BØGER // ANMELDELSE – Den iransk-armenske forfatter Zoyâ Pirzâd har med Daddelblommens beske smag begået endnu en lille perle om det iranske kvindeliv i tiden op til den islamiske revolution i 1979.
Hvor Zoyâ Pirzâds forrige novellesamling foregik i tiden efter den otte år lange krig mellem Iran og Irak i 1980-1988, foregår den nye novellesamling, Daddelblommens beske smag, i tiden før den iranske revolution i 1979. Det er et interessant valg at fokusere på lige den tidslomme, for iranske kvinders liv var på mange måder langt mere frit end det siden endte, og frem til i dag, hvor kvinder stadig kæmper for deres frihed.
Det er en interessant tidslomme, Pirzâd har valgt at skrive om, og det kan for den vestlige læser måske virke overraskende at blive introduceret til den iranske hverdag på det tidspunkt, hvor kvinder gik uden chador og uden bevægelseshæmmende systemer.
“Daddelblommens beske smag” er en tidslomme af frihed
Tiden op til den islamiske revolution i 1979 var på mange måder en yderst interessant tid. Måske især for kvinder i Iran. Særligt for den urbane kvinde i Teheran var livet præget af store forandringer, betydelig frihed, en stigende vestliggørelse i samfundet og modernisering med øget adgang til både uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet.
Det er netop denne frihed, man som læser møder i Pirzâds kvindelige karakterer i bogen. Fra Leila, der drømmer om sin Ali og et perfekt uplettet hjem til Tarâneh, der med sin sikre gang op ad karrierestigen bliver hjemmets forsørger overfor sin elskelige – omend umulige – Morâd, der ikke kan huske fra næse til mund.
Så er der Simin, der bliver gift med den yderst modvillige Majid, der efter hjemkomst fra USA, med løftet om en klækkelig medgift fra brudens far, vælger at lade sig gifte med en selvudslettende Simin. Dermed er kimen lagt til endnu et ulykkeligt ægteskab i bogens noveller.
Generelt fremstår de fleste af mændene i historierne som nogle ganske ærgerlige typer, der ærligt talt ikke er meget bevendt. Selvom Simin i sin karakter virker selvudslettende, er det ikke desto mindre hende, der initierer de indledende skridt til en skilsmisse, som manden – ikke overraskende – går med til.
Hun er en forfatter, der fortjener et stort dansk publikum
Hver historie er som en lille vignet, der kan læses uafhængigt af hinanden. Dog bliver nogle af historierne flettet sammen og vævet ind i hinanden. Det er en litterær teknik, der fungerer rigtigt fint.
Som da Simin i forbindelse med sin forestående skilsmisse fremviser sin lejlighed til Mahnâz, der i en foregående historie tilsvarende er i gang med sin skilsmisse og er ved at købe sin egen lejlighed. Et gennemgående træk for samlingens mange karakterer er, at de alle i sidste ende udviser ejerskab over – i mange tilfælde selvskabte – problemer, og får skabt nye muligheder for dem selv. Det er i sig selv et universelt budskab; at der trods stagnation og modløshed kan findes en vilje til at ville mere.
Som en rød tråd gennem historierne bruger Pirzâd hjemmet – det være sig en lejlighed eller hus – som omdrejningspunktet for flere af kvindernes længsel, håb og drømme. Hvor nogle af dem drømmer om det perfekte – pletfri – hjem som et endegyldigt mål, ser andre af dem hjemmet som et arnested for deres nykøbte frihed efter en skilsmisse. Med andre ord kan hjemmet ses som en sikker havn for nogle af kvinderne, hvor drømme gror, mens det for andre er et springbræt til frihed og udlevelse af drømme.
Det kan også, som i bogens titelhistorie være et sted, hvor man som Khânom vælger at gemme sig for omverdenen. Hvor man kan lade sig begrave i smukke vaser, chandelier-lamper, værelser fyldt med møbler og en have med duftende daddelblommetræer. Hvor verdenen udenfor går forbi, herunder ikke mindst en revolution, som man belejligt vælger at holde sig ude af. Hvor den selvvalgte frihed fra virkelighedens verden til sidst går hen og bliver et fængsel.
Kunsten at være kulturformidler
Som det gælder både Zoyâ Pirzâds tidligere novellesamling Som alle andre dage (oversat af Shahin Aakjær) og Sepideh Gholians Tiliapia slubrer Hur al-Azims blod i sig (oversat af Navid Molaaghaei) , har også Daddelblommens beske smag dygtige oversættere bag sig. Mahnaz N. Firouzabad og Sol Khorshid Wolosynski Tadayoni har i samarbejde oversat Pirzâds smukke, stille værk.
For alle disse oversættere gælder, at de tillige fungerer som fornemme kulturformidlere, der på bedste vis introducerer og forklarer iranske begreber for den danske læser. Det er en af uvurderlig betydning at formå at fange forfatterens mange sproglige nuancer og få dem formidlet videre til det danske publikum. Fine små finurlige pointer, som ellers ville kunne være gået tabt for den ikke-iranske læser.
Zoyâ Pirzâd fortællinger viser på smukkeste vis, at kvinders håb og drømme – bristede eller indfriede – er universelle. Fordi hendes sprog er let og ukompliceret, løber disse fortællinger let og elegant som en stille rislen i en fredfyldt have med et daddelblomme træ.
Hun er en forfatter, der fortjener et stort dansk publikum.
Klik dig videre til mange flere boganmeldelser lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og