Fatter publikum mon, at der både er lidt hyldest til Hollywood og super light ironi over foretagendet? Og ja, det fatter denne tilskuer efter cirka 8 nanosekunder uden at blive imponeret, fordi det simpelthen ikke kan være en pointe i sig selv, og fordi filmen ikke træffer et valg om, hvad den egentlig vil med nostalgi og referencer og derfor heller ikke kan overbevise mig om sin berettigelse. Cathrine Rasch tager bladet fra munden i en kommentar til Oscar-darlingen La La Land.
Allerede i filmens åbningsscene mærkede jeg angsten for ikke at kunne lade mig charme af Oscar-darlingen komme væltende for fuld musik. For det er der. Alt for meget. Blev faktisk forskrækket, da en af scenens mange hoppende figurer i måske/måske ikke påskegult tøj (der er bare meget gult tøj i den film, og erindringer om hvem der bærer det hvornår, flyder sammen i ren æggesnaps) flår bagsmækken op på en varevogn, hvor et slagtøjsorkester af sorte mænd åbenbart holder trommemøde.
Ikke noget med flygtningesmugling, bare lidt beat i bagagerummet. Og vist nok noget med, at scenen mimer trafikpropscenen i Jean-Luc Godards Weekend (1967). Og jeg synes som sagt, at det nærmer sig noget freaky.
Nu har musical-genren til ingen tider skullet spejle en realisme eller autentisk socialrealisme (selvom jeg kommer i tanke om skønne, skønne børnehjemsplagede Annie (1982) her), så jeg må strengt taget ikke bebrejde filmens brug af (umotiveret) sang og dans.
Det gør jeg heller ikke. Der er bare forskel på umotiveret sang og dans og på virkeligt umotiveret sang og dans. De knapt så artsy nyklassikere som Sound of Music (1965), Grease (1978) og High School Musical (2006) må for min skyld gerne forbinde dans og sang i et kloster under nazismen, disco fever med alt for gamle 1960´er-teenagere, og pop-i kemilokalet-og-på-basket-banen i de fineste ligninger, selvom det ikke lige står skrevet i stjernerne, at disse størrelser åbenbart er enormt kompatible. De fungerer bare, fordi de er så tro mod sig selv.
Auteur-instruktører kan også; Lars von Trier må virkelig gerne lave Dancer in the Dark (2000) med patos og Björk for fuld udblæsning, ligesom Baz Luhrman må brillere med time swap-kærlighed og kunstnergenier i dengang uhørte medleyvariationer med Moulin Rouge (2001). Og jeg ville ønske, at Tarantino eller Wes Anderson ville kaste sig ud i den farverige genre, fordi auteur-genre-bending – også med musicals – kan fungere så sublimt, at jeg bliver helt postmodernistisk lykkelig.
Men Damien Chazelle og La La Land skøjter på en symbolsk Hollywood-overflade. Der er noget ret kujonagtigt over at lave en moderne musical, der pasticher lidt til husbehov, men som hverken er ren kitch eller dekonstruktiv fornyelse, og som blot lige smider lidt sang og dans ind her og der, fordi det da er meget sjovt og Hollywood- og meta-agtigt.
Men det er ikke specielt sjovt, og jeg er nødt til at skrive, at hverken intertekstualitet eller interessante metagreb har gjort noget godt for nogen, når det ikke tjener noget formål.
Der er noget ret kujonagtigt over at lave en moderne musical, der pasticher lidt til husbehov, men som hverken er ren kitch eller dekonstruktiv fornyelse, og som blot lige smider lidt sang og dans ind her og der, fordi det da er meget sjovt og Hollywood- og meta-agtigt.
Misforstå mig ikke, filmen er en slags sød hommage til alle mulige musicals, men hvad så? Det er ikke specielt spændende, slet ikke når der ikke engang er tale om noget destruktivt dekonstruktivt, men blot lidt letkøbt konfetti og tongue in cheek-løjer. For uha, mon publikum fatter, at der både er lidt hyldest til Hollywood og super light ironi over foretagendet?
Og ja, det fatter denne tilskuer efter cirka 8 nanosekunder uden at blive imponeret, fordi det simpelthen ikke kan være en pointe i sig selv, og fordi filmen ikke træffer et valg om, hvad den egentlig vil med nostalgi og referencer og derfor heller ikke kan overbevise mig om sin berettigelse.
Boy Meets Girl
Du har hørt og set det før: Boy meets girl. Denne sætning er der skåret utroligt mange gode film over. Damien Chazelles La La Land er bare ikke en af dem. Til gengæld er den Oscar-nomineret og prisbelønnet, hvorfor den også har så sindssygt meget sekundær taletid gennem anmeldere og journalister, at man ville kunne fylde et års udgaver af dameblade med den.
Og det er der, at tingene for mig at se, bliver en lille smule problematiske. Emma Stones rolle er et problem, og Chazelles forhold til sine figurer er et problem.
Problemet med Stones´ Mia-figur er, at der faktisk er mere tale om boy meets young woman, hvilket også er fint nok, indtil det bliver tydeligt, at den unge kvinde, Mia, langsomt transformerer sig til den mest klichéfyldte form for girl, og at Sebastian aldrig helt bliver voksen, selvom han dog får sin egen bar (ja, Casablanca går forud). Han er jo en drømmer, forstås det, og den slags er åbenbart lovligt undskyldt fra egentlig personlig udvikling.
Filmen giver derigennem sig selv lov til at ”problematisere” kunstens vilkår i en eller anden pseudo-filosofisk tanke om, at ægte kærlighed og ægte kunst ikke kan gå op, og at drømmere i dette årtusinde bare har ret svære kår, hvilket lader til at være filmens præmis.
Mia har også drømme, nemlig skuespillerdrømme, og hun er så heldig at møde Sebastian, der har old school jazz-drømme, og sikke en historie der bliver både danset og sunget, alt sammen ret umotiveret. Og heldigvis hjælper Sebastian lige Mia med sin karriere, mens han også fikser sin egen, og så kan de have noget 1950’er-tøj på imens, hvilket er klædeligt.
Det passer også fint til den bedagede eventyrfortælling, der forudsigeligt ender med, at Mia da både får mand, barn og karriere til at svinge og bor i et hjem, som jeg forvekslede med en hotelsuite (eller er hun på hotel? Man ved det ikke, og det er uendeligt ligegyldigt). At ægtemanden ikke lige er Sebastian, er filmens grande surprise efter et ret umotiveret tidshop på fem år.
,,5-år-senere”-versionen af Mia drømmer sig væk i en kort parallel-drøm om, hvordan det hele kunne have været, hvis kærlighedshistorien var gået op med Sebastian. Ekskursgrebet er fint nok, det er ikke det. Det noget banale er dog, at Mias fantasiliv ligner det liv, hun rent faktisk har, bortset fra at manden er en anden, og det er da ikke specielt fantasifuldt, men nu skal jeg selvfølgelig ikke gøre mig til dommer over fantasiverdener.
Filmen giver derigennem sig selv lov til at ”problematisere” kunstens vilkår i en eller anden pseudo-filosofisk tanke om, at ægte kærlighed og ægte kunst ikke kan gå op, og at drømmere i dette årtusinde bare har ret svære kår, hvilket lader til at være filmens præmis. Og også kan forklare, hvorfor Sebastian vistnok ikke har stiftet familie, men stadig er en lidt mystisk sand kunstnertype. Mia er blevet billboard-materiale, (altså en stor kommerciel skuespiller) og har fået familie, upåagtet at hun på intet tidspunkt i øvrigt har talt om hverken børn, den borgerlige familie eller giftermål. Men filmen ved åbenbart, hvad kvinde-piger vil have.
En sær regression
Tilbage til Mias transformation. Mia er en ambitiøs ung kvinde med cafevagter i en fancy kaffebar i Hollywood, altså på set-området. Det er naturligvis ikke ønskværdigt på sigt, men dog bedre end at arbejde i Netto i Nordvest (min vurdering), selvom vi fornemmer, at chefen bare ikke forstår, at Mia gerne vil til auditions hele tiden. Hun bor i en kæmpe lækker lejlighed med nogle andre damer, som kan synge en sang, når de skal klæde om til fest, altså er der styr på sagerne, og for mig at se ikke noget hverken stakkels eller sultende over den unge, spirende kunstner.
Han kan altid få hende ved at dytte i sit larmende bilhorn, og han ved tydeligvis, hvad der er bedst for hende.
Men: Forelskelsen i Sebastian giver altså udslag i en eller anden sær regression. Mia bliver opmuntret til at skrive sit eget teaterstykke af den begejstrede Sebastian, hvilket er ret fint. Indtil det betyder, at hun begynder at tvivle på sig selv, fordi det er noget af en udfordring, så hun flytter hjem til mor og far og er lillepiget, da Sebastian og hun vist har skændtes lidt (!), fordi Sebastian faktisk tjener penge på noget moderne jazz, og det er af det onde.
Så ringer der en caster, og Sebastian bestemmer, at Mia skal til casting, også selvom hun siger nej, og så parerer hun alligevel ordre (han kan altid få hende ved at dytte i sit larmende bilhorn, og han ved tydeligvis, hvad der er bedst for hende), og hun kører med ham næste morgen og får den vildeste karriere. Og mand og barn. Jeg ved ikke, om I kan følge mig, men det er altså ikke et eventyr, jeg har lyst til at fortælle videre.
Jazzsplaining
Det andet problem er La La Land’s indre logik; den mangler sympati med sine figurer i sin halvt kærlige, eller skal vi sige noget sukrede, halvt ironiske behandling af dem.
Sebastian forklarer Mia jazzens væsen (hun forstår jo ikke jazz) relativt tidligt i filmen, hvilket The Guardian så rammende kalder jazzsplaining (og ja, det er i familie med mansplaining): “It’s conflict, it’s compromise, and it’s very, very exciting.”
Og igen er vi ude i noget letkøbt, ironisk pointe; for wauw, mon det er noget så avanceret som en metafor? En kvik lille metaforquiz ved middagsbordet lader mig forstå, at mine bofæller på hhv. 7 og 11 år, som ikke har set filmen, og derfor ikke har konteksten med, kan afkode dette jazzy billedsprog hurtigere, end man kan nå at sige ”vemodig saxofon”.
Men filmen fortæller os med Mias forelskede blik (igen), at det er et svineheld at have fået en bon mot-metaforsmed på krogen, så hun kan forstå, hvad livet i virkeligheden handler om; der er altså helt gratis info (og mere hvor det kommer fra) fra den pæne livs-connaisseur, hvis største ønske er at åbne en bar, hvor der bliver spillet jazz, fra før verden gik af lave. Selvom vi aner (uha igen), at romantikken nok ikke kan bære hele to menneskers drømme og ambitioner, Gud forbyde det, Mias mor er nemlig tildelt rollen som den uforstående bourgeois-slange i paradiset, der forsigtigt spørger, hvad pokker har den mand (læs: dagdrømmende døgenigt) tænkt sig? Og der er jeg i min egen borgerlighed med hende.
Pointen er flad
Ung, romantisk kærlighed eller ej, går kabalen selvfølgelig ikke op. Der tænker I måske alle sammen, ”you kid me not?”, og det gjorde jeg også. Coming of age for folk i 20´erne har set sjovere og mere begavede versioner, f.eks. i Lena Dunhams Girls, der helt uden sammenligning i øvrigt (desværre), nok kan tematisere de både formative og forvirrende tidlige voksenår uden at skulle have en pseudoromantisk jazzsplainende youngster i helterollen og/eller syngende mennesker over det hele.
La La Land vil på én gang vise os, hvordan en ung, intens romance kan være skelsættende for hele livets videre forløb, at træerne ikke vokser ind i himlen, og at det er vældig hårdt, når drøm og virkelighed skal gå op i en højere enhed, men pointen er flad, for det er åbenbart ikke så svært lige at åbne en autentisk jazzklub eller blive verdensberømt skuespiller, man kan bare ikke få sin halvårsflirt med hele vejen, og sikke noget.
Det er med andre ord utydeligt, om Chazelle med et glimt i øjet (et lidt langtrukkent et af slagsen) vil punktere det, hele den overfladiske filmindustri næres af, altså banale drømme om kærlighed, ungdom, succes og tabte gamle dage, eller om han vil lave en variant over det som hyldest. Det er vist nok et sted mellem de to stole.
For hvis Chazelles pointe er ironisk – at vi i dag kun har i-landsproblemer, selvom de føles større – så er det et forræderi mod Sebastian og Mia, og hvis han er alvorlig, er det håbløst ”romantisk” og en historie, der taler ned til tilskueren. Ved ikke helt, hvad der er værst.
En del af de film, som Chazelle er meget inspireret af, har langt tungere baggrundshistorier, Pigen med paraplyen (1963) er f.eks. et trist studie i det, der ikke kunne blive pga. krig og graviditet uden for ægteskabet (dengang det virkelig ikke var en god ting for en kvinde), ligesom Casablanca (1942) er en farvel-historie, hvis afsked er motiveret af ædle modstandskampsformål under 2.verdenskrig, og der er man som tilskuer liiiidt mere berørt af årsag-virkning, end tilfældet er hos Chazelle, hvis figurers afsked med hinanden ikke har et sandkorn tragik. Det virker snarere lidt umodent sødt, altså i kategorien ”jeg savner da min sommerflirt lidt, og det er faktisk trist”.
Og her mener jeg, at man kunne bruge to timer i en biograf lidt bedre. For hvis Chazelles pointe er ironisk – at vi i dag kun har i-landsproblemer, selvom de føles større – så er det et forræderi mod Sebastian og Mia, og hvis han er alvorlig, er det håbløst ”romantisk” og en historie, der taler ned til tilskueren. Ved ikke helt, hvad der er værst.
Fotos: © Dale Robinette, Nordisk Film.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
