er fyldt med det rene opspind.
Virkelighedens Spreckelsen var ikke nogen komisk komediefigur. Han var en seriøs, humoristisk, venlig og charmerende mand, der i hvert fald til en begyndelse opfattede franskmændene som hyggelige og søde mennesker.
Han talte ikke fransk og vidste derfor ikke, at man på fransk ikke kan være ”sød”, og ordet ”hyggelig” var dengang totalt ukendt i Frankrig.
Frankensteins monster
I min fritid fulgte og filmede jeg ham på tegnestuen i La Défense, hvor han havde engageret en gruppe arkitekter blandt sine bedste tidligere studerende på Arkitektskolen. Jeg fik stor respekt for ham. Han var, trods en kæmpe arbejdsbyrde – Kuben skulle opføres på kun fem år – rolig og fattet. Og myndig overfor franskmændene, der ifølge ham havde svært ved at holde fokus, men hele tiden ønskede ændringer. Hans kone, Karen, fungerede som sekretær – de to var altid sammen. Det var et sympatisk og smukt par.
Cossé spurgte mig under researchen til sin bog ud om Spreckelsens hustru, Karen von Spreckelsen: ”Nå”, sagde hun hånligt. ”Det er ligesom kulturministeren Jack Lang, hvis kone aldrig veg fra hans side af frygt for, at han skulle indlade sig med andre kvinder”.
Hun var sur over, at fru Spreckelsen ikke havde svaret på hendes henvendelser. Det skortede ikke på ond vilje undervejs i arbejdet med romanen.
Og heller ikke i filmen, hvor jeg kan genkende scener fra min udsendelse (Kun for Mennesker, DR, TV-Kulturafdelingen, 1989), eller noget jeg omtaler i min bog.
Jeg vil anslå, at 70-80% er baseret på mit arbejde, men fordrejet, så det bliver et vrangbillede af en tosset og kompromisløs drømmer, der ikke helt forstår, hvor han er henne, og som ikke viser den franske præsident respekt. Cossé og filmens instruktør Stéphane Demoustier har konstrueret en Spreckelsen, der som et Frankensteins monster, er sat forkert sammen af ægte elementer.
Det rene vrøvl
Spreckelsen havde stor respekt for Mitterrand, og han kendte Frankrig særdeles godt og var begejstret for landet, dets gastronomi, kunst, kultur, arkitektur – han var en livsnyder, der værdsatte landets kvaliteter. Og de franskmænd, han kom i kontakt med kunne godt lide ham. Medierne tog imod ham med begejstring.
I filmen er hans livsglæde reduceret til begejstringen for en Jaguar – en bil, han er helt besat af og køber, straks han går i gang med arbejdet. Han ejede ikke en Jaguar. Det er en løgn, der stammer fra Cossés bog, hvor hun hævder, at han havde hele to Jaguarer.
Fru Spreckelsen spiller en skurkerolle: Hun blander sig i alt og er grisk og kold over for sin mand. Det er et ondt portræt. I virkeligheden var det utænkeligt, at hun skulle styre ham, sådan som filmen postulerer. De havde et respektfuldt og kærligt forhold til hinanden.
Historien om marmor er central i filmen. Kuben skulle beklædes med marmor. Det syntes Mitterrand, der involverede sig stærkt i projektet, var en rigtig god idé. Spreckelsen fandt et særlig smukt marmor i Italien. Han føler på det, kæler for det, omfavner det i en totalt urealistisk scene, for manden var jo ikke idiot.
Bygherrerne syntes, det marmor, Spreckelsen havde fundet, var for dyrt, så de købte en billigere kvalitet. Han konstaterede resigneret i min udsendelse, at Kuben nok skulle tage sig flot ud alligevel.
I filmen er han rasende og skælder sin kone ud – det var hendes ansvar at sørge for, at det blev det marmor, han havde valgt. Hun bliver vred og vil skilles, slæber afsted med en kuffert og rejser fra ham. For at redde sit ægteskab forlader han sin Kube og rejser hjem. Det er alt sammen det rene vrøvl.
Spreckelsens afrejse
I 1986 mistede Mitterrand sit flertal i Nationalforsamlingen. Han fik en borgerlig regering, der forsøgte at standse byggeriet af Kuben. Spreckelsen syntes ikke, det var morsomt at være midt i slagsmålet mellem præsidenten og regeringen. Så han forlod byggeriet. Roligt, værdigt og ordentligt.
Han blev syg kort tid efter og døde i marts 1987 af mavekræft, midt i arbejdet med en ny stor konkurrence – denne gang i Indien.
Han var ikke dybt deprimeret over bruddet med franskmændene, men afklaret og rolig, som man kan se i min udsendelse. Men hans død var en tragedie. Han fik aldrig sin bygning at se.
I filmen dukker han op, betragter Kuben – der som nævnt først var færdig tre år efter hans død – får et ildebefindende, lægger sig på en bænk. Og dør.
I Cossés roman hævder hun, at ingen, ”selv ikke Dan Tschernia”, ved, hvad han døde af. Det er løgn. Jeg fortalte hende det. Han holdt ikke sin sygdom hemmelig for andre.
Filmen blåstemples
Filmmediet er så stærkt, at denne biopic om Spreckelsen i eftertiden risikerer at blive sandheden om ham. Folk tror, at den skikkelse, de ser på film, er den virkelige Spreckelsen.
Ægteparret Spreckelsen spilles af henholdsvis Claes Bang og Sidse Babett Knudsen. De har tilsyneladende indlevet sig så godt i rollerne, at de i Det Danske Filminstituts markedsføring af filmen i forbindelse med Cannesfestivalen udtaler sig frit og frejdigt om diverse konflikter og problemer, som de mener prægede Spreckelsens parforhold.
Fru Spreckelsen, som lever endnu, har set filmen. Det må have været ubehageligt for hende at se sit ægteskab karakteriseret på den måde.
Cossé siger om sin bog, at det er en roman, men at alt i den er sandt. Det samme gør filmen.
I begge tilfælde er det løgn. Det er en nedgøring af en udlænding, der for næsen af franske arkitekter fik lov til at opføre en af Frankrigs smukkeste bygninger. Det er skamfuldt for Frankrig, så derfor skildres vinderen som en parodi på en kompromisløs og lidt skør kunstner fra et fjernt nordisk land.
Filmen er støttet med danske skattemidler. Det Danske Filminstitut har givet 3½ million kroner (fra den såkaldte ”Minor ko-produktions-pulje, red.). DR har støttet produktionen med et ikke oplyst beløb. Og filmen indledes med, at disse to officielle danske instansers logoer ses på lærredet. Zentropa er medproducent, og Camera Film distributør.
Stavnsholt Kirken lukkede beredvilligt sine døre op for produktionen – selvom familien mindeligt bad dem om at lade være. Det kom der en latterlig scene (en af de mange) ud af: Spreckelsen spiller musik af J.S. Bach på orglet – en hjort titter ind i kirkerummet – det er så falsk, at man får ondt i øjnene af at se det.
De franske producenter er henrykte over den danske støtte – og over, at en repræsentant for den danske ambassade blåstemplede produktet med sin tilstedeværelse ved premieren. Selvom hun på forhånd var orienteret om, at Spreckelsens familie var meget ulykkelig over projektet.
Rystede og forvirrede
Nu skal man lade være med at gå rundt og blive forarget. Så jeg vil nøjes med en forundring over, at den danske stat i flere led økonomisk har støttet en film, der fuldstændigt latterliggør den største kunstneriske bedrift og den mest markante danske indsats i Frankrig, siden Ole Rømer som medlem af det franske Videnskabernes Akademi i 1600-tallet konstruerede Versailles’ springvand.
Og at den person på ambassaden, der er ansat til at formidle dansk kultur, synes, det er en god idé at blåstemple en film af den art.
I min tid ville den kloge ambassadør og jeg have besluttet, at det var en dårlig idé som repræsentant for ambassaden at kaste officiel dansk glans over en film, som Spreckelsens familie tager stærkt afstand fra.
Da filmen er forbi, regner det ikke mere. Vi kigger på hinanden, ryster på hovedet, skutter os og går ud på gaden. Rystede og forvirrede over vores oplevelse. Et par stykker blandt det øvrige publikum betragter os med undrende nysgerrighed – hvorfor havde vi sukket og stønnet under filmen? Hvad var det, vi reagerede i mod?
Jeg fortæller en ung fransk kvinde om det. Hun forstår mig ikke. Alle er da ellers så glade for filmen, der jo fortæller en historie, som kun få kender.
Jeg vil anbefale film som Far til fire i sneen fremfor Den nye Triumfbue, som den hedder i sin danske version. Den har i det mindste noget ægthed i sig og postulerer ikke at fortælle sandheden.
Journalist og filminstruktør Dan Tschernia har arbejdet med tv i mere end 50 år, og har for eksempel tilrettelagt dokumentaren ”Kun for Mennesker” om arkitekt J.O. von Spreckelsen og dennes arbejde med Kuben i Paris.
Han har desuden skrevet biografien Spreck om arkitekten og var kultur- og presseråd på den danske ambassade i Paris (1981-86).
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og